Godt Nytår til jer alle, familie, venner, naboer, blogvenner
og hvem der måtte komme forbi denne blog.
Det har været et mærkeligt år det her. Og nu må jeg videre....
År 2 efter Henrik,
den 3 juleaften, den 3 nytårsaften hvor han ikke er her. Og næste år bliver
endnu mærkeligere, hvis han havde levet så havde vi måske været gift i 20,
kendt hinanden i 25 år. For det er ikke til at sige hvor vi havde været hvis
Henrik ikke var blevet syg.
Henrik blev syg i august 05 og jeg lovede at være der for
ham. Ingen kunne vide at det blev 7 år i helvede….. for os begge. Det blev 7 år
hvor alt der kunne testes på vores følelser blev testet, jo mere vi ville gå
hvert til sit, jo sværere blev det. Superlimen var Valdemar, vores elskede
barn, vores spor i denne verden. Og var der noget vi kunne stå fælles om så var
det ham. Han skulle lide mindst muligt. Et forfærdeligt dilemma, med uoverskuelige
konsekvenser. Jeg var ved at løbe fra
mit løfte, men andre omstændigheder gjorde at jeg blev. Nogen gange har man
ikke et valg, nogen gange træffer andre et nemt valg for en, uden selv at
skulle leve med de konsekvenser der følger med. Og til dem der sagde at jeg
bare havde at blive for andet kunne jeg ikke være bekendt, i skulle skamme jer,
føj siger jeg, føj.
Et eller andet sted
startede vi forfra, vi havde kendt hinanden for længe. Vi begravede
stridsøkserne, og fandt hverdagens trivielle kedsommelighed frem. Vi kunne sagtens leve sammen, sagtens grine
sammen, sagtens elske vores søn sammen. Sagtens være venner, mens Henrik
langsomt døde.
Jeg har hele tiden sagt til mig selv at jeg vil gå til
helvede og tilbage igen for at min søn ikke skulle blive påført mere smerte end
det at miste sin far. På vejen glemte jeg mig selv. Sådan er det jo. Henrik og
jeg ofrede alt for at de sidste år skulle blive så rolige og værdige som
muligt. Så vi havde masser af gode minder at hente frem på en dårlig dag. Vi gik med ranke rygge, men under tøjet var
der bundet kosteskafter fast, vi gik på nåle, forsigtigt kun båret frem af alle
de gode minder vi kunne komme i tanke om. Imens ventede vi på katastrofen. Og den kom… katastrofen…. De fleste katastrofer kan man undgå fordi man
lige når at se dem i tide, andre undgår man ikke. Og døden, den undgår man slet
ikke. Man kan kun sidde og se at den rammer en for fuld styrke. Ustoppelig buldre
den frem og rammer der hvor den har planlagt den vil ramme.
Jeg lovede at være der, lovede at gøre hvad der stod i min
magt for at støtte og hjælpe, holde sammen på det hele, lave en normal hverdag
på trods af at alt absolut ikke var normalt.
For Valdemars skyld og for Henriks skyld.
Det er så nemt at sige at man vil gøre noget for andres
skyld, det er også nemt at gøre det, det er bare så svært at bære det, alene. Det
at gøre noget for andre skulle gerne give en, en god fornemmelse indeni. Men inden
i mig, er et forfærdeligt fængsel af klaustrofobi, og kun ved at ignorere
panikken og angsten og lyve for mig selv, drømme om ubekymret frihed, drømme om
totalt urealistiske ting, fantaserer om endelig at blive mig, alene, bragte mig
igennem. Troede jeg. Men som alle andre katastrofer kan man ikke se alle
konsekvenser. Det kunne jeg heller ikke. Det er der ingen der kan. Men alle har
en mening om det.
Nu er det 2 år og 3 mdr siden. Jeg har brugt al min energi
på Valdemar, jeg har indhyllet min søn i kærlighed, fra morgen til aften, jeg
arbejder hver dag på at han skal få en god dag. Jeg har uddannet mig selv,
knoklet med min ejendom, ryddet op og ryddet ud, for imens kan jeg glemme mig
selv. Jeg er i en skærsild af alle mulige mixede følelser, savn, sorg, skyld,
vrede, raseri, længsel, smerte og… ensomhed.
Og nej det er ikke den slags ensomhed jeg snakker om. Det er
det at være ene om beslutningerne, ikke at have en sparringspartner, der som
Henrik lige nøjagtigt ved hvad jeg mener, når jeg ikke kan forklare mig
ordentligt. Det er det at sidde og blive i tvivl om det jeg gør, er rigtigt,
eller om jeg nu dummer mig. Jeg savner hans mening om alt det han efterlod til
mig, om alt det jeg lovede at jeg nok skulle klare. Det er svært indimellem at huske
hvad retning vi havde lagt planerne i, og hvorfor. Og nu kan jeg ikke spørge
ham mere. Nu er jeg alene og… ensom, og det er i det nye år jeg skal tage mig
af min sorg, som jeg har undertrykt alt for længe. Det er i det nye år jeg skal
finde min egen skikkelse, mit eget jeg, uden Henrik, men altid med ham i
tankerne, og hjertet for Valdemars skyld….. og for min egen.
Godt Nytår til jer alle, jeg håber i får en dejlig aften.
