Dengang da jeg var barn, var verden en anden. Min mor gik hjemme og havde varm kakao og boller klar når jeg kom hjem, min far var en berømt opdagelses rejsende og storvildsjæger, der kom hjem med spændende gaver, jeg var en yndig lille pige, i lyserøde sommer-flæsekjoler og store sløjfer i håret, og jeg lavede lydigt mine lektier hverdag når jeg kom hjem (til de varme boller og kakaoen) fra skole. Livet var nemt, sorgerne få, og vejret altid godt, isene var større og smagte 20 gange bedre end idag, og hoppene i rutchebanen i tivoli var meget vildere, og solen skinnede altid på min fødselsdag, for jeg var jo en artig og sød lille yndig og nuttet pige, som alle elskede og som aldrig lavede fejl.
Og hvis jeg kunne sige den der lyd som en pickup siger når man forsøger at løfte den af LP'en (altså for os der ved hvad en LP er og hvordan den siger) men kommer til at trække den hen over en masse riller så den siger den der forfærtelige lyd "riiiiiuuuutiiissssschhhzz" og hvis jeg kunne vise det der billed af en smalfilm (med en hoppende og dansende lille pige) der pludselig stopper og brænder over, så er det der jeg vil hen...
Altså...riiiiiiuuuutiiiiiscccchhhzz og smelte-smelte.......
For sandheden er desværre en hel anden, en helt anden kvalmende sandhed som jeg ikke kan løbe fra og som på en eller anden måde dukker op i små glimt i mit hoved lige i tiden. Små glimt fra min egen barndom, små glimt af hvordan jeg ikke vil have at det skal blive her i huset, Fordi Henrik nu bliver mere og mere syg, fordi han nu har kvalme hele tiden, har ondt, er træt, spiser en masse piller, er utidig, og ked af det.
Min barndom var, lige meget hvor meget jeg undskylder og bortforklarer, lige meget hvor meget jeg forsøger at forstår 60'erne og 70'erne pædagogik (som ikke var nået ind i mit barndomshjem anyway, og derfor ikke gjorde nogen forskel) min barndom var rædselsfuld, grænsende til mareridsagtig omsorgssvigt og svigt og svig og kulde og fornægtelse og tys tys, og devisen at siger man ingen ting så er problemerne usynlige og ikke eksisterende. Min barndom og min søsters var et helvede.
Og når jeg siger helvede så mener jeg helvede, der er mange måder at mishandle børn på, mange måder at få dem til at føle sig ivejen, forkerte, uelskede. Og i 70'erne var en syg far, en hårdtarbejdende mor og voksne familiemedlemmer der stille tav, den rene tortur, og en meget hurtig måde at gøre et lille menneske voksent,....jeg blev alt for hurtigt stor. Urimelige krav, u-kærlig opdragelse og ringe forståelse og empati, for børn som mest af alt var i vejen og til besvær og en byrde, var den most som jeg voksede op på. En bitter most, som jeg i mange år forsøgte at fortrænge med undskyldninger om at jeg selv havde været ude om det. Og at det var synd for min mor. Hvad det også var.
Kort fortalt, min far fik konstateret cancer da jeg var 3 år, min søster lå i min mors mave, vores forældre var forretningsdrivende. Min far dør da jeg lige er fyldt 15, nykonfirmeret, ædt op af cancer.
I mellemtiden skal jeg igennem en barndom, hvor fortielser om min fars sygdom hersker, hvor troen på at siger man ikke noget til børnene så har de ikke noget at bekymre sig om, men fakta er at børn hører alt, børn lytter ved dørene, børn lader som om de sover, og ligger med store øre når de voksne taler.
Jeg vidste alt om min far, alt om hans sygdom, alt om hvilke behandlinger han nu skulle have, alt om de operationer han skulle igennem, jeg kendte navne som kemoterapi, interferron, cancerceller, røde og hvide blodlegemer, intravenøst drop, og morfin. Men Jeg forstod ikke min mors bekymringer for fremtiden, hendes egen fremtid og at hendes frustrationer udmøntede sig i hendes iforvejen korte lunte brændte sindsygt hurtigt, at sporadiske lussinger, skældud, skyld, skyld, skyld og følelsen af aldrig at være rigtig, altid at være i vejen, altid at gøre tingene forkert, altid at komme til at gøre det modsatte, var hendes måde at komme af med sin egen fustration på, at hendes magtesløshed var lige så stor som hendes fornægtelse af at have brug for hjælp. Det forstod jeg ikke dengang, og det forstår jeg heller ikke idag, men jeg kender en masse undskyldninger.
Det var jo ikke fordi mine forældre ønskede at give mig en lorte barndom, deres egne personlige bekymringer overskyggede bare den virkelighed at børn også kan bekymre sig, at børn lytter og forstår, og at den opdragelse de selv havde fået bestod af tørre tæsk, og at den opdragelse de selv kunne give bestod af lige dele tavshed, utilfrtedshed, og bebrejdende blikke, at den form for pædagogik de udøvede mod mig var at overøse en med skyld. Min mor sagde engang i afmagt til mig, at det var min skyld at min far var syg....tsk tsk....jeg har desværre aldrig glemt det... gid jeg kunne.
Vores far kunne ikke tåle støj, derfor havde vi ikke venner med hjem.
Vores far kunne ikke tåle støj, derfor hørte vi musik med hovedtelefoner på.
Vores far kunne ikke tåle støj, derfor øvede jeg mig aldrig på mine instrumenter, og blev derfor middelmådig til at spille på dem alle.
Vores far kunne ikke holde ud at høre på vores larm, derfor opholdte vi os mest på hvert sit værelse.
Vores far skulle spise 42 piller hver aften til aftensmaden...de lå i håndfulde ved hans tallerken, det var meget uappetitteligt at se ham spise dem.
Vores far var så syg at han ikke kunne tygge maden særligt godt...(blendet hakkebøf med ærter og kartoffelmos ligner bræk....)
Vores far hostede, hostede og hostede (lungecancer) (...og spyttede i køkkenvasken. ad..)
Vores far havde kvalme, og kastede op under aftensmaden. (højlydt og med åben badeværelsesdør fordi han ikke nåede at lukke den efter sig.)
Vores far havde forstoppelse pga medicin, og det er altså pinligt at komme ind på apoteket for 3 gang samme dag og spørge efter afføringsmiddel....
Vores far lå i sengen hele dagen, og stod op og spiste sin aftensmad i nattøj.
Vores far lå tit på hospitalet, forestil jer hvor stille vi skulle være der...tilgændgæld var elevatorene sjove at køre om kap i (tak til herlev hospital...)
Vores far lugtede af medicin. hans værelse lugtede af medicin, alting lugtede af medicin.
Vores far blev så tynd at han sad på en oppustelig gummi ring for ikke at få tryksår i måsen.
Vores far havde ingen interesse i at være sammen med sine børn selv om han vidste hvad vej det bar hen, bare vi kunne underholde os selv. (højtlæsning og hygge var en umulig drøm...ja den var utopi.)
Vores far ville dø hjemme....og det gjorde han, og hvem fik hans værelse bagefter? ja det gjorde jeg....
Min konfirmation blev aflyst, den skulle havde været holdt på et fint hotel, istedet blev den allernærmeste familie inviteret hjem til frokost, ingen klaverbokser, ingen festsange, ingen far, ingen flag, ingen fulde og glade mennesker, men masser af gamle mennesker med tåre i øjnene, det nærmede sig et gravøl, inden patienten var død.
Jeg fik lov at besøge ham på hospitalet hvor der blev drukket et glas champagne med sygeplejerskene, (som sødt havde købt en lille gave til mig) SKÅL sagde min far og sank sammen i puderne, med slanger ud af næsen, og slanger i armene og en kateterslange der forsvandt ned i en pose der hang på siden af sengen med et indhold der til forveksling lignede grumset æblemost. "Skål far" svarede jeg og satte mit glas på sengebordet (ved siden af det der klamme plasticglas lungepatienter spytter i) tak for den fine gave (en rejse til Mallorca med en "papmoster" og hendes næsten voksne drenge, og det er skam ikke for at lyde utilfreds, men den rejse kunne jeg sagtens havde undværet)
Vores far døde 6 uger senere en fredag, og om mandagen efter begravelsen, rejste jeg til Mallorca med min papmoster (som var fuld det meste af tiden, og højlydt sad og græd i baren over at MIN fantastiske far var død, alt imens hun pegede på mig som om jeg var den skæggede dame der skulle vises frem...stakkels barn, vrælede hun, mens jeg hjalp hende op i seng. Min søster blev sendt til Ærø, over til de gamle. Så kunne min mor græde i fred. Godt det var i industriferien så det ikke gik ud over forretningen, (vi skal jo være praktiske.)
Og da sommerferien var forbi, skulle jeg selv fortælle min lærer at min far var død, min lære troede at han var kommet ud for en ulykke, hun havde aldrig hørt om at han var syg.... tsk tsk og senere forstod skolepsykologen ikke noget, hun blev bare ved med at spørge "Hvorfor tror du de andre børn driller dig?"....tjaa...hvorfor? Jeg kunne og kan den dag i dag ikke svare på det.
Så er det ikke okay med lidt virkelighedsflugt indimellem? Er det ikke ok at man indimellem snakker om de fantastiske ferier på Ærø, om vores tossede Farfar og alle de andre, men sjældent snakker om alt det andet.
Det er som om min barndom gentager sig, dog med modsat fortegn. For her må Valdemar larme alt det han vil, han må have venner med hjem, de må være over hele huset, på nær i soveværelset, og Henrik er udstyret med et høreværn. Her skal Valdemar ikke overvære opkastninger, piller, stilletimer, og at bevægelsesfriheden tages væk, han skal have lov til at være det barn der blomstrer, på trods af at hans far er syg, han er informeret om Henriks sygdom, kort og godt, og vi taler om den når det passer os, men kort og precist, vi overdramatiserer ikke, og vi underspiller ikke, vi forklarer på en kort og let måde hvor hans far er i sygdomsforløbet, vi har lovet ikke at skjule noget eller holde noget hemmeligt, og at vi nok skal sige til når "det" nærmer sig. Det er ikke noget vi taler om i det daglige, det er en del af os, og vi fortier ikke noget. Medicin er noget der tages på badeværelset, kvalme er noget der sker når man ligger i sofaen, og her lukkes toiletdøren hvergang. Vi gør det godt her i vores familie, vi tager hensyn til barnet, for barnet skal ikke tage hensyn og ansvar for sin fars sygdom. Han skal have det bedste af sin far og det får han, selv om det er svært indimellem, Henrik siger tit til ham at han lige lægger sig, at han er lidt træt, og det forstår Valdemar godt.
Vi bringer hvert vores offer, også mig, men jeg kan ikke gøre andet, som min mor er jeg låst i situationen, dog kan jeg noget som min mor ikke formåede, nemlig at gøre en forskel for min søn. At finde den rigtige kombination af at beskytte uden at fortie. At elske uden at være omklamrende, at være ærlig uden at være for direkte. At være stolt uden at prale.
Og vi har en søn der blomstre, er sød klog og afholdt, en dreng der er fuld af selvtillid og lækkert hår, en god kammerat der forstår at udtrykke sig, en dreng der bliver lyttet til, en dreng der hviler fint i sig selv, har en fantastisk fantasi, og en kreativitet uden lige, en dreng der tør sige til, når han syntes at vi er uretfærdige eller dumme....og vi... vi fortæller ham at vi elsker ham, det er vigtigt, at sige det højt hver dag. At vi elsker ham over alt på jorden og at vi er så glade for at vi fik netop ham, og at han beriger vores dag.
Og man når langt med masser af tryghed, kærlighed og åbenhed. Så alt det jeg manglede i min barndom, det kan jeg nu give Valdemar uden at føle at jeg forkæler ham, jeg har nemlig lært hvordan man IKKE skal gøre.
