Brogaard Living in real life....

Hospice...

2012-01-23T12:41:00.000+01:00

Nu er det nu.... nu er det nu at jeg skal til at tage de hårde beslutninger omkring det liv jeg har med ham jeg har kendt og elsket på godt og ondt i 21 år.

Henrik er meget dårlig.... nu....., og der er intet håb, ingen vilje, ingen kræfter. Hans liv siver langsomt ud af ham, hans vilje og hans styrke er væk, han er en skal af sig selv. Hans før så klare blå øjne, er mørke af smerte, angst og træthed. Hans store krop er nu krumbøjet, tynd og indsunket i smerte og afkræftethed. Hans før så klingende latter er blevet en grinmasse i smerte og hans store hænder der før var fulde af kræfter, er nu tynde, famlende og svage. Hans før så jyske faste stemme, er nu hviskende, uden styrke og ufattelig trist og sorgfuld. Hele hans dag går med at overvinde kvalmen, med at sove, med at kaste op, og han er begyndt at sige undskyld når han gør det. Han er så ulykkelig over at Valdemar skal se hans forfald, se ham blive svagere og svagere, se ham dø.

Og vores søn lægger ikke skjul på at han er trist over at se sin far visne, han er en sej gut, på vej ind i puberteten, står på tærsklen til hans "nye" liv mens hans fars ebber ud. "det er bare i orden far, jeg kan godt klare det, du skal ikke være ked af det" sagde han forleden da Henrik kastede op midt i stuen
Og her står jeg med en håndfuld grimme beslutninger, beslutninger der skal tages, beslutninger der ikke bare har med resten af Henriks liv at gøre men også mit og Valdemars.

Hospice.... sig ordet så virker det ikke så skræmmende. - Hospice... er det den beslutning der skal tages nu? for et par år siden sagde min søster til mig at vi skulle tage snakken om hvad der skulle ske i fremtiden når Henrik ville blive meget syg. Hun sagde at vi skulle aftale en "kontrakt" så når det blev tid så havde vi en aftale, en bindende aftale, en aftale som var lavet og som vi var enige om.

Jeg gik som katten om den varme grød, anede ikke hvordan jeg skulle begynde, og fik endelig taget mod til mig, og mærkeligt nok var det som om Henrik havde gået med de samme tanker. Jeg spurgte "hvad skal der ske når du er så dårlig at jeg ikke kan passe dig mere?" og Henrik svarede "Så vil jeg på Hospice... jeg har fundet et i Roskilde, de har familierum hvor dig og valdemar kan overnatte hvis i har lyst....." og så stod vi der og stirrede ned i hver vores kop kaffe... og dagen gik med at blive enige om at der var 100 år til, at det nok gav sig, helt af sig selv, ja tænk, vi grinte af det.... grinte...fordi vi var skræmte af tanken om at det ville nå der til.
Lige pludselig....
om 100 år....
og der er vi nu.

Nu skal jeg til at tage den beslutning der vil pine mig resten af mine dage, jeg føler det som om jeg er ved at bortvise Henrik fra hans eget hjem, som om jeg ikke magter at have ham her mere, og jeg må se mig selv i øjnene og sige at det gør jeg snart ikke mere. Det er hårdt at se ham dø lige så stille, hårdt at se hvor træt og dårlig han er, hårdt at vågne hvergang han bevæger sig, kaster op eller falder rundt om natten. Det er hårdt at se at han næsten ikke kan komme op af trappen, at han ikke kan gå mere end et par meter, det er hårdt at se ham kaste op igen og igen og igen og igen....og det allerværste er at se ham græde, græde over de pinsler han gennemlever, og se ham græde over det han ikke kommer til at opleve... sammen med os. Det er nu jeg skal til at tage den beslutning, der vil tage det sidste håb ud af ham.
Hospice... endestationen....erkendelsen af at vi ikke kan komme længere.... at det er slut nu.

Hospice....

Jeg savner min ven Jens...

2011-10-08T04:16:00.001+02:00

Jeg savner min ven Jens....
Min fantastiske ven, der fik mig til at grine, at le, at fnise, min fantastiske ven der fik mig til at leve, føle mig levende, gav mig et håb, gjorde min dag god og mild, gav mig følelsen af at det hele nok skulle gå, at vi kunne klare hele verdenen sammen, eller med hinandes hjælp, om ikke andet.

Jeg savner min ven Jens...
Min søde dejlige ven, der med sin varme beroligende dybe stemme svøbte mig i drømme om, at alt kunne blive godt og rart, til at holde ud, at holde af og om...det her liv......mit liv...hans liv....vores liv....deres liv....sammen..... sammen endag.... om 100 år...

Jeg savner min ven Jens...
Som lovede mig at solen altid skulle skinne på mit hoved, og at regnvejrsdage er fantastiske, bare man har en kop varm kakao og en buldrende brændeovn. Som tit sagde at nogen ting skal man lade være med at spekulerer over, fordi de var for vanskelige, lige som at løse en ligning med et stykke tyggegummi, hvad han så end mente med det...

Jeg savner min ven Jens...
Jeg savner at høre hans historier om hans unger, savner hans tanker om det at være far, om det at være mand, savner hans input når jeg bekymrer mig om Valdemar, og tænker på alle de gange hvor han sagde "det skal jeg nok lære ham".... også at drikke snaps....Og Valdemar savner sin "Hero"....Jeg savner at betragte en nattehimmel fra en boblende spa, og husker snakken om satelitter....

Jeg savner min ven Jens...
Som kunne undre sig over vores forskelligheder, selv om vi er fra samme land, som kunne undre sig over traditioner og normer kunne være så forskellige, selv om vores forfædre kom fra samme landsdel, som kunne grine af "københavner" udtryk, og selv med fed dialekt gøre sig totalt uforståelig. Jeg savner hans besøg, og jeg savner at stå og skrige mig hæs til en ishockykamp.

Jeg savner min Jens...
Og jeg savner troen på at han redder mig fra undergang endag...det håber jeg han gør, at han holder hvad han lovede, men på en eller anden måde kom jeg for tæt på, eller for langt fra....
alt det vi i 3 år havde grinet af og snakket så meget om, blev lige pludselig alvorlig virkelighed, løfter kunne ikke indfries og pludselig var jeg en trussel på hans familieliv, job, penge...hele 3 ting han ikke havde haft i mange år, men pludselig fik...

Jeg savner min ven Jens...
Jeg savner at høre om hans families projekter, om hans nye hus, hans nye job, hans tykke kone, hans smukke børn, hans 16 ha landbrugsjord, "whit room for a pony", savner hans hånlige kommentarer når jeg købte en ny lænestol, der kostede det dobbelte af hans bil, men nød det når jeg kunne glæde ham med en gave. Jeg savner virkelig den ven der lovede mig hele verdenen, og jeg forsøger hverdag at tilgive ham for at han ikke turde give mig den, da han fik chancen.

Jeg savner min ven Jens...
Hvordan kan jeg savne en person, der ikke gider mig mere, og så tydeligt har gjort opmærksom på det?
Som på alle måder har gjort mig ked af det, på alle måder har såret mig, både bevidst og ubevidst, Hvordan kan jeg savne sådan en person? Hvorfor er det at jeg bare sætter mig med hænderne i skødet og stirre ned i gulvet... accepterer at det er sådan her? fordi JEG er en rigitg ven....

Jeg savner min ven Jens...
Og jeg savner mig selv i alt det her, tænker at jeg i hele det her venskab har opført mig eksemplarisk, aldrig udnyttet hans svaghed, aldrig gået på kompromis med min egen tro på at det nok skulle gå, hvis jeg bare bøjede hovedet dybt nok.

Og nu er jeg så nået til det sted hvor jeg sidder med panden presset mod gulvbrædderne...

Jeg savner min ven Jens...

Jens Friis Felber

please...

Da jeg var barn...en virkelighedsflugt.

2011-08-09T17:29:00.000+02:00

Dengang da jeg var barn, var verden en anden. Min mor gik hjemme og havde varm kakao og boller klar når jeg kom hjem, min far var en berømt opdagelses rejsende og storvildsjæger, der kom hjem med spændende gaver, jeg var en yndig lille pige, i lyserøde sommer-flæsekjoler og store sløjfer i håret, og jeg lavede lydigt mine lektier hverdag når jeg kom hjem (til de varme boller og kakaoen) fra skole. Livet var nemt, sorgerne få, og vejret altid godt, isene var større og smagte 20 gange bedre end idag, og hoppene i rutchebanen i tivoli var meget vildere, og solen skinnede altid på min fødselsdag, for jeg var jo en artig og sød lille yndig og nuttet pige, som alle elskede og som aldrig lavede fejl.

Og hvis jeg kunne sige den der lyd som en pickup siger når man forsøger at løfte den af LP'en (altså for os der ved hvad en LP er og hvordan den siger) men kommer til at trække den hen over en masse riller så den siger den der forfærtelige lyd "riiiiiuuuutiiissssschhhzz" og hvis jeg kunne vise det der billed af en smalfilm (med en hoppende og dansende lille pige) der pludselig stopper og brænder over, så er det der jeg vil hen...
Altså...riiiiiiuuuutiiiiiscccchhhzz og smelte-smelte.......

For sandheden er desværre en hel anden, en helt anden kvalmende sandhed som jeg ikke kan løbe fra og som på en eller anden måde dukker op i små glimt i mit hoved lige i tiden. Små glimt fra min egen barndom, små glimt af hvordan jeg ikke vil have at det skal blive her i huset, Fordi Henrik nu bliver mere og mere syg, fordi han nu har kvalme hele tiden, har ondt, er træt, spiser en masse piller, er utidig, og ked af det.

Min barndom var, lige meget hvor meget jeg undskylder og bortforklarer, lige meget hvor meget jeg forsøger at forstår 60'erne og 70'erne pædagogik (som ikke var nået ind i mit barndomshjem anyway, og derfor ikke gjorde nogen forskel) min barndom var rædselsfuld, grænsende til mareridsagtig omsorgssvigt og svigt og svig og kulde og fornægtelse og tys tys, og devisen at siger man ingen ting så er problemerne usynlige og ikke eksisterende. Min barndom og min søsters var et helvede.

Og når jeg siger helvede så mener jeg helvede, der er mange måder at mishandle børn på, mange måder at få dem til at føle sig ivejen, forkerte, uelskede. Og i 70'erne var en syg far, en hårdtarbejdende mor og voksne familiemedlemmer der stille tav, den rene tortur, og en meget hurtig måde at gøre et lille menneske voksent,....jeg blev alt for hurtigt stor. Urimelige krav, u-kærlig opdragelse og ringe forståelse og empati, for børn som mest af alt var i vejen og til besvær og en byrde, var den most som jeg voksede op på. En bitter most, som jeg i mange år forsøgte at fortrænge med undskyldninger om at jeg selv havde været ude om det. Og at det var synd for min mor. Hvad det også var.

Kort fortalt, min far fik konstateret cancer da jeg var 3 år, min søster lå i min mors mave, vores forældre var forretningsdrivende. Min far dør da jeg lige er fyldt 15, nykonfirmeret, ædt op af cancer.
I mellemtiden skal jeg igennem en barndom, hvor fortielser om min fars sygdom hersker, hvor troen på at siger man ikke noget til børnene så har de ikke noget at bekymre sig om, men fakta er at børn hører alt, børn lytter ved dørene, børn lader som om de sover, og ligger med store øre når de voksne taler.

Jeg vidste alt om min far, alt om hans sygdom, alt om hvilke behandlinger han nu skulle have, alt om de operationer han skulle igennem, jeg kendte navne som kemoterapi, interferron, cancerceller, røde og hvide blodlegemer, intravenøst drop, og morfin. Men Jeg forstod ikke min mors bekymringer for fremtiden, hendes egen fremtid og at hendes frustrationer udmøntede sig i hendes iforvejen korte lunte brændte sindsygt hurtigt, at sporadiske lussinger, skældud, skyld, skyld, skyld og følelsen af aldrig at være rigtig, altid at være i vejen, altid at gøre tingene forkert, altid at komme til at gøre det modsatte, var hendes måde at komme af med sin egen fustration på, at hendes magtesløshed var lige så stor som hendes fornægtelse af at have brug for hjælp. Det forstod jeg ikke dengang, og det forstår jeg heller ikke idag, men jeg kender en masse undskyldninger.

Det var jo ikke fordi mine forældre ønskede at give mig en lorte barndom, deres egne personlige bekymringer overskyggede bare den virkelighed at børn også kan bekymre sig, at børn lytter og forstår, og at den opdragelse de selv havde fået bestod af tørre tæsk, og at den opdragelse de selv kunne give bestod af lige dele tavshed, utilfrtedshed, og bebrejdende blikke, at den form for pædagogik de udøvede mod mig var at overøse en med skyld. Min mor sagde engang i afmagt til mig, at det var min skyld at min far var syg....tsk tsk....jeg har desværre aldrig glemt det... gid jeg kunne.

Vores far kunne ikke tåle støj, derfor havde vi ikke venner med hjem.
Vores far kunne ikke tåle støj, derfor hørte vi musik med hovedtelefoner på.
Vores far kunne ikke tåle støj, derfor øvede jeg mig aldrig på mine instrumenter, og blev derfor middelmådig til at spille på dem alle.
Vores far kunne ikke holde ud at høre på vores larm, derfor opholdte vi os mest på hvert sit værelse.
Vores far skulle spise 42 piller hver aften til aftensmaden...de lå i håndfulde ved hans tallerken, det var meget uappetitteligt at se ham spise dem.
Vores far var så syg at han ikke kunne tygge maden særligt godt...(blendet hakkebøf med ærter og kartoffelmos ligner bræk....)
Vores far hostede, hostede og hostede (lungecancer) (...og spyttede i køkkenvasken. ad..)
Vores far havde kvalme, og kastede op under aftensmaden. (højlydt og med åben badeværelsesdør fordi han ikke nåede at lukke den efter sig.)
Vores far havde forstoppelse pga medicin, og det er altså pinligt at komme ind på apoteket for 3 gang samme dag og spørge efter afføringsmiddel....
Vores far lå i sengen hele dagen, og stod op og spiste sin aftensmad i nattøj.
Vores far lå tit på hospitalet, forestil jer hvor stille vi skulle være der...tilgændgæld var elevatorene sjove at køre om kap i (tak til herlev hospital...)
Vores far lugtede af medicin. hans værelse lugtede af medicin, alting lugtede af medicin.
Vores far blev så tynd at han sad på en oppustelig gummi ring for ikke at få tryksår i måsen.
Vores far havde ingen interesse i at være sammen med sine børn selv om han vidste hvad vej det bar hen, bare vi kunne underholde os selv. (højtlæsning og hygge var en umulig drøm...ja den var utopi.)
Vores far ville dø hjemme....og det gjorde han, og hvem fik hans værelse bagefter? ja det gjorde jeg....

Min konfirmation blev aflyst, den skulle havde været holdt på et fint hotel, istedet blev den allernærmeste familie inviteret hjem til frokost, ingen klaverbokser, ingen festsange, ingen far, ingen flag, ingen fulde og glade mennesker, men masser af gamle mennesker med tåre i øjnene, det nærmede sig et gravøl, inden patienten var død.
Jeg fik lov at besøge ham på hospitalet hvor der blev drukket et glas champagne med sygeplejerskene, (som sødt havde købt en lille gave til mig) SKÅL sagde min far og sank sammen i puderne, med slanger ud af næsen, og slanger i armene og en kateterslange der forsvandt ned i en pose der hang på siden af sengen med et indhold der til forveksling lignede grumset æblemost. "Skål far" svarede jeg og satte mit glas på sengebordet (ved siden af det der klamme plasticglas lungepatienter spytter i) tak for den fine gave (en rejse til Mallorca med en "papmoster" og hendes næsten voksne drenge, og det er skam ikke for at lyde utilfreds, men den rejse kunne jeg sagtens havde undværet)
Vores far døde 6 uger senere en fredag, og om mandagen efter begravelsen, rejste jeg til Mallorca med min papmoster (som var fuld det meste af tiden, og højlydt sad og græd i baren over at MIN fantastiske far var død, alt imens hun pegede på mig som om jeg var den skæggede dame der skulle vises frem...stakkels barn, vrælede hun, mens jeg hjalp hende op i seng. Min søster blev sendt til Ærø, over til de gamle. Så kunne min mor græde i fred. Godt det var i industriferien så det ikke gik ud over forretningen, (vi skal jo være praktiske.)
Og da sommerferien var forbi, skulle jeg selv fortælle min lærer at min far var død, min lære troede at han var kommet ud for en ulykke, hun havde aldrig hørt om at han var syg.... tsk tsk og senere forstod skolepsykologen ikke noget, hun blev bare ved med at spørge "Hvorfor tror du de andre børn driller dig?"....tjaa...hvorfor? Jeg kunne og kan den dag i dag ikke svare på det.

Så er det ikke okay med lidt virkelighedsflugt indimellem? Er det ikke ok at man indimellem snakker om de fantastiske ferier på Ærø, om vores tossede Farfar og alle de andre, men sjældent snakker om alt det andet.

Det er som om min barndom gentager sig, dog med modsat fortegn. For her må Valdemar larme alt det han vil, han må have venner med hjem, de må være over hele huset, på nær i soveværelset, og Henrik er udstyret med et høreværn. Her skal Valdemar ikke overvære opkastninger, piller, stilletimer, og at bevægelsesfriheden tages væk, han skal have lov til at være det barn der blomstrer, på trods af at hans far er syg, han er informeret om Henriks sygdom, kort og godt, og vi taler om den når det passer os, men kort og precist, vi overdramatiserer ikke, og vi underspiller ikke, vi forklarer på en kort og let måde hvor hans far er i sygdomsforløbet, vi har lovet ikke at skjule noget eller holde noget hemmeligt, og at vi nok skal sige til når "det" nærmer sig. Det er ikke noget vi taler om i det daglige, det er en del af os, og vi fortier ikke noget. Medicin er noget der tages på badeværelset, kvalme er noget der sker når man ligger i sofaen, og her lukkes toiletdøren hvergang. Vi gør det godt her i vores familie, vi tager hensyn til barnet, for barnet skal ikke tage hensyn og ansvar for sin fars sygdom. Han skal have det bedste af sin far og det får han, selv om det er svært indimellem, Henrik siger tit til ham at han lige lægger sig, at han er lidt træt, og det forstår Valdemar godt.

Vi bringer hvert vores offer, også mig, men jeg kan ikke gøre andet, som min mor er jeg låst i situationen, dog kan jeg noget som min mor ikke formåede, nemlig at gøre en forskel for min søn. At finde den rigtige kombination af at beskytte uden at fortie. At elske uden at være omklamrende, at være ærlig uden at være for direkte. At være stolt uden at prale.

Og vi har en søn der blomstre, er sød klog og afholdt, en dreng der er fuld af selvtillid og lækkert hår, en god kammerat der forstår at udtrykke sig, en dreng der bliver lyttet til, en dreng der hviler fint i sig selv, har en fantastisk fantasi, og en kreativitet uden lige, en dreng der tør sige til, når han syntes at vi er uretfærdige eller dumme....og vi... vi fortæller ham at vi elsker ham, det er vigtigt, at sige det højt hver dag. At vi elsker ham over alt på jorden og at vi er så glade for at vi fik netop ham, og at han beriger vores dag.

Og man når langt med masser af tryghed, kærlighed og åbenhed. Så alt det jeg manglede i min barndom, det kan jeg nu give Valdemar uden at føle at jeg forkæler ham, jeg har nemlig lært hvordan man IKKE skal gøre.

Tak er et lille ord på 3 bogstaver.

2011-07-06T00:47:00.002+02:00

Her gik jeg og troede jeg var helt alene, at jeg kunne ligge på bunden af mit sorteste hul, ligge fredeligt og have ondt af mig selv, ligge og rode rundt i mit eget selvpineri, hygge mig i smerten, og have pinen næsten helt for mig selv, at mine tanker aldrig nåede ud til nogen, at jeg var alene i cyper...altså, alene og alene, det er gået op for mig her på det sidste at jeg slet ikke er så anonym som jeg troede, og det er altså lidt ...hmmm hvad skal jeg kalde det....fantastisk....JA FANTASTISK....

Jeg gik og troede at jeg kendte alle dem der læser min blog, men det har jeg så fundet ud af at jeg ikke gør.

Jeg har her, liggende på bunden af mit sorte hul, opdaget at der er mange forskellige og meget ukendte mennesker der læser min blog.... og at de nu er begyndt at skrive til mig, både som kommentarer her på bloggen, på Facebook og som mails. Deres kommentarer og deres ønsker og håb for mig, gør mig på forunderlig vis glad, og her på bunden af mit sorte hul er jeg begyndt at overveje om jeg skal sætte mig op......
Det er gået op for mig at mænd og kvinder følger med i hvad jeg foretager mig, tænker over hvordan jeg har det, og bekymre sig om mig, selv om de ikke kender mig, mærker på mine problemer og sammenligner dem med deres egne, reflekterer over hvordan Man, Vi, Os, kan komme op og videre. Bekymrer sig over at jeg i alt for lang tid har ligget her nede på bunden af hullet og ikke har ville kikke op, men stædigt stirret blindt på jorden under mig. (som om jeg kan synke dybere)

Og nu må jeg lægge skrivestilen lidt om, for det er JER kære bloggere, jeg gerne vil sige tak til, jer "anonyme" bloglæsere der de sidste måneder, har bekendt kulør og har skrevet til mig, sendt mig varme ord og gode råd, skrevet om jeres bekymring for mig, skrevet om de ting i gerne ville gøre for mig hvis i måtte, eller kunne.

"hvordan skal jeg hjælpe dig op af det hul når du ikke vil række mig din hånd" skrev du....
og du har helt ret, jeg havde valgt at jeg ville ligge der og rådne op, med armene krydset over brystet og begge hænder i armhulerne.

"det bekymrer mig dybt, at du virker så opgivende, du må ikke give op...ikke dig, du har så meget at udrette..." Ja og du har helt ret, det er da det jeg har, jeg havde bare glemt det...så måske jeg skulle overveje om jeg skulle børste jorden af mit tøj, og glatte min skjorte.

"jeg er her for dig, til hver en tid..., du har rørt mit hjerte" ....og det fik mig til at tænke på mit eget hjerte, forvredent som en gulvklud, liggende på bunden af en spand....men det banker endnu.

"Lad dig kun træde på i den udstrækning, du selv kan acceptere...." ....jamen jeg skulle åbentbart hele registeret af selvmedlidenhed og uretfærdighedsfornemmelser igennem inden jeg fattede det.... så måtten med Welcome, den ligger nu ude ved bryggersdøren....

Fælles for jer alle, er at i har store og varme hjerter, at i rummer medmenneskelighed og kærlighed til et fremmed menneske som mig. Okay jeg skriver meget personligt om mig selv, og der er ikke meget der er hemmeligt her, men alligevel, i kender mig jo ikke, eller gør i ?... jeg ved godt at jeg skriver lige ind i hjertet på de fleste, men man skal også kunne læse det jeg skriver...altså forstå det jeg skriver, ellers giver det ikke mening....og for alle jer har det jeg har skrevet givet mening, og nu giver i mig mening med meningen..... (læs:livet)
Så jeres meget personlige hilsner og tilkendegivelser har varmet meget her, rigtigt meget...Tak
Og det er virkelig fantastisk,...TAK
Ikke at jeg er helbredt for alle mine bekymringer og sorger, men det gør det lettere at bære når man ved at i er med mig, og jeg kan mærke jeres varme, omsorg og medfølelse...og det hjælper ....
TAK TAK TAK

Anette

Dørmåtten Anette...der står Welcome på maven af mig....

2011-06-07T02:06:00.001+02:00

...nogen gange kan livet simpelthen blive for så bittert, at lige meget hvor meget mælk man drikker, så er det surt og giver halsbrand.
....Og den der klump i halsen, der ikke kan synkes, ikke kan hostes op, eller lindres med noget, den bare sidder der og trykker og presser og irriterer, og minder en om...
...Og tåre der ikke vil grædes, men konstant slører ens udsyn, tåre som man kan få til at tørre når man kikker op og til siden, tåre der ikke skal grædes fordi de får ens mascara til at løbe, og røber at livet er noget lort. For svært.

Jeg forsøger at være glad og positiv, forsøger at presse noget glæde ud af den her hverdag jeg har fået skabt mig, forsøger at finde lyset, sandheden, accepten af mine nederlag, og vende det til noget positivt.
Helt ærligt jeg forsøger sgu...
Jeg gør jo hele tiden som i siger jeg skal, forsøger det ene, forsøger det andet, jeg er en god pige der gør det i beder mig om, jeg vil gerne gøre jer alle tilfedse, jeg vil gerne at alle er glade og glade og glade og og og....
Og jeg vil give min bare røv for jer, jeg vil bruge mine sidste 100.- på jer, jeg vil forære jer verdenen hvis i beder om det....

Hvad er i så for nogen?.... i er mine venner, der støtter op, og griner med når det er sjovt, og nyder festen når jeg betaler..... og når det så bliver svært så kritiserer i, dømmer, og dømmer mig ude. Så hviskes der og tiskes der og kritikken falder hårdt og ubamhjertigt, lidt ondskabtsfuldt.
Og så skal jeg hører på pis og lort, og bedrevidenhed, jeg skal hører at det er ment i bedste mening, at alle er så kloge på hvad jeg skal og ikke skal. Og når jeg så slet ikke vil høre efter, så trues der og nedrige ting bliver sagt, og skyld lægges på mine skuldre....hvor det slet ikke hører hjemme.

-Vil du være skyld i....
-Skal man kunne sige at det var dig der ødelagde....
-Så er du lige som 100 andre før dig....

Og jeg er som jeg altid har været, direkte og ærlig, og jeg er ærlig også når det er svært....og så er det at i ikke kan rumme det, vender ryggen til og syntes jeg er dum, træls og selv ude om det hele.

Hvad med at i favnede mig, og lod mig græde de tårer der skal grædes i lige så lang tid det er nødvendigt for mig, måneder hvis det er det der skal til.
Hvorfor har i så travlt med at det skal gå over...hurtigt...at jeg skal videre...
Og når jeg så endelig kommer videre...så er fanden løs i laksegade. Der er jo ikke noget at komme videre til...det er jo slut det hele, min tid har været der.

Hvad med at i uden at dømme og uden at give gode råd, lod mig glædes over en nyfunden juvel, istedet for at smide lort i hovedet på mig, forstod at jeg har været så ked af det i så lang tid at det er okay at lade mig glædes over noget nyt, så jeg kunne glemme det gamle. At det er okay at jeg har det godt og er glad. Jeg har jo ikke valgt det her liv frivilligt...jeg er blevet tvunget til at vælge det, mod min vilje, mod min overbevisning, mod alle odds. Hamsteren i buret, der løber i hjulet fordi den ikke ved at det ikke fører nogen steder hen...Som en mus i en vippefælde....kom luk mig ud...

Det er som om, at det kun er jer der har ret til et liv. Jeg har ikke ret til noget...overhovedet.
Og mit liv det går og går, og jeg venter og venter og når jeg endelig engang er fri så er der ikke noget til mig, så er mit liv også gået, og der bliver slet ikke tid til at nyde noget som helst, andet end jeres fordømmelser.

...hvad er det i vil have....??
For jeg har ikke andet end lidt af min bitterhed at dele. Jeg vil ikke dele noget andet med jer mere, og jeg vil ikke involveres i noget mere...så er der ingen der skylder...
Alt det der er sjovt og skægt og helt grinagtigt morsomt, det må jeg ikke...Det skal aldrig blive mit.

Så kom tør jeres sko af i mig, jeg er så vandt til det at der står Welcome på maven af mig.

Out Of It

2011-05-25T03:26:00.002+02:00

Out Of It

I'll never be the bravest of us

Crossing my fingers whenever I cross

I wish I could love without having to fear

Baby's fingers got a burn, baby came too near

You'll never know all the trouble I've got

Still haven't slept and it's 7 o'clock

Everything I have I could lose it in this fight

Somebody gotta tell me that I'm gonna be alright

Oh it's crazy

It's crazy up in here

I'm inside my head

How do I get out of it?

And then he said Honey, and then she said Honey, and then he said Honey, you're on your own

You're on your own own own own

Searching for sunlight

A winter inside

Thinking in circles

I cannot abide

Baby, make me warm

Thaw this snow inside of my

Overflowing in my eyes, turn into a sea

I'll never know what I'm capable of

If I don't go where I'm scared to be lost

Hope I'll find my way when I'm going through the night

Somebody gotta tell me that I'm gonna be aliright

Oh it's crazy

It's crazy up in here

I'm inside my head

How do I get out of it?

And then he said Honey, and then she said Honey, and then he said Honey, you're on your own

You're on your own own own own

Game over....

2011-01-25T04:56:00.004+01:00

Det er ikke nogen hemmelighed at jeg er brændt lidt meget sammen mentalt, og at det eneste der holder mig oprejst er at min rygsøjle ikke er brækket.
Jeg mistede min tro på livet midt i december, eller lige før jul...det værste tidspunkt man kan miste troen på noget...lige før jul...hvor ondt. Jeg havde stadig lidt tro på tingene i august men så forsvandt det bare for mig, løb ud i sandet. Eller det gjorde det ikke, det er selvfølgelig udløst af noget, og det noget kan jeg ikke snakke om, selv om alle ved hvad det er. Tabu.... mit mellemnavn....

Der er og bliver 3 mænd i mit liv, voksne mænd som alle har haft, har været og er af afgørende betydning for mig, fælles for dem er at de alle 3 forlader mig på den ene eller anden måde. Svigter mig, forlader mig, lader mig stå alene tilbage, ikke at de gør det af ondskab, eller fordi de har lyst, for hvem har lyst til at sige farvel til livet, hvem har lyst til at efterlade nogen, hvem har lyst til at tage nødvendige beslutninger, som vil få voldsom indflydelse på en andens liv, og mentale førlighed....ikke nogen af dem her, men alligevel så blev...bliver det sådan. Og mit hjerte græder...BLIV her...her hos mig. Men nej...jeg skal kunne det her uden dig...og det ved jeg ikke om jeg kan, men det kræves lige som af mig.....der er ikke andre muligheder...

Og ingen af dem har sagt undskyld, de gik, går, og gå ud fra at jeg ved hvad de tænker og mener... og føler. Men det kan jeg ikke, måske de skulle havde fortalt, fortælle, forklaret mig det.

Den første, min Far, døde fra mig. Han sagde hverken farvel eller undskyld. Han mente ikke han skyldte nogen noget...

Den næste, min Mand, dør fra mig. Han forlod mig da "Cancer" flyttede ind i ægteskabet for 5 år siden. Jeg skylder ham alt...

Den Anden, forlod mig. Han mangler stadig at sige noget....meget... Og jeg venter... nok forgæves...men det skylder jeg mig selv.

Det der skulle løfte mig videre ud i det her liv, det jeg troede skulle være en form for belønning for at holde ud, for at leve et dobbeltliv, belønning for at give sig selv 110%, en tro på at være for ham som jeg gerne ville at han var for mig, var en latterlig illusion. Og ja jeg troede på hvert ord han sagde, glædede mig, planlagde og udførte min del, kun for at se mig slået på målstregen, af andre der havde mere ret til ham end mig.
Som han sagde ....
"jeg kan ikke gøre dem kede af det for selv at blive gladere"....
og ....
"troede du virkelig på alt det vi drømte om"....

Ja jeg gjorde, ja jeg gjorde, naive mig...
Sådan er det, sådan er livet, sådan er der en masse,der gerne vil fortælle mig igen og igen at det var det, De var bange for ville ske.....og de fik jo ret.... thats the name of the game...og jeg blev "Game over".

Jeg er knust, jeg er så ked af det, ufattelig ked af det, jeg har aldrig været ked af det på den her måde, aldrig følt noget der bare ligner, smadret på sjælen, som 1000 glasskår indeni, alt er revet over og flyder frit, i et univers af alle helvedes kvaler, af ufatttelig smerte, af pine, af sorg, frygt, ensomhed, tab, svig og svigt, af skam og skyld. Prøv at smage på hvert eneste ord, sig dem langsomt og højt...som et mantra.
Og jeg står, oprejst, undrende, forundret, forbavset over at jeg er endnu, min hjerne er smeltet ned, den fungerer, men på en mærkelig analyserende måde.

Jeg har tænkt, at jeg ville tage mit eget liv, slutte den her smerte, stoppe søvnløsheden og den dybe depression, bare hænge mig i stalden fra en bjælke højt oppe, og det ville være en ultimativ hævn, "se hvad du gjorde ved mig-agtigt", og "jeg skulle nyde at se dig gå resten af dine dage med bevidstheden om at dit fravalg, kostede mig livet."

Tanken om "Hævn" er et mærkelig plaster på såret. Men jeg kommer jo ikke til at sidde på en sky og kikke ned og se nogen gå rundt resten af deres dage og have dårlig samvittighed, der er ingen himmel for selvmordere, ingen himmel for en som mig, kun et helvede, og det er jeg jo allerede i, så hvorfor hænge sig. Logisk ikk? Og nej jeg tager ikke mit eget liv, det er jeg for stor en kylling til, lidt for stædig til, jeg vil bare gerne at den her smerte får en ende.

Det er som om at det er en helt anden hjerne der har taget over. Den kikker nysgerrigt på alle de følelser er drøner rundt i hele min krop, den læser forbavset mine tanker og undre sig over at jeg kan blive så ked af det på få sekunder. Den forundres over at en tanke kan blive til direkte fysisk smerte, og den går helt i stå af målløshed over at at smerte i hjertet er bedre end slet ikke at føle noget. Min hjerne eller hvad jeg nu skal kalde den kan slet ikke finde ud af at sende de rigtige tanker på de rigtige tidspunkter, den lader sig gang på gang overraske, forundres, forbavse og forarge.

Og mit medfødte skuespil talent kommer mig til undsætning gang på gang, når jeg midt i aftensmaden, henter noget i køkkenet og hurtigt fjerner tårer i ly bag køleskabet, når jeg stille græder med hovedet inde i tørreskabet, og når jeg søvnløs vandre rundt om natten på jagt efter noget der kan berolige. Jeg burde få en Oskar....men jeg ved ikke hvem jeg skulle holde takketalen til...

Jeg er brændt sammen mentalt og har slået nødgeneratoren til, eller en eller anden har gjort det for mig, jeg er ren autopilot, og jeg har ikke mere brændstof, jeg flyder på de sidste dampe, og aner ikke om jeg når i land af egen kraft eller om jeg ender med at skulle reddes, eller om vraget tilsidst skyller i land af sig selv, en strandvasker. jeg er mentalt en strandvasker....med korkbælte på.

Jeg har langt igen, alt for langt, jeg kan slet ikke se hvordan jeg kommer videre, og jeg kommer ikke videre uden hjælp, jeg har slet ikke brug for at hører at der er "noget" til mig derude...endag...det jeg vil have kan jeg ikke få, og jeg vil ikke have noget andet, selv om der er masser at vælge imellem.

Jeg sender hermed min sidste nødraket til vejrs, og håber på at du ser det og støtter mig hele vejen gennem det her helvede du har sat mig i, og bærer over med at jeg mentalt er "level failed" at jeg er "Game over..." og tager det ansvar det er at forlade mig på den "gode" måde.....hele vejen....som en rigtig mand....og ven....

Tab af identitet, eller opfindelsen af en ny!!

2010-11-28T23:06:00.001+01:00

Ind imellem sker der det, at jeg mister jeg hovedet..... og taber forbindelsen til jorden, til mine omgivelser, til alting. Det sker meget sjældent, ekstremt sjældent, sidst var da jeg var gravid og smadrede et bryggersvindue med et syltetøjsglas.... Altså for ca 12 år siden. Nu tænker du sikkert at ...åh åh hun er gravid...
og nej det tror jeg ikke jeg er.....
Men jeg tror at alle kender følelsen af at gå ind i en rød bobbel og gå amok på sine omgivelser. Det er så dejligt, så befriende, så vidunderligt at gå amok, være totalt psykopat i det man siger og gør, bare gå amok, skælde ud så hele huset ryster i sin grundvold, smadre et par tallerkner ned i vasken, og skrige så højt at stemmen pludselig bliver underlig hæs, og at halsen føles underligt lam i den ene side.

Det...var en fantastisk..... følelse..., der brusede gennem kroppen på mig da jeg mentalt opgav at være fornuftig og bare fulgte instinkterne, eller manglen på samme, jeg blev høj, andrenalin og endofiner drønede gennem kroppen på mig, og jeg blev i stand til at løfte biler og kyle rundt med dem...eller det troede jeg....i mit sindsyge raserianfald....

Det er ikke i orden....
overhovedet ikke i orden....
slet ikke acceptabelt.....
Og min eneste undskyldning.....meget menneskeligt når man som jeg er presset til det yderste på alle fronter. Min allerbedste undskyldning, nemlig at min daglidag er forandret så meget på 5 år, at jeg ikke hved hvem jeg er mere. Christ...hør lige på mig... Og det her indlæg handler selvfølgelig om mig, som det altid gør og hvad der skete på en ganske almindelig søndag, hvor jeg tabte hovedet og skreg de væmmeligeste ting ind i hovedet på dem jeg burde elske allerhøjest. Det handler om mig, eller om den jeg håber jeg er, eller tro jeg er, eller ender med at være..eller...hvem er jeg?
Problemet er at hele min eksistens, min identitet, er smadret, hele mit selvværd kan ligge på et meget lille sted, jeg er midt i no-mands-land, alt er ramlet, gået i stykker, ødelagt. Alt det jeg står for og altid har stået for findes ikke mere, det er ren selvkontrol. Og jeg ligner mig selv, lyder som mig selv, og opfører mig som jeg altid har gjort...udenpå. Ren kontrol, ren øvelse, rent skuespil.....Der er forskellen....inden i er det slut. Inden i er jeg som en sammenkrøllet papirskugle der blæser lidt hid og did for vinden. Får rullet mig selv hen i et hjørne, for lidt efter at rulle ud og bumpe hen af vejen, skifte retning, rulle tilbage igen, ligger og rokker frem og tilbage. Jeg kan simpelt hen ikke finde ud af det mere, jeg er helt lost, fortabt, aner ikke hvad der er nord og syd, op eller ned.
Jeg ved skam godt hvad jeg vil.... tror jeg nok....se det er forskellen på den gamle og den nye ..."tror jeg nok"...jeg er blevet en tvivler, jeg kan ikke se kursen længere, kan ikke sidde fornærmelser overhørig, kan ikke snuppe nedladen tale, kan ikke længere accepterer at blive kritiseret, ikke længere tåle at høre på hvor dum jeg er.... kan ikke længere lade som om .... kan ikke længere bare lade det passere...kan ikke længere bare "hoppe op og falde ned igen", kan ikke længere klare at blive udnyttet, kan ikke længere give og aldrig modtage.
Og det er ikke en dårlig undskyldning for min opførsel, men en tør konstatering af at alt er brudt op, og nu skal lejre sig, og bliver til hverdag også for mig. med den her hvem hun nu end er for en....noget...

En ny dagsorden er ved at forme sig, og det er ikke uden konsekvenser, heller ikke for min familie. Så idag tabte jeg hovedet, monster stort. Jeg tabte det så meget, at der ikke engang kan siges undskyld for det, og det er skræmmende. Jeg har svinet min mand så hårdt til at han grædende gik i seng. Jeg har skældt min søn så hårdt ud at han stille græd ned i kartoflerne, og lavede sit matematik på 5 min. Jeg har smadret tallerkner og lavet en bule i køkkenvasken, jeg har sparket en bule i skraldespandsstativet, hvad fanden det skal alligevel skiftes, og jeg har sagt de værste ord jeg kunne komme på i mit afsindige raseri....de bliver ikke gentaget her...bare rolig.

Jeg kan ikke komme ind på hvad det var der trikkede og fik bomben til at eksplodere, ikke at jeg ikke ved det, men mange måneders, eller års opsparet fustrationer brød ud i lys lue, og jeg lod mig rive totalt med, det føltes som en forløsning, en fødsel, en orgasme en utrolig befrielse...og jeg lod mig føre på den røde bølge, og gik amok lige i hovedet på min familie. Det er ikke okay, det bliver aldrig okay, det kan aldrig ske igen. Og når jeg siger at det aldrig kan ske igen, så er det fordi de nu er så bange for mig, at de aldrig vil give mig en grund til at blive gal igen.
Så jeg står her og ved ikke hvad jeg skal gøre med mit nye regime, med mit diktatorskab, med mit kommende nye jeg, et jeg der er så svagt og tvivlende, at jeg højst sansynligt bliver kuppet hurtigt. Jeg aner det ikke...Jeg aner det virkelig ikke.
Men noget ved jeg, og det er at jeg bliver nød til at finde noget kærlighed frem og overøse min søn med det, og håbe på at han engang når han bliver voksen vil forstå, at man kan tabe hovedet når man presses langt nok ud, og at ingen undskyldninger i verden er store nok når det går ud over børn, og at jeg for altid vil være så ked af de ting jeg sagde. At jeg ikke kan gøre dem om, men må tage konsekvenserne af dem, og at de blev hans og min skæbne på samme tid.

Og det værste... jeg ville ikke gøre det om.

Jeg skammer mig.....

Perler og ild og og og og

2010-09-29T18:43:00.003+02:00

Altså i sommer var jeg en tur i Bramming for at hjælpe en kollega med hendes forretning, det blev derefter til lidt ferie derovre og Vikingmuseet i Ribe blev besøgt det gjorde vikingemarkedet også.

Det mærkelig er at jeg følte mig totalt på hjemmebane, følte at jeg på en eller anden måde var havnet i en tidslomme, at jeg var i mit rette element. Meget mærkeligt, underligt og altopslugende. Nu har historie altid haft min store interesse, og sjovt nok fra 700 og til 1200 er den tid der er mest interessant i mit univers, så måske ikke så mærkeligt at jeg følte mig så godt tilpas her. Jeg kunne havde gået rundt der i dagevis, duftene af bål, af hørteltenes mærkelige duft, af plantefarver, røgede sild, af heste, suppe, og hvad der nu dufter af på sådan et marked. (der mangler lugten af lort, men det gør ikke noget at den ikke er der...lol)

Men et bestemt telt trak virkelig min opmærksomhed...og jeg kunne havde siddet der hele dagen. Det var perlemagerens telt. Her faldt jeg i staver, totalt i staver, stirrede intenst på perlemagerens arbejde med jernstænger og smeltet glas, lod mig opsluge af ildens varme og flammerne der smeltede glasset til en håndterbar mærkelig tyggegummiflydende masse der overførtes på en pind og efter afkøling fremstod som en perle. Jeg måtte vide mere om det, måtte have sådan en perleovn, rode med det der glas..argh..jeg havde fået en ny hobby kunne jeg mærke.

Jeg følte mig forelsket.....

Der gik ikke mange dage, på et besøg hos Sue lavede jeg og hendes mor en kopi af den perleovn jeg havde set på markedet, vi æltede ler, halm og sand sammen og konstruerede en perleovn, den blev nuttet, og vi hyggede om den ovn hele dagen, fyrede i den så den kunne blive tør, havde ler til albuerne, og drømte om alle de perler der skulle laves, historiske perler......suk. Vi manglede bare noget...glas og stænger og viden og og og ....
Se nu er nettet jo en fantastisk ting, jeg kan finde mange ting hvis jeg ved hvad jeg leder efter, hvad det hedder og fagsprog er heller ikke nogen skam at kunne tale... så langsomt begyndte ting at komme frem, en perle er ikke bare en perle. Og sørmer om der ikke fandtes kurser her i danmark man kunne komme på, åhhh jo, men ikke i hvordan man laver perler i en vikinge perleovn, men over en gasbrænder.
2 weekender har jeg så leget med perler, først var jeg på perlekursus hos Bifrost i Allerød, dernæst var jeg helt i Ebeltoft hos Moeslund Glas og lære de næste trin. Fantastisk jeg er bidt af en gal perlemager...jeg skal noget mere med det glas...jeg skal da lave en masse perler...og det er jeg så igang med.

Er de ikke fine? Det syntes jeg de er, og egentlig også det vigtigeste...

Manglende indlæg...

2010-08-24T01:15:00.001+02:00

I spørger efter to indlæg jeg har haft her på bloggen, de er hevet af, de gjorde ondt at se på, alt for ondt.

Det jeg var så sikker på, viste sig at være et sandslot, et luftkastel, som jeg selv havde bygget. Og jeg havde bygget det alt for højt. Det ser jeg nu. Desværre alt for sent. Og det er så styrtet sammen, og blevet til en bunke uhåndterbart sand. Så jeg må frem med sandkasse udstyret igen og se om jeg kan lave et par sandkager, bygge et par dæmninger, og pynte det hele med et par konkylier...inden havet fjerner det helt.

Så jeg sætter mig lige her med knæene trukket op under hagen og glor ud i solnedgangen, jeg gjorde regning uden vært. Og den skal jeg lige synke. Jeg hørte noget helt andet end det der blev sagt, jeg troede på de forrædderiske bølgers brusen, og må sande at bader man i storm så kræver det mere end et korkbælte for ikke at drukne.

Så alt det der gjorde min hverdag tålelig, det der gjorde mig glad, og det jeg drømte skulle gøre mig lykkelig, det skal jeg til at håndterer på en helt anden måde nu.Være glad og lykkelig på en helt anden måde, ikke for frembrusende, ikke for forventningsfuld, ikke regne noget for mere end det er, medmindre der er garantibevis med. Den gamle kyniker er kommet tilbage på fuld udblæsning.

Så som det åndsforsnottede møl jeg er, fløj jeg direkte ind i flammen og fik svedet ikke bare begge vinger, men også følehorn og snabel. AV AV...

Og som den hoppebold jeg er, bumpede jeg derud af og rammte altmuligt på min vej, og ramte jeg mig selv, hårdt, meget hårdt, og endte i den mudrede tagrende...AV AV...

Og den strategi med at ville tage lykken, og tage den nu...det var virkelig en opvågner, tænk jeg var overbevist om at der blev sagt JA højt og klart...men det blev der ikke...AV AV...

Så jeg må sætte mig ned og gøre status over det jeg har, det jeg kan forvente mig og det der måske tilfalder mig.
Det har jeg så gjort, jeg har taget den beslutning at jeg smider mig selv i kategorien "tåbelige kvinder der nøjes" og så håber jeg at jeg kan nøjes, indtil jeg er stærk nok til ikke at gide det mere, trække det famøse stik og ride ud i solnedgangen. Livet er fuldt af floskler, og her kommer en til.... "Til den der venter kommer alt"........så med mit eventyrlige held, så bliver jeg sikkert 100 år.

At vælge at være en viking...eller shop amok...

2010-08-02T23:32:00.004+02:00

He he... en af mine søde venner gav mig et godt råd....han sagde...se at få en hobby hvis du skal til at gå hjemme....ellers ender du med at slå nogen ihjel....
Og han har så ret...så jeg har kastet mig ud i projet Viking.

Nu har jeg altid interesseret mig for vikingetiden og tidlig middelalder, så da jeg alligevel var i jylland måtte jeg besøge vikingecenteret i Ribe...og det udviklede sig....

Weeeee...jeg blev så hooged...det var da det jeg skulle, det er da det jeg skal.
Så jeg er gået igang med at sy...jeg syr hør kjoler...hahaha...ja sådan nogen vikingerne havde på, jeg syr forklæder og overkjoler, og jeg er gået igang med nålebinding som er forløberen for det at hækle...og nålebinder mig et par vanter.

Og jeg har produceret en perleovn, for jeg skal selvfølgelig værer perlemager....
Heldigvis er Sues mor keramiker og ved hvordan man blander ler, sand og halm til en god og ikke-brandbar masse som man kan lave en perleovn af...og en to tre har jeg en perleovn...uha det er godt...nu skal jeg bare have noget glas og nogle spyd og og og...
Aj der er så meget jeg skal.... Jeg skal have et telt, så jeg kan tage på vikinge markeder, jeg mangler bare lige nogen brædder og en fandens masse hørlærred.... og jeg skal have køkkengrej, og kniv og ske og et skrin og og og og ....
nøøøj der er mange ting jeg skal i gang med at lave.

Nå jeg har syet og syet...og pludselig slår det mig at jeg er en meget sølle viking...jeg kan møde op i en særk.... jeg har ikke engang nogen spænder til at holde forklædet oppe med...når jo... jeg har et læder armbånd med 5 perler i som jeg har købt i Ribe, så egnetlig har jeg mindre end en Træl havde dengang i 700-800 tallet.
Og jeg har ingen forening som jeg kan støtte mig til, ingen klub, hvor jeg kan lære at brikvæve og plantefarve mit garn....uha sådan en klub skal jeg også finde...jeg har travlt for der er meget jeg skal nå...og og og ....

Så er der vikingemarked i Århus, i moesgård...det skal jeg med til....og indkøbslisten er lang...jeg mangler alt...
Tidligt op og afsted til Århus søndag morgen, Forventningen er stor... Vikingemarkedet er kæmpe stort...her kunne jeg gå rundt i en uge...det skulle ikke være noget problem. Her er så meget at se på, så meget at røre ved, smage, spørge om....og jeg går på med krum hals...

Jeg går på jagt efter et par spænder til mit forklæde...jeg har besluttet mig for at jeg ikke vil have de der kæmpe skålspænder, og jeg finder nogen med Hugin og Munín på..Odins ravne, og personlige nyhedsbringere...uha de er fine...godtnok kan jeg ikke se at det snirklede mønster ligner Ravne, men sælgeren fortæller mig at det er kopier efter nogle der er fundet på Bornholm. Så det skal jeg huske til evig tid nu.

Jeg vælter videre, her er så meget at se på, og jeg mangler så meget og har hele dagen...eller...jeg har allerede brugt en time...jeg finder et sted hvor der sidder en ung fyr og laver bælter, og jeg mangler et bælte..han har nogen fine smalle ogen med messing spænder på, og læderet er bordeaux...uha sådan et må jeg eje, og han har sørmer også hørtråd, det har jeg ikke kunne opdrive nogen steder så vi handler lidt frem og tilbage, jeg får bæltet og 3 ruller hørtråd for ---biiiip--- og jeg er lykkelig.

Og jeg finder noget brikvævet bånd til mit forklæde, lige i den rigtige farve...ahost det er dyrt, men jeg skal kun bruge en meter, og er glad for min meget dyre meter. jeg finder senere ud af at jeg har fået mit bånd til den rigtige pris. Jeg er ellers af den overbesvisning om at man ikke skal rende rundt og sammenligne priser når man har købt...man risikerer jo at blive ked af det.

Et drikkehorn det skal man have, og man skal have det i bæltet, her er så mange horn, alle boder har horn og stropper til dem, men de er alle sorte...jeg vil have et brunt horn, og det er ikke til at få...lige til...der ....inde bag ved...deromme...det der...mit mit mit... og 70.- fattigere.

En pung...uha jeg skal bruge en pung...og jeg finder en hos en tysk handelsmand...han er sød og viser mig alle hans punge...de er ens i udformning men i forskellige farver...så hiver han en frem der har grønt læder på...uha den må jeg eje, men den er lidt dyr så vi tinger lidt frem og tilbage...pungen bliver min...åhhh ja...min min min.

jeg havner senere i en anden bod med en dansk taske og pungmager, han har sådan nogen bitte små punge...han siger...
-du skal da have en af mine små punge...
-næææ siger jeg jeg har lige købt en lidt større over hos ham der ..peger...
-ahhh hos tyskeren, må jeg se den...
-næ siger jeg...
-jo jeg må... siger han...
-niks siger jeg...
og han siger, jeg skal bare lige tegne den af...
og jeg svarer...niksenbiksen...
han siger meget sødt...vis mig pungen og du får den her pung gratis...
og jeg giver ham lov til at tegne pungen af, og får en lille fin pung som tak. Uha det er en god dag. Uha det er en rigtig god dag...

Jeg ender over i en afdeling hvor jeg snakker med en der laver ting i træ, ham og hans kone er vældigt søde og vi snakker om markedet og det at være viking...de siger...du skal da være viking i vores gruppe, snak med vores høvding og peger på en lille mand med filthat på...han har travlt med at tale med en journalist, så jeg siger at jeg kommer tilbage senere.
Senere: jeg er i området da en lille viking lægger en hånd på min skulder og siger...nå du vil optages her hos Brimir...kom med og lad os tage en snak...vi går hen til hans telt og slår os ned...snakken går og inden jeg har set mig om er jeg prøvemedlem, det er jeg i et år, så skal de have det op på tinge om de vil beholde mig...hahaha uha det er en mægtig dag...han giver mig en folder med hvordan man laver et vikinge telt. Skønno....jeg er kørende...Jeg er sulten og går over og køber en sild der er nyrøget, duftende varm, fedtet og en helt vidunderlig mundfuld pænt pakket ind i et spelt fladbrød...ummmm kæft det smager godt...og min taske er fuld af mine fine fund.
Men jeg mangler noget...jeg mangler en teen og noget uld...jeg bliver nød til at lære at spinde, og det er jo lidt pinligt at jeg har haft får i 16 år uden nogen sinde at bruge deres pels....jeg får købt en fin teen, med benvægt, og jeg har fået en masse lækkert uld for kun 30.- i alt...aj det er en god dag, nu er jeg kørende.
Og jeg får en invitation til at lære brikvævningens svære kunst næste år her i Moesgård hvis jeg er frisk og har fået lavet et vævebrædt...hmm...det kikker jeg så lige lidt på.
Og der er perler alle vegne, de er alle lavet i indien, trist, og der er kun en perlemager på hele markedet, heldigvis står hun og laver perler, og jeg får købt lidt perler og får lavet en halskæde ud af dem, jeg bliver så fin nu.

Åhhh ja...det er skønt at være viking...så lige nu går jeg og ruger over mine skatte..syr med mit fine hørtråd, har lavet mit forklæde færdigt, og er fluks igang med det næste...weee...det bliver en god og lang vinter hvor jeg skal lave en masse håndarbejde, som virkelig kan bruges til noget...jaaa...det er da det jeg skal...så jeg ikke får slået nogen ihjel.

Selv jeg kan blive skuffet...

2010-06-10T20:03:00.008+02:00

Jeg blev ramt af en følelse idag, en følelse jeg ikke kan huske hvornår jeg sidst var ramt af, så den slog ekstra hårdt....
"Skuffelse"...
Og jeg kommer ikke nærmere ind på hvad jeg blev skuffet over, så er du nysgerrig efter at finde ud af det, så bare stop læsningen her. Nej det var bare den her FØLELSE....den var altfortærende og grum....
"Skuffelse"...
den var ren og klar som en vinternats sorte himmel,
isnende kold som sø-is der er brudt op langs bredden,
hård og spids som en istap......zap....
isnende fornemmelse over alt...stivhed...ubevægelig....frozen....
og følelsen skrumpede sig sammen til en issyl... for helt at samle sig i brystet....for helt at spidde mig, nagle mig til...ingeting....jo til en ufattelig smerte. - Hjælp...jeg havde glemt hvor ondt skuffelse gør...av av av...
Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gør, jeg stod bare hjælpeløs og gloede ud i luften....jeg kunne ikke se noget, alt var så tåget, jeg kunne ikke sige noget...var bange for at hvis jeg åbnede munden så ville jeg begynde at skrige, stod bare der...Frozen....
Fik bevæget mig ud på toilettet, turde ikke se på mit eget spejlbillede, lænede mig bare op af væggen og forsøgte at få kontakt med mit underlag....forsøgte at bevare jordforbindelsen....træk vejret...dybbbbt...ind.....mærke gulvet....pust uddddd....mærke skoene indeni....træææk vejret ind......... mærke fødderne gennem skoene få kontakt til gulvet.....puste ud.... kom... kontrol...kontrol...kontrol....
Masser af luft ind....få hjerterytmen ned...rolig nu...du er voksen....det er helt iorden at blive skuffet sådan er det når man ikke får sin vilje....du kan sagtens styre det....smil af det...lige nu er du jo bare 5 år og har fået nej til at få den der kæmpe is.....rolig nu....du er en voksen kvinde med kontrol over dig selv...husk det....følelser er noget alle bliver ramt af også dig...og den her skal du kunne takle... den er en af de basale følelser, en af grundfølelserne, så kom ind i kampen...
Hvad jeg også gjorde.....sådan da... for hvor kan man som voksen kvinde gå hen og skrige op i luften. Hvor kan man græde bitterligt og hulkende længe, i ved den der hulken der får en til at hoste og snotten til at flyde ud af næsen....og som gør en så befriende træt...hvor går man hen?......glemte jeg at nævne, at den der hulken får ens øjne til at hæve ....meget....

Man kører selvfølgelig ud på planteskolen i silende regn, og som den eneste kunde, låner man en paraply og begiver sig ud på vandring....går helt ned i bagerste hjørne...der nede hvor de har alle de grimme stedsegrønne buske, der lugter af kirkegård....helt om bag ved....og der stiller man sig under den lånte paraply og vræler ned i gruset....hulker højt, og længe....lader snotten løbe, men holder hovedet så det ikke rammer jakken....tuder til øjnene gør ondt og brænder, og der med garanti ikke er mere mascara på vipperne, på trods af at den er waterproof....det er det man gør....yeaaaa...det er det man gør.

Og regnen den faldt og faldt og det samme gjorde tårene og snotten og følelsen af skuffelse blev mindre og mindre, eller det gjorde den sådan set ikke, den blev bare mere håndterbar, mere virkelig, shock effekten var ved at dampe af, der var ikke flere tåre, og følelsen af at være latterlig nærmede sig lige så meget som trangen til et lommetørklæde....sådan noget tude snot kan ikke snøftes op...
Så man gør lidt som bønderne, og tørrer resten af i ærmet, lover sig selv at jakken kommer til vask som noget af det første, løfter hovedet og trækker vejret dybt ned i lungerne, puster langsomt ud og kan godt mærke at den der bævren stadig sidder i brystet, stadig er der, men den stikker ikke så meget mere, det værste er ovre, der er kommet styr på sagerne igen. Skuffelsen er ikke væk, den er bare kommet under kontrol. Og når man har fået kontrol over effekten af skuffelsen så kan man begynde at tage hul på hvorfor man føler sig skuffet, så kan man komme ind til benet af smerten,undskyld skuffelsen..... forholde sig til den, måske tage en hurtig tudetur mere hvis den første ikke var nok. Og så begynde at analyserer sig væk fra det der kolde skyffelse-noget, og erkende at man er i live og fuld af følelser, og at man ikke altid kan forberede og styrre 100%, men indimellem bare skal give los.

Det gjorde jeg, på en planteskole i silende regn, med en lånt kæmpe paraply, nede bagved, det eneste sted jeg kunne finde hvor jeg uforstyrret kunne stå og tude, hvor jeg uforstyrret kune lade snotten løbe, det eneste sted hvor ingen kunne høre mig.
Og skulle nogen havde spurgt hvorfor jeg stod og tudede snot, så ville jeg til en hver tid kunne sige...allergi...og peger på planterne. hehehehehehehehe

hud mod hud

2010-05-02T19:02:00.006+02:00

Filosoferede over ordene: nærhed, kram, kys, knus, elskov, det at blive nusset, rørt ved, holdt om, det at ens hud bliver følt på, berørt, stimuleret, strøget, killet, ja bare følelsen af varmen fra en anden krop, en anden hud. Og jeg blev lidt ked af det, misundelig og lidt vred. I tøzer derude, alle jer med en der gerne vil røre ved jer, i er så heldige, i aner det bare ikke, for jer er kærtegn, en hånd på en skulder, et nus på armen, et kys i nakken, blevet dræbende dagligdag, og i værdsætter det ikke så højt som i burde.
Jeg vil gerne lukke jer ind i min verden, forsøge at forklare jer at det der er dagligdag for jer, er en kæmpe mangelvare her hos mig. Ja Henrik er syg, det i sig selv er totalt turn-off, og jeg kan intet gøre ved det, jeg har bare ikke lyst. At han får kemoterapi og derfor er giftig, er så indlysende at nærhed med ham er forbudt, det næste er at, da man fjernede hans testikler faldt hans "interesse" for sex til 0. Og alle de berøringer der før fyldte vores hverdag, den nærhed der altid havde været der, alle kyssene, krammene, de forsvandt ikke langsomt, eller "gled" ud, fadede væk, nej men forsvandt som ved et trylleslag fra den ene dag til den anden...væk, borte, ikke eksisterende, slut......
Sådan er min verden, fyldt af alle de følelser man overhovedet kan komme i tanke om, bare ikke følelsen, fornemmelsen af en andens krop, hud, varme. Det er ensomt, et selvvalgt eksil, et savn, et frygteligt afsavn ikke at have "adgang" til alle de knus man gerne vil have, alle de kys man mangler, det der sex mandag aften, onsdag morgen, fredag eftermiddag....
Og jeg kan mærke at jeg er understimuleret, ikke på sex-siden, det kan jeg fint klare selv-selv men på huden mangler jeg opmærksomhed, jeg overvejer at få massage 1 gang om ugen så min krop bliver rørt af hænder, sygt ikk?
På en eller anden måde er min hud ensom, den er så ensom at den helt har glemt hvordan det er når den sveder fordi en anden hud ligger for tæt, den der klistrede fornemmelse af at ligge i ske og bare klistre, at holde i hånd og begynde at svede mellem fingrene, men ingen af hænderne vil være den første der slipper. Jeg har helt glemt hvordan det føles når man fryser om fødderne og lister dem ind under den andens dyne og varmer dem på bagsiden af hans lår, og jeg savner så meget at falde i søvn og vågne flere timer senere med ondt i nakken fordi en skulder er og bliver en lorte hovedpude...
Min hud og krop er i stor mangel og underskud af omsorg, af en andens omsorg. Og det er hårdt, det har jeg først sandet efter lidt mere end 4 år. Jeg savner den energi det giver at blive berørt, følt på, taget på. Savner duften af varm hud, af varm ånde der puster gennem mit hår, af de små spjæt kroppen giver lige inden den falder i søvn, savner hånden der stille nusser mig i nakken inden den pludselig ligger helt stille, fordi ejermanden er faldet i søvn, savner den arm der blev slynget hen over mig i søvne, mangler så meget den der hånd der kom listende ind under min dyne og lagde sig til hvile på min ene hofte.
Og hvad har jeg, jeg har en storsnorkende mand, der ikke har sin egen duft mere, men en metallisk, kemisk lugt af medicin, der fylder soveværelset, trænger ind i hver en krog, og ligemeget hvilken deo der bliver hældt på så dufter det ikke som før, en mand der sveder sin medicin ud af hver en pore, sover så dårligt som noget og vender sig i søvne så hele huset ryster. Han har ikke noget behov for knus og kram, ikke noget behov for at holde i hånd, at nusse, at kilde og slet ikke lysten til at være noget for mig. Det har jeg nu heller ikke lyst til, men det er så mærkeligt, som at sove ved siden af en fremmed. Vi er blevet fremmede for hinanden....
Hvem elsker ikke rent og knitrende sengetøj, køligt, glat, trygt og blødt smyger det sig om kroppen, det gør jeg, men vores sengetøj passer aldrig sammen mere, for Henriks sengetøj skal hele tiden skiftes, og vaskes, skiftes og vaskes, hans seng støvsuges for hår der drysser af hans hoved, lagner der skal rystes, et konstant arbejde fordi han bliver giftig af kemoterapien.
Og når dagen er omme, og natten falder på, så ligger jeg på ryggen med mine ensomme hænder, min ensomme hud, min ensomme krop og tænker på de hænder der engang mødtes midt i sengen for at holde i hinanden til det sidste vågne åndedrag blev taget, den samhørighed der var omkring vores søvn og nat ritualer, og jeg krymper mig, af skam over at den krop, der ligger ved siden af mig, som jeg engang tilbad som et tempel, nu får mig til at vende mig væk, ikke i foragt, men fordi den ikke er min mere, men tilhører en sygdom der ikke går væk, tilhører en anden og viser mig vintervejen, den kan ikke, vil ikke give mig det jeg har brug for, trykhed, varme, liv, gys og hjertebanken. Jeg skammer mig, er flov, og pinagtig bevidst om manglerne i mit liv.
Så møder du mig på din vej, så giv mig et kram og et ordentligt knus, hold mig længe og fast, læg din kind mod min og overfør alt den hjertevarme du kan, for jeg er totalt i underskud, jeg har brug for al den varme jeg kan få, og jeg lover dig at jeg krammer tilbage....

Sluk smøgerne og bliv fed....eller ryg og rejs...

2010-04-09T10:45:00.005+02:00

Jeg er holdt op med at ryge...eller jeg har været (i skrivende stund) røgfri i 2 dage. Det er stort, jeg har tænkt over det længe, mærket efter inden i, været bange for at det kunne jeg ikke gennemføre. Men lægen havde løsningen til at blive røgfri, nogen forfærdeligt dyre piller, eller dyre og dyre, de koster sådan set kun en trediedel af mit cigaretforbrug på en måned, så noget er da sparet. Og miraklet indtraf 1 time efter jeg havde indtaget den første pille... og jeg har sådan set ikke haft lyst til at ryge siden, men jeg har nogen grimme vaner, jeg kan se at når jeg har udført visse handlinger så er det tid til en zig. Feks, når jeg har åbnet forretningen og lavet en kop kaffe...så skal der ryges...og i det her tilfælde blev der spist 3 vindruer i stedet, og ryddet op i nogle gamle reklamer fra leverandører.
Jeg har vitterligt ikke lyst til at ryge, jeg er mættet, som om jeg lige har røget.

Og jeg er forundret over hvad kemi kan gøre i ens hjerne.
Det næste jeg så tænker over er hvad der sker med mig når jeg ikke ryger, mit stofskifte vil falde en smule, og jeg risikerer at tage en 2-3 kg på, det har jeg så planlagt at jeg vil imødekomme med løb, så stofskiftet holder sig oppe, og jeg er allerede i gang med at løbe. Og jeg glæder mig til jeg ikke er så forpustet længere.

En bekendt sagde, "holde op med at ryge!!!..bliv ved med det ellers bliver du bare fed"....
Okay så jeg ryger videre og forbliver "tynd"...nej jeg gør ej, jeg har besluttet mig til at holde op med at ryge, og hvis jeg ender med at tage et par kilo på, så må selvsamme bekendte jo gøre op med sig selv om han kan holde ud at se på "fede" mig,
samme bekendte har det med at komme med bemærkninger om hvor slemt cigaretrøg lugter, hvor gustent det stinker, at man lugter af morfar, farfar, gammel mand, og mange andre kommentarer der umiddelbart virker morsomme men som sårer og gør en usikker, gør en ked af det, og får en til at skamme sig over at man har (havde) den last.

Og måske jeg bare skulle hævne mig og kommenterer lidt på hans alkoholforbrug, måske han så holder op med at drikke så meget og voldsomt!! og måske han så kunne komme af med den der mave og dobbelthagen!!! av hva.... men nu er det jo heller ikke mig der skal se på det, så jeg er sådan set ligeglad, men jeg tænker på hans stakkels kone der er åleslank og totalt iorden veltrænet og lækker muskuløs, og hverdag skal knokle hårdt for at oppebære hans attrå og så ovenikøbet finde sig i hans kommentarer om ikke at blive for tyk...stakkels hende, jeg ville sgu tænde af.... Gad vide hvad han finder på når hun bliver gammel og rynket???

Jeg har selvfølgelig tænkt meget over hvorfor jeg skulle holde op med at ryge, og vi kan være rørende enige om at det er spild af penge, spild af tid, spild af mange ting, og spild af mit liv.... eller det der er tilbage af det.
Valdemar så den kampange de kører i TV...han sagde.."mor ser dine lunger også sådan ud" og jeg svarede "ja det gør de sikkert" hvorefter ungen stille sagde "dør du så OGSÅ af kræft?" og det var det største skub mod endelig at holde.

Så det at holde op med at ryge er ikke for nogen skyld, andet end min egen, jeg er super glad for at der findes medicin der kan hjælpe en, super glad for al den støtte jeg kan få. OG til alle dem der syntes det er noget fis med medicin, at man da bare skal tage sig sammen, og som kommer med skræmmeprofetier om at man bliver rynket og gammel før tid, at man står bagerst i køen til sundhedshjælp, og alle de andre skræmme billeder, klap i med jer....jeg holder fordi jeg tror på det. Jeg er holdt op med at ryge for min egen skyld, fordi jeg godt ved og har vidst i mange år at det var noget lort og fordi man endelig kan få noget seriøst hjælp til at smide de skide smøger.

Det var egentlig bare det jeg ville sige... jeg er holdt op med at ryge.

Farvel til Tim

2010-03-31T02:24:00.003+02:00

Vores elskede Tim, som vi har haft i 18 år, måtte vi sige farvel til forleden dag. Tim var gammel, træt og mæt af dage. Dyrlægen kom til os, så Tim slap for den sidste køretur. Nu ligger han så fint under påskeliljer i æblehaven, som var hans yndlingssted at suse rundt. Jeg har lavet en lille film med lidt forskellige billeder fra hans tid i vores liv. Tak Tim fordi du gjorde hver dag til en fest. Og tak for alle de ræve du har jaget væk, tak fordi du var en god kammerat til Valdemar, katte, får og høns, og tak fordi du gøede af skraldemanden på din sidste dag.

Undskyld eller hvad man nu siger...

2010-03-05T09:10:00.003+01:00

Undskyld....et ord jeg forleden lovede mig selv ikke at benytte mig af mere, et ord jeg siger i hver anden sætning, et ord der popper ud af min mund når jeg bare gerne vil være rigtig, når jeg har gjort noget jeg ikke skulle, eller gjort noget der ikke er godt nok..... Så kommer jeg sgu til at sige undskyld.... sådan lidt fordi jeg er høflig og godt ved det selv...

En god ven sagde til mig, "det siger du meget...." ...ja det gør jeg (og så var jeg sgu lige ved at sige undskyld igen) men selv samme ven er også verdensmester i at give mig kritik, er verdensmester i at stikke en finger i såret og dreje rundt, og så ikke ville godtage mit "undskyld", eller måske han bare har hørt det så mange gange at han er piv træt af det....hmmm...overvejer om jeg skulle give mig til at tude istedet.....det er den omvendte verden. Men jeg er bare sådan, jeg kan ikke gøre for det, jeg er bare ikke så god som først antaget, middelmådig til det jeg gør, uopmærksom og døv. Arghhhhh og nu har jeg lyst til at sige......nej det gør jeg så ikke... niksen biksen...

Ja jeg er blevet lidt en undskyldning for mig selv, det er et nemt ord at smide, lidt lige som "tak".

Når kritik svider, og det får jeg en del af, så siger jeg automatisk undskyld, men efter nærmere overvejelse så er det jo ligegyldigt om jeg siger undskyld eller ej, det er jo allerede forsent. Når jeg siger undskyld, så er det fordi jeg er høflig, eller fordi jeg kom i tanke om at det jeg lige har sagt ikke er i orden. Og så er det, at det ord bare popper ud af min mund. Så det er lidt som at sige, undskyld jeg siger undskyld.

Jeg er ikke verdensmester til noget, og det bliver jeg aldrig, jeg har simpelthen ikke "drivet" til at blive det, jeg er kun noget "halvvejs" noget, god til halvdelen og resten siger jeg undskyld over når jeg falder igennem og ikke formår at bevare facaden.

Og ja jeg er blevet møg træt af at sige undskyld, er møg træt af at ende i situationer hvor jeg skal sige undskyld fordi jeg ikke formår at leve op til de krav der sættes, det bliver bare ikke bedre... så min pointe er : det du ser, er det du får, lev med det, eller pis af, hold op med at kritiserer mig, jeg gør det jeg gør så godt jeg kan, hvis man ikke kan leve med at jeg er som jeg er, også når jeg siger undskyld så skrid, jeg kan ikke lave om på mig selv, jeg er lige precis sådan her, det bliver ikke anderledes. Jeg er....et undskyldende menneske....heldigvis.

En blog er en blog er en blog er en blog...

2010-02-09T09:00:00.004+01:00

Jeg har skrevet det før, men jeg syntes lige jeg vil skrive lidt igen om denne blog, eller hvad den er kommet til at betyde for mig.

Min blog er blevet min dagbog, den besvarer mange ting for mig, og jeg kan henvise til min blog når jeg ikke orker at svare på hvordan jeg har det, hvordan Henrik har det, hvordan Valdemar har det.

Når sådan en som mig, der er ærligheden selv, bliver spurgt om hvordan jeg har det, så er det meget svært at lade være med at svare. Der er tidspunkter (faktisk flere gange om dagen) hvor jeg ikke orker at svare på hvordan jeg har det, men gør det alligevel, og så kører snakken om mig og min person min gøren og laden, men jeg ville i virkeligheden gerne hører om hvordan du har det.

Mine problemer virker kæmpe store og umenneskelige, og det er de, men dine problemer er lige så slemme, stygge, uoverskuelige og fatale for dit liv, som mine. De kan og skal ikke sammenlignes. På bundlinjen er de sådan set ens, problemer er en sten i skoen, et bump på vejen, en væg man render ind i...igen og igen, Og så er det ligegyldigt hvilken overskrift "problemet" har.

Den her blog betyder for mig at jer, familie, venner, bekendte, alle der ved et tilfælde finder den, kan læse om hvordan jeg har det, hvilke tanker jeg gør mig lige nu, hvor langt jeg er i en eller anden proces. Det giver mig det frirum at der ikke længere er 6 telefonopkald hver aften, hvor jeg skal forklare hvordan det går, forklare hvordan Henrik har det, forklare hvordan vi får tingenen til at hænge sammen. Nu kan jeg tale i telefon med jer og koncentrerer mig om jeres gøren og laden, tale om små ting, om tøjindkøb, madlavning, daglidags ting, almindelige ting som vi før Henrik blev syg talte om.

Og det at forklare hvordan man har det, er svært, en telefonsamtale kan vare i to timer, rive hul i en masse følelser, sætte en masse ting igang indeni, det er meget svært at sidde og hælde vand ud af hovedet når Henrik sidder i samme hus og kan hører hvert et ord jeg siger. For ham er det også en fastholdelse af at han er dødeligt syg, og at hans kone og søn lider under det.

For mig har denne blog betydet at jeg har fået sat en masse ord på mine følelser, at jeg kan forklare mig, fortælle hvordan det er, uden at blive afbrudt, uden at stå med tåre i øjnene, uden at kroppen vrider sig, uden at skulle se jeres smerte og medlidenhed, jeg slipper for at stå med en osteklokke over hovedet, slipper for at udstille min smerte, slipper for at skulle veje hvert ord på en vægt for ikke at lyde totalt følelsesforladt og iskold. Jeg kan fører en normal samtale om små og store ting, fordi i har læst hvordan jeg har det.

Så alt i alt betyder det at, når Moster ringer, så starter samtalen sådan her: Heyyyy skat, det er moster, jeg har lige læst din blog, aj du er i vores tanker, og ved du hvad, nu forstår jeg bedre at ........
Og jeg kan svare, dejligt at du har læst min blog, hvordan går det med hunni? vandt den agility for hvalpe? Og hvordan har fætter det, er han kommet på plads igen efter at lejligheden brændte? .....

Så ja, min blog er personlig, den udleverer mine følelser, min "tilstand", jeg er ikke bange for at vise hvem jeg er på godt og ondt, vise et sammensurium af følelser, øjeblikke, vrede angst, glæde og hvert et indlæg er en lille sejer i kampen mod ikke at gå helt bananas, i udu, istykker, i sort. Og den sparer mig for at skulle forklare igen og igen hvordan jeg/vi har det. Og vigtigst af alt, den sender også budskaber til jer, i reagerer ubevidst på det jeg skriver og støtter mig på den helt rigtige måde. Så tak fordi i har taget min blog til jer, bruger den og giver mig det frirum jeg har brug for, for også at kunne være der for jer, tak fordi i forstår det jeg skriver og ikke længerer har brug for at smide mig igennem vridemaskinen når i gerne vil hører hvordan jeg har det. Vores samtaler er blevet lettere, mere dagligdags, mere nærværende, og jeg kan koncentrerer mig om jeres gøren og laden, for der er blevet plads på mine skuldre. Det har der hele tiden været, og det vil der altid være.

Ja jeg er....bange....

2010-01-27T08:55:00.003+01:00

Nu har jeg gået og tænkt over et ORD i et stykke tid, og det er gået op for mig at jeg er en glad fornægter, en blind høne, en "vil ikk'". Jeg omgås ikke ordet når det handler om min person, og jeg tager det ikke i min mund, for så længe jeg ikke bruger ordet så kan jeg heller ikke have noget forhold til det.
I virkeligheden er jeg så langt at jeg nægter eksistensen af det, og jeg er sikker på at jeg kan overtale Gyldendals røde ordbøger til helt at slette det. Og se nu bare, jeg skal staks lave grin med det, fordi så er det ikke så farligt et ord....pjatte lidt med det, uden endnu at havde sagt hvad det er for et ord jeg er bange for.... og hov der smuttede det ud alligevel. Så jeg må hellere tilstå :Jeg er bange, jeg er sgu bange, pisse bange. Jeg er bange for mange ting, ikk sådan bange for en edderkop-agtig-bange men bange for mig, bange for at jeg ikke kan leve op til mig selv, egne krav, eget liv. Nu tænker du nok...pjat, du kan klare hvad som helst, men det jeg er bange for det er at jeg ikke gør, og her er det så at ordet udebliver fra min hjerne.
Jeg skal sgu nok klare den, jeg er en prop der flyder ovenpå, men derfor kan jeg godt være bange for om jeg alligevel kan, har jeg opdaget.
Og hvis jeg skulle liste tingene jeg er bange for op på en liste så ser det sådan her ud:

Jeg er bange for

Om jeg kan løfte opgaven som mor, når Henrik er væk.
At jeg ikke formår at give Valdemar en "sund" sorg når hans far dør fra os.
Om minderne vil blive en vægtsten der tynger mig og Valdemar ned.
Om jeg kan tage de rigtige beslutninger når jeg står der i ingenmandsland.
Om jeg kan finde ud af alting selv.
At jeg ender med at være en bitter ulykkelig kvinde.
At jeg bliver behandlet som et råddent æg, ingen tør sige noget til.
At jeg bliver klantret for at forsøge at skabe et liv for Valdemar og mig.

Det er jeg bange for, og så er det sagt. Ligemeget hvor sej jeg er så er jeg bange, og det at erkende det gør de overstående punkter mere overskuelige, nu kan jeg forholde mig til dem, ikke forberede mig på dem, men tænke over dem så de ikke er så farlige når jeg skal møde dem. At jeg godt kan være bange på en ordentlig måde.
Og jeg må indrømme, at ja jeg er skide bange, og at det er en del af den proces jeg er tvunget igennem.

Ja jeg er bange.............

2009-12-27T01:40:00.005+01:00

Så er julen endelig overstået og en del af jer der har været tættest med mig i år, skal have tak for det år der trods alt er gået.

Trine: Tak for din bekymring, tak fordi du holder øje med mig, tak fordi du sikre dig at jeg har det godt, og har jeg ikke det så sørger du for at jeg kommer til lægen. Trine du er en vidunderlig pige. Dit glade smil varmer, din glade stemme går i sjælen på mig. Tak fordi du finder det overskud der skal til og forstår min situation så fint. Tak.

Gitte: Endelig kom du på banen, hvor har jeg savnet dig. Vi fandt vores venskab frem, justerede det og hvor er det dejlig at vi sammen er tilbage igen. Tak.
Og den indsats du har ydet for mig, her i julen har været så fantastisk, den kan der ikke siges nok tak for. Tak for din bekymring, din forståelse, dine mange ord. Tak.

Sue: Søde Sue, du ved altid hvad jeg mener, din overbærenhed kender ingen grænser, og din kritik svider og er helt på sin plads. Tak fordi du fik Katie, og tak fordi du lader mig være så stor en del af hendes liv, tak fordi du forstod at mit eget tab, var større end jeg selv kunne se og tog action efter det. Tak.

Colette: Tak fordi du er som du altid har været, tak fordi du vader ind og stiller småkager og slik på mit bord, fordi du holder øje med Valdemar, og husker mig på hvordan det var da han var baby. Tak fordi du uden ord fortæller mig at du er der, og hele tiden har været der. Tak

Lars: Tak for de mange samtaler om alt mellem himmel og jord, tak for poesien, tak for filosofien.. tak for støtten og den ualmindelig fine fornemmelse for hvad der foregår i mit hoved. Du er min sande tvilling. Jeg kender ikke nogen der kan afslutte mine sætninger som dig og få de store "livets spørgsmål" til at tonse derud af, så noget giver mening. Tak fordi du tager dig den tid det tager når noget er gået helt i udu. Tak for din altid positive indgangsvinkel til ALT.... Tak

Jens: Tak for de mange timers samtale og tid vi har tilbragt online, de har været hårde og spændende, fantastiske og dejlige, en rejse...og slet ikke slut endnu. Tak for din måde at vende tingene på, og tak fordi du siger mig lige midt imod. Tak fordi du kan få mine føleser helt uden på tøjet, så jeg ikke glemmer at jeg har dem, og tak fordi du kan gøre mig så gal i skralden og så rasende vred... men det er nu mest på mig selv. Tak for din forståelse og medfølelse. hvad kan jeg mere sige...naa det holder jeg lige for mig selv....og så... tak.

Niels: Tak for de fede grin du giver mig, hvorfor er det lige at vi kan spille pingpong med ord, hvor går grænsen mellem idioti og syret intelligens?
Du er den eneste jeg kender hvor en samtale på 10 min føles som 3 timer, det går stærkt, og vi får sagt mange sindsyge ting, gud hvor er det godt at du kan få mig til at grine så meget. Tak

Andreas: Tak for de lange og mærkelige samtaler vi har haft, tak for alle provokationerne, tak for flabethederne og tak for din totalt mangel på pli, indfølelse, og medfølelse, Tak for din ligegyldige og kyniske holdning til livets store spørgsmål, og tak for alle de grænseoverskridende ting du har fået mig til at forstå, du har lært mig om menneskets mærkelige sind....men også forståelse for det. Tak

Charlotte: Tak for din altid sjove og dejlige måde at være på, selv om tingene ikke altid er lige lette. Du om nogen har fået mig til at føle mig helt normal, faktisk kedelig normal...hahaha...jeg glæder mig til at se hvad årene må bringe af underfundigheder, platheder og gigantiske grin. Tak Charlotte..tak tak tak

Carsten: Tak for de mange vendinger en mening kan tage, om ting der er så dagligdags at de er dræbende kedelige, men vigtige for det at kunne være og kalde sig et menneske. Det at have helt almindelige gammeldags følelser er totalt i orden. Tak fordi du hver anden gang vi ses kan tale om dig selv. Det er godt. Tak

Mie: Tak for dit venskab gennem årene og tak fordi du stædigt holder ved og stædigt ringer mig en gang om månenden, du er en lillesøster af hjertet, og din søde latter, din eminente evne til at række ud og tage om mit hjerte, den er der ingen der har som dig. Tak for alle dine bekymringer for mig. Tak

Jeg har mange jeg gerne vil takke, i ved selv for hvad, listen er lang, men tiden kort. Jeg ved i er der...tak for det.

Og en tak til alle dem der glimrede med deres fravær, Tak fordi i holdt jer væk, tak fordi i som mig kan se at ligegyldige venskaber ikke bygger broer til steder der er bedre, til større forståelse, til større samhørighed. Tak fordi i endelig som mig kunne se at ligegyldige samtaler, tomme ord og rædsel for livets gang er spild af tid. Tak...

Og godt nytår.
Anette

Sådan...

2009-12-26T17:00:00.003+01:00

"Yo Trippin'"

All tis time this life
Is a rhythm without a rhyme
'Cause it makes me feel, uh
I'm like a train without a wheel, whoa

You got me down, so low
I gotta be tough, won't touch the ground, ah
But - I'm alright
I won't give up without a fight

If you don't want to realise
That I would never compromise my
Integrity or my right to be free
There's nothing left for me to say

'Cause
Yo trippin'
There ain't nothing wrong
With the way I sing my song

Yo trippin'
Why you make me feel
Like my feelings ain't so real

Why you feel (why you feel, why you feel)
That to be cruel
Is to be real, yeah

Honesty (honesty, yeah, honesty)
Is how I live
But you refuse to see that

You'll never win the game of life
Ask why
You live in sin
From telling all those lies
Can't live in peace
Your heart won't let me free
There's nothing left for me to say, yeah

Yo trippin'
There ain't nothing wrong
With the way I sing my song

Yo trippin'
Why you make me feel
Like my feelings ain't so real

Why you always trippin' on me?

Whoa
Yo trippin'

My life in shadow

2009-12-15T08:31:00.003+01:00

Utroligt hvor meget man kan bruge et lille program på pcen til, Windows movie maker, og så kombineret med et WOW spil, en masse tryk på printscreen, beskæring af billeder, og tællen takter, ikke perfekt men alligevle rigtig sjovt at lave når man nu ikke ved hvad man eller skal på en kedelig gråvejrsdag.

Hvis Nuet var en bold....

2009-11-10T00:39:00.003+01:00

Så kom den kedelige besked, Henriks Cancer har alligevel bredt sig til knoglerne, og indtil nu sidder det på ribbenene. Hvad bliver det næste.....Hvad fanden bliver det næste....???

Jeg er lige ved at gå helt i sort over det, og alligevel ikke. Jeg havde det på fornemmelsen, prøvede at tro på det bedste, håbede at det bare var et eller andet fjollet. Det var det så ikke.

Så nu kikker jeg på fænomenet "at gå i sort", tænker ....ikke nu Anette, ikke nu, bevar hovedet over vandet, kik fremad... (nåår nej, der venter kun død og ødelæggelse) okay så kik forhelved bagud, (nej nej nej det minder mig bare om alt det der aldrig kommer tilbage) okay så...kik på nuet...lige nu...som en god ven sagde, man skal leve i nuet, nyde de ting livet byder en. Og det gør jeg så...lige nu.

Lige nu nyder jeg det at være:

Træt, og ikke vil i seng.
Sulten, og har ikke lyst til mad.
Ked af det, men kan ikke græde.
Vred på alle, og på ingen.
Trist og fuld af sorg.

Rasende over at jeg skal have en syg mand.
Vred på ham over at han er syg.
Sur over at han har forandret sig så meget, fysisk som mentalt.

Desperat over at vi er gledet væk fra hinanden, og ikke kan finde tilbage, tilbage til hvad? Hvad var der lige før, hvad var det lige vores mål var, hvad var det lige vi syntes var så spændende at udforske sammen. Hvad var fællesnævneren? Det har jeg glemt....totalt...og jeg kan ikke komme i tanke om det, måske jeg bare blokerer for det, fordi det gør for ondt.

Og jeg er forundret over at mit ægteskab har fået en anden dagsorden. At det ikke længere er os der er centrum, at det ikke længere er os der er midtpunktet, at det ikke er os der sætter den, men alt, alt drejer sig om cancer, at det står i midten af det hele.
Vores hverdag er gennemsyret, gennemvædet, gennemhullet, gennemtrængt af den skide sygdom. Den omklamre os, kan ikke slippe os bare en time, den er der hele tiden, og der kommer hele tiden nye punkter til. Den skide sygdom forstår virkelig at gøre opmærksom på sig selv, den har virkelig kuppet os, virkelig taget magten, den har aktiemarioteten i det her ægteskab.....

Og jeg er målløs over at alt det vores ægteskab byggede på er forsvundet og erstattet af helt andre ting, at det har udviklet sig til en desperat kamp for mental overlevelse....sammen. Hvordan bærer man sig ad med at være i nuet når man mest af alt har lyst til at løbe skrigende væk? Når nuet gør så ondt at man knapt kan få vejret, når nuet ikke bare går over men også er i morgen, og endnu værre i overmorgen? Hvordan skal man kunne glæde sig over de sejre man ikke får? ikke når?
Jeg kan sagtens trøste mig selv med nuet, de gode ting, som at Valdemar har lavet sine lektier uden bøvl...at katten kom hjem med en mus, og åd den lige så stolt på havebordet uden for vinduet, at den farserede lammeryg smagte vidunderligt, at min orcide endelig efter 4 år blomstre med 21 blomster.

Jo jeg kan godt sætte mig ned i nuet og nyde de små ting der er godt, og så prøve på at ignorerer at det gør ondt i sjælen. Det er som at tygge med den side af munden hvor der ikke er hul i tanden. Som at bruge venstre hånd til at tørre sig med fordi højre er brækket. Som at tage bussen fordi cyklen er flad. Jeg kan godt nyde nuet, men så skal jeg bringe det største offer af alle, jeg skal distancerer mig fra mig selv. Bare for at få lidt fred, for mig selv.
Og det gør jeg så, jeg kan se, mærke og føle at jeg ikke er her, jeg kan ikke være her, jeg kan ikke holde mig selv fast, jeg er ren overflade, alt indei står på hovedet, Det er som Anette er inden i anette på vrangen, på hovedet, omvendt, forkert, utilpasset, uden væg loft og gulv, det er som at blive klemt, mast, holdt fast, bare omvendt, med vrangen udaf.

Og rolig nu...jeg er ikke ved at blive bims i låget...det er jeg for længst forbi, jeg er nået trinnet højere, det er gået over, jeg har forlængst passeret skillelinjen for hvormange rædselsfuldheder der kan overgå et menneske, og jeg kan også se at jeg ikke har mødt de værste ting endnu. Så dem sætter jeg mig så ned og venter på, de er derude, de venter, og de kommer med garanti.

Og jeg overlever det her, det er der så mange der før mig har gjort, jeg er bare så gal over at jeg er uden for indflydelse, at jeg ikke kan gøre noget ved det, at jeg skal accepterer min skæbne, at jeg skal vende den anden kind til, jeg skal bare finde mig i det. Det er sgu ikke retfærdigt.
Det er som et tog uden destination, uden stop uden endestation, jeg har løbet for at nå det tog, men til hvad nytte, jeg ved ikke hvor det ender, om det standser, skifter spor, aner ikke om tidsplanen holder, om jeg kommer for sent, om jeg når frem, om jeg overhovedet når frem.... Men en ting ved jeg og det er at jeg er på det forbandede tog og jeg kan ikke komme af, og jeg har glemt at købe billet...

Der er ingen udvej, ingen andre muligheder, ingen løsninger, intet håb, det er bare sådan her det er....accepter det....hmmmmm

Nuet har smidt mig i et dybt sort hul og jeg hænger i kanten med det yderste af fingerspidserne, imens står tiden og tramper løs, i håbet om at jeg slipper, men så nemt slippe nuet og tiden ikke... for jeg forsvinder bare ind i min tidslomme, hvor tiden og nuet står stille..... og der venter jeg så.....men på hvad? og hvor længe?

Jeg er bare så vred... ja vred... sådan...vred.

Nå fuck det...

2009-10-22T00:03:00.004+02:00

Jeg sidder her i de mørke aftenstimer og tænker på dig....
Min elskede stedfader, du skal have en Trippel bypass tidligt fredag morgen, en bypass som forhåbentligt vil bringe dig tilbage på ret kurs, eller skal jeg sige bringe dig tilbage som det fyrtårn du er for mig.
Jeg har kendt dig i 25 år, måske mere, du kom som en frelsende engel til min familie da den var helt ude på et overdrev af sorg og håbløshed. Du redde min mor og gav hende livet tilbage, glæden, de tindrende øjne, de røde kinder, den glade latter, noget at leve for i hendes håbløse ensomme, alene-om-det-hele verden. Du redde os som familie, gav os værdier tilbage som vi helt havde glemt. Du forsøgte ikke at være far for mig, du forsøgte ikke at erstatte den far jeg havde mistet til canceren året før, du forsøgte ikke at dulme min smerte, du forsøgte ikke at please mig som det der strandede barn, det der strandede forvirrede barn som man stadig er når man er 15 år. Du foregav ikke at kunne erstatte noget, og alligevel indtog du hele huset med den største selvfølgelighed.

Du kom ind i vores liv, viste os dine grænser, viste os at man kan have respekt for voksne, uden at det nødvendigvis handler om at gøre som de siger, at man kan stole på dem, at de faktisk har noget godt, varmt og givende at give en når man er helt der ude hvor intet siver ind på lystavlen. Du kom som en tryk havn, som en rettesnor, som et kompas, du blev den der klippe i mit liv, og den der stoppede mig i at ende som et helt følelsforladt og forvirret ingenting-agtigt-væsen.

Du satte dine grænser, og selv om du godmodigt tilgav mig alle mine spillopper og tilgav mig alle mine brølere, og reddede mig fra at komme galt afsted gang på gang, har du aldrig taget æren for at jeg er hvor jeg er idag. Jeg har aldrig hørt dig sige at jeg "skulle være taknemmelig", har aldrig hørt dig i afmagt sige "og alt det jeg har gjort for dig" har aldrig hørt dig sige at jeg "skuffede" dig, når jeg havde lavet lort i den. Lige meget hvad jeg kom hjem med af "ulykkeligheder" har du aldrig sagt "hvad sagde jeg", du har altid taget tingene for hvad de var og når det brændte på så du tit en anden mulighed end de fleste ville havde set. Du har altid været støttende, supporterende, og 100% på min side. Og du har altid kunne gennemskue mig, jeg har aldrig kunne løbe om hjørner med dig, jeg har aldrig kunne komme afsted med en løgn over for dig.

Mærkeligt som du og jeg hurtigt blev enige om en ting...og det var ærlighed. Man ligger som man har redt.... har altid været en af dine favorit sætninger, så lod du mig stege et par dage, hvorefter du hjalp mig videre. Din ærlighed har sviet og gjort ondt mange gange, det gør den når man selv er ude om det, du har altid sagt hvad du mente, og du har aldrig pakket noget ind i vat og bomuld, lige ud af landevejen, på din egen finurlige facon, og du har aldrig været pinagtig bedrevidende, bare ældre, klogere og erfaren, og jeg tror at du har kunne se meget af dig selv i mig. Og som det altvidende orakkel var du så klog ikke at rådgive....det kan jeg kun sige tak for, på den måde lærte jeg at gøre mine egne erfaringer, og lære af de konsekvenser de gav.

Og nu er du syg, og på vej til at blive frisk igen. Og det slog mig at jeg aldrig rigtigt har fået sagt til dig hvor meget du betyder. Jeg sagde til dig forleden at du ikke måtte dø fra mig, sagde til dig at jeg ikke ville kunne holde ud at miste den havn og favn, jeg altid har kunne komme hjem til. Sagde til dig at du skulle overleve det her, for ellers er der ikke rigtig noget der giver mening mere.
Jeg kan ikke holde tanken ud om at jeg skal miste endnu en far, slet ikke nu hvor jeg har så sindsygt meget brug for dig. Brug for din humor, brug for din gnækkende latter, brug for dine varme smil. Så søde Daddy, jeg tror du ved hvor bekymret jeg er, og jeg tror du ved hvor meget du betyder, og hvor meget jeg behøver dig.

Din Datter

Kryptonit og bowlingkugler og en forvirret bagerjomfru

2009-08-27T09:03:00.002+02:00

Jeg er på overnatning hos Sue...

Næste morgen...

Anette: "jeg kører lige til bageren og køber noget morgen brød..."

Sue: "ved du hvor bageren ligger???"

A: (herefter for nemhedsskyld...) "ja den ligger der hvor jeg altid kommer til at svinge til venstre når jeg skal til højre...."

S: "okay så sætter jeg the over"

A: tænker... THE..... im from Copenhagen.... krist.... ryster på hovedet og starter bilen.... sue må sgu da snart anskaffe sig en kaffemaskine.... tsk tsk...og det byder man uventede gæster....hrmpff...

A kommer ind i bageren i Brenderup

A henvender sig til bagerjomfruen (som forhåbentlig er jomfru da hun ikke er en dag over 13....)

A kaster et blik på udvalget (tager ca et nanosekund, men når i det samme at registrere sukker, fløde og theskeer på disken)

Bagerjomfruen (herefter benævnt som B) : jaaa.... (med meget bondsk fynsk accent, mens hun klør på en bums på hagen)

A: "et formbrød, 2 spanske, 2 gifler, 1 pk smør tak."
A tager en avis og lægger på disken og siger derefter... "og en Cafelatte tak "to-go"...."

B kikker forvirret på A og sender derefter SOFTICE maskinen et side blik hvorefter hun siger: "den er ikke startet"

A kikker på B og det er tydeligt at A tænker at B ikke er den blankeste kugle på trææet.....

A: "nu er det heller ikke SOFTICE jeg vil have men en Caffelatte, det er kaffe med varm mælk, jeg gik ud fra at i har kaffe her siden der står sukker og mælk på disken...."

B: (lidt forfjamsket) Nårrrhhh... (og kikker på noget bag min ryg) Det har vi ikke, den er heller ikke tændt, og det tager altså lang tid før den er klar....

A vender sig om og får øje på en kæmpe kaffeautomat der står skjult i et hjørne på den andenøverste knap på maskinen står der CAFFELATTE...

A vender sig om og kikker på B, "jamen så tager jeg bare en kop almindelig kaffe "to-go""

B kikker på A som om hun er noget der er landet fra mars, og siger sådan lidt dumt, "tooo-goooo" det har vi altså ikke.....

A: "okay tager i dankort???"

B: "ja"

A: "så vil jeg gerne betale...."

B: "47,50"

A: "på beløbet tak"

B: "hva?"

A: "bare på beløbet tak"

B: kikker under disken efter ordbogen FYNSK-DANSK DANSK-FYNSK

A trykker godkend, får sin bon og går ud og sætter sig ind i sin bil. På fortovet står et stort skilt med ubehjælpelig håndskreven tekst

FRISK KAFFE
&
SOFTICE

A tjekker GPS'en for at finde ud af om hun er havnet i en eller anden parralel verden.... Nej hun er stadig i Brenderup.....

Og for dem af jer der har hørt denne historie før, så er der sørmer kommet en fortsættelse. Sue har en ven der er ved at bygge en tidstunnel,(!!!...??? ja en tidstunnel...rofl) på en eller ande måde får han og sue (i deres kæmpe brandert) kædet en tidstunnel, mig, to-go caffelatte og brenderupbageren sammen til noget med supermand, der ender i ordet kryptonit. Siden har både Sue og Jeg hvergang vi er i Brenderupbageren, spurgt efter kryptonit stænger.... De glor selvfølgelig dybt undrende på os, og nu har joken kørt i næsten 5 år, ingen fatter en hulende fis, men der er er vis tilfreddstillelse ved at stå i det lille bageri og på meget nørrebrosk-københavnsk dræve : "og 2 kryptonit stææænger tarrrk" og det er meget befriende at de hvergang stille siger at sådan nogen laver de "vist" ikke her, og så svare "dt er så-noen grøne noen" (selvfølgelig også på nørrebrosk. Og hvad sker der så forleden, de har fået sådan nogen grønne nogen.....de kaldes bare bowlingkugler her i Brenderupbageren.....super size kæmpe mega romkugler med grønt drys...De er så giga store at de er klamme, men jeg skulle selvfølgelig have en. Nu er joken så at jeg står i vores egen bager i Smørum og beder om en bowling kugle, og her står der så også en forfjamsket teenager med bumser i hele hovedet og siger "nej dem fører vi ikke" og ligner et stort spørgsmålstegn. HEHEHEHEH..... åhhh livet er skønt.

bryllup 1995

2009-08-05T01:31:00.003+02:00

At huske de bedste ting...

2009-08-04T01:48:00.006+02:00

Nogen gange er alt bare så sort og livet så meningsløst, alt det man har arbejdet hen i mod, skal gå itu på et eller andet tidspunkt, alt for tidligt, alt for hurtigt, alt det man fandt kostbart og fint, alt det man bare havde og tog for givet, det er på vej væk. Langsomt og uden stop, forsvinder det mellem ens fingre, smuldre, bliver til uhåndtertbart støv. Og sorgen over alt det jeg ikke skal nå, nå at opleve, nå at glæde mig over, nå at skabe sammen med Henrik overdøver det vi har, alt det vi har oplevet, det vi har set, det vi har sammen. Så jeg hev mine bryllupsbilleder frem og lod mig endnu engang overvælde af den dejligeste dag i mit liv. Kom til at tænke på alle de ting vi faktisk har oplevet, alle de ting vi har set sammen, alle de sjove stunder og alle de gode minder. Og det lykkedes mig faktisk at blive glad i låget, taknemmelig for det jeg har, taknemmelig for alle de ting jeg allerede har set, alle de ting vi har skabt. Ialt 19 år, indtil nu, de 14 af dem gift. På godt og ondt. Mit bryllup kan ingen tage fra mig, det vil jeg altid huske, og ord og sætninger flyver gennem mit hoved når jeg kikker på de billeder, der så fint beskriver hvor lykkelig jeg var dengang. Det er jeg taknemmelig for at jeg kom i tanke om. Billeder der skal huske mig på at man kan være lykkelig på mange planer, og at man kan blive lykkelig igen, hvis man vil det nok.....

Undskyld i ²

2009-07-07T00:22:00.006+02:00

Jeg blev skide skuffet idag...Det bliver jeg nogen gange...
Når mine forventninger er for høje...
Når jeg forventer noget mere, end det jeg fortjener.
Når jeg forventningsfuld, forventer mig noget af dig...
Det er jeg ked af...Undskyld. Skal nok træde 10 skridt tilbage...

Jeg blev misforstået idag...
Det bliver jeg nogen gange...eller jeg skulle måske sige ofte.
Og jeg kunne ikke forklare mig ud af det...
Kunne ikke vende det ordentligt rundt...Var ikke tydelig nok...
Og så var samtalen ligesom ødelagt...Undskyld.

Jeg fik skudt noget i skoen idag, syntes ikke det var fair...
eller var det?
Det var det nok, når man ser det fra den anden side af bordet...
Men fra min side af bordet, var det helt urimeligt...
Undskyld....... jeg tager sikkert fejl...igen...jeg er en tosse...

Jeg blev ked af det idag...
Det bliver jeg tit... måske lidt for tit lige i tiden.
Jeg har nemt ved at blive ked af det...
Nu siger du sikkert at jeg ikke har noget at være ked af...
Undskyld sømand, det har jeg....Du kan faktisk gøre mig meget ked af det.

Jeg blev forvirret idag...
Troede jeg havde gjort det så fint...
Troede jeg havde taget en rigtig beslutning, var glad og stolt.
Nu kan jeg se at det kun er mig der syntes det.
Undskyld...jeg er stadig forvirret, ved slet ikke hvordan jeg SÅ skal gribe det an.

Jeg har ikke noget imod at blive drillet...
Jeg driller selv...
Og jeg troede du vidste hvor langt du kan gå, på mig...
Og her er jeg ikke tydelig nok, når nok er nok.
Så Undskyld, at jeg lod mig drille, undskyld at jeg ikke sagde stop.

Jeg blev til grin i mine egne øjene idag...
Og så det først for sent...var selv uden om det.
Søgte lidt anderkendelse, og fik det modsatte...
Jo mere jeg ville det, jo mere pinlig blev jeg...
Undskyld...det var bare et forsøg på at gøre mig selv glad.

Jeg fik et par over a'dekkel idag...
Det var helt på sin plads...
Jeg skal ikke tro at jeg er noget...
Selv om jeg gerne vil være det i dine øjne...
Undskyld...jeg glemte min plads.

Og når alt det her er sagt...Så er der en ny dag i morgen...
En streg er trukket i sandet...Alt er ved det normale... igen...
Jeg har fået sat ord på...så noget er der sket.
Jeg skal vælge mine kampe med omhu...så småting ikke æder mig op...
Jeg skal tilbage til det hårde, ufølsomme, ligeglade mig...

Undskyld², men sådan er... jeg.

Billie Holiday...giver det mening?

2009-06-25T01:03:00.002+02:00

Den sprødeste stemme på jorden, jeg går helt i stå når jeg hører dette nummer. Det er så smukt....Hendes stemme synker dybt ind hos mig. virkelig en af de største stemmer nogensinde.

Frisør, forsikring og fis...

2009-06-17T10:40:00.002+02:00

Hvorfor er det at nogen er vældigt gode på deres hænder, det er fordi de har …hmmm…mangler på andre områder. Feks. jeg, jeg er en klovn til matematik, men jeg kan noget med ord og bogstaver. Ikke at jeg ikke kan regne den ud, men alligevel…jeg er en idiot til matematik. Og det bringer mig til en dag jeg var hos min frisør. De er alle meget søde og serviceminded piger, de ved alt om hvad der rør sig i hår moden, alt hvad der er rør sig i tøj mode, det nyeste inden for hårplejeprodukter og spaltet hår. De er en videnbank, når det handler om sladder om de kendte og kongelige, og man når dårligt at åbne et magasin før de har fortalt en historien. Nu er det jo sådan at jeg er temmelig fornæret hvad angår indkøb af ugeblade, jeg kunne aldrig finde på at bruge penge på sladder, alligevel er jeg liiiiidt nysgerrig og napper gerne et eller andet blad, når jeg er til frisør (måske for at blive fri for min frisørs uendelige strøm at ligegyldige ord, ikke at det stopper hende..næ nej) og inden jeg er nået til side 5 er jeg indsat i alskens ligegyldigheder. Det vælter ud af munden på hende med alle mulige navne som jeg ikke aner hvem er. ”ajjjj syntes du ikke der er synd for Annie at Erik bare har dumpet hende…..” hvem fanden er Annie??? Jeg har en eminent evne til at lukke øjnene for sladder, specielt om de kendte og kongelige, lad dem være i fred er min mening. Men hun blabre bare videre, og det går op for mig at det er det der ”kendis-par” hun snakker om. Vorherre på lo…, jeg er så lige glad at jeg sætter ørene på standby, blikket zoomer ud og alt i bladet bliver en tåge….Så er jeg klippet, nu skal der lige noget farve i, Min frisør kalder på sin elev, og det er nu jeg bliver helt forvirret, hun taler totalt i kodesprog…. ”En 2% af 167 4% af 567 og røres med bk45….” Det kan godt være der ikke er så mget hjemme, men de kan noget med tal….hmmm…Okay Eleven som er en sød og rar pige, i dag er hun rødhåret med lilla striber, går i gang med at blande nogle forskellige væsker, som lidt efter smøres i mit hår. Og nu er det at den mærkeligeste samtale indfinder sig. Den foregår sådan her:
-Aj ved du hvad? siger hun..
-øhhh nej det ved jeg ikke? Svarer jeg.
- jeg var i Fileds i går, i min mors bil, altså det er vores bil, men min mor kører mest i den, men det er vores bil sammen, når hun skal have en ny så bliver den min, altså helt……( !!!)
- Dejligt, svarer jeg…og ryster indvendigt på mit hoved.
- Altså det gik meget godt med at parkere, men det hihihi gik ikke så godt da jeg skulle drefra….
-Nå hvor mange buler har du lavet? spørger jeg med et skævt smil.
-Ikke nogen, ikke nogen man kan se, altså hvis man bukker sig ned så kan man se at den der sorte en der sidder bagpå er revnet, men det opdager hun nok ikke…. (!!!!)
-Du mener kofangeren? Spørger jeg…
-Hedder den det….hahaha…ja det må være den, men man ser det næsten ikke, så hun (moderen) opdager det nok ikke, hun bliver bare sur…
-Det er sådan noget der sker, siger jeg, det er bedre at du siger det nu end at hun opdager det, det kan jo også godt være at der er sket mere end du lige kan se, og så er det jo vigtigt at få det lavet.
-aj tror du der kan være sket meget med den??? Den siger godt nok mærkeligt når jeg bakker…..(!!!!!)
-Altså siger den mærkeligt så skal du lige omkring et værksted, så de kan se om der er noget inde bagved der er i stykker. (åhhh jeg er så klog)
-Værksted…det har jeg ikke råd til, og min mor bliver sur, svare min søde lille frisørelev.
-Det er vel et forsikringsspørgsmål siger jeg…men tror ikke det koster noget lige at få vurderet skaden.
-FORSIKRING…siger sødepigen…ejjj min mor slår mig ihjel…
-nej hun gør da ej, halvdelen af bilen er jo din, siger jeg…og en ide tager form, jeg kan ikke lade være…jeg kan simpelt hen ikke styre mig, jeg arrrghhh er så ond…så jeg siger ”men det kommer selvfølgelig an på hvilken ende af bilen der er din…..” (muhahahahah)
-Hvilken ende der er min? Hun kikker på mig med store øjne (blå…)
-Ja ved du ikke at, når i står som to ejere af bilen så er det, det samme med forsikringen? Så du skal lige finde ud af om det er dig der har bagenden af bilen for så kan din mor jo sådan set ikke blive sur…. (muhahahha…) …hendes øjne bliver endnu større.
-Aj er det rigtigt?? Siger hun
-Ja siger jeg, det er også fandens at de deler den sådan, de burde dele den på langs, så har man både lidt bagende og lidt forende at bule.
-jamen hvad hvis det er min mor der har bagenden? Siger hun nu med kæmpe BLÅ øjne….
-Ja så har du et problem, men i behøver jo ikke at fortælle dem hvem af jer der kørte bilen, find nu bare ud af om du har bagenden eller forenden, og er det din mor, så var det selvfølgelig hende der bulede bilen, det opdager de aldrig. (ajjj sidder og opfordrer til forsikringssvindel heheheh)
-uh det tror jeg aldrig hun går med til, siger min søde frisørelev…. (!!!!!!)
-jo det tror jeg, så ond kan hun umuligt være mod sin datter….
-jamen hvis hun nu ikke går med til det? (!!!!!!!)
-tja så kommer du jo til selv at betale det….og det koster altså kassen….. (nu er det meget svært at holde masken, specielt fordi jeg i spejlet har øjenkontakt med en anden (mandlig) kunde der sidder og venter…han er krøbet i flyverskjul bag en avis, med et kæmpe smil på læben)
-jamen jeg er jo elev, jeg tjener ikke så mange penge …siger min søøøøde frisør elev…
-så må du tage noget ekstraarbejde, siger jeg…og sprutter af grin…
-Hvad sjovt er der i det siger hun.
-JEG TAGER GAS PÅ DIG, griner jeg og manden med avisen klukgriner, der er sgu da ingen forsikringsselskaber der forsikrer halvdelen af en bil…jeg laver fis med dig søde….
-aj gjorde du???
-ja for helvede….hahahahahahhaa
-aj er du sikker?
-JA….det var en joke….(manden med avisen tørre sine øjne)
-guuuuud, ajjjj jeg troede 100% på dig, siger hun med undren i øjnene
-hahah Ja jeg kan også godt virke meget overbevisende…det var en joke undskyld…fniz
Hun står lidt og kikker på sig selv i spejlet, undrende, langt væk, har ikke helt fattet hendes held, forstår ikke at der blev lavet fis med hende, uskylden selv (læs:naiv) og så siger hun…
-aj må hellere snakke med min kæreste….
-hvad ??? siger jeg
-ja han er i lære som automekaniker………………………………..

Suk….
Men mit hår har den rigtige farve.

Havearbejde....jubiiii...not.

2009-05-06T11:42:00.002+02:00

Jeg elsker min have, jeg hader min have,
jeg elsker min have, jeg hader min have....
Jeg kunne blive ved i timevis...

Som med alle andre forhold her i livet, så skal sådan en passes for at blomstre, for at være smuk, for at give udbytte. Hver år lover jeg mig selv at nu skal jeg hele vejen rundt.... (og naiv som jeg er tror jeg at jeg når det...men hvem når 7 tønder land, eller 36000 m2...på bare et par mdr....) Nu er jeg nået der til at man ikke behøver klippe hækken hvert år, men kan nøjes med at fælde den når den er blevet til et træ..... NOOOT...
For 6 år siden, kom jeg glad og fro hjem med 5 bundter bøgehæk, lokkede Husherren til at stikke et hul i jorden med en spade, sirligt i en lang række udspændt efter en snor og meget nøjagtigt målt op.... så jeg kunne sætte den her lille jomfruelige kvist, på ca 60 cm ned i jorden, sådan ca 100 gange....det skulle der komme en fin bøgehæk ud af, som skulle give lidt læ og afskærme ind mod det der dengang var Husherrens køkkenhave (på en eller anden måde blev jeg nød til at dele jorden op her...det der er mit...det der (rod) er dit...)
Og den fine bøgehæk som jo egentlig bare var en lang række af pinde med 2 blade på hver, vandede jeg og plejede jeg og var sikker på at nu havde den vokset 5 cm i højden, hvad den også gjorde. Hækken kom fint fra start, det første år...også det andet år, stadig tynd og nu 75 cm høj...og den skulle ikke klippes..næææ nej den var jo så lille og spinkel, og desuden var der også andre ting der var vigtigere end at gå og holde øje med en hæk .... og om 100 år ville den nok være blevet så høj at den skulle klippes....tjaaa tiden går...
Og hvaaaad..... 6 år...det er ingen ting, men den der forbanede hæk var pludselig blevet 3 1/2 meter høj og 2 meter tyk og noget skulle gøres...hvem fanden har plantet en række træer i min have....hvor kom den der hæk fra...det var bare et lille pus engang, nu var det lige pludselig blevet en kæmpe teenager der stritter med arme og ben, og holder fest med nabotræerne fylder og skygger. Gode råd er dyre...og Husherren fralagde sig alt ansvar, "den der hæk er din, hækkeklipperen der har stået og ventet i 6 år var en morsdagsgave, det samme var grensaksen, men du må genre låne mit stillads og min sav.." sagde han og gik ind og smed sig på sofaen.....syntes lige som jeg har prøvet det her før, men hvad, det hjælper ikke at beklage sig. Sofaen giver mere læ på ryggen end en hæk....
Og jeg tog tilløb, mokkede stilladset op, fandt forlængerledninger, sav og elektrisk sav, papegøjenæbbet og en snor og et vatterpas frem....for jeg havde engang set min morfar klippe hæk med et vatterpas og en snor. Det var en fin hæk, en man kunne skære sig på, fuldstændig lige klippet og "redt" og forbudt at spille fodbold i nærheden af.....
Ved nærmere eftertanke, så var det måske for meget af det gode, her er alting alligevel lidt skævt og jorden er rund og mit øjemål fejler ikke noget så min hæk skulle klippe efter øjet der ser......
Og hækken blev klippet, villigt lod den de tynde grene falde for den elektriske savs tænder, men de tykke.....arghh glem papegøjenæb og frem med saven, og ned kom hækken, faktisk hurtigt, men ikke smetefrit....men det var mere mine arme, ryg og ben...og nu kan jeg så sidde og kikke på min hæk, den er blevet så fin, jeg er stolt som en pave, den er klippet efter øjemål, jeg har selv gjort det hele, også mokket rundt med stilladser og elektriske ledninger, fundet ud af hvordan man smører en sav med olie, og det lykkedes mig at holde ledningen fri, så spådopmmen om at kvinder og ledninger og elektriske save nok ender galt....NEJ jeg klippede ikke ledningen over...men det har jeg hørt at nogen mænd har gjort....
Og nu er min teenage-hæk blevet en fin ung mand, med et par grene der stikker op, så der med tiden kan formes et par kugler, for det har jeg set i en havebog at man kan, og så håber jeg at jeg næste år ikke har andre store projekter, så jeg kan holde min hæk ved lige og fryde mig over den, som jeg har gjort det her forår, på trods af smertefulde muskler....

Biler og min mening om dem....

2009-04-15T09:33:00.002+02:00

Nu er det jo ingen hemmelighed at jeg har fået ny bil...En Honda Accord 2,0 Automatic Elegance.... (skal spørge hver gang om hvad det er for en...men husker det nok lige pludselig) altså...bil og bil...det er et højteknologisk vidunder, ifølge min mand, og visse andre....
Nu er det jo sådan at når der kommer ny bil til vores hus, så får jeg automatisk den "gamle", som så bliver min "nye" bil...da jeg kørte C3 og henrik kørte C4, og C3 blev skiftet ud med C4 picasso van, så fik jeg den almindelige C4, den har jeg så trisset rundt i længe, og sukket efter at få lov til at køre picassoen, hvad havde jeg forestillet mig...nope...jeg får altid den nye gamle bil, men nu skal det fannemer være slut....jeg har lagt beslag på den nye bil, stjæler nøglerne og smutter i den så tit jeg kan, den bliver konsekvent kaldt "min nye bil" og jeg er som en høg over den.... DENNE BIL SKAL VÆRE MIN OG KØRES TIL AF MIG.......og det er jeg så godt igang med, som straf skal jeg hele tiden forklare om hvordan jeg syntes motoren går, forklare hvordan jeg syntes den ligger i svingene, forklare hvad jeg syntes om alle de små smarte finesser den har indeni (og som jeg slet ikke har opdaget endnu, fordi der er lige så mange knapper som i et Concorde fly, og er bange for at en af dem viser sig at være et kone-katapultsæde...) Og jeg skal modtage hånlige kommentarer fordi jeg syntes det er irriterende at der er lys i spejlet, (det blænder) det der, der sidder i solskærmen....suk...når der er vigtigere finesser som jeg burde havde opdaget forlængst. som feks usbkabeltilslutning, autopilot, fanden og hans pumpestok....
Jeg skal hører for at jeg kører færre kilometer på literen og at jeg har Trickerfod...skal belæres om at jeg ikke behøver jokke speederen i bund, at jeg ikke behøver at kører i sportsgearet så den (først..)automatisk skifter gear ved 4000 omdrejninger....HVAD...har vi råd til den der bil... (ville nu hellere havde haft en fed ring jeg har set ...OG skulle du læse det her indlæg Henrik...så kan den fås inde hos guldsmeden i Ballerup...de ved hvem jeg er og hvad det er for en...)...så har vi også råd til at hælde benzin på den... (hør lige mig...jeg aner ikke hvad jeg snakker om...jeg gentager bare det jeg hele tiden skal lægge øre til...)
Og hvad er der med biler i det her hus.... JEG har aldrig fået lov at vælge noget som helst, jo allerhøjst farven, jeg har aldrig været med ude og "se" på bil...når jo en gang...men det var fordi jeg skulle finde ud af om barnevognen kunne komme ind i den... og det er så 10 år siden og 7 biler...

Det er som regel sådan her i huset at, jeg får en anelse om at et bilskift er på vej når:

1: Min bil pludselig skal vaskes
2: Min bil pludselig skal støvsuges
3: jeg bliver bedt om at fjerne alt det jeg har i bagagerummet...(som er en udemærket opbevaringsplads for alt muligt uhåndterbart og uplacerbart)
4: Jeg bliver spurgt om hvor registreringsattesten er (som om jeg nogen sinde har set en)
5: Der pludselig flyder med motorblade over alt
6: Der pludselig flyder med brochyrer fra diverse bilforhandlere
7: Der pludselig flyder med brochyrer fra FÆLG forhandlere
8: At de sider der er mest benyttet på PC'en er "bilbasen"
9: At når herren her i huset taler med sine venner i telefonen så sænkes stemmen nærmest til en hvisken og afsluttes med den der indforståede "gnækken" (omskrevet: vi sidder lige og griner fordi hun er så dum at hun ikke fatter at vi tager røven på hende om 1 min, altså mande fnis når det er værst, eller den der fnisen når der er fortalt en rigtig sjofel vitz..)
10: Når henslængte kommentarer som, "hvad siger du til automatgear?" eller "tror du at du kan styre benzinforbruget hvis du havde en benzinbil?"

Og den ultimative mistanke om bilskift indfinder sig en morgen når

A: Skaaaat....hvor er din bilnøgle?
B: Ville du ikke være glad for at køre i picassoen idag?
C: Hvad skal du lave i aften? tænkte at vi skulle køre en tur til Møn..!!!
D: Hvorfor har du 2 kraks kort???
E: DUNK...lyden af pose der rammer gulvet i bryggers, indeholdende 2 krakskort, en isskraber, en kasse kleenex, en pose uåbnede lakridser, 4 pakker vindusrenseservietter, georg jensen parkeringsskive, 20 Cder, mobil-oplader, 3 tomme flasker og en mønt til nettos indkøbsvogn.

Så ved jeg at jeg skal stille mig i vinduet og vinke farvel til den bil jeg har kørt i, vinke farvel til den bil jeg endelig kender som min egen bukselomme, den bil hvor jeg lige precis ved at, der kan være 19 CD'er og en med knust cover i handskerummet, at der under sædet er plads til 3 tomme sodavnadsflasker, at der i det lille rum til venstre for rattet er plads til en 20.-, at der i sidelommen ved passagerdøren kan stå 2 krakskort, et danmarkskort, ligge en isskraber og en brocyre over bantex kontorartikler i tilfælde af at jeg skulle kede mig i en kø.....At askebægeret kan bruges til at opbevare ørreringe og tabte knapper i (pis oss...de er ikke i "DUNK" posen...)Så ved jeg at det er ved at være slut...
Den bil jeg har kørt mange kilometer i og som jeg på en eller anden måde var blevet så glad for, pludselig forsvinder ud af min indkørsel for sidste gang, pludselig forsvinder ud af mit liv, pludselig skal være en andens, pludselig skal køres af en anden, at det er sidste gang jeg skal sige til Valdemar at han ikke skal sidde og kører støvlerne op af ryglænet på passagersædet, at en eller anden dulle skal rode på MINE knapper og indrette MIN bil på hendes måde (håber ved gud hun har god smag og køber en ordentlig parkeringsskive..)
Så jeg vinker farvel, kikker efter stoplygterne der tænder ned for enden af indkørslen, lytter efter om der bliver givet forsigtig gas, motoren er jo ikke varm endnu...Tænker på at nu skal jeg til at kører i Picassoen... Og beslutter at nu skal det fannemer være løgn....slut med "gamle" ny bil til mig, den her bil skal blive min, lige meget hvad Hr Larsen kommer hjem med, jeg vil sætte mig hårdt på den, gøre mine krav gældende, kræve min ret som Hustru og medejer. Og det har jeg så gjort...og det helt uden ballade, mærkeligt... For første gang i mit liv er det lykkedes mig at sætte mig i respekt over for biltossen, hmmmmm....måske han har en overordnet plan med den her bil....måske jeg lige skulle tjekke hvorfor picassoen skulle vaskes og støvsuges....hmmmm.......og hvorfor registreringsattesten på Picassoen også ligger fremme....sammen med mit regnskab hvor der er afskrevet på den...hmmm...måske jeg har satset på den forkerte bil....syntes sgu også det gik lidt for nemt....hmmm...stupid me...

Bocelli...til dig min elskede.

2009-04-08T12:29:00.001+02:00

Henrik deltager nu i verdensforsøg

2009-04-07T23:43:00.002+02:00

Min kære mand har sluttet 9 mdr med kemoterapi,i december, de eneste resultater var at han fik 9 mdr mere. Hans PSA tal var de samme. Kedeligt men 9 mdr mere er trods alt noget. Henrik har nu snydt den dom han fik for 3 1/2 år siden der sagde at han højst sansynligt havde et halvt år tilbage. Og det er vi taknemmelige for.
Henrik blev testet til et forsøg med en ny medicin, og krøb lige nøjagtigt gennem nåleøjet. Nu er han så igang med et verdensforsøg. Verdensforsøget foregår i 23 lande, hvert land stiller med 38 patienter som har samme sygdomsforløb (som det henrik har haft). Halvdelen af patienterne får forsøgsmedicin og binyrebarkhormon, den anden halvdel får placebo og binyrebarkhormon. Man har en ide om at binyrebarkhormon måske har en gavnlig virkning på prostata patienter. Så på den måde tester man begge grupper.
Forsøgsmedicinen hedder Sutent og skal stoppe blodgennemstrømning i kræftsvulster, det interessante er om det også kan stoppe udviklingen i hormoncancer (som prostatacancer er) Forsøget kører over 33 mdr, det er meget lang tid, og desværre har det nogle meget kedelige bivirkninger. Henrik er sikker på at han får den rigtige medicin, da alle bivirkninger er kommet til. De er ret grumme og har store omkostninger for Henrik. Han har hele tiden kvalme, volsom kvalme. Han er træt, deprimeret, i generelt dårligt humør. Han har dårlig mave, og ondt i maven. Hans hår skifter farve og drysser af, hans hud er skrøbelig og sart og er skiftet til at være meget bleg. Han har betændelse i læber og tandkød, i øjnene, i neglene, og hans nerver i hænder og fødder visner væk, derfor taber han hele tiden ting på gulvet. Hans fødder er hele men han føler at de ligesom har papercuts, føler han går på glasskår, det svier og gør volsomt ondt at gå. Han kan ikke smage og lugte noget, og det han kan, smager ikke af det han husker. Henrik har fået voldsomme psoreasis anfald, og har ondt i muskler og led. Han sover dårligt om natten, bliver nemt ked af det og trist, irritabel, vred og gal. Henrik overvejede at stoppe forsøget, men er stadig i det. Hans PSA tal er de samme, så det glædelige er at det ser ud til at have en virkning. Omkostningerne er bare så store.
Jeg støtter Henrik i hvad han måtte vælge, og håber at han kan finde så meget glæde ved det han har, så han ikke opgiver forsøget. Omvendt så forstår jeg hvis det bliver så ulideligt for ham at han ønsker at droppe ud af det. Det sætter naturligvis en masse tanker igang her i huset, og det som vi i sålang tid (heldigvis) har kunne skubbe foran os, ser nu ud til at indhente os på den ene eller anden måde.
Henrik er som altid glad og snaksom og han viser ikke sin smerte når i kommer på besøg, han bære stolt sin sygdom udadtil, men de "interne" og private følelser kommer ud når han er alene med os. Henrik ønsker ikke at blive pyldret om, han ønsker ikke at tale om sin sygdom i timevis, men ønsker at tale om alle de ting der interesserer ham. I skal man ikke være bange for at spørge ind til ham, han svarer gerne, men ønsker ikke at "underholde" med sin sygdom, ønsker ikke at være ham der sidder og piver til sammenkomster, bær over hvis han ikke gider snakke om den, Henrik forsøger bare at være som han plejer...

Back to reality....Back to Black...

2009-03-14T19:49:00.007+01:00

Alt i rødt og lidt til...

2009-03-07T20:50:00.003+01:00

Jeg er rigtig glad for farver, og jeg elsker visse farver højt i perioder. Jeg ved at farver afspejler vores humør og at de alle har forskellige betydninger i forhold til hvilken stemning vi er i. Jeg har brugt meget sort og elsker denne farve lige som så mange andre kvinder...hvorfor mon...ses en delle så tydeligt i en sort skjorte som i en hvid? Sort slanker og sort passer til alt. Den er blevet en grundfarve i mit liv. Og pludselig dukker en farve op som jeg aldrig rigtig har dyrket, en farve som er lidt farlig da den udstråler hed og dampende erotik. Den nærmest signalerer at man er så klar, at man er hot og villig...eller gør den? Det må være op til dig at vurdere om jeg er et hot dampende erotisk væsen...(MUHAHAHAHA).
Nå men om ikke andet, så startede det hele med en skjorte, en lidt gennemsigtig en, der skal SELVFØLGELIG en top under, men skjorten var (og er fed) lækker og jeg havde en fantastisk aften. Jeg har aldrig siden haft den på, og nu er den alt for stor, øv øv. Og når jeg tænker tilbage på den fest manglede jeg ikke dansepartnere, jeg var sgu på gulvet hele aftenen. Men for at vende tilbage til mit røde eventyr, så blev næste projekt for 1/2 år siden udvidet med en Bh og trusse, ganske uskyldigt kom ekspedienten i lingeriet ind i prøverummet med den, og spurgte om det måske var noget???... RØDT sagde jeg, jeg har aldrig ejet et stykke rødt undertøj...ja den fås også i sort men jeg har ikke din størrelse hjemme, svarede hun....jeg hoppede i bhen...den var lidt for stor, men et eller andet skete der..jeg følte mig sgu lækker...øhhhh har du den i en mindre størrelse?...ja da, svarede hun og vendte lidt efter tilbage med den samme bh nu bare i sort.....nej nej...jeg vil gerne prøve den i rød...og ind kom den røde BH nu i rigtig størrelse....og magien skete igen...jeg følte mig lidt lækker, sådan lidt forbudt lækker...den og så en sort blev dagens indkøb dengang. Hjem kom det røde undertøj, gemt godt af vejen i skuffen, jeg ved ikke jeg var måske lidt flov over at jeg, der sværger til hvidt og sort, pludselig slæber en signalrød bh med matchende trusse hjem, gemmer den for mig selv nederst under alle de gamle bher, som en skoledreng gemmer et pornoblad under sokkerne og tror at mor ikke ser det. Og så skulle den prøves, ikke at der var en særlig anledning, men hele dagen var jeg mig så bevidst om at jeg havde mit røde undertøj på, følte at jeg summede af god energi, var i et mægtigt humør, havde en dejlig dag, nød at den her bh kunne få mig til at lave så meget. Og energien forsvandt ikke, heller ikke da den blev taget af mig.....
Når jeg tænker nærmere over det og pænt hjulpet af venner der mener at jeg vil være fin i rødt, så er det da, det jeg skal, jeg skal ikke være bange for en farve der får min energi helt op at ringe, jeg skal sgu ikke være bange for at der kommer noget rødt ind i mit liv, det er sgu okay at en farve kan påvirke ens humør og ens energi, og jeg er begyndt at se at, ja det er rigtigt at vi kan påvirke os selv med farver, lidt som med lysterapi og aromaterapi. Noget der er rødt må jeg have, om ikke andet så for at glæde mine omgivelser med den gode energi det åbentbart skaber hos mig. Og hvad laver jeg så på en lørdag aften, der er ikke noget i tv, hele huset undtagen mig sover, gider ikke spille wow, men har kun et par røde støvler i hovedet, googler "røde støvler" - "billeder" - "søg" ....tadaaa...89 sider...mange af dem med støvler jeg aldrig kunne og ville bruge fra obskure hjemmesider for lak og læder...fniz....søger på lampe, søger på undertøj, søger på kjole, underkjole, børnetøj, skraldespand, sko, træsko, søger på ordet "rødt"...og "bang" hjerter, jordbær og lækre piger i rødt lingeri...se hvad resultaterne var. Jeg har samlet det på et billed som en collage. Og jeg tror jeg skal ud og have mig en rød kjole, nu går tiden for konfirmationer og fester jo ind, så mon ikke det er undskyldning nok....eller hvad?...Alt i rødt og lidt til....Tak fordi du gav mig sparket.

Bekymringer....og de bekymringer der følger med

2009-02-28T09:02:00.003+01:00

Jeg bekymrer mig vildt over en kammerats bekymringer lige i tiden. Jeg står magtesløs og bare kikker på, jeg kan ikke gøre noget, jeg kan ikke hjælpe, jeg kan ikke forandre verdenen, jeg kan ikke forandre noget. Min kammerat har styr på det, gudskelov, han har totalt tjek på det ...eller han har den her afslappede holdning, at har han ikke styr på det så får han det, om ikke andet så lærer han af det. Wau...tænk at kunne have det sådan, tænk at kunne rumme det, tænk at kunne sætte sig ud over søvnløse nætter, ondt i maven, tanker der kværner rundt i hovedet, og så bare have styr på tilgangen til "disaster". Han tager det roligt, sindigt, langsomt, finder ud af det, stille og roligt, det er sgu beundringsværdigt. Hans humør er ikke på toppen, men han er "glad" og smiler, griner og er ikke helt handlingslammet, ikke gået helt i spåner, ikke selvmedlidende, ikke klagende, og beretter kun om problemerne når jeg spørger ind til dem. Det er beundringsværdigt, det er stort, det er da helt fantastisk. Og så kan jeg så kun spørge om det er fordi han har god selvkontrol, om det er fordi han ikke vil vise at han er et nervevrag indeni, og jeg ved at svaret er...niksen biksen, han tager det som det kommer, han har ikke brug for at bekymre sig halvt ihjel, han har brug for fred og ro, almindeligheder, hverdag og imens tænker han de tanker der skal til, uden indblanding og bekymringer fra alle sider, viser han at han har styr på det. Og alligevel så bekymrer jeg mig...tænker at var det mig ville jeg sidde og glo ud i luften, gå helt i sort over alle de ting der skulle ordnes, tages stilling til, kæmpes for. Og jeg kan ikke lade være med at bekymre mig beklager sådan er jeg. Jeg bekymrere mig om dig.....

Dreams are made of......

2009-02-18T11:22:00.003+01:00

Ja hvad er drømme lavet af?

Er de lavet af lyserød candyfloss? og hvis de var, så var de sukkersøde og klistrede, en stor mundfuld der bliver til intet på 2 sek, knasende sprødhed der bliver til sødme i en mund der klapper sammen, fylde der forsvinder i ingenting, og tungen der rammer ganen med et klask. Man forsøger at tygge på det, og opdager til sin forbavselse for hver mundfuld at der ikke er noget andet end et enkelt sukkerkorn der knaser.
Man stikker tungen ud, fanger de sødmefyldte fine spindelvævstynde tråde og tager endnu en stor mundfuld....stor mundfuld = ingen ting...og forbavselsen indtræder øjeblikkeligt....det bliver til ingenting. Okay så....prøver at "brække" et stykke af og stoppe i munden, nu har man så oplevelsen af 2 ting og 1 tanke; et stort stykke klæbende candyfloss der på sin vej ind, rammer kinden....- på begge sider af munden, og den anden følelse at klistrede fingre, som helst ikke skal røre ved tøjet eller håret, og tanken om den serviet man lod ligge på disken da man betalte for den lyserøde drøm, og stod og fitlede med byttepenge, en pung, candyflossen, turarmbåndet, en skrigende unge der hellere ville have en is.....!!! Og hvad er en candyfloss andet end et øjebliks sødme, forbavselse og klistrethed.....Er det det, drømme er lavet af...?
Flygtige håb om noget der er så kort som en mundfuld candyfloss, drømme om noget man visuelt kan betegne for fantastisk, for en candyfloss er fantastisk den er en smuk skulptur,et stort bygningsværk, drømmeagtig blød, floffy, den dufter himmelsk sødt, minder lidt om noget uskyldigt og ærbart. En lyserød drøm der føles som glasuld når man rører ved det, bliver til intet når man putter det i munden og giver en kvalme når man sidder i bilen på vej hjem.

Det er det vores liv bygger på, de bygger på drømme om noget der er umuligt, noget uopnåeligt, noget uhåndterbart, noget der er klistret lyserødt romantisk, og det er det der får os til at leve, selv om vi godt ved at på vej ud af tivoli så står vi med en lang klistret pind og ingen skraldespand.

Så hvis drømme er lavet af candyfloss, så glæder jeg mig til tivoli åbner igen, for jeg har intet lært, andet end at trangen til en candyfloss er større end mindet om dens hurtige forsvinden, og at afhængiheden af noget så uhåndterbart som en sukkersød candyfloss, får mig til at leve.....

du skal ikke forvente dig noget fra mig......

2009-01-28T08:55:00.003+01:00

Det er helt sikkeret at går man rundt og forventer et eller andet, så er der næsten garanti for at man bliver skuffet. Og hvorfor er det så at man er så selvfed at man gang på gang tror at man skal belønnes af andre. Det er vel fordi man dybest set mener at man har fortjent den opmærksomhed, gave eller hvad det nu kan være som man selv har brug for for at føle sig anderkendt. Men sådan hænger ting ikke altid sammen. På en eller anden måde syntes man altid selv at man yder det mest optimale, at man giver og giver og giver, for derefter at forvente at man bliver belønnet rigeligt bagefter, sådan er det bare ikke. Menneskets natur er at de er sig selv nærmest, og handler ud fra det der ligger lige for, der er ikke mange der kan prale af at gøre noget for andre uden at have en forventning om ros og anderkendelse, eller en eller anden form for belønning.

Her er så mit svar til dig...

Jeg gik gladeligt gennem ild og vand for dig, nu ser jeg at jeg ikke kan gøre det uden bagtanke, uden håb for at få lidt tilbage, og nu bliver jeg kynisk, jeg ved at jeg aldrig når at få noget tilbage, den chance har du forspildt. Lyder jeg vred? Lyder jeg skuffet? lyder jeg bitter? Jeg er ingen af delene, jeg er såret der hvor det gør aller mest ondt, jeg lyttede ikke til mig selv, jeg lyttede til dig, satte mig selv bagerst i køen, prøvede at forstå, prøvede at tilgive, prøvede at være der 110 % Prøvede at være din veninde. Var din veninde....
Jeg har gået mange og lange ture for dig, været der for dig, tænkt klart for dig, hjulpet dig, hoppet og sprunget for dig, i forventningen om at du til en hvertid var der for mig. Men jeg er blevet det klogere. Du var der ikke da jeg havde mest brug for dig, du svigtede lige der, lige der hvor det bare er så forbudt at svigte. Og her står jeg, underligt befriet for forventninger, for i virkeligheden har jeg altid forventet at det ville blive sådan her. Det ser jeg nu. Jeg var bare blind.

Engang lovede vi hinanden at vi altid ville være der for hinanden, det løfte har jeg holdt, du skred fra løftet, du var vigtigst af os to, jeg lod dig være den vigtigeste, jeg lod dig bruge det du kunne, og stod så gladeligt og så dig fyre dit lille overskud af på andre, være der for andre, gøre noget for andre, altimens du tog mig for givet, Anette er der altid. Det er jeg så ikke mere. Du skal til at klare dig selv, din største supporter og støtte er skredet. Og alle de gange jeg har sat mig selv hen i et ventehjørne, fordi du lige skulle hen over et eller andet, lige ovenpå et eller andet, lige et eller andet andet....de slutter her.

Der er ikke mere at komme efter. Det er slut, jeg har ikke mere jeg kan give dig, uden at smadre den rest af værdighed vores venskab gav mig, og det vil jeg gerne bevare. Den lille rest af værdighed og stolthed over at jeg var der for dig. Du kan aldrig sige at jeg var en dårlig veninde, men det kan jeg sige om dig. Og jeg hopper ikke på den der mere, at når du er ovenpå så skal du nok være noget for mig, lige om et par måneder, den har du lavet for mange gange med mig. Og jeg kan så kun ærge mig over mine forventninger til dig ikke kunne indfris, at jeg ventede for lang tid, ventede så lang tid at, det pludselig blev spild af tid. Og nu slutter spildtiden. Jeg vil koncentrere mig om mig selv..... jeg har lært at den største anderkendelse og ros af mig, kommer fra mig ...til mig.

1 år og 2 mdr = 20 kg

2009-01-15T08:57:00.003+01:00

Jeg har lige ryddet ud i mine skuffer...og jeg er mildest talt målløs, og alligevel er jeg ikke. på 14 mdr har jeg helt af mig selv tabt 20-22 kg...det ligger lidt og svinger, men fra 92 kg til 70-72 kg det er jeg faktisk ganske godt tilfreds med. Jeg ønsker IKKE at blive mindre, specielt ikke efter alt det dejlige undertøj jeg har måtte sige farvel til, men stort er for stort. og er lidt træt af at fylde sokker i BH'erne...hahahaha. Også de her gamle dejlige bløde forvaskede jeans...man skulle tro at det var et par af Henriks men det er det ikke. fra str 46 til 38-40 det kan et bælte ikken engang redde, der er og bliver hængerøv i dem så ud må de. Og mine støvler, mine elskede støvler er også blevet alt for store i skafterne, men de kan (håber) jeg sys ind. Og nej det er ikke en klagesang, jeg er stolt af at jeg har fundet tilbage til min "gamle" ungpigekrop, ikke at det gør mig yngre (jeg er jo stadig teenager indeni)men det giver mig en sær form for tilfredshed at kunne gå ind i en hvilken som helst tøjbiks, og lige hoppe i et par bukser, lige prøve en skjorte der ikke strammer om armene. Lige hoppe i en kjole der KAN lukkes. Og rolig nu, jeg er hverken syg eller andet, det sidder i hovedet. Jeg kan tænke mig til mæthed, sige til mig selv at jeg ikke behøver at spise om natten, og ønsket om at leve lidt længere har gjort at jeg ikke fylder mig med usunde ting hele tiden. Nu mangler jeg så bare at holde op med at ryge...men så tager jeg nok det hele på igen....hmmm...svært valg.

Til dig Hr Andresen

2009-01-06T01:26:00.002+01:00

Kære Hr. Andresen

Du er kunde i min forretning, det har du været lige så længe jeg kan huske. I starten var jeg lidt bange for dig, for du virkede brysk og knotten. Du spørger altid efter de mærkværdigeste ting, som vil du teste min formåen. Feks: en tusch rader pen???...og hvad skal du bruge den til? Til at rengøre stikkontakter med, sagde du !!! Selvfølgelig skaffede vi sådan nogen hjem, men det var ikke uden sværdslag….skal du vide. Du er altid hurtig på aftrækkeren, og svar på tiltale får man. I starten stod jeg altid og tænkte, så nu får jeg det glatte lag, men pludselig en dag så jeg noget jeg aldrig havde lagt mærke til, en lille bitte rynke i din øjenkrog, og jeg opdagede at det der tindrende blik ikke var knottenhed men en lurifaks, godt gemt, godt skjult, gemt bag en facade der i virkeligheden var den reneste form for god humor, SUBLIMT…du er fantastisk. Nervøsiteten over om jeg gjorde det godt nok forsvandt og du er udfordringen der både skulle svines lidt til og samtidig serviceres med største respekt, der skulle ikke være noget at klage over. Jeg havde pludselig spottet din humor, verdens bedste humor, du får mine hjerneceller helt op at ringe, skærper opmærksomheden på hvornår du er alvorlig og hvornår du står og tager tykt gas på mig. Og det her indlæg er en hyldest til dig. Du gør en forskel det skal du vide. Resten af personalet inkl. Ebbe, skyndte sig væk når du kom, og jeg var åbenbart den eneste der havde modet til at servicerer dig, men du skal vide at det ikke kun var mod og hårdkogthed men en ægte interesse i at vide hvad du var for en, nysgerrigheden drev mig, det har den altid gjort, og jeg tænkte tit over hvordan jeg fik sneget mig inden for din frakke. Nu kan jeg se at jeg altid har haft en plads i din inderlomme, og egentlig tror jeg at du syntes at her var der endelig en der ikke var bange for at give dig lidt grovfil tilbage. Din ironi og din fantastiske sarkasme er en udfordring, og jeg smiler ved mange af de ordvekslinger vi har haft i tidens løb. De kan slet ikke gentages og skal ikke gentages.
En overgang havde du det med at sende os fax, med dine ordre :”Boghandel…. Jeg indfinder mig i jeres lokaler kl 1200 og forventer at i kan fremvise disse to bøger som jeg er interesseret i at købe; ”Blondinevitser for Brunetter” eller ”Citater for sygeplejersker” Venligst G.Andresen…..” velvidende at de to titler var nogen du havde opfundet og derfor satte hele forretningen i gang med at fremskaffe noget der lignede for ikke at nedkalde din ”vrede” over os… (hihi) Og herefter møde op kl 1200, med en ironisk kommentar om at det kunne vi vel heller ikke skaffe, så købte du nogen konvolutter og tøffede af igen. Du har altid været på forkant med PC og det at finde titler på nettet, der er du fantastik velforberedt. Du er kommet med en fint udprintet seddel med din ordre, isbn nr, og hele balladen. Nemt og lige til at gå til, tror man indtil tillægsordren kommer, uha uha uha… Og spørger man dig om dit telefon nr …kikker du hvast på en og siger ”det har du…så bare ring” Og da du gik og var syg for en 5 år siden, så jeg dig ikke i flere måneder, mærkeligt, men jeg sendte dig et postkort, ville vide om du var sur på os eller om du var syg. Egentlig er det en total overskridelse af al god forretningsmoral, og en masen mig på, men du er simpelt hen ugens højdepunkt, så hvor var du? Du stod næste dag i forretningen og sagde at du bare havde været syg…ja det kunne jeg se, din frakke var alt for stor og du gik så langsomt, og det rørte mig dybt at du kom forbi, selv om du skulle havde holdt din seng. Kære Hr Andresen, på en eller anden måde, har du altid fået det værste og det bedste frem i mig, og jeg ved ikke hvorfor, men dybest set er det vel fordi der ikke findes så mange af din slags mere, og et eller andet i mig siger mig at jeg må suge det til mig, at vi to gør en forskel for hinanden i hverdagen, at intilligens og uforskammethed i sig selv er den mest sublime form for humor. Den føler jeg at jeg deler med dig. Og her på det sidste har du haft det svært, det lyser ud af dig at du sørger dybt over tabet af Fru Andresen, jeg ville gerne græde en masse tåre for dig, men jeg er sikker på at du bare ville give mig en skideballe hvis jeg gjorde, så nu må du finde dig i min pyldren om dig, og jeg holder øje med dig, mig slipper du ikke sådan af med. Og du må forstå at i min hverdag er det at være noget for dig, en dejlig befrielse fra mit eget. Det gør mig glad at glæde dig, fordi du igennem de snart 9 år vi har kendt hinanden har givet mig så mange fantastiske grin. Tak for det. Og jeg holder øje med dig. Ja jeg gør, kikker efter dig. Mig slipper du ikke af med.

Ps billedet er fra da jeg overtog butikken nov 06

Vil i virkelig vide det?

2008-12-03T00:59:00.003+01:00

Kære venner og familie

Vil i virkelig vide det...hvordan det er indeni....

Hvordan beskriver jeg det, hvordan forklarer jeg hvor tom jeg er? Kom...kik engang...

sådan her har jeg det, og spørg mig så ikke igen...i meget lang tid.

Queen: The show must go on

Empty spaces - what are we living for?
Abandoned places - I guess we know the score..
On and on!
Does anybody know what we are looking for?

Another hero - another mindless crime.
Behind the curtain, in the pantomime.
Hold the line!
Does anybody want to take it anymore?
The Show must go on!
The Show must go on!
Inside my heart is breaking,
My make-up may be flaking,
But my smile, still, stays on!

Whatever happens, I'll leave it all to chance.
Another heartache - another failed romance.
On and on!
Does anybody know what we are living for?
I guess i'm learning
I must be warmer now..
I'll soon be turning round the corner now.
Outside the dawn is breaking,
But inside in the dark I'm aching to be free!

The Show must go on!
The Show must go on! Yeah!
Ooh! Inside my heart is breaking!
My make-up may be flaking!
But my smile, still, stays on!
Yeah! oh oh oh

My soul is painted like the wings of butterflies,
Fairy tales of yesterday, will grow but never die,
I can fly, my friends!

The Show must go on! Yeah!
The Show must go on!
I'll face it with a grin!
I'm never giving in!
On with the show!

I'll top the bill!
I'll overkill!
I have to find the will to carry on!
On with the,
On with the show!

The Show must go on.

Venedig og Dø...

2008-11-25T20:24:00.003+01:00

Se Venedig og dø…. Eller se Venedig og tænk en masse tanker…

Pthhhh… Venedig er noget opreklameret dyrt skrammel, og dog det er verdens-arv, noget man skal se inden man dør. Det er en fantastisk magisk by, hvis ikke det var for alle de turister, og for de ublu priser de holder sig. Alle siger ”du skal se Marcus pladsen..- den er fantastisk”…. Er den nu også det??? Fyldt til randen med stilladser og turister…og hvor var duerne? Der var simpelthen ikke plads til dem. Vi var på Marcuspladsen…kæmpede os frem til forreste linje for at se Doge Paladset, forsøgte at tage billeder af de fantastiske udskæringer og mosaikker…men ak jeg tror ikke jeg fik et enkelt billede uden at det er skævt… der blev puffet og skubbet. Gadesælgerne var man nærmest bange for, og kinesere (de var her også) opførte sig som om de var de eneste med berettigelse til at være der. Kaffe på Marcuspladsen ….ahost…det er noget man skal prøve, men det er så piv dyrt at man kun gør det den ene gang…8 EURO for en kop latte….den smagte fantastisk og solen skinnede, musikere spillede hele vejen rundt på pladsen, derfor den dyre kaffe. Men så fik vi prøvet det. Og en tur i Gondol…lange forhandlinger med Gondolieren, og endelig en ublu pris blev aftalt…men nu kan jeg dø i fred, for jeg har set Venedig fra bagsiden. Turen rundt i kanalerne var fantastisk… udskæringer på husene, forfaldet, søgræsset der gror nederst på væggene, lyden af vand der stille klasker mod de frønnede stolper der alle steder er bundet op med snor, lugten af vand der står næsten stille, den her stille driven frem, mødet med andre gondoler med turister der sidder måbende og glor med kameraet i hænderne. Sukkenes bro pakket ind i træ fordi den er ved at styrte sammen og er under reparation, Don Juans ”palads” set fra bagsiden. Forfaldent men med fine flag der flagre fra væggene. Kirkespir der pludselig troner højt over os, for straks at forsvinde fra synsfeltet, fordi men sejler under en af de 1000 broer. Solstrejf der når ned til vandet, og får det til at give der her blændende blink, døråbninger der er understøttet af jernstolper fordi hele bygningen er ved at brase sammen, jerngitre der er rustet næsten væk fordi de ikke bruger hammerlak, smukke baldustrader og figurer på væggen, udskæringer og pynt, facader der er styrtet halvt ned, mure i røde og gule farver, hvor halvdelen af pudset mangler, frønnede dørkarme og vinduer, og vasketøj der hænger og drypper, og pop musik der strømmer syrealistisk ud af åbne vinduer, bringer pludselig en tilbage til vor tid. Og tankerne leger med fortiden hvor alt gik lidt langsommere, hvor alt blev bragt i både, på pramme og på skib. Hvor man gerne ventede i måneder på noget bestemt krydderi. Jo en vuggende oplevelse, en søvndyssende rejse ind i en anden tid og en anden verden, forunderlig, forbavsende fantastisk….et eventyr, hvor tiden venter…venter på at gå, venter på at nogen redder alt dette, og byen ligesom venter, venter på at nå det endeligt som den er spået… og vi venter på at de kloge finder en løsning der kan redde dette sted som har skrevet så meget historie, vi venter på at den bliver reddet. Men reddet fra hvad? For undergangen er nær når man voldbesøger sådan en by, den kan ikke bære alle de turister der misbruger den så groft, hverdag læsser 5-6 luksuslinere hver 4-5000 turister af der spæner gennem stræderne og griner hysterisk fordi de sidder i en Gondol, skribler deres navne på væggene, smider skrald alle steder og går larmende rundt så det gjalder i gaderne. Vi kan ikke redde Venedig, vi kan kun nå at se den inden den forsvinder helt. Og på en eller anden måde virker den træt, træt af renoveringer på hvert 3 hus, træt af at blive fotograferet, træt af at være handelscentrum for plasticdimser lavet i kina, træt af at være en moderne by i en gammel renoveret skal. Men nu har jeg set Venedig, og jeg kan så læne mig tilbage og vente på at dø….for jeg har set fortidens glans, ønsker ikke at se fremtidens renovering af noget der engang var så fantastisk, og det kræver en god fantasi, at forstår dens magi. Venedig, og dø.

Hvorfor mig????

2008-11-12T19:14:00.003+01:00

Hvorfor er det altid sådan at når noget er slut så er det slut, brugt og ikke fyldt op igen. Nogen gange tror jeg at mit perasonale gør det med vilje, prøver at drive mig ud hvor kun vanviddets ulidelige lethed er befriende i sig selv. Skal pakke en gave ind...rækker ud efter tapen...ikke mere tape men den der mærkelige lyd når man trækker i 1 cm tape der så bliver til papirstrimmel...argh...styrter hen efter mere tape...skal lave en regning til kunde...sjovt ikke flere regningsnotaer i mappen men et stykke slidt kalkerpapir der sidder i klipsen og griner....finde en ny regningblok...slår bonen ud og ser at det kun er det halve af den der kommer ud af kasseapperatet...for bonrullen er også løbet tør...GRRRR... hvor heldig kan man være...ny bon rulle i og så kører vi...lige til jeg skal på toilettet, og jeg skulle meget...får lige sat mig i en pause mellem to kunder og finder ud af toiletrullen er tom...klemmer sammen i sidste sekund, fååårk...får en kunde til at holde øje med forretningen mens jeg lige suser ind i fakta efter toiletpapir...tilbage igen..ud og tisse..puha...ekspedere et par kunder...tager klipsemaskinen og ..ja gæt selv..ikke flere klips..forhelvede..dejlig måde at starte dagen på. Endelig er der et ophold mellem kunderne, nu vil en kop kaffe gøre godt, skal jeg forkæle mig selv med en latte fra bageren??? nåååå nej de har lukket pga ombygning...laver da bare en selv....ja og hvorfor ikke...IKKE MERE KAFFE....hvad helvede har jeg gjort den der har tager det sidste...hvorfor skal jeg straffes...hvorfor er det at jeg har 8 mennesker ansat, og at lige netop den dag de alle har fri så er der ikke fyldt op af noget som helst, og mælken...hahahah den er enten sur eller ikke eksisterende fordi en eller anden lige skulle have en portion musli...med min mælk...og hov...nej nu skal jeg ikke være så streng...der er skam mælk, og det er ikke surt...kikker mig omkring...ingen kunder lige nu...suser ind i fakta og henter kaffe, strækker mig hele vejen ind og ud for at se om nogen går ind af min dør...styrter tilbage og sætter kaffe over, og tror i jeg fik tid til at drikke den....Nej...ikke før kl 1500 da der kom afløsning, og der tillod jeg mig at lave en frisk kop...Havde helt vildt lyst til en flæskestegs sandwitch fra pølsevognen, styrter der hen og hvad siger pølsemor..."nej jeg har ikke mere flæskesteg..." ARGHHH... Nu er jeg så kommet hjem, reflekterer over de ting som er så naturligt i ens hverdag og når de pludselig render tør på samme tid så virker det helt uoverskueligt, og man tænker til sidst...hvad bliver det næste der løber tørt....???
så bruger du det sidste tape, eller det sidste toiletpapir eller det sidste kaffe...så fyld op efter dig...for en dag, står du der selv og mangler hele lortet, og så bliver du sur. Omvendt så kan du lære det....

Hvorfor er der aldrig nogen batterier der virker?

2008-11-11T11:06:00.003+01:00

Hvor svært kan det være at købe batterier...de hænger alle vegne, lige ved kassen i supermarkedet..i min egen boghandel sælger jeg dem....på enhver tankstation...over alt møder man dem, det er lige før at man kan købe dem på pizzariaet....Og alligevel så ser det ud til at vi her i huset aldrig har et der virker...Man sidder og skal bruge pcen...pludselig virker tastaturet ikke...HVAD NU...ikke mere strøm..damn...hvor er den pakke jeg tog hul på sidst jeg var i samme situation?..der skal være 2 batterier tilbage...pist væk..er den, altså pakken. Som sunket i jorden. Spørger familien om de har brugt mine batterier...øhhh er det "nogens" batterier svarer de...JA DET ER MINE BATTERIER... fannemer. Går på jagt efter batterier...hvor er mine batterier...finder kassen med fjernstyrede biler, men en eller anden har glemt at slukke for bilerne da han var færdig med at bruge den, så nu er batterierne døde...grrrrrrr...det gælder alle bilerne...okay ud i køkkenskuffen ...i ved den alle har, totalt rod, fyldt med ting man ellers ikke ved hvor man skal gøre af, dimser brugsanvisninger og batterier der IKKE virker mere... åhhh...pis lort, her er alle de genopladelige, men hvor fanden er laderen henne??? Den er sjovt nok også pist væk.... og dog...finder den i en stikkontakt i bryggerset, selvfølgelig uden batterier...skynder mig at sætte batterier i og smækker den i stikkontakten igen...ved at der går mindst 2 timer inden de virker. Okay der er batterier i kameraet...hvor er kameraet? nååår ja det er her...men hvor er batterierne der sad i?..Fåååårk der er andre der har været på jagt. finder tilsidst min Dymo tang, sådan en man kan printe mærkater med. HEHEHEHEH hele 6 batterier...mine...jaaa...myyy presssiuuuus......skiller dymoen ad...og finder...6 batterier af de der gule nogen fra Ikea...i ved dem man køber i æsker af 20 stk til 5.- og som virker 10 min...hmmm...dymotangen..hvornår har den sidst været brugt? oh oh oh...piller batterierne ud og kaster to af dem i tastaturet...tadaaaa. nu kan jeg skrive igen, og der er 4 tilbage det skulle give mig noget tid til at få købt nogen nye, tid til at de andre kan lade op, tid til at glemme at jeg mangler batterier. Og her på skrivebordet placerer jeg så de overskydende 4 batterier...Altid godt med noget ekstra. Og nu...er de sjovt nok forsvundet....og sjovt nok kan jeg høre et par biler drøne rundt nedenunder..... Batteri krigen er brudt ud.
Nu skal det være slut, slut med at mangle batterier i det her hus. Jeg har fundet alle genopladelige batterier frem, og sjovt nok i min jagt på batterier der virker, fandt jeg sådan en lille sjov dims der kan måle hvor meget strøm der er på et batteri. Så med mit batteri-test-om-der-er-nok-strøm-på-dims er jeg igang med at sorterer batterier, genopladelige i en bunke, almindelige der ikke virker i en anden bunke, og batterier der lige kan trække et tastatur, men ikke en bil, i en tredie bunke. Nu skal der system i sagerne. Jeg har fundet hele tre opladere, den ene virker ikke mere så ud med den. Og så er det ellers igang med at oplade batterier, man må da kunne lave et overskueligt system der gør at man altid har batterier der virker. 3 store marmelsdeglas... et til dem der virker, et til de genopladelige der virker og et til dem der skal smides væk...for man må jo ikke smide batterier i skraldespanden. Så mon ikke mit behov for batterier er dækket....NÆPPE...jeg ved at om få dage er der autonome her i huset, oprører der ikke lader sig styre af nye regler, partisaner der saboterer et hvert nyt system der ikke passer dem, terrorister der er hamrende lige glade med om målet virkelig helliger midlet, eller er det omvendt... der har tømt glassene, byttet rundt på dem, glemt at lade det op der kan lades op, og jeg sidder så sikkert igen med min måle-strøm-dims og leder efter et batteri der virker... (tror lige jeg låner henriks fra babermaskinen næstegang....så kan han lære det)Jeg er så træt af at ens gode intentioner bliver misbrugt i det her hus, alle er åbentbart sig selv nærmest når det gælder de små runde dimser med deres kostbare og helt undværlige last af strøm. Så som en tyv i natten, vil jeg fra nu af stjæle det strøm jeg har brug for... og indkøbe et lager af batterier og gemme dem i en aflåst skuffe og så kan de selv rode rundt og se om de kan leve uden batterier i fjernbetjeningen til tvet, for at en latterlig fjernstyret bil kan køre...Men jeg kunne såmænd også overveje at få mig et tastatur med ledning.....

Ferie i Italien

2008-11-06T08:29:00.002+01:00

Vi har lige været på en dejlig ferie i Italien. Vejret var fantastisk og efteråret smukt og gyldent. Her er vi lige ankommet til det mest fantastiske hotel, det ligger på bjergskråningen med udsigt til Pisa og selvfølgelig det skæve tårn. Vi sad der og nød stilheden og kaffen som smagte helt vidunderligt. Der var den her gyldne summen af varm efterårsluft, hvor frosten venter lige om hjørnet, selv om der var 26 grader varmt, helt ekseptionelt vejr. Valdemar mente at her kunne han sagtens bo resten af sine dage, specielt efter at han havde set at der var swimmingpool. Hotellet er en gammel olivenplantage, og inden for var de gamle presser stadig, som en del af inventaret. Hele stedet summede af kærlighed til bygningerne og alt var skånsomt restureret med respekt for det gamle.

Øv Øv og Øv

2008-10-11T01:02:00.003+02:00

Henrik har idag været en tur på hospitalet, for at få en status på sit 9 mdrs lange kemoterapiforløb. Og det ser ikke lovende ud. Hans PSA værdig er stigende igen og det meget hurtigt efter den sidste behndling. De ved ikke hvad de skal gøre, måske enkelte behandlinger ind imellem med kemoterapi, selv om det nok ikke vil have en nævneværdig effekt. Så vi er sgu lidt i kulkælderen. Henriks lymfesystem har det ikke godt, og han er meget hævet på sine ben og arme. Damn.... jeg hader Cancer.

Hilsen Anette

Dark Dudes

2008-09-08T17:40:00.003+02:00

Jeg elsker dem, de er for lækre. Min yndlings figur er Devlin, den er for kær, en lille kat i sexy uotfit og fræk som bare fanden. Det er anderledes postkort med de værste tekster, og man kan altid finde en fornærmelse. Det her er et jeg ville sende til mig selv når jeg har været rigtig strid.

Moral og Normer...hvad er det?

2008-09-03T11:48:00.002+02:00

Jeg har lavet en liste over de ting jeg har med mig fra min barndom, moral og normer som min familie altid har levet efter, og da jeg havde lavet listen var jeg fuld af forundring. HVAD FANDEN ER DET FOR NOGET LORT….
Jeg opdagede at jeg slet ikke lever efter de normer og den moral jeg har med mig fra mit barndomshjem, og det var en mægtig opdagelse. Det har jeg aldrig gjort og faldt altid uden for grænseværdierne i min mors tålmodigheds regnskab. Tænk hvis jeg havde bøjet nakken og levet som hun gerne ville have det, så var jeg jo aldrig blevet den jeg er i dag. Nå men ikke nok med det. Da jeg fik tænkt nærmere over tingene så jeg at jeg kikker på folk med min egen norm og moral, og den er så langt fra min families at det er som sort og hvidt. Jeg dømmer folk på helt andre kriterier end dem jeg har med mig, og det er da fedt, det der er knapt så fedt er at jeg dømmer MIG SELV efter min families normer, og ikke mine egne, og det giver noget forvirring. Pludselig har jeg forstået at jeg skal dømme mig selv efter lige præcis det jeg dømmer andre med, og det er dejligt befriende for jeg har fundet ud af at jeg er så normal at det grænser til kedsomhed….NOT.
Jeg lister min families moral og norm…og tag lige en griner…. Kan i kende mig?

Arbejde først, morskab bagefter.
Kysseri er forbeholdt pøblen
Overdreven følelsfuldhed er forbudt
Enhver passer sit.
Man blander sig ikke i andres gøren og laden
Man taler kun med naboen over hækken, man omgås dem ikke.
Autoritetstro
Fremmedfjendsk, danmark for danskere.
Man er ikke for tæt med sine ansatte.
Børns mening tæller ikke
Man rydder op efter sig
Intiligente børn keder sig ikke
Oprydning og rengøring før noget andet.
Spisning uden redskaber forbudt (derfor elsker jeg kylling)
Direktehed total tabu (aj jeg er da ikke direkte…)
Overdrivelser eller fortællen en god historie er det samme som at lyve (det gør mig så til notorisk løgner)
Mistro over for alle nye projekter.
Ignorer folk eller lad som om du ikke kan huske dem hvis du ikke kan lide dem.
Lad være med at glo…. (på handikappede)
Lad være med at spørge til andres følelser, du er ikke deres psykolog.
Lid i stilhed
Vi bærer nag, og husker som en elefant
Vi tilgiver aldrig en dumhed
Vi stikker hovedet i busken når noget er for svært
Vi sover på tingene, så går de nok over.
Ansku alt med kritiske øjne og negativitet, så bliver man ikke skuffet.
Sygdom kun acceptabelt i tilfælde af feber
Sengetøj hører til i sengen
Klistrede kys er klamt.
BT er et troværdigt sandhedsvidne…(christ….jeg kunne lige så godt havde skrevet SE og HØR)
Bekymringer tager vi på forskud.
Nærhed og berøring af andre mennesker er at være omklamrende
At være stolt over et stykke arbejde, er spild af tid, se at komme videre.
Tag ikke andres byrder på dine skuldre.
Vi passer os selv
Lus er tegn på at man ikke er renlig
Renlighed er en dyd
Sobert ydre, sobert indre
Vis aldrig tegn på tvivl eller usikkerhed
Tør dine øjne du får striber på kinderne
Tøj skal stryges, er der krøller er man en sjuske.
Nøgenhed er tabu, kroppen skal holdes bag tøj.
Kavalergang og korte nederdele er billigt og er forbeholdt ludere.
Man udstiller ikke sig selv
Rod i omgivelserne er tegn på dovenskab
Rod i køkkenet….så er man et svin.
Vasketøj er noget der skal vaskes
Man kan sagtens have noget i begge hænder når man bevæger sig fra A til B.
Har man fri kan man sagtens have vaskemaskinen kørende.
En hund har 4 ben og de skal blive på gulvet.
At frembringe noget er kun i orden hvis det kan sælges eller give anderkendelse, at gøre det for egen fornøjelses skyld er idioti og spild af tid.
Ingen særforplejning i tilfælde af kræsenhed.
Det er bedre at gå langs væggen end hen over gulvet. (hvad man ikke lige frem kan sige om mig)

Mit barn, en hyldest.

2008-09-02T08:55:00.003+02:00

Åh mit elskede barn. Du er min og jeg elsker dig usigeligt højt.
Du er endnu lille og varm, du elsker stadig at blive kysset og holdt om, og jeg frygter den dag du ikke gider mig mere. Jeg håber ved gud at du altid vil krammes af mig, din mor, kysses og tilbedes. Du er mit ikon, mit ikon for det der var så utænkeligt, mit livsværk, du er det jeg ikke trode at jeg nognsinde skulle få, nogensinde skulle holde om og elske. Hvor blind var jeg, jeg er jo som skabt til at være din mor, du er som skabt til at være mit elskede barn, du er virkelig det eneste jeg kan sige er mit (selv om jeg deler dig med din far)
Søde dreng, du skal nok blive til noget, noget du selv skaber og finder på, jeg er allerede så stolt af dig, du er ved at udvikle din egen, helt egen personlighed, og jeg håber jeg kan give dig de bedste ting med på vejen. Du har den skønneste humor, det dejligeste og mest elskelige sind, du er sød og kærlig, betænksom og klog, og jeg ...jeg er fuldstændig forblændet af dig, undrende og ydmyg.

din mor

Jeg elsker mine kunder.

2008-08-29T22:00:00.005+02:00

Jeg elsker mine kunder....

Også dem der ikke er de blankeste kugler på træet, de giver mig en fornemmelse af at jeg er helt normalt tænkende og helt normalt intilligent som feks...

Kunde...har i frimærker? for posthuset åbner først kl 1100
Jeg...ja det har vi, hvor mange vil du have?
Kunde... ja altså jeg har et brev der skal sendes til usa...ved du hvor meget der skal på?
Jeg...nej men det kan jeg slå op....(kikker i oversigten over takster)
hvor stort er brevet ?
Kunden.... altså jeg har ikke skrevet det endnu... men ca sådan her (kunden viser med hænderne hvor stort brevet er, hvad fanden havde hun forestillet sig???)
Jeg... okay en C4 størrelse....
Kunden...det hedder da en A4....
Jeg ...ja det hedder størrelsen på papiret, men kuverten er lidt større for at papiret kan gå ned i den, derfor hedder den en C4.
Kunden...det er da et mærkeligt system... (NEJ DET ER EJ DIN TOSSE..)
Jeg...hvor mange ark papir kommer du i for så kan vi da regne på det.
Kunden... det ved jeg ikke det er bare et almindeligt brev... (!!!!!...)
Jeg... altså der er forskel på hvor mange gram brevet vejer, finder en C4 konvolut og to stykker papir og lægger på vægten. her er for 32 kr.
Kunden...hvor meget tror du det kommer til at veje hvis det er en prøvekonvolut? og jeg putter et Alt for Damerne i?
Jeg...det ved jeg sørmer ikke, er det ikke bare smartest hvis du nu skriver brevet og så kommer med bladet og konvolutten og så vejer vi det?
Kunden...glem det (sådan lidt surt...) så kan jeg lige så godt gå på posthuset....
Jeg...jamen det er okay med mig...(smiler til kunden)
Kunden...troede i solgte frimærker...der står på jeres dør at i er frimærkeforhandlere....
Jeg ...ja det er vi.
Kunden...så er det for dårligt at du ikke engang kan svare på det...
Jeg ...ja det er det....
Kunden...så gider jeg ikke købe mine frimærker her mere...
Jeg...det er bare iorden med mig...
Kunden...er du sur nu?
Jeg ...nej det er jeg ikke, jeg er ved at revne af grin...(hvad jeg var...)
Kunden...der er sgu ikke noget at grine af, det er fannemer for dårligt at posthuset først åbner kl 1100. Og at du ikke kan svare på hvad det koster at sende et sølle brev til usa, får i ikke nogen uddannelse????
Jeg ...uddannelse i hvad?...jeg er boghandler.
Kunden...du sælger da også frimærker....
Jeg...klapper mappen i med frimærker, lægger den ned i skuffen, og siger...IKKE LÆNGERE.
Kunden...aj det er fordårligt, kan jeg så heller ikke købe et almindeligt frimærke.
Jeg...nej det kan du ikke... du må vente til kl 1100.
Kunden...jeg vil gerne tale med din chef.
Jeg ...ja...det er mig....
Kunden...glor på mig...måler mig fra top til tå...og siger..og okay så vil jeg gerne have 2 frimærker.

Kunden fik sine to frimærker... og jeg hentede en dejlig kaffelatte hos bageren, satte mig ned ved mit skrivebord og drak min kaffe mens jeg forsøgte at lade være med at græde....med det var nu mest af grin.

Madonna når hun er klogest....

2008-08-22T10:52:00.002+02:00

It's quiet as it is tonight
You almost think you were safe
Your eyes are full of surprises
As they cannot predict my fate

Waiting underneath the stars
There's something you should know
The angels they surround my heart
Telling me to let you go

I barely couldn't, I barely couldn't recognize
but I've forgotten with who am I to criticize
Somehow I picked the way that you won't even realize
Going through your own disguise

It's like over and over
You pushing me right down to the floor
I should just walk away
Over and over
I keep on coming backfor more
I play into your fantasy
Now that's it over you can lie to me
Right through your smile
I see behind your eyes
Now it's over
No more intoxicating my mind

Even the devil wouldn't recognize you
I do
Even the devil wouldn't recognize you
I do
Even the devil wouldn't recognize you
I do
Even the devil wouldn't recognize you
I do, I do, I do

You almost fooled yourself this time
That all the saints be graced
You hide your sadness behind your smile and
You keep your lost heart graced
The steps that edge on the ledge
It's much higher than it seems
I've been on that ledge before
You can't hide yourself from me

I barely couldn't, I barely couldn't recognize
I still play right into who am I to criticize
Somehow I picked the way that you won't even realize
Going through your own disguise

Even the devil wouldn't recognize you
I do
Devil wouldn't recognize you
I do
Devil wouldn't recognize you
I do
And devil wouldn't recognize you
I do, I do, I do

Rogue i sjælen...

2008-08-18T02:23:00.002+02:00

Det er ingen hemmelighed at jeg er WOW-Aholic, jeg elsker det spil, den verden og de udfordringer det giver at spille det. Og ikke mindst de mennesker jeg har lært at kende gennem spillet. Der er mange der har sat tanker igang, og ikke mindst følelser, for man kommer til at holde af og bekymre sig om de mennesker som man tilbringer så mange timer sammen med. Det kan simpelthen ikke undgås, når man i de stille nattetimer kommer til at diskuterer mere alvorlige problemer. Og man er uden fordom, man lærer folk at kende som man normalt ville havde gået uden om i en stor bue. Man lærer dem at kende ud fra det de skriver, og man lærer hurtigt at læse mellem linjerne når noget er galt. Og man er så dejligt fri for fordomme, synsindtrykket kan ikke spolerer en sjov og grinagtig aften, og jeg nyder det i fulde drag. Tænk man kan sidde her og være snotforkølet og have løbende næse og ingen opdager det....hahaha. At jeg spiller en Rogue kommer ikke som en overraskelse for mig, man siger at man vælger den karakter der passer bedst på ens naturlige temperament, men det er jeg ikke enig i, jeg mener at man vælger den karakter som giver en alt det man ikke er inreallife. Og det er der udfordringen er, og det er det der gør det her spil så fandens fantastisk.

lektier der ikke skal laves

2008-04-26T15:10:00.002+02:00

Forleden sad Valdemar og så så sød ud... tag lige dine lektier frem sagde jeg, jeg vil gerne have nogle billeder af dig menns du laver dem... NEEEEJ svarede ungen, men fandt lydigt bogen frem og begyndte mens jeg knipsede billeder. Inden han havde set sig om havde han fået lavet sine lektier og moderen var glad.... lidt snedig skal man være engang imellem.......

lamsefrækkerter

2008-04-26T15:07:00.002+02:00

Så er der knald på lamserne, de er nu ude hele natten og er rigtig frække, vædderlammene øver sig i at stange og stiller sig gladeligt op og er flabede når der skal tages billeder. Tror ham til højre bliver god på grillen... hahaha

lige ved og næsten

2008-04-26T14:57:00.004+02:00

Så blev vinteroverdækningen taget af poolen. Og klargøringen i fuld gang, om 14 dage er vandet 26 grader varmt og vi har startet badesæsonen, åhhh hvor vi glæder os. Hvad så Onkel Flemming kommer du og bader som du lovede mig til festen... du er jo en rigtig viking...hahahah vandet er 14 grader lige nu såd et er "dejligt" varmt... host host...

Lastbil på afveje

2008-04-22T19:37:00.002+02:00

Mellem vores jord og naboens marker er der en markvej, naboen har indraget mere og mere af markvejen til mark og vejen er derfor temmelig smal ...og ustabil. Det måtte en lastbil med 6 ton stabilgrus så sande da den forsøgte at bakke ned at vejen. Han kom for tæt¨på kanten og lastbilen var ved at tippe ned på vores mark med får og lam.
Flinke naboer kom til med rendegraver og kæder.... ikke at det kunne holde lastbilen som tippede mere og mere. Heldigvis for lastbilen stod en af vores hegnspæle lige på et heldigt (for lastbilen) sted. Hegnstråde sprang og det gjorde lastbilchaufføren også, men det var ud af førehuset... her kommer han flyvende.... læg mærke til de to sæt hjul til højre der så at sige ikke har kontakt med noget længere....
senere kom der en kæmpe kranvogn og satte kæder på og fik ham trukket på. Han kan være glad for at vores hegnspæl er banket 2 meter ned i jorden, ellers havde han nok ligget nede på marken med alle hjulene i vejret, og 6 ton stabilgrus spredt ud over det hele.

Lamsebamse

2008-04-22T19:31:00.003+02:00

Her er en lille lamse bamse.... Vores lam er nu ved at være en måned gamle, (for de ælste) de er ude hele dagen og de spiser lystigt løs af græsset som er ved at komme godt i vækst. Lammene er svære at få ind ved aftenstid, vi fodre mødrene i stalden og i mellemtiden drøner lammene afsted ude på marken. De opfører sig nøjagtigt som børn der ved de skal i seng men ikke vil, og det er ved at være lidt et mas at få 26 lam på stald når de har andre planer på den yderste mark. Det giver altsammen god motion også for os der skal have dem jaget i seng.

Lamse-bamser

2008-03-16T19:42:00.004+01:00

De vokser og er blevet dobbelt så store og kraftige på bare 6 dage. De er frække og hopper rundt, bææer og laver bukkespring. Der er virkelig knald på. Vi er nu oppe på 9 lam, og flere kommer til hele tiden.

Det nye kuld er kommet, 2008 lam

2008-03-09T16:44:00.002+01:00

Så kom de første lam, de er fine og velskabte, vejer ca 1,2 kg som nyfødte, men om bare 3 dage er de 3 gange så store. Hold øje med billederne jeg lægger ind af dem. Så foråret er på vej for fuld tryk, alle vores får er fede og runde og vi kan se at der kommer mange tvillinge lam, for det buler på begge sider af fåret. Da det er Gotlænder får vi har er de sorte, men bliver senere som voksne gråbrune og grå. Disse to lam er lige født, billedet er taget 5 min efter at den sidste kom til verdenen.

Spa om natten

2008-03-02T01:46:00.002+01:00

Forleden havde vi frostgrader om aftenen, og helt vindstille, månen stod klar og rund på himmelen, og alt var stille her ude på landet. Valdemar skulle havde været i seng, men fik lov at komme i spaen sammen med mor her. Og vi nød det, 39,5 Grader boblende og brusende vand, det er luksus. Og man glemmer de 4-5 minusgrader der er i luften lige til man skal op af vandet.... gys...

Smørum Bøger & Papir på tur

2008-02-26T23:32:00.001+01:00

Smørum Bøger & Papir på weekend.
Her er vi alle samlet i skoven søndag formiddag, med de største tømmermænd og snekerkoner

Fra venstre mod højre

Nadja, Line, Rasmus, Jeanette, Patrick, Anne, Martin, Anette, Martin
På Knæ Emil og Christian
- og ikke at forglemme … ”Løget”, Som var i spil den halve formiddag, uff

Amy winehouse

2008-02-02T01:20:00.000+01:00

Amy Winehouse, århhh wauuu

2008-02-02T01:05:00.000+01:00

Amy... sikken en stemme, hvor er det trist at hun er blevet ødelagt af overforbrug.
Hun har den mest fantastiske stemme, den mest fantastiske sound, og et rytmisk øre der overgår alt. Hendes lyrik er usentimental og barsk, hun er lige på...
Fantastiske sange om livets bagsider. Hendes lyd er lige mig, lige nu, lige her, nærværende og dybt.Lyt til hendes sprøde, dovne stemme der spænder vidt.

Til dig min dejlige veninde

2008-01-19T17:49:00.000+01:00

Kære du...og du ved hvem du er.

Jeg ved at du er igennem et helvede lige nu. Du har mistet din tro og din kærlighed til din mand og du har taget konsekvensen, efter 10 år, som har været både gode og dårlige. Stor respekt for det. Og trist at kærlighed kan visne for tilsidst helt at forgå. Det var ikke det du havde håbet, de forventninger du havde ligger nu knust, og det gør rigtig ondt, og jeg lider med dig. Jeg ved at du er forvirret, det kan jeg se på dig. Jeg ved at du er sårbar over for hele det følelsesregister du skal igennem, og at du er i en pine uden lige. Jeg står her ved siden af dig og støtter dig når du har brug for det, og er med dig hele vejen, jeg tørre dine tåre og forsøger at være der for dig. For jer alle sammen, for dig, for dine piger og for den mand du efterlader bag dig. Jeg ved at du gerne vil gøre det rigtige, og jeg kan ikke sige dig om det er det rigtige du gør, det må tiden vise. Egentlig kan jeg jo slet ikke hjælpe dig, kun løfte og bære den vej du vil, den vej du bestemmer.
Du er min veninde, vi har fulgtes i tykt og tyndt, og jeg ved at vi vil følges endnu længere. Og lige nu skal du bare bruge løs, bruge af alle de ressourcer jeg har. Det er dig der er i centrum for alle de følelser der river dig rundt. River dit hjerte itu, flår din natesøvn i stykker, smadre dit selvværd. Og ved du hvad? Jeg holder så uendeligt meget af dig, elsker dig som den veninde du er, du er god nok og den beslutning du har taget, støtter jeg dig i, også selv om jeg ikke altid er enig. Det er dit valg, også selv om en anden tvang dig til at tage det. Go girl... jeg er her.
Jeg ved at du kan klare hele vejen og at der venter lys forude.

Anette

Egypten II

2008-01-19T01:47:00.001+01:00

Har jo lovet at jeg ville lægge mine gamle indlæg ind på bloggen.

Nå tøzer vil i have en mere???

Okay så...

En eftermiddag da vi havde været på tur i Luxors bazar kommer vi forbi en boghandel, nu er jeg jo ikke boghandler for ingen ting... men tiden er ikke til meget kikkeri, vi skal hjem til en 7 retters menu (hvis nogen spørger om jeg har taget 5 kilo på så er det nok ikke overdrevet... ) men på min vej forbi boghandlen ser jeg at de har en brugt "Pride and Prejustice" af Jane Austen, nu er det ikke nogen hemmelighed at jeg er vildt fan af denne film, (nok mest pga Colin Fifth) og da jeg se bogen vil jublen ingen ende tage, bogen er nemlig udsolgt fra det engelske forlag og den er ikke til at få på dansk og har ikke været det i flere år. Men som før skrevet så er tiden knap og Henrik er allerede oppe i vores bus, og det er ham der render rundt med pengene..... ahømmm...
Nå anyway...
Næste aften har jeg ingen ro på mig, jeg må bare eje den bog, og det ender med at jeg tager turen ind til Luxor kl 2100 om aftenen i en taxa, (ja ja ja jeg ved at jeg er godt åndsvag...) butikkerne lukker først ved 2200 tiden og taxaen koster ca 10 kr for turen som er på 6 km.
Nu er det bare lige det at vi i dagtimerne er omgivet af sikkerhedsvagter, og det er vi også om natten, men de gider altså ikke tage med ind og købe en bog, så hoteldirektøren aftaler med taxachaufføren at han skal vente på mig og passe på mig, og det gør han så....
Jeg drøner ind i boghandlen, selv ikke de ihærdige gade sælgere kan stoppe mig og så kan jeg selvfølgelig ikke finde bogen.
Jeg henvender mig til ejeren, han siger at kan JEG ikke finde bogen så har han nok solgt den..... arggghhh jeg leder højt og lavt, og opdager tilsidst at den er arkiveret under "J" som Jane og ikke under A som Austen... det kunne jeg havde sagt mig selv, de Egyptere er ikke rigtig velforvarede i hovedet.
Nå men jeg falder lige over et par bøger om kongegravene og en om hiroglyffer, samt et par malebøger med de Egyptiske guder til Valdemar og det ender med at jeg må have visakortet (mit mest skattede, elskede og nuttede stykke betalingsmiddel... hihihi) frem og bøgerne plus en masse andet er mit.
Taxamanden sidder ude i sin bil (en Peugeot der er 30 år gammel og holdt sammen af sejlgarn, clips og tape, for bilerne slides nemlig op i egypten, de ruster ikke det er der for tørt til derfor er alle taxaer ca 30 år gamle) og stirre stift på mit indkøbsrush, jeg har lige brugt det der svare til en månedsløn for ham, på et par bøger, men han venter tålmodigt.
Jeg suser ud af butikke undgår behændigt 3 vandsælgere og en tørklæde sælger, hopper ind i bilen og afsted tilbage til Crocodille island.
Taxaen skal rundt i en rundkørsel, jeg sidder på bagsædet, heldigvis holder jeg fast i ryglænet, og det reddede mig og bøgerne fra at få en flyvtur ud af døren som sprang op.... Kan i se det for jer, en taxa i en rundkørsel med mig hængende halvt ud af døren med en pose bøger jeg nægter at give slip på... taxamanden sætter ikke farten ned, men skriger et eller andet på egyptisk til mig mens han med armen viser mig at jeg skal banke døren i.... jaja det er nemt at være ham, jeg klamre mig til sædet med den ene hånd og til bøgerne med den anden, og rundkørslen virker som en uendelig spiral. Pludselig går det op for Chaufføren at han skal til højre og han får bilen ud af rundkørslen på en meget halsbrækkende måde, med det resultat at jeg flyver ind i bilen og ned i bunden, samtidig smækker døren og den anden dør i modsatte side ryger op, men nu er jeg iskold, jeg bliver hvor jeg er og det er nok meget godt for han jokker hårdt på bremsen og speeder så op hvorefter den anden dør baldre i. Jeg er sikker på at havde der været ruder i så var de smadret...... Jeg kikker op over forsædet og opdager at han er ved at køre op i røven på en af de utallige hestevogne der ruller rundt i byen, og nu er det at jeg tror jeg skal dø.... Han slår et hidsigt slag udenom alt imens han dytter og blinker med lyset, og skælder ud ....som om det var hestvognens skyld at han køre som en idiot.... jeg bliver hvor jeg er og stirre ned i bunden af bilen resten af turen, den egyptiske måde at køre på er rent stunt car, og jeg orker ikke bekymre mig mere om hvordan jeg kommer hjem. Der er pludselig ikke noget jeg ønsker mig så højt som at få lov at leve, og gerne noget længere.....
Da vi når sikkerhedskontrollen inden vi skal over broen til hotellet glor betjenten underligt på mig (jeg ligger på knæ bag ved passagersædet med mine bøger i favnen, og han spørger chafføren om et eller andet, han svare og derefter griner de begge højt og larmende, betjenten vinker ham i gennem uden at lave det obligatoriske tjek med et spejl under bilen (for at se efter bomber!!!!) kikker ind på mig en ekstra gang og gør så honnør.... Idiot tænker jeg og sætter mig op på sædet, jeg vil gerne komme tilbage til hotellet med bare lidt af min værdighed i behold.....
Da jeg skal ud af taxaen er døren gået i baglås og det ender med at sikkerhedsvagten der galant ville åbne døren for mig nær havde revet håndtaget af.....
Behøver jeg at nævne at han ingen drikkepenge fik?!

Men jeg fik min bog.....

Hilsen
Anette

2008-01-16T02:12:00.000+01:00

Kobberbryllup... hvor blev tiden af?

2008-01-15T14:15:00.000+01:00

Så blev det dagen hvor jeg har været gift i 12½ år med Henrik, min dejlige mand.

Det er ikke så længe siden vi sad og grinede og sagde til hinanden, ”om 10½ år har vi kobberbryllup” men det er det jo.
12½ år er gået og de er gået godt. I alt 18 år har vi hængt sammen som ærtehalm, og det har været spændende år.
Vores ægteskab har altid været præget af latter, og drillerier og vi griner flere gange om dagen. I vores ægteskab har vi altid taget uoverensstemmelserne med det samme, og vi har altid sat en ære i at diskuterer en ting af gangen. Vi har aldrig haft en dag hvor solen er gået ned over vores vrede. Og vi har altid respekteret hinandens særheder og ideer. Vi har altid givet hinanden plads og luft, og vi har aldrig siddet lårene af hinanden. Tålmodigheden har altid været stor, og det har kærligheden også.
Nu er det jo min blok, og der er et par ting jeg gerne vil sige til dig Henrik, hvis du skulle komme forbi.

Jeg elsker dig.
Jeg har altid ville elske dig.
Jeg har altid elsket at elske dig.
Du har altid været nem at elske.
Jeg vil elsker dig til dine dages ende.
Jeg vil elsker dig til mine dages ende.

Tak til alle naboer og familie for den smukke æresport og skønsangen.
Tak for alle gaverne og blomsterne.
Tak fordi i ville fejre os.

Anette

Gæster i huset...

2008-01-09T00:34:00.000+01:00

Det kan ikke undgås at en mødding trækker fluer til…..
MEN hvad er der lige der får folk til at komme på besøg her i huset og så blive resten af ugen
Hva Sue ….?

Hvad er det lige der gør at du ikke er til at slippe af med igen….
Jeg lokker hunden til at ligge i dit sengetøj, og katten med.
Jeg sætter dig til at pakke mit juletræ ned, og rydde op på mit scrapbord, spørger dig hver aften om du ikke skal besøge den Skaldede Kok, så jeg kan spille WOW i fred… behandler dig som et tyende, og driller dig fordi du snorker og snakker i søvne.
Men lige fedt hjælper det…. FÅ DIG DOG ET LIV OG REJS HJEM TIL FYN, så jeg kan få fred i hovedet og komme ordentlig tid i seng altså før 0300.
Du er som en bz’er, en snylter, en der klistre fast til gulvet, du er som den der bussemand der ikke vil slippe fingeren, du hænger ved og du hænger fast, og det værste er at du hygger dig…Du nyder at huset her er tæt, at der er varmt vand i hanerne, indbyggede radiatorer, strøm i kontakterne og mad i køleskabet. Så jeg kan godt forstå at du lige bliver en dag mere, og en dag mere, og en dag mere…..

Det er dælemer skønno med sådan et ferie barn på 34…..

Men jeg elsker dig for det, og du er rar at have i huset, passer stort set dig selv, og så spreder du en smittende latter over alt.
Du gør mig glad i låget. Og bringer min indbyggede galskab uden for pædagogisk rækkevidde…. Dejligt.

Valdemar vitz....

2008-01-08T00:21:00.000+01:00

valdemar sidder på toilettet og skider for åben dør....
Jeg klapper døren i... og
han råber efter mig.. "er du færdig..."
"hvad?" (det er ikke mig der sidder på toilettet...lol)
Valdemar råber igen "er du færdig"? "svar nu moooor....
Jeg svarer "ja"....
Og ungen siger "så tør dig..." (aj altså...og det er ham der sidder der ude...)
Lidt efter råber han igen igennem den lukkede dør....
"MOOOOOR.....er du færdig"?
ha ha tænker jeg... og råber tilbage "nej"
valdemar brøler "så bliv det....."

Lidt efter råber jeg til Valdemar.... "er du færdig?..... og han svarer..."Næsten...."

Damn... der tog han røven på mig...lol...8 år...hvem har han det fra.....

Dagens brokker

2008-01-08T00:13:00.000+01:00

"Hvorfor har i ikke 10 års kalenderen"?... "fordi den kun udkommer hvert 10 år… og det var sidste år"
Solgte en dagbog i stedet…lol

"Har i den bog der hedder ”Hundens unger”? ….
"Det er der ingen bøger der hedder"….
"Jo der er" … (nå nå...)
Efter søgen på boghandlernes database…
nååå…. ”Hurins børn”… Tolkien…. Kunden har ”altid-næsten-ret”

"Goddag jeg vil gerne købe noget stanniol"…..
"Så skal du i Brugsen"….
"Nej sådan noget man pakker om blomster når man skal forære dem væk"….
Kunden mente ”celofan”…. To meget lig hinanden produkter….NOT….

Ældre dame… ”jeg skal bruge sådan en…. Du ved sådan en…. Man kan se noget hver dag…. Altså sådan en man kan slå op i og så står der noget…
Der står noget hver dag… øhh min datte har en… og min nabo… de hænger i køkkenet… altså man kan kikke på dem… du ved godt hvad jeg mener ikk”?
”Jo” svarede jeg ”er det en kalender”?…
kunden ”nej nej… ikke en kalender…den hedder ikke en kalender, argh sådan en med felter på…og så kan man skrive noget”
Jeg siger ”en huskeblok”?
Kunden svarer ”den har jeg glemt, altså huskesedlen”
Jeg svarer ”det lyder altså som sådan en”… og viser hende en kalender i pap til at hænge på væggen…
”Ja det er sådan en” svarer kunden ”bare med dronningen på….”
jeg henter årskalenderen med billeder fra kongehuset… (til at hænge på væggen …)

”Ja det er sådan en” siger kunden, og finder ud af at hun har glemt sin pung…. Suk….

Natteravnen, slår til igen...

2008-01-04T03:36:00.000+01:00

Jeg har lovet visse at jeg vile hente lidt gamle indlæg som er skrevet hos gypsyqueen, og lægge dem i min blog, det vil jeg så gøre en gang imellem. Når jeg læser dem griner jeg højt og der kommer mange tanker farende. Her er et af dem fra min rejse i Egypten under muhammedkrisen.

Vores ferie gik rigtig godt og hvis nogen spørger mig om jeg vil med ind på glyptoteket og kikke på hiroglyffer så tillader jeg mig altså at kaste op på gulvet.....
Det er et fantastisk land, og det har så mange storslåede efterladenskaber fra en gammel kultur at man bliver helt stakåndet. 14 dage er slet ikke nok, man bliver nød til at have noget mere "fri" på sådan en rundrejse.
Eks: eftermiddag, skibet lægger til i en by langs nilen, hele holdet af passagerer går fra borde med deres Guider, flikflakker med øjnene stift rettet mod jorden mellem 200 "ivrige" (læs: pågående, irriterende, larmende, Hello Lady LOOOOOK heeere, ONLY 1 POUND... yeaa right engelske pund vel og mærke og der er er forskel på 10 kroner, det egyptiske pund er nemlig kun en krone) sælgere og traver op og ser et tempel til Ramses I eller II eller var det nu den III, tilbage til skibet, denne gang også med blikket rettet mod jorden men ikke så meget for at undgå sælgerne men mere for ikke at falde i et hul eller træde i et eller andet ulækkert, OG NEJ JEG VIL IKKE KØBE ET BOGMÆRKE I PAPYRUS.... No thank you, er og bliver en standart kommentar i egypten....
Det er sådan i Egypten at lykkes det en sælger at få øjenkontakt med dig, så kan du være sikker på at inden der er gået 10 sekunder så er du bænket i en eller anden butik med en kop the i hånden, mens en mærkelig blanding af messinglamper, parfumeflakoner og tørklæder bunker sig op for fødderne af en. og neeeeej jeg gider ikke købe flere tørklæder, nej og heller ikke kopitasker eller T-shirts eller udskårne træfigurer (som viste sig at være støbt i plastick) eller papyrusser eller grimme kuglepenne holdere.... STOP...arghhhh....
....nå tilbage til skibet, holde status over det lort man alligevel fik købt på en 400 meters gå tur, vaske sig, skifte tøj, 5 retters menu, hmmm flytter skibet sig ikke? jo det gør. Nå et par kopper kaffe og en rædselsfuld Conac og så i seng.
Næste morgen: står op, bader kikker ud af vinduet og ser at vores skib ligger mellem 2 andre skibe, hvor mon vi nu er? kikker i rejse planen og opdager at i løbet af aftenen og natten har vi sejlet 200 km, og at kl 0900 er der et nyt tempel der skal besøges, hmmm var det nu Ramses den I eller den II eller den III der havde bygget det tempel.... Sådan gik 14 dage, helt ned til Abu Simpel og tilbage igen.
Hverdag var en løben spidsrod mellem FUC.... sælgere, se på en masse fantastriske templer, lære forskellen mellem det øvre og det nedre Egypten, forskellen mellem gamle rige og nye rige. Og hverdag gøre status over al det skrammel man fik købt til overpris, se i Egypterne stjæler ikke men de er nogle være snyde pelse og det er de stolte af. Jeg var inde på Luxors ældste Apotek for at købe en æske tampax, det er nemlig ikke noget der bare lige fås, for det er ikke noget de Egyptiske kvinder bruger, man rører sig ikke bare sådan på de ædlere dele.... men forklar mig så lige om berøringsangst, når der på samtlige toiletter ikke er toiletpapir men en bruser til at vaske sig i måsen med!!!
Men tilbage til apoteket, jeg står i kø og da det bliver manden der står foran mig, tur, hiver han sko og strømpe af og knalder foden op på disken som apotekeren så går i gang med at undersøge, han vrikker med mandens tær piller lidt i det der ligner en ordentlig nedgroet negl og lidt i en ulækker vorte, siger en hel masse meget hurtigt på egyptisk og finder så noget plaster frem. Manden betaler og tager sko og sok på.
Nu er det min tur, jeg siger lige så stille og rødmende at jeg gerne vil købe nogle tampax, han kikker undersøgende på mig, og jeg holder op med at trække vejret, så drejer han om på hælen og forsvinder hen i et hjørne hvor han står på hovedet i nogle papkasser, kommer tilbage og smækker en pakke Libresse NATBIND på disken, mens han siger "its the same"....... jeg betaler, gider faktisk ikke diskutere dette tabu med en Egyptisk Apoteker, får dog varen i en sort pose, og tænker for mig selv om han måske havde forestillet sig at jeg ville rulle dem........
Og så til Muhammed..... Vi havde konstant 2-4 sikkerhedsfolk omkring os, politi alle vegne, sikkerhedstjek konstant ...af os???? som om vi ville bombe et eller andet....??? Spurgte nogen hvor vi kom fra sagde vi tyskland, hvorefter de sagde ahhhhh Denmark... og så grinede de... Egypternes humor er den samme som den danske. Alle Egyptere vi faldt i snak med undskyldte statens reaktion på tegningerne, som de i øvrigt ikke gad diskutere. de pointerede hele tiden at de var kede af situationen, for dem betyder det arbejdspladser og manglende reservedele, manglende turister, og at de ikke kan få de danske vare som de elsker. De forsikrede os hele tiden om at vi intet havde at frygte, men alligevel var vi på vagt, vi kneb os hele tiden uden om hvor vi kom fra, men det havde de spottet lige så snart de så sikkerhedsfolkene og Stjernegaards Guider.
Der var en demonstration i Cairo den første uge vi var der, ifølge CNN og BBC så det ud som flere tusind men der var 200, og turisterne sad og drak kaffe mens de kikkede på den, hov glemte jeg at sige at der også var 500 politifolk? og i Onsdags var der en demonstration i Luxor, den gad CNN og BBC ikke engang at filme, for der var kun 25 demonstranter og ca 500 politifolk, den forløb fredeligt, fuldstændigt overdøvet af trafiklarm, råbende sælgere, dytten og båtten, og bønner fra den nærmeste moske.
Egypten er et vidunderligt land, et vidunderligt smukt land, et vidunderligt smukt og fattigt land, hvor alt er småsjusket lavet, eller halvfærdigt sat sammen. der er ikke noget der er afsluttet ordentligt, ikke noget der fungere helt perfekt, og når det er sagt, så kan jeg kun sidde og kikke ud af vinduet og falde hen i minder om svejende palmer, Nilens grønne vand, den utrolige kontrast der er mellem den golde ørken og den smaragd grønne frodighed der er mellem goldheden og den brusende flod. Sidde og dagdrømme om den bedste kop kaffe jeg fik på toppen af et skib mens frodigheden passere forbi. Dagdrømme om den enkle og simple hverdag af legende glade børn, bønder der passer deres marker, og ingen store ambitioner har om mere jord, kvinder der vasker,griner og snakker eller bager brød i de udendørs stenovne, mens Nilen og krydstogtskibene med deres ufattelige luksus glider forbi. Tænker over vores utrættelige jagt på flere ting, flere goder, flere penge. Men er jeg et lykkeligere menneske? Nej det må jeg konstatere at jeg ikke er. Men jeg kan nå at blive det...... Kontrasten er stor, og den giver stof til eftertanke. Kærlig hilsen Anette

Flæskesvær er en fantastisk spise...

2007-12-10T10:12:00.000+01:00

Nu er det sådan at Vi for mange år siden var på Vægtkonsulentvognen, og selv om vi ikke lever efter konsulenternes forskrifter 100% (nok nærmere 20%) så er der dog nogle ting der sidder fast. Feks. steger vi ikke i fedstoffer længere, og vi spiser ikke chips mere, eller for den sagsskyld flæskesvær.
Alligevel kan man ikke komme uden om at en flæskesteg skal der til når man har inviteret hele den pukkelrykkede familie fra jylland på julefrokost. Lige som der også skal drikkes en snaps selv om jeg ikke kan lide det. Og selvfølgelig skal der også drikkes juleøl, selv om jeg så sidder og bøvser og hellere vil have en sodavand, men sådan er det jo med traditioner.
Nå tilbage til flæskestegen. Den blev ridset og saltet, laverbærblade i, og ind i ovnen, det er Henrik her i huset der står for madlavningen, så det foregår med sang og fløjten, skramlen og rod i køkkenet, og det at lave en flæskesteg (!!!) er åbentbart noget rigtig dejligt for der blev trallet og sunget højere (og rodet) og mere end sædvanligt. Ud kommer flæskestegen, smuk og velduftende med sprøøøøøde svær nu skal den bare sætte sig et par timer og dernæst spises. Julefrokosten skrider frem vi spiser og spiser af det lækre mad, og af den dejlige flæskesteg, hunden får sværene for jeg spiser jo ikke fedt mere, selv om det er indbydende og fristende, jeg skærere det pænt af. Nyder min snaps og øl... skååål og sådan gik lørdagen. Søndag aften sent... sådan ca 2300 er der en djævel i mit indre der byde mig at gå i køkkenet, jeg er nem at overtale, nem at friste, jeg ved da godt at natmad ikke er det smarteste, meeeen man kan da lige snuppe en lille mad med et tyndt skåret stykke flæskesteg..... uden sværd selvfølgelig. Maden bliver smurt og jeg beslutter mig for at det er ikke så slemt hvis jeg står ude i køkkenet og spiser den direkte fra spækbrættet. Og det gør jeg så, alt imens jeg står med knivsspidsen og skubber rundt med den forhadte og nu hårde flæskesvær som jeg selvfølgelig har skåret af.... jeg spiser jo ikke fedt vel!!!
Da jeg har spist og skal rydde op efter mig, tager jeg spækbrættet og åbner skraldespanden jeg vil jo lige smide sværen ud, da en ubærlig trang kommer over mig, ohhh hjælp en synder, den gyldne sværd ligger der og er lige på nippet til at blive fejet i skraldespanden, det kan jeg simpelt hen ikke, jeg må synde bare denne ene gang. Jeg kan ikke huske at jeg har spist sådan en svær i 6 år, jeg bliver nød til at synde denne ene sidste gang, og flæskesværen redder sig selv fra turen ned i skraldespanden, bare fordi den ser gylden og sindsygt indbydende ud. forsigtigt tager jeg den og kikker mig over skulderen, mon henrik ser det, og hvis jeg nu bider lige så forsigtig så kan han ikke hører det, og som tænkt så gjort. Knassss og KNÆK.... av..... det var vist mere end et saltkorn der knasede, og flæskesværen ryger i skraldespanden, og Anette ud på badeværelset for at se hvad der skete inde i munden.... Og ja en knækket kindtand, det var prisen for min flæskesværssynd.... så kan jeg lære det......

Boghandlen set fra den anden side af disken...

2007-12-08T01:38:00.000+01:00

Jeg har gjort mig nogle tanker om mine ellers dejlige kunder, og deres måde at opføre sig på i december.

Dankortmaskinen bliver behandlet som om den var det mest forhadte væsen på jord.....
Den kan nu ikke gøre for at kortene smelter.....

Børn bliver i julemåneden truet med alt muligt hvis de plager om noget, her er de mest brugte svar fra mødre:

-Nej du må ikke få den... du kan ønske dig den til jul....
-Nej, skriv den på ønskesedlen....
-NEJ, og bliver du ved med at plage får du den ikke!!!!
-Nej og nej, og holder du ikke op med at plage får du slet ikke noget til jul.... (ondt ikk?)
-Nej sagde jeg.... SÅ holder vi slet ikke jul....!!! (mor til en 10 årig)
-Ønsk dig den af din far... han har råd til det..... (fedt ikk? mor er fattig, far er rendt med sekrtæren, bilen, villaen, og alt der var godt.... mor står tilbage med nitterne (læs: børnene))
-Nej jeg har købt dine julegaver og du får ikke mere.... (det kan man sgu da ikke sige til et barn....)
-Næste år tager vi til tenerife istedet.... (okay så...fed jul)
-Nu stopper du, ellers kan du sidde ude i bilen til vi er færdig med at handle..... (mor til 12 årig snotforkølet og feberhed datter... hvad med en rolig eftermiddag med en kop the og en god film i tvet?)
-Hvorfor skal du ødelægge det hele ved at plage...... (ødelægge hvad?)
-Tror du vi er millionærer..... (øhhh ja, minkpels, mercedes og 6 million kroners villa)
-Hvad bliver det næste? en playstation.... du har jo en x-box i forvejen.....
-Nej den får du ikke, det er snart jul...
-NEJ du kan få et par på hovedet og en røvfuld .... ( 112.... politiet tak...)

Kommentarer fra fære til plagne børn....

-Nej
-Nej
-Nej
-Nej
-Nej
-Nej....... (gad vide om deres sexliv er ligesådan?)

Kommentarer fra mødre der er på indkøb af gaver til pakkekalender.....
-Aj det er altså dyrt med sådan en pakke kalender...... (ja og???? det har det altid været, men køb en pakke tusser og del dem i 12 lige store bunker.....gør det samme med en pose vingummier... voila... 24 gaver)
-Man får jo ikke noget for 10.- (Nej og du får heller ikke noget for 20.- gå over til adventgaver)
-Pakker du dem lige ind (om 24 smågaver)....
-Hvorfor har i ikke sådan nogle færdige pakkekalendergaver.... (....!....)
-Har du ikke noget andet papir, det der klæder ikke min datters broderede pakkekalender.....

Kommentar fra 1 gangs mormor
-Og jeg har fået lov at lave pakkekalender til mit lille ny barnebarn..... (jamen tillykke....)

Kommentar fra 8 gangs Mormor
-Aj jeg ved ikke hvad jeg tænkte på dengang.... det var ikke slemt at pakke ind til en, men nu har jeg 8 børnebørn..... (ærgligt...ærgligt...man bliver klogere med alderen)

Hilsen Anette

Hvad man kalder en der ikke er så kvik.....

2007-12-01T12:19:00.000+01:00

Hun er ikke den skarpeste kniv i skuffen....

Hun er ikke den glatteste ål i rusen....

Hun er ikke den blankeste kugle på trææet....

Hun er ikke den hurtigeste knallert på havnen....

Hun er som det at hælde 1½ liter cola på en ½ liters flaske...

Hun siger: jeg er ikke naiv...jeg tror bare på det bedste i folk....

Hun er ikke den sprødeste kiks i dåsen (eller hun er den bløde klejne i kassen....)

Hun er ikke den bedste ringetone på mobilen....

Hun er ikke det hurtigeste får på marken...

Hun er ikke den klareste pære på lyskæden....

Hun er ikke den strammeste elastik i posen.....

Hun er ikke hjulet på trillebøren....

Hun er den ridsede cd....

og

Er hun frisør siger hun "tak for håret" når du går....

Hahaha har du flere.....

2007-12-01T11:40:00.001+01:00

Jeg har været til Scrap-a-Ganza i holland, i Haalem for et par weekender siden. Jeg og Sue startede ud torsdag og var hjemme igen tirsdag, så det var en lang og kostbar tur... høhø (læs: ajjj jeg går da ikke shop-a-mok....jeg power-shopper bare) vi deltog i 17 kurser, og var ramt af scrappehjerne allerede fredag aften... Turen er alle anstrengelser værd, man får bare så meget indput og bliver så frygtelig inspireret at man næsten ikke kan være i sin egen krop. Turen er ikke for nybegyndere, og heller ikke for lettere øvede, man skal have sine teknikker på plads, og kende alle udtryk, for der er ingen hjælp at hente når en klasse går igang og skal producerer et album på 12 sider på 1½ time. Det er bare på med vanten, eller skal jeg sige gang i saksen. En af vores lærer, Karen Burniston sagde "dobbeltklæbende tape..... læg det væk og find en taperunner frem, her er der ikke tid til at sidde og pille i papirstrimler...." og det var der heller ikke. Turen er en fantastisk inspiration, alle lærer er amerikanske, så det er om at spidse ørene, de er super professionelle, og har de sidste nye trends med, de sidste nye teknikker og de har det papir med som vi først ser i butikkerne til foråret. Det er som om man er på modemesse, alle de nye farver, mønstre, og teksturer, alle de nye bånd, dimser, chipboards, minialbum, embellisments og teknikker. Det er bare WAUUUUU (og dyrt.. ahøm) Vi boede på et lækkert hotel, med dejlige senge og dejlig mad, store luftige og lyse rum, sale med plads til 60 elever af gangen. Du kan læse mere i det 3 nummer af "my scrap corner" der udkommer i januar.

Valdemar og kammerat...

2007-12-01T10:52:00.001+01:00

Valdemar havde en kammerat til overnatning i nat... GAAAAB...

Kl 0510 i morges blev de så enige om at stå op og suse rundt, (man skal jo udnytte tiden...) Henrik gik ned og spurgte hvad de lavede, og fik svaret at de ikke kunne sove mere, og om de måtte stå op.... "JAJA" svarede faderen og gik i seng igen... jeg spurgte hvad han havde tænkt sig? og han svarede bare søvntdrukkent at så længe de ikke regnede med at blive serviceret så kunne det vel være ligemeget at de var stået op.... "nej det er det ikke" sagde jeg og stod op og smed de to småfyre i seng igen... "Jamen far har givet os lov" hylede Valdemar, og jeg svarede bare at det hermed var ophævet og at de bare havde at komme i kassen igen. Begge unger syntes at jeg var dybt uretfærdig, for de var absolut ikke trætte.... nårhhh nej, hvorfor sov de igen inden der var gået 5 min, og det lige til 0715. Og så var der morgenmad og pakkekalender.

Henrik og den kedelige nyhed

2007-12-01T01:47:00.000+01:00

Henrik har idag været på herlev og fået taget den afgørende blodprøve, og desværre var det ikke den bedste gave under træet. Han skal i Kemoterapi d. 17 dec, det er bare så ærgeligt, og vores jul hos min søster er aflyst, vi magter ikke rigtigt at skulle være sammen med en masse mennesker. Så change of plans... Mine forældre lægger hus til og det bliver så (heldigvis) kun os.
Vi havde store forventninger til 2 protekoller (forsøg) men de er lige blevet lukket da de gamle behandlingsmåder viser bedre resultater. Der er rigtig mange protekoller åbne, men der er ingen der passer til lige netop Henrik. Det smerter at se ham prøve at bevare det gode julehumør, når jeg ved at han inderst er helt i spåner. Vi skal videre, og vi skal igennem de næste 3 måneder med kemo.... øv

2007-12-01T01:23:00.000+01:00

Lørdagens gøremål: kontroller om det store juletræ til byen er kommet. Kl 1400 opsætning af samme, sammen med Peter og Jacob. Husk ledningstromle, kæden, ekstra pære, kiler og en sav.
Indkøb af gaver til juletræsfesten, 20 tilmeldte børn, samt gløg, æbleskiver, øl, vand, småkager, gran, slikposer og kakao.
Aftal med Poulerik at han er julemand.
Tænd lyskæder i haven og ved hoveddør.
Husk Pakkekalender til Valdemar.
Husk indkøb af gran til adventdeko.
Oprydning af orangeri.