My life in shadow

Utroligt hvor meget man kan bruge et lille program på pcen til, Windows movie maker, og så kombineret med et WOW spil, en masse tryk på printscreen, beskæring af billeder, og tællen takter, ikke perfekt men alligevle rigtig sjovt at lave når man nu ikke ved hvad man eller skal på en kedelig gråvejrsdag.

Hvis Nuet var en bold....

Så kom den kedelige besked, Henriks Cancer har alligevel bredt sig til knoglerne, og indtil nu sidder det på ribbenene. Hvad bliver det næste.....Hvad fanden bliver det næste....???

Jeg er lige ved at gå helt i sort over det, og alligevel ikke. Jeg havde det på fornemmelsen, prøvede at tro på det bedste, håbede at det bare var et eller andet fjollet. Det var det så ikke.

Så nu kikker jeg på fænomenet "at gå i sort", tænker ....ikke nu Anette, ikke nu, bevar hovedet over vandet, kik fremad... (nåår nej, der venter kun død og ødelæggelse) okay så kik forhelved bagud, (nej nej nej det minder mig bare om alt det der aldrig kommer tilbage) okay så...kik på nuet...lige nu...som en god ven sagde, man skal leve i nuet, nyde de ting livet byder en. Og det gør jeg så...lige nu.

Lige nu nyder jeg det at være:

Træt, og ikke vil i seng.
Sulten, og har ikke lyst til mad.
Ked af det, men kan ikke græde.
Vred på alle, og på ingen.
Trist og fuld af sorg.

Rasende over at jeg skal have en syg mand.
Vred på ham over at han er syg.
Sur over at han har forandret sig så meget, fysisk som mentalt.

Desperat over at vi er gledet væk fra hinanden, og ikke kan finde tilbage, tilbage til hvad? Hvad var der lige før, hvad var det lige vores mål var, hvad var det lige vi syntes var så spændende at udforske sammen. Hvad var fællesnævneren? Det har jeg glemt....totalt...og jeg kan ikke komme i tanke om det, måske jeg bare blokerer for det, fordi det gør for ondt.

Og jeg er forundret over at mit ægteskab har fået en anden dagsorden. At det ikke længere er os der er centrum, at det ikke længere er os der er midtpunktet, at det ikke er os der sætter den, men alt, alt drejer sig om cancer, at det står i midten af det hele.
Vores hverdag er gennemsyret, gennemvædet, gennemhullet, gennemtrængt af den skide sygdom. Den omklamre os, kan ikke slippe os bare en time, den er der hele tiden, og der kommer hele tiden nye punkter til. Den skide sygdom forstår virkelig at gøre opmærksom på sig selv, den har virkelig kuppet os, virkelig taget magten, den har aktiemarioteten i det her ægteskab.....

Og jeg er målløs over at alt det vores ægteskab byggede på er forsvundet og erstattet af helt andre ting, at det har udviklet sig til en desperat kamp for mental overlevelse....sammen. Hvordan bærer man sig ad med at være i nuet når man mest af alt har lyst til at løbe skrigende væk? Når nuet gør så ondt at man knapt kan få vejret, når nuet ikke bare går over men også er i morgen, og endnu værre i overmorgen? Hvordan skal man kunne glæde sig over de sejre man ikke får? ikke når?
Jeg kan sagtens trøste mig selv med nuet, de gode ting, som at Valdemar har lavet sine lektier uden bøvl...at katten kom hjem med en mus, og åd den lige så stolt på havebordet uden for vinduet, at den farserede lammeryg smagte vidunderligt, at min orcide endelig efter 4 år blomstre med 21 blomster.

Jo jeg kan godt sætte mig ned i nuet og nyde de små ting der er godt, og så prøve på at ignorerer at det gør ondt i sjælen. Det er som at tygge med den side af munden hvor der ikke er hul i tanden. Som at bruge venstre hånd til at tørre sig med fordi højre er brækket. Som at tage bussen fordi cyklen er flad. Jeg kan godt nyde nuet, men så skal jeg bringe det største offer af alle, jeg skal distancerer mig fra mig selv. Bare for at få lidt fred, for mig selv.
Og det gør jeg så, jeg kan se, mærke og føle at jeg ikke er her, jeg kan ikke være her, jeg kan ikke holde mig selv fast, jeg er ren overflade, alt indei står på hovedet, Det er som Anette er inden i anette på vrangen, på hovedet, omvendt, forkert, utilpasset, uden væg loft og gulv, det er som at blive klemt, mast, holdt fast, bare omvendt, med vrangen udaf.

Og rolig nu...jeg er ikke ved at blive bims i låget...det er jeg for længst forbi, jeg er nået trinnet højere, det er gået over, jeg har forlængst passeret skillelinjen for hvormange rædselsfuldheder der kan overgå et menneske, og jeg kan også se at jeg ikke har mødt de værste ting endnu. Så dem sætter jeg mig så ned og venter på, de er derude, de venter, og de kommer med garanti.

Og jeg overlever det her, det er der så mange der før mig har gjort, jeg er bare så gal over at jeg er uden for indflydelse, at jeg ikke kan gøre noget ved det, at jeg skal accepterer min skæbne, at jeg skal vende den anden kind til, jeg skal bare finde mig i det. Det er sgu ikke retfærdigt.
Det er som et tog uden destination, uden stop uden endestation, jeg har løbet for at nå det tog, men til hvad nytte, jeg ved ikke hvor det ender, om det standser, skifter spor, aner ikke om tidsplanen holder, om jeg kommer for sent, om jeg når frem, om jeg overhovedet når frem.... Men en ting ved jeg og det er at jeg er på det forbandede tog og jeg kan ikke komme af, og jeg har glemt at købe billet...

Der er ingen udvej, ingen andre muligheder, ingen løsninger, intet håb, det er bare sådan her det er....accepter det....hmmmmm

Nuet har smidt mig i et dybt sort hul og jeg hænger i kanten med det yderste af fingerspidserne, imens står tiden og tramper løs, i håbet om at jeg slipper, men så nemt slippe nuet og tiden ikke... for jeg forsvinder bare ind i min tidslomme, hvor tiden og nuet står stille..... og der venter jeg så.....men på hvad? og hvor længe?

Jeg er bare så vred... ja vred... sådan...vred.

Nå fuck det...

Jeg sidder her i de mørke aftenstimer og tænker på dig....
Min elskede stedfader, du skal have en Trippel bypass tidligt fredag morgen, en bypass som forhåbentligt vil bringe dig tilbage på ret kurs, eller skal jeg sige bringe dig tilbage som det fyrtårn du er for mig.
Jeg har kendt dig i 25 år, måske mere, du kom som en frelsende engel til min familie da den var helt ude på et overdrev af sorg og håbløshed. Du redde min mor og gav hende livet tilbage, glæden, de tindrende øjne, de røde kinder, den glade latter, noget at leve for i hendes håbløse ensomme, alene-om-det-hele verden. Du redde os som familie, gav os værdier tilbage som vi helt havde glemt. Du forsøgte ikke at være far for mig, du forsøgte ikke at erstatte den far jeg havde mistet til canceren året før, du forsøgte ikke at dulme min smerte, du forsøgte ikke at please mig som det der strandede barn, det der strandede forvirrede barn som man stadig er når man er 15 år. Du foregav ikke at kunne erstatte noget, og alligevel indtog du hele huset med den største selvfølgelighed.

Du kom ind i vores liv, viste os dine grænser, viste os at man kan have respekt for voksne, uden at det nødvendigvis handler om at gøre som de siger, at man kan stole på dem, at de faktisk har noget godt, varmt og givende at give en når man er helt der ude hvor intet siver ind på lystavlen. Du kom som en tryk havn, som en rettesnor, som et kompas, du blev den der klippe i mit liv, og den der stoppede mig i at ende som et helt følelsforladt og forvirret ingenting-agtigt-væsen.

Du satte dine grænser, og selv om du godmodigt tilgav mig alle mine spillopper og tilgav mig alle mine brølere, og reddede mig fra at komme galt afsted gang på gang, har du aldrig taget æren for at jeg er hvor jeg er idag. Jeg har aldrig hørt dig sige at jeg "skulle være taknemmelig", har aldrig hørt dig i afmagt sige "og alt det jeg har gjort for dig" har aldrig hørt dig sige at jeg "skuffede" dig, når jeg havde lavet lort i den. Lige meget hvad jeg kom hjem med af "ulykkeligheder" har du aldrig sagt "hvad sagde jeg", du har altid taget tingene for hvad de var og når det brændte på så du tit en anden mulighed end de fleste ville havde set. Du har altid været støttende, supporterende, og 100% på min side. Og du har altid kunne gennemskue mig, jeg har aldrig kunne løbe om hjørner med dig, jeg har aldrig kunne komme afsted med en løgn over for dig.

Mærkeligt som du og jeg hurtigt blev enige om en ting...og det var ærlighed. Man ligger som man har redt.... har altid været en af dine favorit sætninger, så lod du mig stege et par dage, hvorefter du hjalp mig videre. Din ærlighed har sviet og gjort ondt mange gange, det gør den når man selv er ude om det, du har altid sagt hvad du mente, og du har aldrig pakket noget ind i vat og bomuld, lige ud af landevejen, på din egen finurlige facon, og du har aldrig været pinagtig bedrevidende, bare ældre, klogere og erfaren, og jeg tror at du har kunne se meget af dig selv i mig. Og som det altvidende orakkel var du så klog ikke at rådgive....det kan jeg kun sige tak for, på den måde lærte jeg at gøre mine egne erfaringer, og lære af de konsekvenser de gav.

Og nu er du syg, og på vej til at blive frisk igen. Og det slog mig at jeg aldrig rigtigt har fået sagt til dig hvor meget du betyder. Jeg sagde til dig forleden at du ikke måtte dø fra mig, sagde til dig at jeg ikke ville kunne holde ud at miste den havn og favn, jeg altid har kunne komme hjem til. Sagde til dig at du skulle overleve det her, for ellers er der ikke rigtig noget der giver mening mere.
Jeg kan ikke holde tanken ud om at jeg skal miste endnu en far, slet ikke nu hvor jeg har så sindsygt meget brug for dig. Brug for din humor, brug for din gnækkende latter, brug for dine varme smil. Så søde Daddy, jeg tror du ved hvor bekymret jeg er, og jeg tror du ved hvor meget du betyder, og hvor meget jeg behøver dig.

Din Datter

Kryptonit og bowlingkugler og en forvirret bagerjomfru

Jeg er på overnatning hos Sue...

Næste morgen...

Anette: "jeg kører lige til bageren og køber noget morgen brød..."

Sue: "ved du hvor bageren ligger???"

A: (herefter for nemhedsskyld...) "ja den ligger der hvor jeg altid kommer til at svinge til venstre når jeg skal til højre...."

S: "okay så sætter jeg the over"

A: tænker... THE..... im from Copenhagen.... krist.... ryster på hovedet og starter bilen.... sue må sgu da snart anskaffe sig en kaffemaskine.... tsk tsk...og det byder man uventede gæster....hrmpff...

A kommer ind i bageren i Brenderup

A henvender sig til bagerjomfruen (som forhåbentlig er jomfru da hun ikke er en dag over 13....)

A kaster et blik på udvalget (tager ca et nanosekund, men når i det samme at registrere sukker, fløde og theskeer på disken)

Bagerjomfruen (herefter benævnt som B) : jaaa.... (med meget bondsk fynsk accent, mens hun klør på en bums på hagen)

A: "et formbrød, 2 spanske, 2 gifler, 1 pk smør tak."
A tager en avis og lægger på disken og siger derefter... "og en Cafelatte tak "to-go"...."

B kikker forvirret på A og sender derefter SOFTICE maskinen et side blik hvorefter hun siger: "den er ikke startet"

A kikker på B og det er tydeligt at A tænker at B ikke er den blankeste kugle på trææet.....

A: "nu er det heller ikke SOFTICE jeg vil have men en Caffelatte, det er kaffe med varm mælk, jeg gik ud fra at i har kaffe her siden der står sukker og mælk på disken...."

B: (lidt forfjamsket) Nårrrhhh... (og kikker på noget bag min ryg) Det har vi ikke, den er heller ikke tændt, og det tager altså lang tid før den er klar....

A vender sig om og får øje på en kæmpe kaffeautomat der står skjult i et hjørne på den andenøverste knap på maskinen står der CAFFELATTE...


A vender sig om og kikker på B, "jamen så tager jeg bare en kop almindelig kaffe "to-go""

B kikker på A som om hun er noget der er landet fra mars, og siger sådan lidt dumt, "tooo-goooo" det har vi altså ikke.....

A: "okay tager i dankort???"

B: "ja"

A: "så vil jeg gerne betale...."

B: "47,50"

A: "på beløbet tak"

B: "hva?"

A: "bare på beløbet tak"

B: kikker under disken efter ordbogen FYNSK-DANSK DANSK-FYNSK

A trykker godkend, får sin bon og går ud og sætter sig ind i sin bil. På fortovet står et stort skilt med ubehjælpelig håndskreven tekst

FRISK KAFFE
&
SOFTICE

A tjekker GPS'en for at finde ud af om hun er havnet i en eller anden parralel verden.... Nej hun er stadig i Brenderup.....




Og for dem af jer der har hørt denne historie før, så er der sørmer kommet en fortsættelse. Sue har en ven der er ved at bygge en tidstunnel,(!!!...??? ja en tidstunnel...rofl) på en eller ande måde får han og sue (i deres kæmpe brandert) kædet en tidstunnel, mig, to-go caffe latte og brenderupbageren sammen til noget med supermand, der ender i ordet kryptonit. Siden har både Sue og Jeg hver gang vi er i Brenderupbageren, spurgt efter kryptonit stænger.... De glor selvfølgelig dybt undrende på os, og nu har joken kørt i næsten 5 år, ingen fatter en hulende fis, men der er er vis tilfredsstillelse ved at stå i det lille bageri og på meget nørrebrosk-københavnsk dræve : "og 2 kryptonit stææænger tarrrk" og det er meget befriende at de hver gang stille siger at sådan nogen laver de "vist" ikke her, og så svare "dt er så-noen grøne noen" (selvfølgelig også på nørrebrosk. Og hvad sker der så forleden, de har fået sådan nogen grønne nogen.....de kaldes bare bowlingkugler her i Brenderupbageren.....super size kæmpe mega romkugler med grønt drys...De er så giga store at de er klamme, men jeg skulle selvfølgelig have en. Nu er joken så at jeg står i vores egen bager i Smørum og beder om en bowling kugle, og her står der så også en forfjamsket teenager med bumser i hele hovedet og siger "nej dem fører vi ikke" og ligner et stort spørgsmålstegn. HEHEHEHEH..... åhhh livet er skønt.

bryllup 1995

At huske de bedste ting...

Nogen gange er alt bare så sort og livet så meningsløst, alt det man har arbejdet hen i mod, skal gå itu på et eller andet tidspunkt, alt for tidligt, alt for hurtigt, alt det man fandt kostbart og fint, alt det man bare havde og tog for givet, det er på vej væk. Langsomt og uden stop, forsvinder det mellem ens fingre, smuldre, bliver til uhåndtertbart støv. Og sorgen over alt det jeg ikke skal nå, nå at opleve, nå at glæde mig over, nå at skabe sammen med Henrik overdøver det vi har, alt det vi har oplevet, det vi har set, det vi har sammen. Så jeg hev mine bryllupsbilleder frem og lod mig endnu engang overvælde af den dejligeste dag i mit liv. Kom til at tænke på alle de ting vi faktisk har oplevet, alle de ting vi har set sammen, alle de sjove stunder og alle de gode minder. Og det lykkedes mig faktisk at blive glad i låget, taknemmelig for det jeg har, taknemmelig for alle de ting jeg allerede har set, alle de ting vi har skabt. Ialt 19 år, indtil nu, de 14 af dem gift. På godt og ondt. Mit bryllup kan ingen tage fra mig, det vil jeg altid huske, og ord og sætninger flyver gennem mit hoved når jeg kikker på de billeder, der så fint beskriver hvor lykkelig jeg var dengang. Det er jeg taknemmelig for at jeg kom i tanke om. Billeder der skal huske mig på at man kan være lykkelig på mange planer, og at man kan blive lykkelig igen, hvis man vil det nok.....

Undskyld i ²

Jeg blev skide skuffet idag...Det bliver jeg nogen gange...
Når mine forventninger er for høje...
Når jeg forventer noget mere, end det jeg fortjener.
Når jeg forventningsfuld, forventer mig noget af dig...
Det er jeg ked af...Undskyld. Skal nok træde 10 skridt tilbage...

Jeg blev misforstået idag...
Det bliver jeg nogen gange...eller jeg skulle måske sige ofte.
Og jeg kunne ikke forklare mig ud af det...
Kunne ikke vende det ordentligt rundt...Var ikke tydelig nok...
Og så var samtalen ligesom ødelagt...Undskyld.

Jeg fik skudt noget i skoen idag, syntes ikke det var fair...
eller var det?
Det var det nok, når man ser det fra den anden side af bordet...
Men fra min side af bordet, var det helt urimeligt...
Undskyld....... jeg tager sikkert fejl...igen...jeg er en tosse...

Jeg blev ked af det idag...
Det bliver jeg tit... måske lidt for tit lige i tiden.
Jeg har nemt ved at blive ked af det...
Nu siger du sikkert at jeg ikke har noget at være ked af...
Undskyld sømand, det har jeg....Du kan faktisk gøre mig meget ked af det.

Jeg blev forvirret idag...
Troede jeg havde gjort det så fint...
Troede jeg havde taget en rigtig beslutning, var glad og stolt.
Nu kan jeg se at det kun er mig der syntes det.
Undskyld...jeg er stadig forvirret, ved slet ikke hvordan jeg SÅ skal gribe det an.

Jeg har ikke noget imod at blive drillet...
Jeg driller selv...
Og jeg troede du vidste hvor langt du kan gå, på mig...
Og her er jeg ikke tydelig nok, når nok er nok.
Så Undskyld, at jeg lod mig drille, undskyld at jeg ikke sagde stop.

Jeg blev til grin i mine egne øjene idag...
Og så det først for sent...var selv uden om det.
Søgte lidt anderkendelse, og fik det modsatte...
Jo mere jeg ville det, jo mere pinlig blev jeg...
Undskyld...det var bare et forsøg på at gøre mig selv glad.

Jeg fik et par over a'dekkel idag...
Det var helt på sin plads...
Jeg skal ikke tro at jeg er noget...
Selv om jeg gerne vil være det i dine øjne...
Undskyld...jeg glemte min plads.

Og når alt det her er sagt...Så er der en ny dag i morgen...
En streg er trukket i sandet...Alt er ved det normale... igen...
Jeg har fået sat ord på...så noget er der sket.
Jeg skal vælge mine kampe med omhu...så småting ikke æder mig op...
Jeg skal tilbage til det hårde, ufølsomme, ligeglade mig...

Undskyld², men sådan er... jeg.