Til dig min dejlige veninde

Kære du...og du ved hvem du er.

Jeg ved at du er igennem et helvede lige nu. Du har mistet din tro og din kærlighed til din mand og du har taget konsekvensen, efter 10 år, som har været både gode og dårlige. Stor respekt for det. Og trist at kærlighed kan visne for tilsidst helt at forgå. Det var ikke det du havde håbet, de forventninger du havde ligger nu knust, og det gør rigtig ondt, og jeg lider med dig. Jeg ved at du er forvirret, det kan jeg se på dig. Jeg ved at du er sårbar over for hele det følelsesregister du skal igennem, og at du er i en pine uden lige. Jeg står her ved siden af dig og støtter dig når du har brug for det, og er med dig hele vejen, jeg tørre dine tåre og forsøger at være der for dig. For jer alle sammen, for dig, for dine piger og for den mand du efterlader bag dig. Jeg ved at du gerne vil gøre det rigtige, og jeg kan ikke sige dig om det er det rigtige du gør, det må tiden vise. Egentlig kan jeg jo slet ikke hjælpe dig, kun løfte og bære den vej du vil, den vej du bestemmer.
Du er min veninde, vi har fulgtes i tykt og tyndt, og jeg ved at vi vil følges endnu længere. Og lige nu skal du bare bruge løs, bruge af alle de ressourcer jeg har. Det er dig der er i centrum for alle de følelser der river dig rundt. River dit hjerte itu, flår din natesøvn i stykker, smadre dit selvværd. Og ved du hvad? Jeg holder så uendeligt meget af dig, elsker dig som den veninde du er, du er god nok og den beslutning du har taget, støtter jeg dig i, også selv om jeg ikke altid er enig. Det er dit valg, også selv om en anden tvang dig til at tage det. Go girl... jeg er her.
Jeg ved at du kan klare hele vejen og at der venter lys forude.

Anette

Egypten II

Har jo lovet at jeg ville lægge mine gamle indlæg ind på bloggen.

Nå tøzer vil i have en mere???

Okay så...

En eftermiddag da vi havde været på tur i Luxors bazar kommer vi forbi en boghandel, nu er jeg jo ikke boghandler for ingen ting... men tiden er ikke til meget kikkeri, vi skal hjem til en 7 retters menu (hvis nogen spørger om jeg har taget 5 kilo på så er det nok ikke overdrevet... ) men på min vej forbi boghandlen ser jeg at de har en brugt "Pride and Prejustice" af Jane Austen, nu er det ikke nogen hemmelighed at jeg er vildt fan af denne film, (nok mest pga Colin Fifth) og da jeg se bogen vil jublen ingen ende tage, bogen er nemlig udsolgt fra det engelske forlag og den er ikke til at få på dansk og har ikke været det i flere år. Men som før skrevet så er tiden knap og Henrik er allerede oppe i vores bus, og det er ham der render rundt med pengene..... ahømmm...
Nå anyway...
Næste aften har jeg ingen ro på mig, jeg må bare eje den bog, og det ender med at jeg tager turen ind til Luxor kl 2100 om aftenen i en taxa, (ja ja ja jeg ved at jeg er godt åndsvag...) butikkerne lukker først ved 2200 tiden og taxaen koster ca 10 kr for turen som er på 6 km.
Nu er det bare lige det at vi i dagtimerne er omgivet af sikkerhedsvagter, og det er vi også om natten, men de gider altså ikke tage med ind og købe en bog, så hoteldirektøren aftaler med taxachaufføren at han skal vente på mig og passe på mig, og det gør han så....
Jeg drøner ind i boghandlen, selv ikke de ihærdige gade sælgere kan stoppe mig og så kan jeg selvfølgelig ikke finde bogen.
Jeg henvender mig til ejeren, han siger at kan JEG ikke finde bogen så har han nok solgt den..... arggghhh jeg leder højt og lavt, og opdager tilsidst at den er arkiveret under "J" som Jane og ikke under A som Austen... det kunne jeg havde sagt mig selv, de Egyptere er ikke rigtig velforvarede i hovedet.
Nå men jeg falder lige over et par bøger om kongegravene og en om hiroglyffer, samt et par malebøger med de Egyptiske guder til Valdemar og det ender med at jeg må have visakortet (mit mest skattede, elskede og nuttede stykke betalingsmiddel... hihihi) frem og bøgerne plus en masse andet er mit.
Taxamanden sidder ude i sin bil (en Peugeot der er 30 år gammel og holdt sammen af sejlgarn, clips og tape, for bilerne slides nemlig op i egypten, de ruster ikke det er der for tørt til derfor er alle taxaer ca 30 år gamle) og stirre stift på mit indkøbsrush, jeg har lige brugt det der svare til en månedsløn for ham, på et par bøger, men han venter tålmodigt.
Jeg suser ud af butikke undgår behændigt 3 vandsælgere og en tørklæde sælger, hopper ind i bilen og afsted tilbage til Crocodille island.
Taxaen skal rundt i en rundkørsel, jeg sidder på bagsædet, heldigvis holder jeg fast i ryglænet, og det reddede mig og bøgerne fra at få en flyvtur ud af døren som sprang op.... Kan i se det for jer, en taxa i en rundkørsel med mig hængende halvt ud af døren med en pose bøger jeg nægter at give slip på... taxamanden sætter ikke farten ned, men skriger et eller andet på egyptisk til mig mens han med armen viser mig at jeg skal banke døren i.... jaja det er nemt at være ham, jeg klamre mig til sædet med den ene hånd og til bøgerne med den anden, og rundkørslen virker som en uendelig spiral. Pludselig går det op for Chaufføren at han skal til højre og han får bilen ud af rundkørslen på en meget halsbrækkende måde, med det resultat at jeg flyver ind i bilen og ned i bunden, samtidig smækker døren og den anden dør i modsatte side ryger op, men nu er jeg iskold, jeg bliver hvor jeg er og det er nok meget godt for han jokker hårdt på bremsen og speeder så op hvorefter den anden dør baldre i. Jeg er sikker på at havde der været ruder i så var de smadret...... Jeg kikker op over forsædet og opdager at han er ved at køre op i røven på en af de utallige hestevogne der ruller rundt i byen, og nu er det at jeg tror jeg skal dø.... Han slår et hidsigt slag udenom alt imens han dytter og blinker med lyset, og skælder ud ....som om det var hestvognens skyld at han køre som en idiot.... jeg bliver hvor jeg er og stirre ned i bunden af bilen resten af turen, den egyptiske måde at køre på er rent stunt car, og jeg orker ikke bekymre mig mere om hvordan jeg kommer hjem. Der er pludselig ikke noget jeg ønsker mig så højt som at få lov at leve, og gerne noget længere.....
Da vi når sikkerhedskontrollen inden vi skal over broen til hotellet glor betjenten underligt på mig (jeg ligger på knæ bag ved passagersædet med mine bøger i favnen, og han spørger chafføren om et eller andet, han svare og derefter griner de begge højt og larmende, betjenten vinker ham i gennem uden at lave det obligatoriske tjek med et spejl under bilen (for at se efter bomber!!!!) kikker ind på mig en ekstra gang og gør så honnør.... Idiot tænker jeg og sætter mig op på sædet, jeg vil gerne komme tilbage til hotellet med bare lidt af min værdighed i behold.....
Da jeg skal ud af taxaen er døren gået i baglås og det ender med at sikkerhedsvagten der galant ville åbne døren for mig nær havde revet håndtaget af.....
Behøver jeg at nævne at han ingen drikkepenge fik?!

Men jeg fik min bog.....

Hilsen
Anette

Kobberbryllup... hvor blev tiden af?

Så blev det dagen hvor jeg har været gift i 12½ år med Henrik, min dejlige mand.

Det er ikke så længe siden vi sad og grinede og sagde til hinanden, ”om 10½ år har vi kobberbryllup” men det er det jo.
12½ år er gået og de er gået godt. I alt 18 år har vi hængt sammen som ærtehalm, og det har været spændende år.
Vores ægteskab har altid været præget af latter, og drillerier og vi griner flere gange om dagen. I vores ægteskab har vi altid taget uoverensstemmelserne med det samme, og vi har altid sat en ære i at diskuterer en ting af gangen. Vi har aldrig haft en dag hvor solen er gået ned over vores vrede. Og vi har altid respekteret hinandens særheder og ideer. Vi har altid givet hinanden plads og luft, og vi har aldrig siddet lårene af hinanden. Tålmodigheden har altid været stor, og det har kærligheden også.
Nu er det jo min blok, og der er et par ting jeg gerne vil sige til dig Henrik, hvis du skulle komme forbi.

Jeg elsker dig.
Jeg har altid ville elske dig.
Jeg har altid elsket at elske dig.
Du har altid været nem at elske.
Jeg vil elsker dig til dine dages ende.
Jeg vil elsker dig til mine dages ende.

Tak til alle naboer og familie for den smukke æresport og skønsangen.
Tak for alle gaverne og blomsterne.
Tak fordi i ville fejre os.

Anette

Gæster i huset...

Det kan ikke undgås at en mødding trækker fluer til…..
MEN hvad er der lige der får folk til at komme på besøg her i huset og så blive resten af ugen
Hva Sue ….?

Hvad er det lige der gør at du ikke er til at slippe af med igen….
Jeg lokker hunden til at ligge i dit sengetøj, og katten med.
Jeg sætter dig til at pakke mit juletræ ned, og rydde op på mit scrapbord, spørger dig hver aften om du ikke skal besøge den Skaldede Kok, så jeg kan spille WOW i fred… behandler dig som et tyende, og driller dig fordi du snorker og snakker i søvne.
Men lige fedt hjælper det…. FÅ DIG DOG ET LIV OG REJS HJEM TIL FYN, så jeg kan få fred i hovedet og komme ordentlig tid i seng altså før 0300.
Du er som en bz’er, en snylter, en der klistre fast til gulvet, du er som den der bussemand der ikke vil slippe fingeren, du hænger ved og du hænger fast, og det værste er at du hygger dig…Du nyder at huset her er tæt, at der er varmt vand i hanerne, indbyggede radiatorer, strøm i kontakterne og mad i køleskabet. Så jeg kan godt forstå at du lige bliver en dag mere, og en dag mere, og en dag mere…..

Det er dælemer skønno med sådan et ferie barn på 34…..

Men jeg elsker dig for det, og du er rar at have i huset, passer stort set dig selv, og så spreder du en smittende latter over alt.
Du gør mig glad i låget. Og bringer min indbyggede galskab uden for pædagogisk rækkevidde…. Dejligt.

Valdemar vitz....

valdemar sidder på toilettet og skider for åben dør....
Jeg klapper døren i... og
han råber efter mig.. "er du færdig..."
"hvad?" (det er ikke mig der sidder på toilettet...lol)
Valdemar råber igen "er du færdig"? "svar nu moooor....
Jeg svarer "ja"....
Og ungen siger "så tør dig..." (aj altså...og det er ham der sidder der ude...)
Lidt efter råber han igen igennem den lukkede dør....
"MOOOOOR.....er du færdig"?
ha ha tænker jeg... og råber tilbage "nej"
valdemar brøler "så bliv det....."

Lidt efter råber jeg til Valdemar.... "er du færdig?..... og han svarer..."Næsten...."

Damn... der tog han røven på mig...lol...8 år...hvem har han det fra.....

Dagens brokker

"Hvorfor har i ikke 10 års kalenderen"?... "fordi den kun udkommer hvert 10 år… og det var sidste år"
Solgte en dagbog i stedet…lol

"Har i den bog der hedder ”Hundens unger”? ….
"Det er der ingen bøger der hedder"….
"Jo der er" … (nå nå...)
Efter søgen på boghandlernes database…
nååå…. ”Hurins børn”… Tolkien…. Kunden har ”altid-næsten-ret”

"Goddag jeg vil gerne købe noget stanniol"…..
"Så skal du i Brugsen"….
"Nej sådan noget man pakker om blomster når man skal forære dem væk"….
Kunden mente ”celofan”…. To meget lig hinanden produkter….NOT….

Ældre dame… ”jeg skal bruge sådan en…. Du ved sådan en…. Man kan se noget hver dag…. Altså sådan en man kan slå op i og så står der noget…
Der står noget hver dag… øhh min datte har en… og min nabo… de hænger i køkkenet… altså man kan kikke på dem… du ved godt hvad jeg mener ikk”?
”Jo” svarede jeg ”er det en kalender”?…
kunden ”nej nej… ikke en kalender…den hedder ikke en kalender, argh sådan en med felter på…og så kan man skrive noget”
Jeg siger ”en huskeblok”?
Kunden svarer ”den har jeg glemt, altså huskesedlen”
Jeg svarer ”det lyder altså som sådan en”… og viser hende en kalender i pap til at hænge på væggen…
”Ja det er sådan en” svarer kunden ”bare med dronningen på….”
jeg henter årskalenderen med billeder fra kongehuset… (til at hænge på væggen …)

”Ja det er sådan en” siger kunden, og finder ud af at hun har glemt sin pung…. Suk….

Natteravnen, slår til igen...

Jeg har lovet visse at jeg vile hente lidt gamle indlæg som er skrevet hos gypsyqueen, og lægge dem i min blog, det vil jeg så gøre en gang imellem. Når jeg læser dem griner jeg højt og der kommer mange tanker farende. Her er et af dem fra min rejse i Egypten under muhammedkrisen.


Vores ferie gik rigtig godt og hvis nogen spørger mig om jeg vil med ind på glyptoteket og kikke på hiroglyffer så tillader jeg mig altså at kaste op på gulvet.....
Det er et fantastisk land, og det har så mange storslåede efterladenskaber fra en gammel kultur at man bliver helt stakåndet. 14 dage er slet ikke nok, man bliver nød til at have noget mere "fri" på sådan en rundrejse.
Eks: eftermiddag, skibet lægger til i en by langs nilen, hele holdet af passagerer går fra borde med deres Guider, flikflakker med øjnene stift rettet mod jorden mellem 200 "ivrige" (læs: pågående, irriterende, larmende, Hello Lady LOOOOOK heeere, ONLY 1 POUND... yeaa right engelske pund vel og mærke og der er er forskel på 10 kroner, det egyptiske pund er nemlig kun en krone) sælgere og traver op og ser et tempel til Ramses I eller II eller var det nu den III, tilbage til skibet, denne gang også med blikket rettet mod jorden men ikke så meget for at undgå sælgerne men mere for ikke at falde i et hul eller træde i et eller andet ulækkert, OG NEJ JEG VIL IKKE KØBE ET BOGMÆRKE I PAPYRUS.... No thank you, er og bliver en standart kommentar i egypten....
Det er sådan i Egypten at lykkes det en sælger at få øjenkontakt med dig, så kan du være sikker på at inden der er gået 10 sekunder så er du bænket i en eller anden butik med en kop the i hånden, mens en mærkelig blanding af messinglamper, parfumeflakoner og tørklæder bunker sig op for fødderne af en. og neeeeej jeg gider ikke købe flere tørklæder, nej og heller ikke kopitasker eller T-shirts eller udskårne træfigurer (som viste sig at være støbt i plastick) eller papyrusser eller grimme kuglepenne holdere.... STOP...arghhhh....
....nå tilbage til skibet, holde status over det lort man alligevel fik købt på en 400 meters gå tur, vaske sig, skifte tøj, 5 retters menu, hmmm flytter skibet sig ikke? jo det gør. Nå et par kopper kaffe og en rædselsfuld Conac og så i seng.
Næste morgen: står op, bader kikker ud af vinduet og ser at vores skib ligger mellem 2 andre skibe, hvor mon vi nu er? kikker i rejse planen og opdager at i løbet af aftenen og natten har vi sejlet 200 km, og at kl 0900 er der et nyt tempel der skal besøges, hmmm var det nu Ramses den I eller den II eller den III der havde bygget det tempel.... Sådan gik 14 dage, helt ned til Abu Simpel og tilbage igen.
Hverdag var en løben spidsrod mellem FUC.... sælgere, se på en masse fantastriske templer, lære forskellen mellem det øvre og det nedre Egypten, forskellen mellem gamle rige og nye rige. Og hverdag gøre status over al det skrammel man fik købt til overpris, se i Egypterne stjæler ikke men de er nogle være snyde pelse og det er de stolte af. Jeg var inde på Luxors ældste Apotek for at købe en æske tampax, det er nemlig ikke noget der bare lige fås, for det er ikke noget de Egyptiske kvinder bruger, man rører sig ikke bare sådan på de ædlere dele.... men forklar mig så lige om berøringsangst, når der på samtlige toiletter ikke er toiletpapir men en bruser til at vaske sig i måsen med!!!
Men tilbage til apoteket, jeg står i kø og da det bliver manden der står foran mig, tur, hiver han sko og strømpe af og knalder foden op på disken som apotekeren så går i gang med at undersøge, han vrikker med mandens tær piller lidt i det der ligner en ordentlig nedgroet negl og lidt i en ulækker vorte, siger en hel masse meget hurtigt på egyptisk og finder så noget plaster frem. Manden betaler og tager sko og sok på.
Nu er det min tur, jeg siger lige så stille og rødmende at jeg gerne vil købe nogle tampax, han kikker undersøgende på mig, og jeg holder op med at trække vejret, så drejer han om på hælen og forsvinder hen i et hjørne hvor han står på hovedet i nogle papkasser, kommer tilbage og smækker en pakke Libresse NATBIND på disken, mens han siger "its the same"....... jeg betaler, gider faktisk ikke diskutere dette tabu med en Egyptisk Apoteker, får dog varen i en sort pose, og tænker for mig selv om han måske havde forestillet sig at jeg ville rulle dem........
Og så til Muhammed..... Vi havde konstant 2-4 sikkerhedsfolk omkring os, politi alle vegne, sikkerhedstjek konstant ...af os???? som om vi ville bombe et eller andet....??? Spurgte nogen hvor vi kom fra sagde vi tyskland, hvorefter de sagde ahhhhh Denmark... og så grinede de... Egypternes humor er den samme som den danske. Alle Egyptere vi faldt i snak med undskyldte statens reaktion på tegningerne, som de i øvrigt ikke gad diskutere. de pointerede hele tiden at de var kede af situationen, for dem betyder det arbejdspladser og manglende reservedele, manglende turister, og at de ikke kan få de danske vare som de elsker. De forsikrede os hele tiden om at vi intet havde at frygte, men alligevel var vi på vagt, vi kneb os hele tiden uden om hvor vi kom fra, men det havde de spottet lige så snart de så sikkerhedsfolkene og Stjernegaards Guider.
Der var en demonstration i Cairo den første uge vi var der, ifølge CNN og BBC så det ud som flere tusind men der var 200, og turisterne sad og drak kaffe mens de kikkede på den, hov glemte jeg at sige at der også var 500 politifolk? og i Onsdags var der en demonstration i Luxor, den gad CNN og BBC ikke engang at filme, for der var kun 25 demonstranter og ca 500 politifolk, den forløb fredeligt, fuldstændigt overdøvet af trafiklarm, råbende sælgere, dytten og båtten, og bønner fra den nærmeste moske.
Egypten er et vidunderligt land, et vidunderligt smukt land, et vidunderligt smukt og fattigt land, hvor alt er småsjusket lavet, eller halvfærdigt sat sammen. der er ikke noget der er afsluttet ordentligt, ikke noget der fungere helt perfekt, og når det er sagt, så kan jeg kun sidde og kikke ud af vinduet og falde hen i minder om svejende palmer, Nilens grønne vand, den utrolige kontrast der er mellem den golde ørken og den smaragd grønne frodighed der er mellem goldheden og den brusende flod. Sidde og dagdrømme om den bedste kop kaffe jeg fik på toppen af et skib mens frodigheden passere forbi. Dagdrømme om den enkle og simple hverdag af legende glade børn, bønder der passer deres marker, og ingen store ambitioner har om mere jord, kvinder der vasker,griner og snakker eller bager brød i de udendørs stenovne, mens Nilen og krydstogtskibene med deres ufattelige luksus glider forbi. Tænker over vores utrættelige jagt på flere ting, flere goder, flere penge. Men er jeg et lykkeligere menneske? Nej det må jeg konstatere at jeg ikke er. Men jeg kan nå at blive det...... Kontrasten er stor, og den giver stof til eftertanke. Kærlig hilsen Anette