En blog er en blog er en blog er en blog...

Jeg har skrevet det før, men jeg syntes lige jeg vil skrive lidt igen om denne blog, eller hvad den er kommet til at betyde for mig.

Min blog er blevet min dagbog, den besvarer mange ting for mig, og jeg kan henvise til min blog når jeg ikke orker at svare på hvordan jeg har det, hvordan Henrik har det, hvordan Valdemar har det.

Når sådan en som mig, der er ærligheden selv, bliver spurgt om hvordan jeg har det, så er det meget svært at lade være med at svare. Der er tidspunkter (faktisk flere gange om dagen) hvor jeg ikke orker at svare på hvordan jeg har det, men gør det alligevel, og så kører snakken om mig og min person min gøren og laden, men jeg ville i virkeligheden gerne hører om hvordan du har det.

Mine problemer virker kæmpe store og umenneskelige, og det er de, men dine problemer er lige så slemme, stygge, uoverskuelige og fatale for dit liv, som mine. De kan og skal ikke sammenlignes. På bundlinjen er de sådan set ens, problemer er en sten i skoen, et bump på vejen, en væg man render ind i...igen og igen, Og så er det ligegyldigt hvilken overskrift "problemet" har.

Den her blog betyder for mig at jer, familie, venner, bekendte, alle der ved et tilfælde finder den, kan læse om hvordan jeg har det, hvilke tanker jeg gør mig lige nu, hvor langt jeg er i en eller anden proces. Det giver mig det frirum at der ikke længere er 6 telefonopkald hver aften, hvor jeg skal forklare hvordan det går, forklare hvordan Henrik har det, forklare hvordan vi får tingenen til at hænge sammen. Nu kan jeg tale i telefon med jer og koncentrerer mig om jeres gøren og laden, tale om små ting, om tøjindkøb, madlavning, daglidags ting, almindelige ting som vi før Henrik blev syg talte om.

Og det at forklare hvordan man har det, er svært, en telefonsamtale kan vare i to timer, rive hul i en masse følelser, sætte en masse ting igang indeni, det er meget svært at sidde og hælde vand ud af hovedet når Henrik sidder i samme hus og kan hører hvert et ord jeg siger. For ham er det også en fastholdelse af at han er dødeligt syg, og at hans kone og søn lider under det.

For mig har denne blog betydet at jeg har fået sat en masse ord på mine følelser, at jeg kan forklare mig, fortælle hvordan det er, uden at blive afbrudt, uden at stå med tåre i øjnene, uden at kroppen vrider sig, uden at skulle se jeres smerte og medlidenhed, jeg slipper for at stå med en osteklokke over hovedet, slipper for at udstille min smerte, slipper for at skulle veje hvert ord på en vægt for ikke at lyde totalt følelsesforladt og iskold. Jeg kan fører en normal samtale om små og store ting, fordi i har læst hvordan jeg har det.

Så alt i alt betyder det at, når Moster ringer, så starter samtalen sådan her: Heyyyy skat, det er moster, jeg har lige læst din blog, aj du er i vores tanker, og ved du hvad, nu forstår jeg bedre at ........
Og jeg kan svare, dejligt at du har læst min blog, hvordan går det med hunni? vandt den agility for hvalpe? Og hvordan har fætter det, er han kommet på plads igen efter at lejligheden brændte? .....

Så ja, min blog er personlig, den udleverer mine følelser, min "tilstand", jeg er ikke bange for at vise hvem jeg er på godt og ondt, vise et sammensurium af følelser, øjeblikke, vrede angst, glæde og hvert et indlæg er en lille sejer i kampen mod ikke at gå helt bananas, i udu, istykker, i sort. Og den sparer mig for at skulle forklare igen og igen hvordan jeg/vi har det. Og vigtigst af alt, den sender også budskaber til jer, i reagerer ubevidst på det jeg skriver og støtter mig på den helt rigtige måde. Så tak fordi i har taget min blog til jer, bruger den og giver mig det frirum jeg har brug for, for også at kunne være der for jer, tak fordi i forstår det jeg skriver og ikke længerer har brug for at smide mig igennem vridemaskinen når i gerne vil hører hvordan jeg har det. Vores samtaler er blevet lettere, mere dagligdags, mere nærværende, og jeg kan koncentrerer mig om jeres gøren og laden, for der er blevet plads på mine skuldre. Det har der hele tiden været, og det vil der altid være.

Ja jeg er....bange....

Nu har jeg gået og tænkt over et ORD i et stykke tid, og det er gået op for mig at jeg er en glad fornægter, en blind høne, en "vil ikk'". Jeg omgås ikke ordet når det handler om min person, og jeg tager det ikke i min mund, for så længe jeg ikke bruger ordet så kan jeg heller ikke have noget forhold til det.
I virkeligheden er jeg så langt at jeg nægter eksistensen af det, og jeg er sikker på at jeg kan overtale Gyldendals røde ordbøger til helt at slette det. Og se nu bare, jeg skal staks lave grin med det, fordi så er det ikke så farligt et ord....pjatte lidt med det, uden endnu at havde sagt hvad det er for et ord jeg er bange for.... og hov der smuttede det ud alligevel. Så jeg må hellere tilstå :Jeg er bange, jeg er sgu bange, pisse bange. Jeg er bange for mange ting, ikk sådan bange for en edderkop-agtig-bange men bange for mig, bange for at jeg ikke kan leve op til mig selv, egne krav, eget liv. Nu tænker du nok...pjat, du kan klare hvad som helst, men det jeg er bange for det er at jeg ikke gør, og her er det så at ordet udebliver fra min hjerne.
Jeg skal sgu nok klare den, jeg er en prop der flyder ovenpå, men derfor kan jeg godt være bange for om jeg alligevel kan, har jeg opdaget.
Og hvis jeg skulle liste tingene jeg er bange for op på en liste så ser det sådan her ud:

Jeg er bange for

Om jeg kan løfte opgaven som mor, når Henrik er væk.
At jeg ikke formår at give Valdemar en "sund" sorg når hans far dør fra os.
Om minderne vil blive en vægtsten der tynger mig og Valdemar ned.
Om jeg kan tage de rigtige beslutninger når jeg står der i ingenmandsland.
Om jeg kan finde ud af alting selv.
At jeg ender med at være en bitter ulykkelig kvinde.
At jeg bliver behandlet som et råddent æg, ingen tør sige noget til.
At jeg bliver klantret for at forsøge at skabe et liv for Valdemar og mig.

Det er jeg bange for, og så er det sagt. Ligemeget hvor sej jeg er så er jeg bange, og det at erkende det gør de overstående punkter mere overskuelige, nu kan jeg forholde mig til dem, ikke forberede mig på dem, men tænke over dem så de ikke er så farlige når jeg skal møde dem. At jeg godt kan være bange på en ordentlig måde.
Og jeg må indrømme, at ja jeg er skide bange, og at det er en del af den proces jeg er tvunget igennem.

Ja jeg er bange.............

Så er julen endelig overstået og en del af jer der har været tættest med mig i år, skal have tak for det år der trods alt er gået.

Trine: Tak for din bekymring, tak fordi du holder øje med mig, tak fordi du sikre dig at jeg har det godt, og har jeg ikke det så sørger du for at jeg kommer til lægen. Trine du er en vidunderlig pige. Dit glade smil varmer, din glade stemme går i sjælen på mig. Tak fordi du finder det overskud der skal til og forstår min situation så fint. Tak.

Gitte: Endelig kom du på banen, hvor har jeg savnet dig. Vi fandt vores venskab frem, justerede det og hvor er det dejlig at vi sammen er tilbage igen. Tak.
Og den indsats du har ydet for mig, her i julen har været så fantastisk, den kan der ikke siges nok tak for. Tak for din bekymring, din forståelse, dine mange ord. Tak.

Sue: Søde Sue, du ved altid hvad jeg mener, din overbærenhed kender ingen grænser, og din kritik svider og er helt på sin plads. Tak fordi du fik Katie, og tak fordi du lader mig være så stor en del af hendes liv, tak fordi du forstod at mit eget tab, var større end jeg selv kunne se og tog action efter det. Tak.

Colette: Tak fordi du er som du altid har været, tak fordi du vader ind og stiller småkager og slik på mit bord, fordi du holder øje med Valdemar, og husker mig på hvordan det var da han var baby. Tak fordi du uden ord fortæller mig at du er der, og hele tiden har været der. Tak

Lars: Tak for de mange samtaler om alt mellem himmel og jord, tak for poesien, tak for filosofien.. tak for støtten og den ualmindelig fine fornemmelse for hvad der foregår i mit hoved. Du er min sande tvilling. Jeg kender ikke nogen der kan afslutte mine sætninger som dig og få de store "livets spørgsmål" til at tonse derud af, så noget giver mening. Tak fordi du tager dig den tid det tager når noget er gået helt i udu. Tak for din altid positive indgangsvinkel til ALT.... Tak

Jens: Tak for de mange timers samtale og tid vi har tilbragt online, de har været hårde og spændende, fantastiske og dejlige, en rejse...og slet ikke slut endnu. Tak for din måde at vende tingene på, og tak fordi du siger mig lige midt imod. Tak fordi du kan få mine føleser helt uden på tøjet, så jeg ikke glemmer at jeg har dem, og tak fordi du kan gøre mig så gal i skralden og så rasende vred... men det er nu mest på mig selv. Tak for din forståelse og medfølelse. hvad kan jeg mere sige...naa det holder jeg lige for mig selv....og så... tak.

Niels: Tak for de fede grin du giver mig, hvorfor er det lige at vi kan spille pingpong med ord, hvor går grænsen mellem idioti og syret intelligens?
Du er den eneste jeg kender hvor en samtale på 10 min føles som 3 timer, det går stærkt, og vi får sagt mange sindsyge ting, gud hvor er det godt at du kan få mig til at grine så meget. Tak

Andreas: Tak for de lange og mærkelige samtaler vi har haft, tak for alle provokationerne, tak for flabethederne og tak for din totalt mangel på pli, indfølelse, og medfølelse, Tak for din ligegyldige og kyniske holdning til livets store spørgsmål, og tak for alle de grænseoverskridende ting du har fået mig til at forstå, du har lært mig om menneskets mærkelige sind....men også forståelse for det. Tak

Charlotte: Tak for din altid sjove og dejlige måde at være på, selv om tingene ikke altid er lige lette. Du om nogen har fået mig til at føle mig helt normal, faktisk kedelig normal...hahaha...jeg glæder mig til at se hvad årene må bringe af underfundigheder, platheder og gigantiske grin. Tak Charlotte..tak tak tak

Carsten: Tak for de mange vendinger en mening kan tage, om ting der er så dagligdags at de er dræbende kedelige, men vigtige for det at kunne være og kalde sig et menneske. Det at have helt almindelige gammeldags følelser er totalt i orden. Tak fordi du hver anden gang vi ses kan tale om dig selv. Det er godt. Tak

Mie: Tak for dit venskab gennem årene og tak fordi du stædigt holder ved og stædigt ringer mig en gang om månenden, du er en lillesøster af hjertet, og din søde latter, din eminente evne til at række ud og tage om mit hjerte, den er der ingen der har som dig. Tak for alle dine bekymringer for mig. Tak

Jeg har mange jeg gerne vil takke, i ved selv for hvad, listen er lang, men tiden kort. Jeg ved i er der...tak for det.

Og en tak til alle dem der glimrede med deres fravær, Tak fordi i holdt jer væk, tak fordi i som mig kan se at ligegyldige venskaber ikke bygger broer til steder der er bedre, til større forståelse, til større samhørighed. Tak fordi i endelig som mig kunne se at ligegyldige samtaler, tomme ord og rædsel for livets gang er spild af tid. Tak...

Og godt nytår.
Anette

Sådan...

"Yo Trippin'"


All tis time this life
Is a rhythm without a rhyme
'Cause it makes me feel, uh
I'm like a train without a wheel, whoa

You got me down, so low
I gotta be tough, won't touch the ground, ah
But - I'm alright
I won't give up without a fight

If you don't want to realise
That I would never compromise my
Integrity or my right to be free
There's nothing left for me to say

'Cause
Yo trippin'
There ain't nothing wrong
With the way I sing my song

Yo trippin'
Why you make me feel
Like my feelings ain't so real

Why you feel (why you feel, why you feel)
That to be cruel
Is to be real, yeah

Honesty (honesty, yeah, honesty)
Is how I live
But you refuse to see that

You'll never win the game of life
Ask why
You live in sin
From telling all those lies
Can't live in peace
Your heart won't let me free
There's nothing left for me to say, yeah

Yo trippin'
There ain't nothing wrong
With the way I sing my song

Yo trippin'
Why you make me feel
Like my feelings ain't so real


Why you always trippin' on me?




Whoa
Yo trippin'

My life in shadow

Utroligt hvor meget man kan bruge et lille program på pcen til, Windows movie maker, og så kombineret med et WOW spil, en masse tryk på printscreen, beskæring af billeder, og tællen takter, ikke perfekt men alligevle rigtig sjovt at lave når man nu ikke ved hvad man eller skal på en kedelig gråvejrsdag.

Hvis Nuet var en bold....

Så kom den kedelige besked, Henriks Cancer har alligevel bredt sig til knoglerne, og indtil nu sidder det på ribbenene. Hvad bliver det næste.....Hvad fanden bliver det næste....???

Jeg er lige ved at gå helt i sort over det, og alligevel ikke. Jeg havde det på fornemmelsen, prøvede at tro på det bedste, håbede at det bare var et eller andet fjollet. Det var det så ikke.

Så nu kikker jeg på fænomenet "at gå i sort", tænker ....ikke nu Anette, ikke nu, bevar hovedet over vandet, kik fremad... (nåår nej, der venter kun død og ødelæggelse) okay så kik forhelved bagud, (nej nej nej det minder mig bare om alt det der aldrig kommer tilbage) okay så...kik på nuet...lige nu...som en god ven sagde, man skal leve i nuet, nyde de ting livet byder en. Og det gør jeg så...lige nu.

Lige nu nyder jeg det at være:

Træt, og ikke vil i seng.
Sulten, og har ikke lyst til mad.
Ked af det, men kan ikke græde.
Vred på alle, og på ingen.
Trist og fuld af sorg.

Rasende over at jeg skal have en syg mand.
Vred på ham over at han er syg.
Sur over at han har forandret sig så meget, fysisk som mentalt.

Desperat over at vi er gledet væk fra hinanden, og ikke kan finde tilbage, tilbage til hvad? Hvad var der lige før, hvad var det lige vores mål var, hvad var det lige vi syntes var så spændende at udforske sammen. Hvad var fællesnævneren? Det har jeg glemt....totalt...og jeg kan ikke komme i tanke om det, måske jeg bare blokerer for det, fordi det gør for ondt.

Og jeg er forundret over at mit ægteskab har fået en anden dagsorden. At det ikke længere er os der er centrum, at det ikke længere er os der er midtpunktet, at det ikke er os der sætter den, men alt, alt drejer sig om cancer, at det står i midten af det hele.
Vores hverdag er gennemsyret, gennemvædet, gennemhullet, gennemtrængt af den skide sygdom. Den omklamre os, kan ikke slippe os bare en time, den er der hele tiden, og der kommer hele tiden nye punkter til. Den skide sygdom forstår virkelig at gøre opmærksom på sig selv, den har virkelig kuppet os, virkelig taget magten, den har aktiemarioteten i det her ægteskab.....

Og jeg er målløs over at alt det vores ægteskab byggede på er forsvundet og erstattet af helt andre ting, at det har udviklet sig til en desperat kamp for mental overlevelse....sammen. Hvordan bærer man sig ad med at være i nuet når man mest af alt har lyst til at løbe skrigende væk? Når nuet gør så ondt at man knapt kan få vejret, når nuet ikke bare går over men også er i morgen, og endnu værre i overmorgen? Hvordan skal man kunne glæde sig over de sejre man ikke får? ikke når?
Jeg kan sagtens trøste mig selv med nuet, de gode ting, som at Valdemar har lavet sine lektier uden bøvl...at katten kom hjem med en mus, og åd den lige så stolt på havebordet uden for vinduet, at den farserede lammeryg smagte vidunderligt, at min orcide endelig efter 4 år blomstre med 21 blomster.

Jo jeg kan godt sætte mig ned i nuet og nyde de små ting der er godt, og så prøve på at ignorerer at det gør ondt i sjælen. Det er som at tygge med den side af munden hvor der ikke er hul i tanden. Som at bruge venstre hånd til at tørre sig med fordi højre er brækket. Som at tage bussen fordi cyklen er flad. Jeg kan godt nyde nuet, men så skal jeg bringe det største offer af alle, jeg skal distancerer mig fra mig selv. Bare for at få lidt fred, for mig selv.
Og det gør jeg så, jeg kan se, mærke og føle at jeg ikke er her, jeg kan ikke være her, jeg kan ikke holde mig selv fast, jeg er ren overflade, alt indei står på hovedet, Det er som Anette er inden i anette på vrangen, på hovedet, omvendt, forkert, utilpasset, uden væg loft og gulv, det er som at blive klemt, mast, holdt fast, bare omvendt, med vrangen udaf.

Og rolig nu...jeg er ikke ved at blive bims i låget...det er jeg for længst forbi, jeg er nået trinnet højere, det er gået over, jeg har forlængst passeret skillelinjen for hvormange rædselsfuldheder der kan overgå et menneske, og jeg kan også se at jeg ikke har mødt de værste ting endnu. Så dem sætter jeg mig så ned og venter på, de er derude, de venter, og de kommer med garanti.

Og jeg overlever det her, det er der så mange der før mig har gjort, jeg er bare så gal over at jeg er uden for indflydelse, at jeg ikke kan gøre noget ved det, at jeg skal accepterer min skæbne, at jeg skal vende den anden kind til, jeg skal bare finde mig i det. Det er sgu ikke retfærdigt.
Det er som et tog uden destination, uden stop uden endestation, jeg har løbet for at nå det tog, men til hvad nytte, jeg ved ikke hvor det ender, om det standser, skifter spor, aner ikke om tidsplanen holder, om jeg kommer for sent, om jeg når frem, om jeg overhovedet når frem.... Men en ting ved jeg og det er at jeg er på det forbandede tog og jeg kan ikke komme af, og jeg har glemt at købe billet...

Der er ingen udvej, ingen andre muligheder, ingen løsninger, intet håb, det er bare sådan her det er....accepter det....hmmmmm

Nuet har smidt mig i et dybt sort hul og jeg hænger i kanten med det yderste af fingerspidserne, imens står tiden og tramper løs, i håbet om at jeg slipper, men så nemt slippe nuet og tiden ikke... for jeg forsvinder bare ind i min tidslomme, hvor tiden og nuet står stille..... og der venter jeg så.....men på hvad? og hvor længe?

Jeg er bare så vred... ja vred... sådan...vred.

Nå fuck det...

Jeg sidder her i de mørke aftenstimer og tænker på dig....
Min elskede stedfader, du skal have en Trippel bypass tidligt fredag morgen, en bypass som forhåbentligt vil bringe dig tilbage på ret kurs, eller skal jeg sige bringe dig tilbage som det fyrtårn du er for mig.
Jeg har kendt dig i 25 år, måske mere, du kom som en frelsende engel til min familie da den var helt ude på et overdrev af sorg og håbløshed. Du redde min mor og gav hende livet tilbage, glæden, de tindrende øjne, de røde kinder, den glade latter, noget at leve for i hendes håbløse ensomme, alene-om-det-hele verden. Du redde os som familie, gav os værdier tilbage som vi helt havde glemt. Du forsøgte ikke at være far for mig, du forsøgte ikke at erstatte den far jeg havde mistet til canceren året før, du forsøgte ikke at dulme min smerte, du forsøgte ikke at please mig som det der strandede barn, det der strandede forvirrede barn som man stadig er når man er 15 år. Du foregav ikke at kunne erstatte noget, og alligevel indtog du hele huset med den største selvfølgelighed.

Du kom ind i vores liv, viste os dine grænser, viste os at man kan have respekt for voksne, uden at det nødvendigvis handler om at gøre som de siger, at man kan stole på dem, at de faktisk har noget godt, varmt og givende at give en når man er helt der ude hvor intet siver ind på lystavlen. Du kom som en tryk havn, som en rettesnor, som et kompas, du blev den der klippe i mit liv, og den der stoppede mig i at ende som et helt følelsforladt og forvirret ingenting-agtigt-væsen.

Du satte dine grænser, og selv om du godmodigt tilgav mig alle mine spillopper og tilgav mig alle mine brølere, og reddede mig fra at komme galt afsted gang på gang, har du aldrig taget æren for at jeg er hvor jeg er idag. Jeg har aldrig hørt dig sige at jeg "skulle være taknemmelig", har aldrig hørt dig i afmagt sige "og alt det jeg har gjort for dig" har aldrig hørt dig sige at jeg "skuffede" dig, når jeg havde lavet lort i den. Lige meget hvad jeg kom hjem med af "ulykkeligheder" har du aldrig sagt "hvad sagde jeg", du har altid taget tingene for hvad de var og når det brændte på så du tit en anden mulighed end de fleste ville havde set. Du har altid været støttende, supporterende, og 100% på min side. Og du har altid kunne gennemskue mig, jeg har aldrig kunne løbe om hjørner med dig, jeg har aldrig kunne komme afsted med en løgn over for dig.

Mærkeligt som du og jeg hurtigt blev enige om en ting...og det var ærlighed. Man ligger som man har redt.... har altid været en af dine favorit sætninger, så lod du mig stege et par dage, hvorefter du hjalp mig videre. Din ærlighed har sviet og gjort ondt mange gange, det gør den når man selv er ude om det, du har altid sagt hvad du mente, og du har aldrig pakket noget ind i vat og bomuld, lige ud af landevejen, på din egen finurlige facon, og du har aldrig været pinagtig bedrevidende, bare ældre, klogere og erfaren, og jeg tror at du har kunne se meget af dig selv i mig. Og som det altvidende orakkel var du så klog ikke at rådgive....det kan jeg kun sige tak for, på den måde lærte jeg at gøre mine egne erfaringer, og lære af de konsekvenser de gav.

Og nu er du syg, og på vej til at blive frisk igen. Og det slog mig at jeg aldrig rigtigt har fået sagt til dig hvor meget du betyder. Jeg sagde til dig forleden at du ikke måtte dø fra mig, sagde til dig at jeg ikke ville kunne holde ud at miste den havn og favn, jeg altid har kunne komme hjem til. Sagde til dig at du skulle overleve det her, for ellers er der ikke rigtig noget der giver mening mere.
Jeg kan ikke holde tanken ud om at jeg skal miste endnu en far, slet ikke nu hvor jeg har så sindsygt meget brug for dig. Brug for din humor, brug for din gnækkende latter, brug for dine varme smil. Så søde Daddy, jeg tror du ved hvor bekymret jeg er, og jeg tror du ved hvor meget du betyder, og hvor meget jeg behøver dig.

Din Datter