Her en lang virkelig historie fra mit liv, navnene er opdigtet. og skulle du regne den ud, er jeg pisse ligeglad.
Majbrit og jeg sidder og drikker kaffe, og snakken falder på Susanne og Jacob. Vi snakker om den fest jeg lige har været til hos Kirsten, og hvor jeg sad over for Susanne og Jacob. Jeg fortæller at de opfører sig højst mystisk, Jacob virker lukket og stille, Susanne har kastet sig over en ung mand som hun snakker med og står lidt for tæt på. Jeg nævner at vi på lørdag skal være sammen igen til sangaften hos Eva og Jørgen, og at jeg håber de er i bedre humør ellers bliver det en lang aften. Så siger Majbrit, der er nu ikke så mærkeligt, men du må love at holde mund med hvor du har det fra. Selvfølgelig siger jeg, og Majbrit fortsætter, Henrik hendes mand er fortrolig med Jacob, og Jacob har betroet ham at han haft en affære med en kollega. Det har Susanne opdaget og nu er helvede løs. Majbrit siger at de ikke har råd til at blive skilt. Og at de vil forsøge at kæmpe sig tilbage.
Jeg har tabt underkæben, har Jacob haft en affære, hvem vil have en affære med frække Jacob som altid lige træder over tærsklen for god opførsel. som altid bliver bøvet stangstiv og siger upassende ting. Hvor naiv er jeg. Jeg har lidt ondt af Susanne, men jeg ved at der skal altid 2 til en tango, det ved jeg alt om, både i den ene og i den anden retning. Og omvendt så er jeg ligeglad, hvad de roder med er deres sag, har de besluttet sig for at kæmpe sig tilbage sammen, så støtter jeg op om det. Det bliver en hård tur, men vil de det nok, skal det nok lykkedes. Jeg dømmer ingen.
Majbrit kører hjem. Samme aften er der Bylaugsmøde, og det halve af byen er mødt op, efter mødet bliver Eva og Jørgen hængende, og Eva snakker om sangaftenen på lørdag, Eva siger at Susanne opførte sig meget mærkeligt til Kirstens fødselsdag, og stod uden for og græd. Jeg siger, uden at tænke mig om, det er måske ikke så mærkeligt, så på lørdag lader dig og Kirsten hende bare være i fred, hun har det ikke så nemt lige i tiden. Nu betragter jeg Eva og Jørgen som mine venner der godt kan holde på en hemmelighed. Jeg siger henkastet, Jacob har haft en affære, det har Susanne opdaget, og der har været krig på kniven. De har besluttet sig for at arbejde sig tilbage sammen, og det må vi bare støtte op om. Så lad hende være på lørdag. Det lover Eva.
Det bliver lørdag, vi synger som livet gjaldt, og Susanne, Eva og Kirsten er godt fulde, de ender ude i køkkenet hvor de rister Susanne. Susanne græder og fortæller, og Eva siger at det vidste hun godt, Susanne spørger Eva hvor hun har fået det at vide, og Eva siger i sin brandert...Det fortalte Anette til Bylaugsmødet..... Susanne får den opfattelse at jeg har sagt det mens det halve af byen var til stede.
Og så er helvede hedt her på matriklen.
Næste dag ringer Majbrit, og er rasende, jeg forsøger at forklare at jeg kort nævnte det for Eva og Jørgen, da Eva altid får Susanne til at græde over et eller andet.
Majbrit er rasende på mig og siger at jeg skal holde hende skadesløs, lige meget hvad så skal jeg ikke sige at det kom fra hende. Hendes mand er rasende over at Majbrit har fortalt det til mig, for nu er Jacob sur på ham. Majbrit siger, at Susanne selv har rendt nede ved gadekæret (hos et par andre naboer) og tudet øjnene ud de sidste par uger.
Majbrit ringer en time senere, siger at hun er blevet i tvivl om hun kan stole på mig, om jeg render og fortæller nogen af hendes hemmeligheder rundt omkring. Nu bliver jeg sgu en anelse knotten, siger at de hemmeligheder aldrig kommer over mine læber. Hun smider røret på.
Jeg ringer til hende næste dag og siger, nu tror alle at jeg har udbasuneret det over hele byen, og det er synd for Susanne og Jacob, jeg har et forslag, Vi går ned til Susanne og Jacob og fortæller dem hvordan det hænger sammen, giver en undskyldning på vores grædende knæ. Jeg syntes det er synd for dem, og syntes de skal have en ordentlig undskyldning begge to. Majbrit råber ind i røret at hun fannemer ikke giver en undskyldning til nogen og at hun hårdnakket har sagt til sin mand og Susanne og Jacob at det ikke er hende der har snakket over sig. Så hun kommer ikke med nogen indrømmelser, og de fortjener fannemer ikke en undskyldning fra hende. Hun vil bare håbe for mig at jeg holder hende ude af det, og holder det jeg har lovet. Jeg er totalt rystet, forlanger du af mig at jeg tager skylden helt alene? Ja ...var svaret og så smækkede hun røret på.
Jeg forsøger flere gange at ringe til Susanne og Jacob, sender dem smser hvor jeg siger at jeg gerne vil give dem er personlig undskyldning. Jeg møder op og ringer på deres dør, men de vil ikke lukke op.
Efterhånden er jeg ret ked af det. Jørgen kommer forbi, og jeg brokker mig over Eva har sladret til Kirsten og at de ristede Susanne ved sangaftenen. Det syntes Jørgen er skide sjovt. han er skide lige glad, det må jeg selv finde ud af. Tak for det Jørgen og Eva og Kirsten. i gjorde det meget værre.
Jeg har lyst til at sælge huset og flytte jeg føler mig isoleret. Jeg syntes hele verdenen er i mod mig. Men jeg bliver ved med at skrive til Susanne og Jacob, tigger dem om at mødes med mig.
Endelig skriver Jacob at de vil komme forbi i morgen.
Næste dag, kommer Jacob alene. Han virker trist og lidt trykket.
Jeg forklarer ham hurtigt at jeg ikke kan sige hvor jeg fik det at vide, det har jeg lovet og det har jeg tænkt mig at holde. Jeg siger også at han ikke skal spørge mig så jeg står i en endnu mere akavet situation. Og så forklarer jeg ham alt det overstående. Siger at jeg er ked af det, og undskylder. Jacob siger, tag det roligt, jeg har hele tiden sagt til Susanne at det sikkert var sådan. Og jeg behøver ikke vide hvor det kom fra, det ved vi og det har fået os til at se hvem de sande venner var. Jeg siger at jeg har mistet en.
Ugerne går og jeg ser intet til Majbrit, jeg er også ligeglad, der er så mange små historier der dukker op om hvad Majbrit som var min fortrolige går og siger om mig ude i byen. Til vores fælles foddame har hun sagt at hun tager på medlidenheds tøj køb med mig, og at jeg er så fed at jeg ikke kan passe noget, hun derimod smutter nemt i en str 36.... suk hvor er jeg ked af at høre min foddame fortælle den historie. Hun siger samtidig at Majbrit ikke er min ven. Små historier dukker op igen og igen. Når jeg ser på hendes og min historie sammen, har det der har bundet os sammen været hemmeligheder. JEg kan holde på hemmeligheder, selv om historien jo modbeviser det, men jeg kan holde på Majbrits hemmeligheder. Jeg lytter meget til hendes karriere snak, hvor succesfuld hun er, og jeg lyttet også da hun fortæller mig at hun er blevet dumpet til et job af hendes chef fordi han ikke syntes hun havde det der skulle til. jeg lytter til de vanskeligheder hun har med hendes drukfældige mand, hvor bange hendes børn er for ham, og at han får de mest sindssyge raserianfald. Jeg lytter til det hele, alt sammen og mere til. Majbrit vil gerne have mig med til et arrangement. men her siger jeg nej tak. Det må hun gå til selv. Men jeg siger gerne at du var her, siger jeg. Og tilbyder endnu engang en løgn. Majbritt dropper det hun var i gang med. Jeg ved ikke hvad det er, men Majbrit kan manipulere med mig. Jeg bliver glad når hun gerne vil være sammen med mig, men ked af det når jeg hører fra andre at jeg ikke bliver inviteret med når der kommer andre, fordi jeg tager al opmærksomheden. Hvor kom det nu fra. jeg er sgu forvirret nu.
Der går et halvt år hvor jeg ikke hører bu eller bæ fra Majbrit. Pludselig står hun i min dør og siger at vejret lige er til et glas iskoldt hvidvin ved poolen...min pool. Jeg siger at ja det kunne være hyggeligt, hvis ikke det lige var fordi jeg havde besluttet mig for at jeg ikke vil drikke hvidvin med hende mere. Som i aldrig mere. Jeg syntes du har taget vores venskab lidt for givet, jeg syntes du var tarvelig at du ikke stod sammen med mig i alt det med Susanne, Jeg hører så mange ting om mig selv fra andre, sagt af din mund. OG det beskæftiger mig i at jeg kun dur når du ikke har andre du kan betro dig store ting til. Så jeg syntes at vores venskab slutter her, der er for meget lort i sandet til at det kan fortsætte uden undskyldninger. Majbrit svarer at det er hun ked af at høre, hun forstår det ikke helt. Så jeg forklarer hende at hendes hemmeligheder er gemt hos mig, de kommer aldrig ud, men at vores venskab er slut, hvis det nogen sinde har været et venskab. Majbrit kører grædende hjem.
Det er nu 10 år siden i skrivende stund. og jeg er stadig vred over den undskyldning hun ikke ville give, alle venskaber blev sat på pause i meget lang tid, og det har taget år at komme tilbage til det der var engang. hvis det nogen sinde.... Jeg mistede alle de mennesker der betød noget, fordi jeg ikke selv kunne holde mund, og nu sidder jeg her og er blevet en bitter fisse der aldrig fik den oprejsning jeg selv syntes jeg fortjente. Susanne og Jacob har aldrig gjort eller sagt noget til nogen om alt det her, så hele byen tror stadig på at jeg udbasunerede det over for den halve by den aften. Jeg bliver aldrig renset. og jeg fik aldrig den undskyldning som jeg skulle have haft. Jeg er bitter, bitter over den uretfærdighed der som straf for min åbenmundet hed stadig hjemsøger mig.
Mange fra byen kan fortælle mig, at når de spørger til hvorfor Majbrit ikke ser mig mere, så svarer hun... Hun gav mig ikke rigtig noget....
Ingen kommentarer:
Send en kommentar