Jeg sidder her i de mørke aftenstimer og tænker på dig....
Min elskede stedfader, du skal have en Trippel bypass tidligt fredag morgen, en bypass som forhåbentligt vil bringe dig tilbage på ret kurs, eller skal jeg sige bringe dig tilbage som det fyrtårn du er for mig.
Jeg har kendt dig i 25 år, måske mere, du kom som en frelsende engel til min familie da den var helt ude på et overdrev af sorg og håbløshed. Du redde min mor og gav hende livet tilbage, glæden, de tindrende øjne, de røde kinder, den glade latter, noget at leve for i hendes håbløse ensomme, alene-om-det-hele verden. Du redde os som familie, gav os værdier tilbage som vi helt havde glemt. Du forsøgte ikke at være far for mig, du forsøgte ikke at erstatte den far jeg havde mistet til canceren året før, du forsøgte ikke at dulme min smerte, du forsøgte ikke at please mig som det der strandede barn, det der strandede forvirrede barn som man stadig er når man er 15 år. Du foregav ikke at kunne erstatte noget, og alligevel indtog du hele huset med den største selvfølgelighed.
Du kom ind i vores liv, viste os dine grænser, viste os at man kan have respekt for voksne, uden at det nødvendigvis handler om at gøre som de siger, at man kan stole på dem, at de faktisk har noget godt, varmt og givende at give en når man er helt der ude hvor intet siver ind på lystavlen. Du kom som en tryk havn, som en rettesnor, som et kompas, du blev den der klippe i mit liv, og den der stoppede mig i at ende som et helt følelsforladt og forvirret ingenting-agtigt-væsen.
Du satte dine grænser, og selv om du godmodigt tilgav mig alle mine spillopper og tilgav mig alle mine brølere, og reddede mig fra at komme galt afsted gang på gang, har du aldrig taget æren for at jeg er hvor jeg er idag. Jeg har aldrig hørt dig sige at jeg "skulle være taknemmelig", har aldrig hørt dig i afmagt sige "og alt det jeg har gjort for dig" har aldrig hørt dig sige at jeg "skuffede" dig, når jeg havde lavet lort i den. Lige meget hvad jeg kom hjem med af "ulykkeligheder" har du aldrig sagt "hvad sagde jeg", du har altid taget tingene for hvad de var og når det brændte på så du tit en anden mulighed end de fleste ville havde set. Du har altid været støttende, supporterende, og 100% på min side. Og du har altid kunne gennemskue mig, jeg har aldrig kunne løbe om hjørner med dig, jeg har aldrig kunne komme afsted med en løgn over for dig.
Mærkeligt som du og jeg hurtigt blev enige om en ting...og det var ærlighed. Man ligger som man har redt.... har altid været en af dine favorit sætninger, så lod du mig stege et par dage, hvorefter du hjalp mig videre. Din ærlighed har sviet og gjort ondt mange gange, det gør den når man selv er ude om det, du har altid sagt hvad du mente, og du har aldrig pakket noget ind i vat og bomuld, lige ud af landevejen, på din egen finurlige facon, og du har aldrig været pinagtig bedrevidende, bare ældre, klogere og erfaren, og jeg tror at du har kunne se meget af dig selv i mig. Og som det altvidende orakkel var du så klog ikke at rådgive....det kan jeg kun sige tak for, på den måde lærte jeg at gøre mine egne erfaringer, og lære af de konsekvenser de gav.
Og nu er du syg, og på vej til at blive frisk igen. Og det slog mig at jeg aldrig rigtigt har fået sagt til dig hvor meget du betyder. Jeg sagde til dig forleden at du ikke måtte dø fra mig, sagde til dig at jeg ikke ville kunne holde ud at miste den havn og favn, jeg altid har kunne komme hjem til. Sagde til dig at du skulle overleve det her, for ellers er der ikke rigtig noget der giver mening mere.
Jeg kan ikke holde tanken ud om at jeg skal miste endnu en far, slet ikke nu hvor jeg har så sindsygt meget brug for dig. Brug for din humor, brug for din gnækkende latter, brug for dine varme smil. Så søde Daddy, jeg tror du ved hvor bekymret jeg er, og jeg tror du ved hvor meget du betyder, og hvor meget jeg behøver dig.
Din Datter
