bryllup 1995

At huske de bedste ting...

Nogen gange er alt bare så sort og livet så meningsløst, alt det man har arbejdet hen i mod, skal gå itu på et eller andet tidspunkt, alt for tidligt, alt for hurtigt, alt det man fandt kostbart og fint, alt det man bare havde og tog for givet, det er på vej væk. Langsomt og uden stop, forsvinder det mellem ens fingre, smuldre, bliver til uhåndtertbart støv. Og sorgen over alt det jeg ikke skal nå, nå at opleve, nå at glæde mig over, nå at skabe sammen med Henrik overdøver det vi har, alt det vi har oplevet, det vi har set, det vi har sammen. Så jeg hev mine bryllupsbilleder frem og lod mig endnu engang overvælde af den dejligeste dag i mit liv. Kom til at tænke på alle de ting vi faktisk har oplevet, alle de ting vi har set sammen, alle de sjove stunder og alle de gode minder. Og det lykkedes mig faktisk at blive glad i låget, taknemmelig for det jeg har, taknemmelig for alle de ting jeg allerede har set, alle de ting vi har skabt. Ialt 19 år, indtil nu, de 14 af dem gift. På godt og ondt. Mit bryllup kan ingen tage fra mig, det vil jeg altid huske, og ord og sætninger flyver gennem mit hoved når jeg kikker på de billeder, der så fint beskriver hvor lykkelig jeg var dengang. Det er jeg taknemmelig for at jeg kom i tanke om. Billeder der skal huske mig på at man kan være lykkelig på mange planer, og at man kan blive lykkelig igen, hvis man vil det nok.....

Henrik deltager nu i verdensforsøg

Min kære mand har sluttet 9 mdr med kemoterapi,i december, de eneste resultater var at han fik 9 mdr mere. Hans PSA tal var de samme. Kedeligt men 9 mdr mere er trods alt noget. Henrik har nu snydt den dom han fik for 3 1/2 år siden der sagde at han højst sansynligt havde et halvt år tilbage. Og det er vi taknemmelige for.
Henrik blev testet til et forsøg med en ny medicin, og krøb lige nøjagtigt gennem nåleøjet. Nu er han så igang med et verdensforsøg. Verdensforsøget foregår i 23 lande, hvert land stiller med 38 patienter som har samme sygdomsforløb (som det henrik har haft). Halvdelen af patienterne får forsøgsmedicin og binyrebarkhormon, den anden halvdel får placebo og binyrebarkhormon. Man har en ide om at binyrebarkhormon måske har en gavnlig virkning på prostata patienter. Så på den måde tester man begge grupper.
Forsøgsmedicinen hedder Sutent og skal stoppe blodgennemstrømning i kræftsvulster, det interessante er om det også kan stoppe udviklingen i hormoncancer (som prostatacancer er) Forsøget kører over 33 mdr, det er meget lang tid, og desværre har det nogle meget kedelige bivirkninger. Henrik er sikker på at han får den rigtige medicin, da alle bivirkninger er kommet til. De er ret grumme og har store omkostninger for Henrik. Han har hele tiden kvalme, volsom kvalme. Han er træt, deprimeret, i generelt dårligt humør. Han har dårlig mave, og ondt i maven. Hans hår skifter farve og drysser af, hans hud er skrøbelig og sart og er skiftet til at være meget bleg. Han har betændelse i læber og tandkød, i øjnene, i neglene, og hans nerver i hænder og fødder visner væk, derfor taber han hele tiden ting på gulvet. Hans fødder er hele men han føler at de ligesom har papercuts, føler han går på glasskår, det svier og gør volsomt ondt at gå. Han kan ikke smage og lugte noget, og det han kan, smager ikke af det han husker. Henrik har fået voldsomme psoreasis anfald, og har ondt i muskler og led. Han sover dårligt om natten, bliver nemt ked af det og trist, irritabel, vred og gal. Henrik overvejede at stoppe forsøget, men er stadig i det. Hans PSA tal er de samme, så det glædelige er at det ser ud til at have en virkning. Omkostningerne er bare så store.
Jeg støtter Henrik i hvad han måtte vælge, og håber at han kan finde så meget glæde ved det han har, så han ikke opgiver forsøget. Omvendt så forstår jeg hvis det bliver så ulideligt for ham at han ønsker at droppe ud af det. Det sætter naturligvis en masse tanker igang her i huset, og det som vi i sålang tid (heldigvis) har kunne skubbe foran os, ser nu ud til at indhente os på den ene eller anden måde.
Henrik er som altid glad og snaksom og han viser ikke sin smerte når i kommer på besøg, han bære stolt sin sygdom udadtil, men de "interne" og private følelser kommer ud når han er alene med os. Henrik ønsker ikke at blive pyldret om, han ønsker ikke at tale om sin sygdom i timevis, men ønsker at tale om alle de ting der interesserer ham. I skal man ikke være bange for at spørge ind til ham, han svarer gerne, men ønsker ikke at "underholde" med sin sygdom, ønsker ikke at være ham der sidder og piver til sammenkomster, bær over hvis han ikke gider snakke om den, Henrik forsøger bare at være som han plejer...

Kobberbryllup... hvor blev tiden af?

Så blev det dagen hvor jeg har været gift i 12½ år med Henrik, min dejlige mand.

Det er ikke så længe siden vi sad og grinede og sagde til hinanden, ”om 10½ år har vi kobberbryllup” men det er det jo.
12½ år er gået og de er gået godt. I alt 18 år har vi hængt sammen som ærtehalm, og det har været spændende år.
Vores ægteskab har altid været præget af latter, og drillerier og vi griner flere gange om dagen. I vores ægteskab har vi altid taget uoverensstemmelserne med det samme, og vi har altid sat en ære i at diskuterer en ting af gangen. Vi har aldrig haft en dag hvor solen er gået ned over vores vrede. Og vi har altid respekteret hinandens særheder og ideer. Vi har altid givet hinanden plads og luft, og vi har aldrig siddet lårene af hinanden. Tålmodigheden har altid været stor, og det har kærligheden også.
Nu er det jo min blok, og der er et par ting jeg gerne vil sige til dig Henrik, hvis du skulle komme forbi.

Jeg elsker dig.
Jeg har altid ville elske dig.
Jeg har altid elsket at elske dig.
Du har altid været nem at elske.
Jeg vil elsker dig til dine dages ende.
Jeg vil elsker dig til mine dages ende.

Tak til alle naboer og familie for den smukke æresport og skønsangen.
Tak for alle gaverne og blomsterne.
Tak fordi i ville fejre os.

Anette

Henrik og den kedelige nyhed

Henrik har idag været på herlev og fået taget den afgørende blodprøve, og desværre var det ikke den bedste gave under træet. Han skal i Kemoterapi d. 17 dec, det er bare så ærgeligt, og vores jul hos min søster er aflyst, vi magter ikke rigtigt at skulle være sammen med en masse mennesker. Så change of plans... Mine forældre lægger hus til og det bliver så (heldigvis) kun os.
Vi havde store forventninger til 2 protekoller (forsøg) men de er lige blevet lukket da de gamle behandlingsmåder viser bedre resultater. Der er rigtig mange protekoller åbne, men der er ingen der passer til lige netop Henrik. Det smerter at se ham prøve at bevare det gode julehumør, når jeg ved at han inderst er helt i spåner. Vi skal videre, og vi skal igennem de næste 3 måneder med kemo.... øv