Kære alle gamle klassekammerater.
Jeg kan desværre ikke være her i dag til at lave
skandale...hahaha
Og det er ellers lidt ærgerligt da jeg havde planlagt at
drikke Truels, Jesper og Flemming i gulvet.
Nå det må de så klare selv.
Hvad har jeg bedrevet fra vores 25 års jubilæum og til nu, fortalt kort, læs
det med en humoristisk let ironisk undertone og indsæt selv smileyer.
Min mand Henrik var meget syg af prostatacancer, så i 2010
besluttede jeg at afhænde min Boghandel, for at gå hjemme og passe ham og vore
søn Valdemar, der på det tidspunkt var 12 år.
Sønnike og jeg fandt et lille fristed i Vikingetidens verden
og blev reenactere på diverse vikingemarkeder. (Valdemar er i dag 24 år, og er
Jarl i en vikingegruppe der dyrker vikingetidens krig og kamp med sværd og
skjold... og en del blå mærker, og nej det er ikke lissom rollespil i Hareskoven....)
I 2012 døde Henrik, 55 år gammel, (vores alder nu) efter 7
år med cancer. Så en opsang til jer drenge... få tjekket jeres PSA tal hos
lægen for at finde en eventuel prostata cancer inden den spreder sig og det er
for sent, jeg behøver ikke nævne symptomer som nattetisseri, svært at lade
vandet, ømhed derinde hvor man ikke kan nå...halvstiv der knækker på midten,
blod i sæd og urin.... nu gjorde jeg det så alligevel....
De næste par år gik med at få min søn ordentligt igennem en
sorg der var så stor, at jeg måtte undertrykke min. Det er sådan man overlever,
man gemmer osten til den er moden, og gør hvad man kan for at undgå lugten
imens. Det gør andre også, så man er lidt alene om det. Jeg kastede mig ud i
flere projekter for at tænke på noget andet. Og nej jeg er ikke bitter, nærmere
overrasket over det menneskelige ego.
Jeg uddannede mig i årene derefter til Glasperlemager i
Venedig, på Murano hvor jeg boede i flere perioder, (ja det koster spidsen af en
jetjager, det koster det også at gå til psykolog) og jeg læste lidt Vikingetid
på Uni. Det gør at, jeg nu ved alt om glas, og er ekspert i at rekonstruere
vikingetidens glasperler (hvis man kan bruge det til noget, andet end til egen
fornøjelses skyld og for museernes).
Jeg ansatte en håndværker til at renovere et gammelt hus jeg
har på min landejendom her i Hove. Jeg gik selv med som arbejdsmand, og jeg
husker det år som året med konstant spatlamme arme, ondt i ryggen, og en
erkendelse af at jeg er piv dårlig til matematik...(ikke at det var Kjeld
skyld) til gengæld har jeg lært at sætte
gibsvægge op, udskifte døre og vinduer, grave gulve ud og støbe nye, isolere
loft, mure, rode og regere, at bruge sikkerhedsstøvler uden at få vabler af
det, og få det som jeg vil have det. (en hver kvindes drøm...)
Det er en befrielse ikke at skulle diskuterer med en anden
om hvordan man gerne vil have det, udover min håndværker som til sidst, da det
hele stod færdigt, måtte indrømme at det ikke var så ringe endda.
Ud over at holde hånden under min søn, og sende ham på
efterskole da han blev 16, begyndte jeg at redde mig selv ud af undertrykt og
underspillet jeg-kan-klare-det-hele-selv sorg. Man tror det er løgn, men man
kan sagtens befinde sig fint i selskab med crazy madness og total
uberegnelighed, det er ikke noget problem at gå rundt i nattøj hele dagen,
tude, skrige og have ufattelig ondt af sig selv, bebrejde sig selv dumme ting
man har bedrevet, sagt og gjort, og undre sig over at det kun er ens mor der
syntes man er helt fantastisk. At opdage at man ikke bliver inviteret til noget
mere, opdage at andres hensynstagen er det samme som at blive totalt ignoreret.
Stilheden i huset betød at det var slut med at se Walking Death alene. (Der
findes ikke Zobier...det var vist bare... katten...)
Jeg besluttede mig til at rydde op. Når ens mand dør er det
ikke det samme som at blive skilt fra
ham. Han tager ikke halvdelen af møblerne, porcelænet, den bedste bil, og alt
værktøjet med sig, nej, Han har efterladt alt rodet til mig, gamle kasser med
ragelse fra hans tid i bofællesskab.... (you dont wanna know....) gamle
billeder af familie man ikke ved hvem er, lysbilledapparater og 4
spolebåndoptager, og nogle fucking store JBL højtalere, kasse efter kasse med
Lp’er fra de syrede 60-70er. Et stort udvalg i fjernbetjeninger, ledninger og
mystiske scartstik, til diverse apparater vi ikke har mere. Store stakke af Bilmagasinet,
og et helt hængemappeskab med 3 skuffer fyldt med forsikringspapirer,
lønsedler, brugsanvisninger og garantibeviser, og andet arkivalia, ikke at de
var sorteret næ nej, bare kastet ned i den første og bedste ledige hængemappe. Det
tog så lige et år at rydde op i det. Vi havde ellers en fin arbejdsfordeling på
det punkt, Henrik gemte og jeg interesserede mig ikke for noget af det... men
det blev jeg tvunget til, alt det der papirarbejde, jeg gladelig havde
ignoreret i alle årene blev en overvældende virkelighed. Når ja og så var der
lige det der klædeskab med hans tøj... , og duften af Hugo Boss...
Jeg kom igennem det og så gik jeg i 2016 i gang med mit eget
rod. Både det fysiske og det mentale. Og her dukkede der en stak fantastiske
breve op fra en fjern fortid. Hvor mon han var i dag, ham min allerførste
kærlighed fra 9 klasse.... (bare rolig Jesper...)
OG han var faktisk lige der, i Horsens, fraskilt på 9 år,
ingen kæreste, en datter der var flyttet hjemmefra, stort hus og ingen gæld,
pendlende frem og tilbage til direktørgangen hos Falck i København, 3 gange om
ugen. Ja det med pendleriet stoppede hurtigt, for pludselig var han og hans kat
flyttet ind her hos mig. Pludselig havde
vi købt nye møbler sammen, ny seng (ehemmmm...) Og jeg indså at jeg ikke var
helt færdig med livet. Claus var det, der skulle til for at leve igen, at
trække vejret helt ned i lungerne, nyde en kop kaffe en tidlig morgen uden at
skulle bekymre sig om, om man i dag får et mentalt nedbrud. At hvile i en tryg
verden af varme, kærlighed og omsorg hvor heldig kan man være. At føle sig
elsket endnu engang.
Og Valdemar min elskede søn, fik et mandligt forbillede at
spejle sig i, gudskelov. Der er bare nogle ting omkring skægvækst, barbering,
kondomer, biler, tøzer og kløe, en mand bedre kan svare på, end ens mor.
Jeg har fundet mig selv, eller jeg skulle måske sige at jeg
har mødt mig selv, mødt og fundet mine egne holdninger og meninger om ting. Jeg
befriede mig selv fra den altfortærende sorg, og fik det hele vendt rundt på
hovedet. Jeg har tilgivet mig selv og alle andre for dumheder gjort på gamle
fundamenter og grundlag der hører fortiden til. Jeg syntes selv at jeg er
blevet et helt fantastisk væsen i kvalmende perfekt ro og balance. Nu skal jeg
bare finde ud af hvordan det der instagraaaams virker....hahahaha
Og så mangler jeg bare nuet. Jeg bor på 27 år i Hove, i
Smørum, på landet med min elskede Claus, med 35 får, høns og kat. Sønnike læser
på DTU og bor sammen med sin kæreste. Clauses Datter har netop fået en lille baby
og jeg bliver kaldt Momse. Mine to virksomheder giver mig dejlige udfordringer, stolthed og glæde i hverdagen, og jeg må
konkludere at jeg er et lykkeligt menneske, tilfreds med den kurs mit liv nu
ligger på. For mig er livet endeligt blevet nemt. Jeg kan det hele. Og
alligevel er der stadig masser at udforske og lære. Jeg er sgu ikke færdig, jeg
er først lige begyndt.
Så hvad er der mere at sige. Jeg håber at i alle er et sted
i jeres liv hvor det giver mening, hvor alt går op i en højere enhed, hvor alt
det i har kæmpet jer igennem indtil nu, endelig giver jer mulighed at vandre
der ud af og forsvinde lykkelige og bekymringsfrie i solnedgangen en dag.
Hav nu en dejlig Fest, snak om gamle dage, og overdriv gerne, jeg tænker på jer.
Håber vi ses igen en dag. Hilsen Anette
Ingen kommentarer:
Send en kommentar