Tak er et lille ord på 3 bogstaver.

Her gik jeg og troede jeg var helt alene, at jeg kunne ligge på bunden af mit sorteste hul, ligge fredeligt og have ondt af mig selv, ligge og rode rundt i mit eget selvpineri, hygge mig i smerten, og have pinen næsten helt for mig selv, at mine tanker aldrig nåede ud til nogen, at jeg var alene i cyper...altså, alene og alene, det er gået op for mig her på det sidste at jeg slet ikke er så anonym som jeg troede, og det er altså lidt ...hmmm hvad skal jeg kalde det....fantastisk....JA FANTASTISK....

Jeg gik og troede at jeg kendte alle dem der læser min blog, men det har jeg så fundet ud af at jeg ikke gør.

Jeg har her, liggende på bunden af mit sorte hul, opdaget at der er mange forskellige og meget ukendte mennesker der læser min blog.... og at de nu er begyndt at skrive til mig, både som kommentarer her på bloggen, på Facebook og som mails. Deres kommentarer og deres ønsker og håb for mig, gør mig på forunderlig vis glad, og her på bunden af mit sorte hul er jeg begyndt at overveje om jeg skal sætte mig op......
Det er gået op for mig at mænd og kvinder følger med i hvad jeg foretager mig, tænker over hvordan jeg har det, og bekymre sig om mig, selv om de ikke kender mig, mærker på mine problemer og sammenligner dem med deres egne, reflekterer over hvordan Man, Vi, Os, kan komme op og videre. Bekymrer sig over at jeg i alt for lang tid har ligget her nede på bunden af hullet og ikke har ville kikke op, men stædigt stirret blindt på jorden under mig. (som om jeg kan synke dybere)

Og nu må jeg lægge skrivestilen lidt om, for det er JER kære bloggere, jeg gerne vil sige tak til, jer "anonyme" bloglæsere der de sidste måneder, har bekendt kulør og har skrevet til mig, sendt mig varme ord og gode råd, skrevet om jeres bekymring for mig, skrevet om de ting i gerne ville gøre for mig hvis i måtte, eller kunne.

"hvordan skal jeg hjælpe dig op af det hul når du ikke vil række mig din hånd"  skrev du....
og du har helt ret, jeg havde valgt at jeg ville ligge der og rådne op, med armene krydset over brystet og begge hænder i armhulerne.

"det bekymrer mig dybt, at du virker så opgivende, du må ikke give op...ikke dig, du har så meget at udrette..."  Ja og du har helt ret, det er da det jeg har, jeg havde bare glemt det...så måske jeg skulle overveje om jeg skulle børste jorden af mit tøj, og glatte min skjorte.

"jeg er her for dig, til hver en tid..., du har rørt mit hjerte" ....og det fik mig til at tænke på mit eget hjerte, forvredent som en gulvklud, liggende på bunden af en spand....men det banker endnu.

"Lad dig kun træde på i den udstrækning, du selv kan acceptere...." ....jamen jeg skulle åbentbart hele registeret af selvmedlidenhed og uretfærdighedsfornemmelser igennem inden jeg fattede det.... så måtten med Welcome, den ligger nu ude ved bryggersdøren....

Fælles for jer alle, er at i har store og varme hjerter, at i rummer medmenneskelighed og kærlighed til et fremmed menneske som mig. Okay jeg skriver meget personligt om mig selv, og der er ikke meget der er hemmeligt her, men alligevel, i kender mig jo ikke, eller gør i ?... jeg ved godt at jeg skriver lige ind i hjertet på de fleste, men man skal også kunne læse det jeg skriver...altså forstå det jeg skriver, ellers giver det ikke mening....og for alle jer har det jeg har skrevet givet mening, og nu giver i mig mening med meningen.....  (læs:livet)
Så jeres meget personlige hilsner og tilkendegivelser har varmet meget her, rigtigt meget...Tak
Og det er virkelig fantastisk,...TAK
Ikke at jeg er helbredt for alle mine bekymringer og sorger, men det gør det lettere at bære når man ved at i er med mig, og jeg kan mærke jeres varme, omsorg og medfølelse...og det hjælper ....
TAK TAK TAK

Anette

Weee jeg har fødselsdag....

På denne første dag i mit 44 år vil jeg:

Lave ingenting, (eller det besluttede jeg mig for efter 2 maskiner med vasketøj, støvsugning og et perfekt rengjort køkken)
Gå i jogginbukser (ja jeg har faktisk sådan nogen...)
Spise 2 dåser makrel, uden brød, med en gaffel, stående i min bryggersdør.
Vente med at gå i bad til kl 1600. (man må godt bade to gange på en dag ikk?)
Prøve at gå i seng kl 1200 og se om jeg kan sove....det kunne jeg ikke...
Spise kiks i henriks side af sengen, så han kan få fornøjelsen af krummerne...hahaha
Skrive en seddel til Skraldemanden, og forklare ham hvor glad han gør mig hver mandag når han kommer og fjerner mit skrald, og at der er et smadret glas midt i posen, at jeg har pakket det ind, mere for at han ikke lige skal skære sig på det.
Tjekke min Facebook og læse alle jeres ønsker for mig.
Måske ærge mig lidt over den hilsen jeg ikke kan finde, og så bruge de næste 10 min på at fantaserer om hævn og hvad jeg skal fortælle hans kone...hahahaha... åhhh humor er en god ting. (og må du skide grønne grise, dit røvhul...) (og ja ja ja Karsten, jeg er næsten igennem første del af hævnfasen...næsten)
Så vil jeg gå rundt og sige at i aften skal der spises klapsammen madder med leverposteg, velvidende at der ligger en lammekølle i køleskabet, den skal snørres med rosmarin og hvidløg, så skal de nyopgravede kartofler koges med lime og en hel håndfuld salt, og de mange jordbær jeg ved pludselig bliver leveret ved min bryggersdør de skal renses og strøs med sukker...og de skal spises med fløde...ikke mælk, eller noget som helst så klamt som koldskål, tykmælk A38-39-40 stykker...kun med fløde, for som min afdøde svigerfar ville havde sagt så "nej tak til mælken, jeg kan ikke tåle den"....hahahahaha.......
Jeg vil bruge dagen idag, på de sædvanlige ting som enhver almindelig dag bringer, for min fødselsdag er ikke noget usædvanligt...Det var det da jeg var barn, det er det ikke længere.
Jeg har alt, og kan ikke finde på mere, jeg ønsker mig ikke noget, og det jeg ønsker mig er så tabubelagt at jeg ikke våger at skrive det her..
men jeg ønsker at man fremover aldrig igen fortæller mig noget der ikke er rigtigt, at man snart burde kende mig så godt at man tør stå ved sine tanker, holdninger og meninger og sige dem direkte til mig...sådan er jeg jo, at man ikke snakker mig efter munden, at man kun lover ting man kan stå 100 % inde for, bedrag og mærkelige løgnehistorier, der er så gennemskuelige at det svider i øjnene, dem gider jeg ikke mere.

Dørmåtten Anette...der står Welcome på maven af mig....

...nogen gange kan livet simpelthen blive for så bittert, at lige meget hvor meget mælk man drikker, så er det surt og giver halsbrand.
....Og den der klump i halsen, der ikke kan synkes, ikke kan hostes op, eller lindres med noget, den bare sidder der og trykker og presser og irriterer, og minder en om...
...Og tåre der ikke vil grædes, men konstant slører ens udsyn, tåre som man kan få til at tørre når man kikker op og til siden, tåre der ikke skal grædes fordi de får ens mascara til at løbe, og røber at livet er noget lort. For svært.

Jeg forsøger at være glad og positiv, forsøger at presse noget glæde ud af den her hverdag jeg har fået skabt mig, forsøger at finde lyset, sandheden, accepten af mine nederlag, og vende det til noget positivt.
Helt ærligt jeg forsøger sgu...
Jeg gør jo hele tiden som i siger jeg skal, forsøger det ene, forsøger det andet, jeg er en god pige der gør det i beder mig om, jeg vil gerne gøre jer alle tilfedse, jeg vil gerne at alle er glade og glade og glade og og og....
Og jeg vil give min bare røv for jer, jeg vil bruge mine sidste 100.- på jer, jeg vil forære jer verdenen hvis i beder om det....

Hvad er i så for nogen?.... i er mine venner, der støtter op, og griner med når det er sjovt, og nyder festen når jeg betaler..... og når det så bliver svært så kritiserer i, dømmer, og dømmer mig ude. Så hviskes der og tiskes der og kritikken falder hårdt og ubamhjertigt, lidt ondskabtsfuldt.
Og så skal jeg hører på pis og lort, og bedrevidenhed, jeg skal hører at det er ment i bedste mening, at alle er så kloge på hvad jeg skal og ikke skal. Og når jeg så slet ikke vil høre efter, så trues der og nedrige ting bliver sagt, og skyld lægges på mine skuldre....hvor det slet ikke hører hjemme.

-Vil du være skyld i....
-Skal man kunne sige at det var dig der ødelagde....
-Så er du lige som 100 andre før dig....

Og jeg er som jeg altid har været, direkte og ærlig, og jeg er ærlig også når det er svært....og så er det at i ikke kan rumme det, vender ryggen til og syntes jeg er dum, træls og selv ude om det hele.

Hvad med at i favnede mig, og lod mig græde de tårer der skal grædes i lige så lang tid det er nødvendigt for mig, måneder hvis det er det der skal til.
Hvorfor har i så travlt med at det skal gå over...hurtigt...at jeg skal videre...
Og når jeg så endelig kommer videre...så er fanden løs i laksegade. Der er jo ikke noget at komme videre til...det er jo slut det hele, min tid har været der.

Hvad med at i uden at dømme og uden at give gode råd, lod mig glædes over en nyfunden juvel, istedet for at smide lort i hovedet på mig, forstod at jeg har været så ked af det i så lang tid at det er okay at lade mig glædes over noget nyt, så jeg kunne glemme det gamle. At det er okay at jeg har det godt og er glad. Jeg har jo ikke valgt det her liv frivilligt...jeg er blevet tvunget til at vælge det, mod min vilje, mod min overbevisning, mod alle odds. Hamsteren i buret, der løber i hjulet fordi den ikke ved at det ikke fører nogen steder hen...Som en mus i en vippefælde....kom luk mig ud...

Det er som om, at det kun er jer der har ret til et liv. Jeg har ikke ret til noget...overhovedet.
Og mit liv det går og går, og jeg venter og venter og når jeg endelig engang er fri så er der ikke noget til mig, så er mit liv også gået, og der bliver slet ikke tid til at nyde noget som helst, andet end jeres fordømmelser.

...hvad er det i vil have....??
For jeg har ikke andet end lidt af min bitterhed at dele. Jeg vil ikke dele noget andet med jer mere, og jeg vil ikke involveres i noget mere...så er der ingen der skylder...
Alt det der er sjovt og skægt og helt grinagtigt morsomt, det må jeg ikke...Det skal aldrig blive mit.

Så kom tør jeres sko af i mig, jeg er så vandt til det at der står Welcome på maven af mig.

Out Of It

Out Of It

I'll never be the bravest of us

Crossing my fingers whenever I cross

I wish I could love without having to fear

Baby's fingers got a burn, baby came too near

You'll never know all the trouble I've got

Still haven't slept and it's 7 o'clock

Everything I have I could lose it in this fight

Somebody gotta tell me that I'm gonna be alright

Oh it's crazy

It's crazy up in here

I'm inside my head

How do I get out of it?

And then he said Honey, and then she said Honey, and then he said Honey, you're on your own

You're on your own own own own

Searching for sunlight

A winter inside

Thinking in circles

I cannot abide

Baby, make me warm

Thaw this snow inside of my

Overflowing in my eyes, turn into a sea

I'll never know what I'm capable of

If I don't go where I'm scared to be lost

Hope I'll find my way when I'm going through the night

Somebody gotta tell me that I'm gonna be aliright

Oh it's crazy

It's crazy up in here

I'm inside my head

How do I get out of it?

And then he said Honey, and then she said Honey, and then he said Honey, you're on your own

You're on your own own own own

Tab af identitet, eller opfindelsen af en ny!!

Ind imellem sker der det, at jeg mister jeg hovedet..... og taber forbindelsen til jorden, til mine omgivelser, til alting. Det sker meget sjældent, ekstremt sjældent, sidst var da jeg var gravid og smadrede et bryggersvindue med et syltetøjsglas.... Altså for ca 12 år siden. Nu tænker du sikkert at ...åh åh hun er gravid...
og nej det tror jeg ikke jeg er.....
Men jeg tror at alle kender følelsen af at gå ind i en rød bobbel og gå amok på sine omgivelser. Det er så dejligt, så befriende, så vidunderligt at gå amok, være totalt psykopat i det man siger og gør, bare gå amok, skælde ud så hele huset ryster i sin grundvold, smadre et par tallerkner ned i vasken, og skrige så højt at stemmen pludselig bliver underlig hæs, og at halsen føles underligt lam i den ene side.

Det...var en fantastisk..... følelse..., der brusede gennem kroppen på mig da jeg mentalt opgav at være fornuftig og bare fulgte instinkterne, eller manglen på samme, jeg blev høj, andrenalin og endofiner drønede gennem kroppen på mig, og jeg blev i stand til at løfte biler og kyle rundt med dem...eller det troede jeg....i mit sindsyge raserianfald....

Det er ikke i orden....
overhovedet ikke i orden....
slet ikke acceptabelt.....
Og min eneste undskyldning.....meget menneskeligt når man som jeg er presset til det yderste på alle fronter. Min allerbedste undskyldning, nemlig at min daglidag er forandret så meget på 5 år, at jeg ikke hved hvem jeg er mere. Christ...hør lige på mig... Og det her indlæg handler selvfølgelig om mig, som det altid gør og hvad der skete på en ganske almindelig søndag, hvor jeg tabte hovedet og skreg de væmmeligeste ting ind i hovedet på dem jeg burde elske allerhøjest. Det handler om mig, eller om den jeg håber jeg er, eller tro jeg er, eller ender med at være..eller...hvem er jeg?
Problemet er at hele min eksistens, min identitet, er smadret, hele mit selvværd kan ligge på et meget lille sted, jeg er midt i no-mands-land, alt er ramlet, gået i stykker, ødelagt. Alt det jeg står for og altid har stået for findes ikke mere, det er ren selvkontrol. Og jeg ligner mig selv, lyder som mig selv, og opfører mig som jeg altid har gjort...udenpå. Ren kontrol, ren øvelse, rent skuespil.....Der er forskellen....inden i er det slut. Inden i er jeg som en sammenkrøllet papirskugle der blæser lidt hid og did for vinden. Får rullet mig selv hen i et hjørne, for lidt efter at rulle ud og bumpe hen af vejen, skifte retning, rulle tilbage igen, ligger og rokker frem og tilbage. Jeg kan simpelt hen ikke finde ud af det mere, jeg er helt lost, fortabt, aner ikke hvad der er nord og syd, op eller ned.
Jeg ved skam godt hvad jeg vil.... tror jeg nok....se det er forskellen på den gamle og den nye ..."tror jeg nok"...jeg er blevet en tvivler, jeg kan ikke se kursen længere, kan ikke sidde fornærmelser overhørig, kan ikke snuppe nedladen tale, kan ikke længere accepterer at blive kritiseret, ikke længere tåle at høre på hvor dum jeg er.... kan ikke længere lade som om .... kan ikke længere bare lade det passere...kan ikke længere bare "hoppe op og falde ned igen", kan ikke længere klare at blive udnyttet, kan ikke længere give og aldrig modtage.
Og det er ikke en dårlig undskyldning for min opførsel, men en tør konstatering af at alt er brudt op, og nu skal lejre sig, og bliver til hverdag også for mig. med den her hvem hun nu end er for en....noget...

En ny dagsorden er ved at forme sig, og det er ikke uden konsekvenser, heller ikke for min familie. Så idag tabte jeg hovedet, monster stort. Jeg tabte det så meget, at der ikke engang kan siges undskyld for det, og det er skræmmende. Jeg har svinet min mand så hårdt til at han grædende gik i seng. Jeg har skældt min søn så hårdt ud at han stille græd ned i kartoflerne, og lavede sit matematik på 5 min. Jeg har smadret tallerkner og lavet en bule i køkkenvasken, jeg har sparket en bule i skraldespandsstativet, hvad fanden det skal alligevel skiftes, og jeg har sagt de værste ord jeg kunne komme på i mit afsindige raseri....de bliver ikke gentaget her...bare rolig.

Jeg kan ikke komme ind på hvad det var der trikkede og fik bomben til at eksplodere, ikke at jeg ikke ved det, men mange måneders, eller års opsparet fustrationer brød ud i lys lue, og jeg lod mig rive totalt med, det føltes som en forløsning, en fødsel, en orgasme en utrolig befrielse...og jeg lod mig føre på den røde bølge, og gik amok lige i hovedet på min familie. Det er ikke okay, det bliver aldrig okay, det kan aldrig ske igen. Og når jeg siger at det aldrig kan ske igen, så er det fordi de nu er så bange for mig, at de aldrig vil give mig en grund til at blive gal igen.
Så jeg står her og ved ikke hvad jeg skal gøre med mit nye regime, med mit diktatorskab, med mit kommende nye jeg, et jeg der er så svagt og tvivlende, at jeg højst sansynligt bliver kuppet hurtigt. Jeg aner det ikke...Jeg aner det virkelig ikke.
Men noget ved jeg, og det er at jeg bliver nød til at finde noget kærlighed frem og overøse min søn med det, og håbe på at han engang når han bliver voksen vil forstå, at man kan tabe hovedet når man presses langt nok ud, og at ingen undskyldninger i verden er store nok når det går ud over børn, og at jeg for altid vil være så ked af de ting jeg sagde. At jeg ikke kan gøre dem om, men må tage konsekvenserne af dem, og at de blev hans og min skæbne på samme tid.

Og det værste... jeg ville ikke gøre det om.

Jeg skammer mig.....

Perler og ild og og og og

Altså i sommer var jeg en tur i Bramming for at hjælpe en kollega med hendes forretning, det blev derefter til lidt ferie derovre og Vikingmuseet i Ribe blev besøgt det gjorde vikingemarkedet også.

Det mærkelig er at jeg følte mig totalt på hjemmebane, følte at jeg på en eller anden måde var havnet i en tidslomme, at jeg var i mit rette element. Meget mærkeligt, underligt og altopslugende. Nu har historie altid haft min store interesse, og sjovt nok fra 700 og til 1200 er den tid der er mest interessant i mit univers, så måske ikke så mærkeligt at jeg følte mig så godt tilpas her. Jeg kunne havde gået rundt der i dagevis, duftene af bål, af hørteltenes mærkelige duft, af plantefarver, røgede sild, af heste, suppe, og hvad der nu dufter af på sådan et marked. (der mangler lugten af lort, men det gør ikke noget at den ikke er der...lol)

Men et bestemt telt trak virkelig min opmærksomhed...og jeg kunne havde siddet der hele dagen. Det var perlemagerens telt. Her faldt jeg i staver, totalt i staver, stirrede intenst på perlemagerens arbejde med jernstænger og smeltet glas, lod mig opsluge af ildens varme og flammerne der smeltede glasset til en håndterbar mærkelig tyggegummiflydende masse der overførtes på en pind og efter afkøling fremstod som en perle. Jeg måtte vide mere om det, måtte have sådan en perleovn, rode med det der glas..argh..jeg havde fået en ny hobby kunne jeg mærke.

Jeg følte mig forelsket.....

Der gik ikke mange dage, på et besøg hos Sue lavede jeg og hendes mor en kopi af den perleovn jeg havde set på markedet, vi æltede ler, halm og sand sammen og konstruerede en perleovn, den blev nuttet, og vi hyggede om den ovn hele dagen, fyrede i den så den kunne blive tør, havde ler til albuerne, og drømte om alle de perler der skulle laves, historiske perler......suk. Vi manglede bare noget...glas og stænger og viden og og og ....
Se nu er nettet jo en fantastisk ting, jeg kan finde mange ting hvis jeg ved hvad jeg leder efter, hvad det hedder og fagsprog er heller ikke nogen skam at kunne tale... så langsomt begyndte ting at komme frem, en perle er ikke bare en perle. Og sørmer om der ikke fandtes kurser her i danmark man kunne komme på, åhhh jo, men ikke i hvordan man laver perler i en vikinge perleovn, men over en gasbrænder.
2 weekender har jeg så leget med perler, først var jeg på perlekursus hos Bifrost i Allerød, dernæst var jeg helt i Ebeltoft hos Moeslund Glas og lære de næste trin. Fantastisk jeg er bidt af en gal perlemager...jeg skal noget mere med det glas...jeg skal da lave en masse perler...og det er jeg så igang med.

Er de ikke fine? Det syntes jeg de er, og egentlig også det vigtigeste...

At vælge at være en viking...eller shop amok...

He he... en af mine søde venner gav mig et godt råd....han sagde...se at få en hobby hvis du skal til at gå hjemme....ellers ender du med at slå nogen ihjel....
Og han har så ret...så jeg har kastet mig ud i projet Viking.

Nu har jeg altid interesseret mig for vikingetiden og tidlig middelalder, så da jeg alligevel var i jylland måtte jeg besøge vikingecenteret i Ribe...og det udviklede sig....

Weeeee...jeg blev så hooged...det var da det jeg skulle, det er da det jeg skal.
Så jeg er gået igang med at sy...jeg syr hør kjoler...hahaha...ja sådan nogen vikingerne havde på, jeg syr forklæder og overkjoler, og jeg er gået igang med nålebinding som er forløberen for det at hækle...og nålebinder mig et par vanter.

Og jeg har produceret en perleovn, for jeg skal selvfølgelig værer perlemager....
Heldigvis er Sues mor keramiker og ved hvordan man blander ler, sand og halm til en god og ikke-brandbar masse som man kan lave en perleovn af...og en to tre har jeg en perleovn...uha det er godt...nu skal jeg bare have noget glas og nogle spyd og og og...
Aj der er så meget jeg skal.... Jeg skal have et telt, så jeg kan tage på vikinge markeder, jeg mangler bare lige nogen brædder og en fandens masse hørlærred.... og jeg skal have køkkengrej, og kniv og ske og et skrin og og og og ....
nøøøj der er mange ting jeg skal i gang med at lave.

Nå jeg har syet og syet...og pludselig slår det mig at jeg er en meget sølle viking...jeg kan møde op i en særk.... jeg har ikke engang nogen spænder til at holde forklædet oppe med...når jo... jeg har et læder armbånd med 5 perler i som jeg har købt i Ribe, så egnetlig har jeg mindre end en Træl havde dengang i 700-800 tallet.
Og jeg har ingen forening som jeg kan støtte mig til, ingen klub, hvor jeg kan lære at brikvæve og plantefarve mit garn....uha sådan en klub skal jeg også finde...jeg har travlt for der er meget jeg skal nå...og og og ....

Så er der vikingemarked i Århus, i moesgård...det skal jeg med til....og indkøbslisten er lang...jeg mangler alt...
Tidligt op og afsted til Århus søndag morgen, Forventningen er stor... Vikingemarkedet er kæmpe stort...her kunne jeg gå rundt i en uge...det skulle ikke være noget problem. Her er så meget at se på, så meget at røre ved, smage, spørge om....og jeg går på med krum hals...

Jeg går på jagt efter et par spænder til mit forklæde...jeg har besluttet mig for at jeg ikke vil have de der kæmpe skålspænder, og jeg finder nogen med Hugin og Munín på..Odins ravne, og personlige nyhedsbringere...uha de er fine...godtnok kan jeg ikke se at det snirklede mønster ligner Ravne, men sælgeren fortæller mig at det er kopier efter nogle der er fundet på Bornholm. Så det skal jeg huske til evig tid nu.

Jeg vælter videre, her er så meget at se på, og jeg mangler så meget og har hele dagen...eller...jeg har allerede brugt en time...jeg finder et sted hvor der sidder en ung fyr og laver bælter, og jeg mangler et bælte..han har nogen fine smalle ogen med messing spænder på, og læderet er bordeaux...uha sådan et må jeg eje, og han har sørmer også hørtråd, det har jeg ikke kunne opdrive nogen steder så vi handler lidt frem og tilbage, jeg får bæltet og 3 ruller hørtråd for ---biiiip--- og jeg er lykkelig.

Og jeg finder noget brikvævet bånd til mit forklæde, lige i den rigtige farve...ahost det er dyrt, men jeg skal kun bruge en meter, og er glad for min meget dyre meter. jeg finder senere ud af at jeg har fået mit bånd til den rigtige pris. Jeg er ellers af den overbesvisning om at man ikke skal rende rundt og sammenligne priser når man har købt...man risikerer jo at blive ked af det.

Et drikkehorn det skal man have, og man skal have det i bæltet, her er så mange horn, alle boder har horn og stropper til dem, men de er alle sorte...jeg vil have et brunt horn, og det er ikke til at få...lige til...der ....inde bag ved...deromme...det der...mit mit mit... og 70.- fattigere.

En pung...uha jeg skal bruge en pung...og jeg finder en hos en tysk handelsmand...han er sød og viser mig alle hans punge...de er ens i udformning men i forskellige farver...så hiver han en frem der har grønt læder på...uha den må jeg eje, men den er lidt dyr så vi tinger lidt frem og tilbage...pungen bliver min...åhhh ja...min min min.

jeg havner senere i en anden bod med en dansk taske og pungmager, han har sådan nogen bitte små punge...han siger...
-du skal da have en af mine små punge...
-næææ siger jeg jeg har lige købt en lidt større over hos ham der ..peger...
-ahhh hos tyskeren, må jeg se den...
-næ siger jeg...
-jo jeg må... siger han...
-niks siger jeg...
og han siger, jeg skal bare lige tegne den af...
og jeg svarer...niksenbiksen...
han siger meget sødt...vis mig pungen og du får den her pung gratis...
og jeg giver ham lov til at tegne pungen af, og får en lille fin pung som tak. Uha det er en god dag. Uha det er en rigtig god dag...

Jeg ender over i en afdeling hvor jeg snakker med en der laver ting i træ, ham og hans kone er vældigt søde og vi snakker om markedet og det at være viking...de siger...du skal da være viking i vores gruppe, snak med vores høvding og peger på en lille mand med filthat på...han har travlt med at tale med en journalist, så jeg siger at jeg kommer tilbage senere.
Senere: jeg er i området da en lille viking lægger en hånd på min skulder og siger...nå du vil optages her hos Brimir...kom med og lad os tage en snak...vi går hen til hans telt og slår os ned...snakken går og inden jeg har set mig om er jeg prøvemedlem, det er jeg i et år, så skal de have det op på tinge om de vil beholde mig...hahaha uha det er en mægtig dag...han giver mig en folder med hvordan man laver et vikinge telt. Skønno....jeg er kørende...Jeg er sulten og går over og køber en sild der er nyrøget, duftende varm, fedtet og en helt vidunderlig mundfuld pænt pakket ind i et spelt fladbrød...ummmm kæft det smager godt...og min taske er fuld af mine fine fund.
Men jeg mangler noget...jeg mangler en teen og noget uld...jeg bliver nød til at lære at spinde, og det er jo lidt pinligt at jeg har haft får i 16 år uden nogen sinde at bruge deres pels....jeg får købt en fin teen, med benvægt, og jeg har fået en masse lækkert uld for kun 30.- i alt...aj det er en god dag, nu er jeg kørende.
Og jeg får en invitation til at lære brikvævningens svære kunst næste år her i Moesgård hvis jeg er frisk og har fået lavet et vævebrædt...hmm...det kikker jeg så lige lidt på.
Og der er perler alle vegne, de er alle lavet i indien, trist, og der er kun en perlemager på hele markedet, heldigvis står hun og laver perler, og jeg får købt lidt perler og får lavet en halskæde ud af dem, jeg bliver så fin nu.

Åhhh ja...det er skønt at være viking...så lige nu går jeg og ruger over mine skatte..syr med mit fine hørtråd, har lavet mit forklæde færdigt, og er fluks igang med det næste...weee...det bliver en god og lang vinter hvor jeg skal lave en masse håndarbejde, som virkelig kan bruges til noget...jaaa...det er da det jeg skal...så jeg ikke får slået nogen ihjel.