onsdag den 31. december 2014

Godt Nytår til jer alle


Godt Nytår til jer alle, familie, venner, naboer, blogvenner og hvem der måtte komme forbi denne blog.

Det har været et mærkeligt år det her. Og nu må jeg videre....

 År 2 efter Henrik, den 3 juleaften, den 3 nytårsaften hvor han ikke er her. Og næste år bliver endnu mærkeligere, hvis han havde levet så havde vi måske været gift i 20, kendt hinanden i 25 år. For det er ikke til at sige hvor vi havde været hvis Henrik ikke var blevet syg.

Henrik blev syg i august 05 og jeg lovede at være der for ham. Ingen kunne vide at det blev 7 år i helvede….. for os begge. Det blev 7 år hvor alt der kunne testes på vores følelser blev testet, jo mere vi ville gå hvert til sit, jo sværere blev det. Superlimen var Valdemar, vores elskede barn, vores spor i denne verden. Og var der noget vi kunne stå fælles om så var det ham. Han skulle lide mindst muligt. Et forfærdeligt dilemma, med uoverskuelige konsekvenser.  Jeg var ved at løbe fra mit løfte, men andre omstændigheder gjorde at jeg blev. Nogen gange har man ikke et valg, nogen gange træffer andre et nemt valg for en, uden selv at skulle leve med de konsekvenser der følger med. Og til dem der sagde at jeg bare havde at blive for andet kunne jeg ikke være bekendt, i skulle skamme jer, føj siger jeg, føj.

 Et eller andet sted startede vi forfra, vi havde kendt hinanden for længe. Vi begravede stridsøkserne, og fandt hverdagens trivielle kedsommelighed frem.  Vi kunne sagtens leve sammen, sagtens grine sammen, sagtens elske vores søn sammen. Sagtens være venner, mens Henrik langsomt døde.

Jeg har hele tiden sagt til mig selv at jeg vil gå til helvede og tilbage igen for at min søn ikke skulle blive påført mere smerte end det at miste sin far. På vejen glemte jeg mig selv. Sådan er det jo. Henrik og jeg ofrede alt for at de sidste år skulle blive så rolige og værdige som muligt. Så vi havde masser af gode minder at hente frem på en dårlig dag.  Vi gik med ranke rygge, men under tøjet var der bundet kosteskafter fast, vi gik på nåle, forsigtigt kun båret frem af alle de gode minder vi kunne komme i tanke om.  Imens ventede vi på katastrofen.  Og den kom… katastrofen….  De fleste katastrofer kan man undgå fordi man lige når at se dem i tide, andre undgår man ikke. Og døden, den undgår man slet ikke. Man kan kun sidde og se at den rammer en for fuld styrke. Ustoppelig buldre den frem og rammer der hvor den har planlagt den vil ramme.

Jeg lovede at være der, lovede at gøre hvad der stod i min magt for at støtte og hjælpe, holde sammen på det hele, lave en normal hverdag på trods af at alt absolut ikke var normalt.  For Valdemars skyld og for Henriks skyld.

Det er så nemt at sige at man vil gøre noget for andres skyld, det er også nemt at gøre det, det er bare så svært at bære det, alene. Det at gøre noget for andre skulle gerne give en, en god fornemmelse indeni. Men inden i mig, er et forfærdeligt fængsel af klaustrofobi, og kun ved at ignorere panikken og angsten og lyve for mig selv, drømme om ubekymret frihed, drømme om totalt urealistiske ting, fantaserer om endelig at blive mig, alene, bragte mig igennem. Troede jeg. Men som alle andre katastrofer kan man ikke se alle konsekvenser. Det kunne jeg heller ikke. Det er der ingen der kan. Men alle har en mening om det.

Nu er det 2 år og 3 mdr siden. Jeg har brugt al min energi på Valdemar, jeg har indhyllet min søn i kærlighed, fra morgen til aften, jeg arbejder hver dag på at han skal få en god dag. Jeg har uddannet mig selv, knoklet med min ejendom, ryddet op og ryddet ud, for imens kan jeg glemme mig selv. Jeg er i en skærsild af alle mulige mixede følelser, savn, sorg, skyld, vrede, raseri, længsel, smerte og… ensomhed.

Og nej det er ikke den slags ensomhed jeg snakker om. Det er det at være ene om beslutningerne, ikke at have en sparringspartner, der som Henrik lige nøjagtigt ved hvad jeg mener, når jeg ikke kan forklare mig ordentligt. Det er det at sidde og blive i tvivl om det jeg gør, er rigtigt, eller om jeg nu dummer mig. Jeg savner hans mening om alt det han efterlod til mig, om alt det jeg lovede at jeg nok skulle klare. Det er svært indimellem at huske hvad retning vi havde lagt planerne i, og hvorfor. Og nu kan jeg ikke spørge ham mere. Nu er jeg alene og… ensom, og det er i det nye år jeg skal tage mig af min sorg, som jeg har undertrykt alt for længe. Det er i det nye år jeg skal finde min egen skikkelse, mit eget jeg, uden Henrik, men altid med ham i tankerne, og hjertet for Valdemars skyld….. og for min egen.

Godt Nytår til jer alle, jeg håber i får en dejlig aften.

    

torsdag den 24. juli 2014

Henrik fik fred 4 september 2012


Henrik Larsen
07 08 1957 - 04 09 2012




Henrik døde på Hospice Søndergaard i Måløv.
Han fik 6 uger med kærlig pleje og fantastisk omsorg, og vi fik som familie det pusterum det giver når nogen tager sig ubetinget af os, og det gjorde de på Hospice.
Henrik sov ind efter en meget svær sidste kamp en stille stjerneklar aften i en vindblæst og overskyet tid, en tirsdag aften kl 23.15 den 04 09 2012.
Et på alle måder fantastisk menneske har forladt os, og de spor han efterlod vil vi aldrig glemme.

Det har været så svært at skrive det her indlæg, og jeg har forsøgt i meget lang tid, billederne herunder viser et lille glimt af de forandringer Henrik måtte lide med de mange behandlinger han var i gennem siden 2005. På trods af hans kamp, smilede Henrik, og han underholdte aldrig med sin sygdom, men bar smerten med værdighed og stolthed. 

Ære være hans minde

Anette