Jeg elsker det her sted, elsker at sidde her og nyde køligheden på en hed sommerdag, sidde her når det småregner med et tæppe, være her om aftenen, med levende lys over det hele, elsker den om Vinteren når den er dækket af sne, med lysguilanter og islygter og granbuketter.
Jeg elsker den her pavillion, og den er lige så gammel som huset, vi byggede den med hjælp af Michel og Didde en varm sommerdag for 15 år siden, stærkt inspireret af en rejse til Bali. Hvad man ikke længere kan se, er at under alt det grønne på toppen af taget er en ler figur, jeg havde med hjem fra Bali.
Det er en Garuda, en Gudefugl fra Bali som hindre at onde ånder trænger ned gennem taget. Den her lerfigur er på toppen af alle tage på Bali. Og den har klaret en anstrengende rejse fra Bali, i min håndbagage, den har levet et hårdt liv på toppen af min pavillion og nu er den dækket af krybende grønne frodige ranker. Men jeg ved den er der, og jeg ved at den beskytter mig fra alle onde ånder når jeg sidder under den.
Måske derfor jeg finder en underlig fred hvergang jeg er i pavillionen. Og Valdemar og jeg boede i den hans første sommer, hvor der var hedebølge over Danmark, hans Barnevogn stod fast i hjørnet, og han nød køligheden, sov så sødt som en lille baby nu kan under bølgende myggenet.
Og både Pc og bøger bliver slæbt herned...
jeg elsker min pavillion.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar