søndag den 27. december 2009


Så er julen endelig overstået og en del af jer der har været tættest med mig i år, skal have tak for det år der trods alt er gået.

Trine: Tak for din bekymring, tak fordi du holder øje med mig, tak fordi du sikre dig at jeg har det godt, og har jeg ikke det så sørger du for at jeg kommer til lægen. Trine du er en vidunderlig pige. Dit glade smil varmer, din glade stemme går i sjælen på mig. Tak fordi du finder det overskud der skal til og forstår min situation så fint. Tak.

Gitte: Endelig kom du på banen, hvor har jeg savnet dig. Vi fandt vores venskab frem, justerede det og hvor er det dejlig at vi sammen er tilbage igen. Tak.
Og den indsats du har ydet for mig, her i julen har været så fantastisk, den kan der ikke siges nok tak for. Tak for din bekymring, din forståelse, dine mange ord. Tak.

Sue: Søde Sue, du ved altid hvad jeg mener, din overbærenhed kender ingen grænser, og din kritik svider og er helt på sin plads. Tak fordi du fik Katie, og tak fordi du lader mig være så stor en del af hendes liv, tak fordi du forstod at mit eget tab, var større end jeg selv kunne se og tog action efter det. Tak.

Colette: Tak fordi du er som du altid har været, tak fordi du vader ind og stiller småkager og slik på mit bord, fordi du holder øje med Valdemar, og husker mig på hvordan det var da han var baby. Tak fordi du uden ord fortæller mig at du er der, og hele tiden har været der. Tak

Lars: Tak for de mange samtaler om alt mellem himmel og jord, tak for poesien, tak for filosofien.. tak for støtten og den ualmindelig fine fornemmelse for hvad der foregår i mit hoved. Du er min sande tvilling. Jeg kender ikke nogen der kan afslutte mine sætninger som dig og få de store "livets spørgsmål" til at tonse derud af, så noget giver mening. Tak fordi du tager dig den tid det tager når noget er gået helt i udu. Tak for din altid positive indgangsvinkel til ALT.... Tak

Jens: Tak for de mange timers samtale og tid vi har tilbragt online, de har været hårde og spændende, fantastiske og dejlige, en rejse...og slet ikke slut endnu. Tak for din måde at vende tingene på, og tak fordi du siger mig lige midt imod. Tak fordi du kan få mine føleser helt uden på tøjet, så jeg ikke glemmer at jeg har dem, og tak fordi du kan gøre mig så gal i skralden og så rasende vred... men det er nu mest på mig selv. Tak for din forståelse og medfølelse. hvad kan jeg mere sige...naa det holder jeg lige for mig selv....og så... tak.

Niels: Tak for de fede grin du giver mig, hvorfor er det lige at vi kan spille pingpong med ord, hvor går grænsen mellem idioti og syret intelligens?
Du er den eneste jeg kender hvor en samtale på 10 min føles som 3 timer, det går stærkt, og vi får sagt mange sindsyge ting, gud hvor er det godt at du kan få mig til at grine så meget. Tak

Andreas: Tak for de lange og mærkelige samtaler vi har haft, tak for alle provokationerne, tak for flabethederne og tak for din totalt mangel på pli, indfølelse, og medfølelse, Tak for din ligegyldige og kyniske holdning til livets store spørgsmål, og tak for alle de grænseoverskridende ting du har fået mig til at forstå, du har lært mig om menneskets mærkelige sind....men også forståelse for det. Tak

Charlotte: Tak for din altid sjove og dejlige måde at være på, selv om tingene ikke altid er lige lette. Du om nogen har fået mig til at føle mig helt normal, faktisk kedelig normal...hahaha...jeg glæder mig til at se hvad årene må bringe af underfundigheder, platheder og gigantiske grin. Tak Charlotte..tak tak tak

Carsten: Tak for de mange vendinger en mening kan tage, om ting der er så dagligdags at de er dræbende kedelige, men vigtige for det at kunne være og kalde sig et menneske. Det at have helt almindelige gammeldags følelser er totalt i orden. Tak fordi du hver anden gang vi ses kan tale om dig selv. Det er godt. Tak

Mie: Tak for dit venskab gennem årene og tak fordi du stædigt holder ved og stædigt ringer mig en gang om månenden, du er en lillesøster af hjertet, og din søde latter, din eminente evne til at række ud og tage om mit hjerte, den er der ingen der har som dig. Tak for alle dine bekymringer for mig. Tak

Jeg har mange jeg gerne vil takke, i ved selv for hvad, listen er lang, men tiden kort. Jeg ved i er der...tak for det.

Og en tak til alle dem der glimrede med deres fravær, Tak fordi i holdt jer væk, tak fordi i som mig kan se at ligegyldige venskaber ikke bygger broer til steder der er bedre, til større forståelse, til større samhørighed. Tak fordi i endelig som mig kunne se at ligegyldige samtaler, tomme ord og rædsel for livets gang er spild af tid. Tak...

Og godt nytår.
Anette

lørdag den 26. december 2009

Sådan...

"Yo Trippin'"


All tis time this life
Is a rhythm without a rhyme
'Cause it makes me feel, uh
I'm like a train without a wheel, whoa

You got me down, so low
I gotta be tough, won't touch the ground, ah
But - I'm alright
I won't give up without a fight

If you don't want to realise
That I would never compromise my
Integrity or my right to be free
There's nothing left for me to say

'Cause
Yo trippin'
There ain't nothing wrong
With the way I sing my song

Yo trippin'
Why you make me feel
Like my feelings ain't so real

Why you feel (why you feel, why you feel)
That to be cruel
Is to be real, yeah

Honesty (honesty, yeah, honesty)
Is how I live
But you refuse to see that

You'll never win the game of life
Ask why
You live in sin
From telling all those lies
Can't live in peace
Your heart won't let me free
There's nothing left for me to say, yeah

Yo trippin'
There ain't nothing wrong
With the way I sing my song

Yo trippin'
Why you make me feel
Like my feelings ain't so real


Why you always trippin' on me?




Whoa
Yo trippin'

tirsdag den 15. december 2009

My life in shadow

Utroligt hvor meget man kan bruge et lille program på pcen til, Windows movie maker, og så kombineret med et WOW spil, en masse tryk på printscreen, beskæring af billeder, og tællen takter, ikke perfekt men alligevle rigtig sjovt at lave når man nu ikke ved hvad man eller skal på en kedelig gråvejrsdag.

tirsdag den 10. november 2009

Hvis Nuet var en bold....


Så kom den kedelige besked, Henriks Cancer har alligevel bredt sig til knoglerne, og indtil nu sidder det på ribbenene. Hvad bliver det næste.....Hvad fanden bliver det næste....???

Jeg er lige ved at gå helt i sort over det, og alligevel ikke. Jeg havde det på fornemmelsen, prøvede at tro på det bedste, håbede at det bare var et eller andet fjollet. Det var det så ikke.

Så nu kikker jeg på fænomenet "at gå i sort", tænker ....ikke nu Anette, ikke nu, bevar hovedet over vandet, kik fremad... (nåår nej, der venter kun død og ødelæggelse) okay så kik forhelved bagud, (nej nej nej det minder mig bare om alt det der aldrig kommer tilbage) okay så...kik på nuet...lige nu...som en god ven sagde, man skal leve i nuet, nyde de ting livet byder en. Og det gør jeg så...lige nu.

Lige nu nyder jeg det at være:

Træt, og ikke vil i seng.
Sulten, og har ikke lyst til mad.
Ked af det, men kan ikke græde.
Vred på alle, og på ingen.
Trist og fuld af sorg.

Rasende over at jeg skal have en syg mand.
Vred på ham over at han er syg.
Sur over at han har forandret sig så meget, fysisk som mentalt.

Desperat over at vi er gledet væk fra hinanden, og ikke kan finde tilbage, tilbage til hvad? Hvad var der lige før, hvad var det lige vores mål var, hvad var det lige vi syntes var så spændende at udforske sammen. Hvad var fællesnævneren? Det har jeg glemt....totalt...og jeg kan ikke komme i tanke om det, måske jeg bare blokerer for det, fordi det gør for ondt.

Og jeg er forundret over at mit ægteskab har fået en anden dagsorden. At det ikke længere er os der er centrum, at det ikke længere er os der er midtpunktet, at det ikke er os der sætter den, men alt, alt drejer sig om cancer, at det står i midten af det hele.
Vores hverdag er gennemsyret, gennemvædet, gennemhullet, gennemtrængt af den skide sygdom. Den omklamre os, kan ikke slippe os bare en time, den er der hele tiden, og der kommer hele tiden nye punkter til. Den skide sygdom forstår virkelig at gøre opmærksom på sig selv, den har virkelig kuppet os, virkelig taget magten, den har aktiemarioteten i det her ægteskab.....

Og jeg er målløs over at alt det vores ægteskab byggede på er forsvundet og erstattet af helt andre ting, at det har udviklet sig til en desperat kamp for mental overlevelse....sammen. Hvordan bærer man sig ad med at være i nuet når man mest af alt har lyst til at løbe skrigende væk? Når nuet gør så ondt at man knapt kan få vejret, når nuet ikke bare går over men også er i morgen, og endnu værre i overmorgen? Hvordan skal man kunne glæde sig over de sejre man ikke får? ikke når?
Jeg kan sagtens trøste mig selv med nuet, de gode ting, som at Valdemar har lavet sine lektier uden bøvl...at katten kom hjem med en mus, og åd den lige så stolt på havebordet uden for vinduet, at den farserede lammeryg smagte vidunderligt, at min orcide endelig efter 4 år blomstre med 21 blomster.

Jo jeg kan godt sætte mig ned i nuet og nyde de små ting der er godt, og så prøve på at ignorerer at det gør ondt i sjælen. Det er som at tygge med den side af munden hvor der ikke er hul i tanden. Som at bruge venstre hånd til at tørre sig med fordi højre er brækket. Som at tage bussen fordi cyklen er flad. Jeg kan godt nyde nuet, men så skal jeg bringe det største offer af alle, jeg skal distancerer mig fra mig selv. Bare for at få lidt fred, for mig selv.
Og det gør jeg så, jeg kan se, mærke og føle at jeg ikke er her, jeg kan ikke være her, jeg kan ikke holde mig selv fast, jeg er ren overflade, alt indei står på hovedet, Det er som Anette er inden i anette på vrangen, på hovedet, omvendt, forkert, utilpasset, uden væg loft og gulv, det er som at blive klemt, mast, holdt fast, bare omvendt, med vrangen udaf.

Og rolig nu...jeg er ikke ved at blive bims i låget...det er jeg for længst forbi, jeg er nået trinnet højere, det er gået over, jeg har forlængst passeret skillelinjen for hvormange rædselsfuldheder der kan overgå et menneske, og jeg kan også se at jeg ikke har mødt de værste ting endnu. Så dem sætter jeg mig så ned og venter på, de er derude, de venter, og de kommer med garanti.

Og jeg overlever det her, det er der så mange der før mig har gjort, jeg er bare så gal over at jeg er uden for indflydelse, at jeg ikke kan gøre noget ved det, at jeg skal accepterer min skæbne, at jeg skal vende den anden kind til, jeg skal bare finde mig i det. Det er sgu ikke retfærdigt.
Det er som et tog uden destination, uden stop uden endestation, jeg har løbet for at nå det tog, men til hvad nytte, jeg ved ikke hvor det ender, om det standser, skifter spor, aner ikke om tidsplanen holder, om jeg kommer for sent, om jeg når frem, om jeg overhovedet når frem.... Men en ting ved jeg og det er at jeg er på det forbandede tog og jeg kan ikke komme af, og jeg har glemt at købe billet...

Der er ingen udvej, ingen andre muligheder, ingen løsninger, intet håb, det er bare sådan her det er....accepter det....hmmmmm

Nuet har smidt mig i et dybt sort hul og jeg hænger i kanten med det yderste af fingerspidserne, imens står tiden og tramper løs, i håbet om at jeg slipper, men så nemt slippe nuet og tiden ikke... for jeg forsvinder bare ind i min tidslomme, hvor tiden og nuet står stille..... og der venter jeg så.....men på hvad? og hvor længe?

Jeg er bare så vred... ja vred... sådan...vred.

Nå fuck det...

torsdag den 22. oktober 2009


Jeg sidder her i de mørke aftenstimer og tænker på dig....
Min elskede stedfader, du skal have en Trippel bypass tidligt fredag morgen, en bypass som forhåbentligt vil bringe dig tilbage på ret kurs, eller skal jeg sige bringe dig tilbage som det fyrtårn du er for mig.
Jeg har kendt dig i 25 år, måske mere, du kom som en frelsende engel til min familie da den var helt ude på et overdrev af sorg og håbløshed. Du redde min mor og gav hende livet tilbage, glæden, de tindrende øjne, de røde kinder, den glade latter, noget at leve for i hendes håbløse ensomme, alene-om-det-hele verden. Du redde os som familie, gav os værdier tilbage som vi helt havde glemt. Du forsøgte ikke at være far for mig, du forsøgte ikke at erstatte den far jeg havde mistet til canceren året før, du forsøgte ikke at dulme min smerte, du forsøgte ikke at please mig som det der strandede barn, det der strandede forvirrede barn som man stadig er når man er 15 år. Du foregav ikke at kunne erstatte noget, og alligevel indtog du hele huset med den største selvfølgelighed.

Du kom ind i vores liv, viste os dine grænser, viste os at man kan have respekt for voksne, uden at det nødvendigvis handler om at gøre som de siger, at man kan stole på dem, at de faktisk har noget godt, varmt og givende at give en når man er helt der ude hvor intet siver ind på lystavlen. Du kom som en tryk havn, som en rettesnor, som et kompas, du blev den der klippe i mit liv, og den der stoppede mig i at ende som et helt følelsforladt og forvirret ingenting-agtigt-væsen.

Du satte dine grænser, og selv om du godmodigt tilgav mig alle mine spillopper og tilgav mig alle mine brølere, og reddede mig fra at komme galt afsted gang på gang, har du aldrig taget æren for at jeg er hvor jeg er idag. Jeg har aldrig hørt dig sige at jeg "skulle være taknemmelig", har aldrig hørt dig i afmagt sige "og alt det jeg har gjort for dig" har aldrig hørt dig sige at jeg "skuffede" dig, når jeg havde lavet lort i den. Lige meget hvad jeg kom hjem med af "ulykkeligheder" har du aldrig sagt "hvad sagde jeg", du har altid taget tingene for hvad de var og når det brændte på så du tit en anden mulighed end de fleste ville havde set. Du har altid været støttende, supporterende, og 100% på min side. Og du har altid kunne gennemskue mig, jeg har aldrig kunne løbe om hjørner med dig, jeg har aldrig kunne komme afsted med en løgn over for dig.

Mærkeligt som du og jeg hurtigt blev enige om en ting...og det var ærlighed. Man ligger som man har redt.... har altid været en af dine favorit sætninger, så lod du mig stege et par dage, hvorefter du hjalp mig videre. Din ærlighed har sviet og gjort ondt mange gange, det gør den når man selv er ude om det, du har altid sagt hvad du mente, og du har aldrig pakket noget ind i vat og bomuld, lige ud af landevejen, på din egen finurlige facon, og du har aldrig været pinagtig bedrevidende, bare ældre, klogere og erfaren, og jeg tror at du har kunne se meget af dig selv i mig. Og som det altvidende orakkel var du så klog ikke at rådgive....det kan jeg kun sige tak for, på den måde lærte jeg at gøre mine egne erfaringer, og lære af de konsekvenser de gav.

Og nu er du syg, og på vej til at blive frisk igen. Og det slog mig at jeg aldrig rigtigt har fået sagt til dig hvor meget du betyder. Jeg sagde til dig forleden at du ikke måtte dø fra mig, sagde til dig at jeg ikke ville kunne holde ud at miste den havn og favn, jeg altid har kunne komme hjem til. Sagde til dig at du skulle overleve det her, for ellers er der ikke rigtig noget der giver mening mere.
Jeg kan ikke holde tanken ud om at jeg skal miste endnu en far, slet ikke nu hvor jeg har så sindsygt meget brug for dig. Brug for din humor, brug for din gnækkende latter, brug for dine varme smil. Så søde Daddy, jeg tror du ved hvor bekymret jeg er, og jeg tror du ved hvor meget du betyder, og hvor meget jeg behøver dig.

Din Datter

torsdag den 27. august 2009

Kryptonit og bowlingkugler og en forvirret bagerjomfru


Jeg er på overnatning hos Sue...

Næste morgen...

Anette: "jeg kører lige til bageren og køber noget morgen brød..."

Sue: "ved du hvor bageren ligger???"

A: (herefter for nemhedsskyld...) "ja den ligger der hvor jeg altid kommer til at svinge til venstre når jeg skal til højre...."

S: "okay så sætter jeg the over"

A: tænker... THE..... im from Copenhagen.... krist.... ryster på hovedet og starter bilen.... sue må sgu da snart anskaffe sig en kaffemaskine.... tsk tsk...og det byder man uventede gæster....hrmpff...

A kommer ind i bageren i Brenderup

A henvender sig til bagerjomfruen (som forhåbentlig er jomfru da hun ikke er en dag over 13....)

A kaster et blik på udvalget (tager ca et nanosekund, men når i det samme at registrere sukker, fløde og theskeer på disken)

Bagerjomfruen (herefter benævnt som B) : jaaa.... (med meget bondsk fynsk accent, mens hun klør på en bums på hagen)

A: "et formbrød, 2 spanske, 2 gifler, 1 pk smør tak."
A tager en avis og lægger på disken og siger derefter... "og en Cafelatte tak "to-go"...."

B kikker forvirret på A og sender derefter SOFTICE maskinen et side blik hvorefter hun siger: "den er ikke startet"

A kikker på B og det er tydeligt at A tænker at B ikke er den blankeste kugle på trææet.....

A: "nu er det heller ikke SOFTICE jeg vil have men en Caffelatte, det er kaffe med varm mælk, jeg gik ud fra at i har kaffe her siden der står sukker og mælk på disken...."

B: (lidt forfjamsket) Nårrrhhh... (og kikker på noget bag min ryg) Det har vi ikke, den er heller ikke tændt, og det tager altså lang tid før den er klar....

A vender sig om og får øje på en kæmpe kaffeautomat der står skjult i et hjørne på den andenøverste knap på maskinen står der CAFFELATTE...


A vender sig om og kikker på B, "jamen så tager jeg bare en kop almindelig kaffe "to-go""

B kikker på A som om hun er noget der er landet fra mars, og siger sådan lidt dumt, "tooo-goooo" det har vi altså ikke.....

A: "okay tager i dankort???"

B: "ja"

A: "så vil jeg gerne betale...."

B: "47,50"

A: "på beløbet tak"

B: "hva?"

A: "bare på beløbet tak"

B: kikker under disken efter ordbogen FYNSK-DANSK DANSK-FYNSK

A trykker godkend, får sin bon og går ud og sætter sig ind i sin bil. På fortovet står et stort skilt med ubehjælpelig håndskreven tekst

FRISK KAFFE
&
SOFTICE

A tjekker GPS'en for at finde ud af om hun er havnet i en eller anden parralel verden.... Nej hun er stadig i Brenderup.....




Og for dem af jer der har hørt denne historie før, så er der sørmer kommet en fortsættelse. Sue har en ven der er ved at bygge en tidstunnel,(!!!...??? ja en tidstunnel...rofl) på en eller ande måde får han og sue (i deres kæmpe brandert) kædet en tidstunnel, mig, to-go caffelatte og brenderupbageren sammen til noget med supermand, der ender i ordet kryptonit. Siden har både Sue og Jeg hvergang vi er i Brenderupbageren, spurgt efter kryptonit stænger.... De glor selvfølgelig dybt undrende på os, og nu har joken kørt i næsten 5 år, ingen fatter en hulende fis, men der er er vis tilfreddstillelse ved at stå i det lille bageri og på meget nørrebrosk-københavnsk dræve : "og 2 kryptonit stææænger tarrrk" og det er meget befriende at de hvergang stille siger at sådan nogen laver de "vist" ikke her, og så svare "dt er så-noen grøne noen" (selvfølgelig også på nørrebrosk. Og hvad sker der så forleden, de har fået sådan nogen grønne nogen.....de kaldes bare bowlingkugler her i Brenderupbageren.....super size kæmpe mega romkugler med grønt drys...De er så giga store at de er klamme, men jeg skulle selvfølgelig have en. Nu er joken så at jeg står i vores egen bager i Smørum og beder om en bowling kugle, og her står der så også en forfjamsket teenager med bumser i hele hovedet og siger "nej dem fører vi ikke" og ligner et stort spørgsmålstegn. HEHEHEHEH..... åhhh livet er skønt.

onsdag den 5. august 2009

bryllup 1995





tirsdag den 4. august 2009

At huske de bedste ting...






Nogen gange er alt bare så sort og livet så meningsløst, alt det man har arbejdet hen i mod, skal gå itu på et eller andet tidspunkt, alt for tidligt, alt for hurtigt, alt det man fandt kostbart og fint, alt det man bare havde og tog for givet, det er på vej væk. Langsomt og uden stop, forsvinder det mellem ens fingre, smuldre, bliver til uhåndtertbart støv. Og sorgen over alt det jeg ikke skal nå, nå at opleve, nå at glæde mig over, nå at skabe sammen med Henrik overdøver det vi har, alt det vi har oplevet, det vi har set, det vi har sammen. Så jeg hev mine bryllupsbilleder frem og lod mig endnu engang overvælde af den dejligeste dag i mit liv. Kom til at tænke på alle de ting vi faktisk har oplevet, alle de ting vi har set sammen, alle de sjove stunder og alle de gode minder. Og det lykkedes mig faktisk at blive glad i låget, taknemmelig for det jeg har, taknemmelig for alle de ting jeg allerede har set, alle de ting vi har skabt. Ialt 19 år, indtil nu, de 14 af dem gift. På godt og ondt. Mit bryllup kan ingen tage fra mig, det vil jeg altid huske, og ord og sætninger flyver gennem mit hoved når jeg kikker på de billeder, der så fint beskriver hvor lykkelig jeg var dengang. Det er jeg taknemmelig for at jeg kom i tanke om. Billeder der skal huske mig på at man kan være lykkelig på mange planer, og at man kan blive lykkelig igen, hvis man vil det nok.....

tirsdag den 7. juli 2009

Undskyld i ²

Jeg blev skide skuffet idag...Det bliver jeg nogen gange...
Når mine forventninger er for høje...
Når jeg forventer noget mere, end det jeg fortjener.
Når jeg forventningsfuld, forventer mig noget af dig...
Det er jeg ked af...Undskyld. Skal nok træde 10 skridt tilbage...

Jeg blev misforstået idag...
Det bliver jeg nogen gange...eller jeg skulle måske sige ofte.
Og jeg kunne ikke forklare mig ud af det...
Kunne ikke vende det ordentligt rundt...Var ikke tydelig nok...
Og så var samtalen ligesom ødelagt...Undskyld.

Jeg fik skudt noget i skoen idag, syntes ikke det var fair...
eller var det?
Det var det nok, når man ser det fra den anden side af bordet...
Men fra min side af bordet, var det helt urimeligt...
Undskyld....... jeg tager sikkert fejl...igen...jeg er en tosse...

Jeg blev ked af det idag...
Det bliver jeg tit... måske lidt for tit lige i tiden.
Jeg har nemt ved at blive ked af det...
Nu siger du sikkert at jeg ikke har noget at være ked af...
Undskyld sømand, det har jeg....Du kan faktisk gøre mig meget ked af det.

Jeg blev forvirret idag...
Troede jeg havde gjort det så fint...
Troede jeg havde taget en rigtig beslutning, var glad og stolt.
Nu kan jeg se at det kun er mig der syntes det.
Undskyld...jeg er stadig forvirret, ved slet ikke hvordan jeg SÅ skal gribe det an.

Jeg har ikke noget imod at blive drillet...
Jeg driller selv...
Og jeg troede du vidste hvor langt du kan gå, på mig...
Og her er jeg ikke tydelig nok, når nok er nok.
Så Undskyld, at jeg lod mig drille, undskyld at jeg ikke sagde stop.

Jeg blev til grin i mine egne øjene idag...
Og så det først for sent...var selv uden om det.
Søgte lidt anderkendelse, og fik det modsatte...
Jo mere jeg ville det, jo mere pinlig blev jeg...
Undskyld...det var bare et forsøg på at gøre mig selv glad.

Jeg fik et par over a'dekkel idag...
Det var helt på sin plads...
Jeg skal ikke tro at jeg er noget...
Selv om jeg gerne vil være det i dine øjne...
Undskyld...jeg glemte min plads.

Og når alt det her er sagt...Så er der en ny dag i morgen...
En streg er trukket i sandet...Alt er ved det normale... igen...
Jeg har fået sat ord på...så noget er der sket.
Jeg skal vælge mine kampe med omhu...så småting ikke æder mig op...
Jeg skal tilbage til det hårde, ufølsomme, ligeglade mig...

Undskyld², men sådan er... jeg.

torsdag den 25. juni 2009

Billie Holiday...giver det mening?




Den sprødeste stemme på jorden, jeg går helt i stå når jeg hører dette nummer. Det er så smukt....Hendes stemme synker dybt ind hos mig. virkelig en af de største stemmer nogensinde.

onsdag den 17. juni 2009

Frisør, forsikring og fis...

Hvorfor er det at nogen er vældigt gode på deres hænder, det er fordi de har …hmmm…mangler på andre områder. Feks. jeg, jeg er en klovn til matematik, men jeg kan noget med ord og bogstaver. Ikke at jeg ikke kan regne den ud, men alligevel…jeg er en idiot til matematik. Og det bringer mig til en dag jeg var hos min frisør. De er alle meget søde og serviceminded piger, de ved alt om hvad der rør sig i hår moden, alt hvad der er rør sig i tøj mode, det nyeste inden for hårplejeprodukter og spaltet hår. De er en videnbank, når det handler om sladder om de kendte og kongelige, og man når dårligt at åbne et magasin før de har fortalt en historien. Nu er det jo sådan at jeg er temmelig fornæret hvad angår indkøb af ugeblade, jeg kunne aldrig finde på at bruge penge på sladder, alligevel er jeg liiiiidt nysgerrig og napper gerne et eller andet blad, når jeg er til frisør (måske for at blive fri for min frisørs uendelige strøm at ligegyldige ord, ikke at det stopper hende..næ nej) og inden jeg er nået til side 5 er jeg indsat i alskens ligegyldigheder. Det vælter ud af munden på hende med alle mulige navne som jeg ikke aner hvem er. ”ajjjj syntes du ikke der er synd for Annie at Erik bare har dumpet hende…..” hvem fanden er Annie??? Jeg har en eminent evne til at lukke øjnene for sladder, specielt om de kendte og kongelige, lad dem være i fred er min mening. Men hun blabre bare videre, og det går op for mig at det er det der ”kendis-par” hun snakker om. Vorherre på lo…, jeg er så lige glad at jeg sætter ørene på standby, blikket zoomer ud og alt i bladet bliver en tåge….Så er jeg klippet, nu skal der lige noget farve i, Min frisør kalder på sin elev, og det er nu jeg bliver helt forvirret, hun taler totalt i kodesprog…. ”En 2% af 167 4% af 567 og røres med bk45….” Det kan godt være der ikke er så mget hjemme, men de kan noget med tal….hmmm…Okay Eleven som er en sød og rar pige, i dag er hun rødhåret med lilla striber, går i gang med at blande nogle forskellige væsker, som lidt efter smøres i mit hår. Og nu er det at den mærkeligeste samtale indfinder sig. Den foregår sådan her:
-Aj ved du hvad? siger hun..
-øhhh nej det ved jeg ikke? Svarer jeg.
- jeg var i Fileds i går, i min mors bil, altså det er vores bil, men min mor kører mest i den, men det er vores bil sammen, når hun skal have en ny så bliver den min, altså helt……( !!!)
- Dejligt, svarer jeg…og ryster indvendigt på mit hoved.
- Altså det gik meget godt med at parkere, men det hihihi gik ikke så godt da jeg skulle drefra….
-Nå hvor mange buler har du lavet? spørger jeg med et skævt smil.
-Ikke nogen, ikke nogen man kan se, altså hvis man bukker sig ned så kan man se at den der sorte en der sidder bagpå er revnet, men det opdager hun nok ikke…. (!!!!)
-Du mener kofangeren? Spørger jeg…
-Hedder den det….hahaha…ja det må være den, men man ser det næsten ikke, så hun (moderen) opdager det nok ikke, hun bliver bare sur…
-Det er sådan noget der sker, siger jeg, det er bedre at du siger det nu end at hun opdager det, det kan jo også godt være at der er sket mere end du lige kan se, og så er det jo vigtigt at få det lavet.
-aj tror du der kan være sket meget med den??? Den siger godt nok mærkeligt når jeg bakker…..(!!!!!)
-Altså siger den mærkeligt så skal du lige omkring et værksted, så de kan se om der er noget inde bagved der er i stykker. (åhhh jeg er så klog)
-Værksted…det har jeg ikke råd til, og min mor bliver sur, svare min søde lille frisørelev.
-Det er vel et forsikringsspørgsmål siger jeg…men tror ikke det koster noget lige at få vurderet skaden.
-FORSIKRING…siger sødepigen…ejjj min mor slår mig ihjel…
-nej hun gør da ej, halvdelen af bilen er jo din, siger jeg…og en ide tager form, jeg kan ikke lade være…jeg kan simpelt hen ikke styre mig, jeg arrrghhh er så ond…så jeg siger ”men det kommer selvfølgelig an på hvilken ende af bilen der er din…..” (muhahahahah)
-Hvilken ende der er min? Hun kikker på mig med store øjne (blå…)
-Ja ved du ikke at, når i står som to ejere af bilen så er det, det samme med forsikringen? Så du skal lige finde ud af om det er dig der har bagenden af bilen for så kan din mor jo sådan set ikke blive sur…. (muhahahha…) …hendes øjne bliver endnu større.
-Aj er det rigtigt?? Siger hun
-Ja siger jeg, det er også fandens at de deler den sådan, de burde dele den på langs, så har man både lidt bagende og lidt forende at bule.
-jamen hvad hvis det er min mor der har bagenden? Siger hun nu med kæmpe BLÅ øjne….
-Ja så har du et problem, men i behøver jo ikke at fortælle dem hvem af jer der kørte bilen, find nu bare ud af om du har bagenden eller forenden, og er det din mor, så var det selvfølgelig hende der bulede bilen, det opdager de aldrig. (ajjj sidder og opfordrer til forsikringssvindel heheheh)
-uh det tror jeg aldrig hun går med til, siger min søde frisørelev…. (!!!!!!)
-jo det tror jeg, så ond kan hun umuligt være mod sin datter….
-jamen hvis hun nu ikke går med til det? (!!!!!!!)
-tja så kommer du jo til selv at betale det….og det koster altså kassen….. (nu er det meget svært at holde masken, specielt fordi jeg i spejlet har øjenkontakt med en anden (mandlig) kunde der sidder og venter…han er krøbet i flyverskjul bag en avis, med et kæmpe smil på læben)
-jamen jeg er jo elev, jeg tjener ikke så mange penge …siger min søøøøde frisør elev…
-så må du tage noget ekstraarbejde, siger jeg…og sprutter af grin…
-Hvad sjovt er der i det siger hun.
-JEG TAGER GAS PÅ DIG, griner jeg og manden med avisen klukgriner, der er sgu da ingen forsikringsselskaber der forsikrer halvdelen af en bil…jeg laver fis med dig søde….
-aj gjorde du???
-ja for helvede….hahahahahahhaa
-aj er du sikker?
-JA….det var en joke….(manden med avisen tørre sine øjne)
-guuuuud, ajjjj jeg troede 100% på dig, siger hun med undren i øjnene
-hahah Ja jeg kan også godt virke meget overbevisende…det var en joke undskyld…fniz
Hun står lidt og kikker på sig selv i spejlet, undrende, langt væk, har ikke helt fattet hendes held, forstår ikke at der blev lavet fis med hende, uskylden selv (læs:naiv) og så siger hun…
-aj må hellere snakke med min kæreste….
-hvad ??? siger jeg
-ja han er i lære som automekaniker………………………………..

Suk….
Men mit hår har den rigtige farve.

onsdag den 6. maj 2009

Havearbejde....jubiiii...not.




Jeg elsker min have, jeg hader min have,
jeg elsker min have, jeg hader min have....
Jeg kunne blive ved i timevis...

Som med alle andre forhold her i livet, så skal sådan en passes for at blomstre, for at være smuk, for at give udbytte. Hver år lover jeg mig selv at nu skal jeg hele vejen rundt.... (og naiv som jeg er tror jeg at jeg når det...men hvem når 7 tønder land, eller 36000 m2...på bare et par mdr....) Nu er jeg nået der til at man ikke behøver klippe hækken hvert år, men kan nøjes med at fælde den når den er blevet til et træ..... NOOOT...
For 6 år siden, kom jeg glad og fro hjem med 5 bundter bøgehæk, lokkede Husherren til at stikke et hul i jorden med en spade, sirligt i en lang række udspændt efter en snor og meget nøjagtigt målt op.... så jeg kunne sætte den her lille jomfruelige kvist, på ca 60 cm ned i jorden, sådan ca 100 gange....det skulle der komme en fin bøgehæk ud af, som skulle give lidt læ og afskærme ind mod det der dengang var Husherrens køkkenhave (på en eller anden måde blev jeg nød til at dele jorden op her...det der er mit...det der (rod) er dit...)
Og den fine bøgehæk som jo egentlig bare var en lang række af pinde med 2 blade på hver, vandede jeg og plejede jeg og var sikker på at nu havde den vokset 5 cm i højden, hvad den også gjorde. Hækken kom fint fra start, det første år...også det andet år, stadig tynd og nu 75 cm høj...og den skulle ikke klippes..næææ nej den var jo så lille og spinkel, og desuden var der også andre ting der var vigtigere end at gå og holde øje med en hæk .... og om 100 år ville den nok være blevet så høj at den skulle klippes....tjaaa tiden går...
Og hvaaaad..... 6 år...det er ingen ting, men den der forbanede hæk var pludselig blevet 3 1/2 meter høj og 2 meter tyk og noget skulle gøres...hvem fanden har plantet en række træer i min have....hvor kom den der hæk fra...det var bare et lille pus engang, nu var det lige pludselig blevet en kæmpe teenager der stritter med arme og ben, og holder fest med nabotræerne fylder og skygger. Gode råd er dyre...og Husherren fralagde sig alt ansvar, "den der hæk er din, hækkeklipperen der har stået og ventet i 6 år var en morsdagsgave, det samme var grensaksen, men du må genre låne mit stillads og min sav.." sagde han og gik ind og smed sig på sofaen.....syntes lige som jeg har prøvet det her før, men hvad, det hjælper ikke at beklage sig. Sofaen giver mere læ på ryggen end en hæk....
Og jeg tog tilløb, mokkede stilladset op, fandt forlængerledninger, sav og elektrisk sav, papegøjenæbbet og en snor og et vatterpas frem....for jeg havde engang set min morfar klippe hæk med et vatterpas og en snor. Det var en fin hæk, en man kunne skære sig på, fuldstændig lige klippet og "redt" og forbudt at spille fodbold i nærheden af.....
Ved nærmere eftertanke, så var det måske for meget af det gode, her er alting alligevel lidt skævt og jorden er rund og mit øjemål fejler ikke noget så min hæk skulle klippe efter øjet der ser......
Og hækken blev klippet, villigt lod den de tynde grene falde for den elektriske savs tænder, men de tykke.....arghh glem papegøjenæb og frem med saven, og ned kom hækken, faktisk hurtigt, men ikke smetefrit....men det var mere mine arme, ryg og ben...og nu kan jeg så sidde og kikke på min hæk, den er blevet så fin, jeg er stolt som en pave, den er klippet efter øjemål, jeg har selv gjort det hele, også mokket rundt med stilladser og elektriske ledninger, fundet ud af hvordan man smører en sav med olie, og det lykkedes mig at holde ledningen fri, så spådopmmen om at kvinder og ledninger og elektriske save nok ender galt....NEJ jeg klippede ikke ledningen over...men det har jeg hørt at nogen mænd har gjort....
Og nu er min teenage-hæk blevet en fin ung mand, med et par grene der stikker op, så der med tiden kan formes et par kugler, for det har jeg set i en havebog at man kan, og så håber jeg at jeg næste år ikke har andre store projekter, så jeg kan holde min hæk ved lige og fryde mig over den, som jeg har gjort det her forår, på trods af smertefulde muskler....

onsdag den 15. april 2009

Biler og min mening om dem....





Nu er det jo ingen hemmelighed at jeg har fået ny bil...En Honda Accord 2,0 Automatic Elegance.... (skal spørge hver gang om hvad det er for en...men husker det nok lige pludselig) altså...bil og bil...det er et højteknologisk vidunder, ifølge min mand, og visse andre....
Nu er det jo sådan at når der kommer ny bil til vores hus, så får jeg automatisk den "gamle", som så bliver min "nye" bil...da jeg kørte C3 og henrik kørte C4, og C3 blev skiftet ud med C4 picasso van, så fik jeg den almindelige C4, den har jeg så trisset rundt i længe, og sukket efter at få lov til at køre picassoen, hvad havde jeg forestillet mig...nope...jeg får altid den nye gamle bil, men nu skal det fannemer være slut....jeg har lagt beslag på den nye bil, stjæler nøglerne og smutter i den så tit jeg kan, den bliver konsekvent kaldt "min nye bil" og jeg er som en høg over den.... DENNE BIL SKAL VÆRE MIN OG KØRES TIL AF MIG.......og det er jeg så godt igang med, som straf skal jeg hele tiden forklare om hvordan jeg syntes motoren går, forklare hvordan jeg syntes den ligger i svingene, forklare hvad jeg syntes om alle de små smarte finesser den har indeni (og som jeg slet ikke har opdaget endnu, fordi der er lige så mange knapper som i et Concorde fly, og er bange for at en af dem viser sig at være et kone-katapultsæde...) Og jeg skal modtage hånlige kommentarer fordi jeg syntes det er irriterende at der er lys i spejlet, (det blænder) det der, der sidder i solskærmen....suk...når der er vigtigere finesser som jeg burde havde opdaget forlængst. som feks usbkabeltilslutning, autopilot, fanden og hans pumpestok....
Jeg skal hører for at jeg kører færre kilometer på literen og at jeg har Trickerfod...skal belæres om at jeg ikke behøver jokke speederen i bund, at jeg ikke behøver at kører i sportsgearet så den (først..)automatisk skifter gear ved 4000 omdrejninger....HVAD...har vi råd til den der bil... (ville nu hellere havde haft en fed ring jeg har set ...OG skulle du læse det her indlæg Henrik...så kan den fås inde hos guldsmeden i Ballerup...de ved hvem jeg er og hvad det er for en...)...så har vi også råd til at hælde benzin på den... (hør lige mig...jeg aner ikke hvad jeg snakker om...jeg gentager bare det jeg hele tiden skal lægge øre til...)
Og hvad er der med biler i det her hus.... JEG har aldrig fået lov at vælge noget som helst, jo allerhøjst farven, jeg har aldrig været med ude og "se" på bil...når jo en gang...men det var fordi jeg skulle finde ud af om barnevognen kunne komme ind i den... og det er så 10 år siden og 7 biler...

Det er som regel sådan her i huset at, jeg får en anelse om at et bilskift er på vej når:

1: Min bil pludselig skal vaskes
2: Min bil pludselig skal støvsuges
3: jeg bliver bedt om at fjerne alt det jeg har i bagagerummet...(som er en udemærket opbevaringsplads for alt muligt uhåndterbart og uplacerbart)
4: Jeg bliver spurgt om hvor registreringsattesten er (som om jeg nogen sinde har set en)
5: Der pludselig flyder med motorblade over alt
6: Der pludselig flyder med brochyrer fra diverse bilforhandlere
7: Der pludselig flyder med brochyrer fra FÆLG forhandlere
8: At de sider der er mest benyttet på PC'en er "bilbasen"
9: At når herren her i huset taler med sine venner i telefonen så sænkes stemmen nærmest til en hvisken og afsluttes med den der indforståede "gnækken" (omskrevet: vi sidder lige og griner fordi hun er så dum at hun ikke fatter at vi tager røven på hende om 1 min, altså mande fnis når det er værst, eller den der fnisen når der er fortalt en rigtig sjofel vitz..)
10: Når henslængte kommentarer som, "hvad siger du til automatgear?" eller "tror du at du kan styre benzinforbruget hvis du havde en benzinbil?"

Og den ultimative mistanke om bilskift indfinder sig en morgen når

A: Skaaaat....hvor er din bilnøgle?
B: Ville du ikke være glad for at køre i picassoen idag?
C: Hvad skal du lave i aften? tænkte at vi skulle køre en tur til Møn..!!!
D: Hvorfor har du 2 kraks kort???
E: DUNK...lyden af pose der rammer gulvet i bryggers, indeholdende 2 krakskort, en isskraber, en kasse kleenex, en pose uåbnede lakridser, 4 pakker vindusrenseservietter, georg jensen parkeringsskive, 20 Cder, mobil-oplader, 3 tomme flasker og en mønt til nettos indkøbsvogn.

Så ved jeg at jeg skal stille mig i vinduet og vinke farvel til den bil jeg har kørt i, vinke farvel til den bil jeg endelig kender som min egen bukselomme, den bil hvor jeg lige precis ved at, der kan være 19 CD'er og en med knust cover i handskerummet, at der under sædet er plads til 3 tomme sodavnadsflasker, at der i det lille rum til venstre for rattet er plads til en 20.-, at der i sidelommen ved passagerdøren kan stå 2 krakskort, et danmarkskort, ligge en isskraber og en brocyre over bantex kontorartikler i tilfælde af at jeg skulle kede mig i en kø.....At askebægeret kan bruges til at opbevare ørreringe og tabte knapper i (pis oss...de er ikke i "DUNK" posen...)Så ved jeg at det er ved at være slut...
Den bil jeg har kørt mange kilometer i og som jeg på en eller anden måde var blevet så glad for, pludselig forsvinder ud af min indkørsel for sidste gang, pludselig forsvinder ud af mit liv, pludselig skal være en andens, pludselig skal køres af en anden, at det er sidste gang jeg skal sige til Valdemar at han ikke skal sidde og kører støvlerne op af ryglænet på passagersædet, at en eller anden dulle skal rode på MINE knapper og indrette MIN bil på hendes måde (håber ved gud hun har god smag og køber en ordentlig parkeringsskive..)
Så jeg vinker farvel, kikker efter stoplygterne der tænder ned for enden af indkørslen, lytter efter om der bliver givet forsigtig gas, motoren er jo ikke varm endnu...Tænker på at nu skal jeg til at kører i Picassoen... Og beslutter at nu skal det fannemer være løgn....slut med "gamle" ny bil til mig, den her bil skal blive min, lige meget hvad Hr Larsen kommer hjem med, jeg vil sætte mig hårdt på den, gøre mine krav gældende, kræve min ret som Hustru og medejer. Og det har jeg så gjort...og det helt uden ballade, mærkeligt... For første gang i mit liv er det lykkedes mig at sætte mig i respekt over for biltossen, hmmmmm....måske han har en overordnet plan med den her bil....måske jeg lige skulle tjekke hvorfor picassoen skulle vaskes og støvsuges....hmmmm.......og hvorfor registreringsattesten på Picassoen også ligger fremme....sammen med mit regnskab hvor der er afskrevet på den...hmmm...måske jeg har satset på den forkerte bil....syntes sgu også det gik lidt for nemt....hmmm...stupid me...

onsdag den 8. april 2009

tirsdag den 7. april 2009

Henrik deltager nu i verdensforsøg

Min kære mand har sluttet 9 mdr med kemoterapi,i december, de eneste resultater var at han fik 9 mdr mere. Hans PSA tal var de samme. Kedeligt men 9 mdr mere er trods alt noget. Henrik har nu snydt den dom han fik for 3 1/2 år siden der sagde at han højst sansynligt havde et halvt år tilbage. Og det er vi taknemmelige for.
Henrik blev testet til et forsøg med en ny medicin, og krøb lige nøjagtigt gennem nåleøjet. Nu er han så igang med et verdensforsøg. Verdensforsøget foregår i 23 lande, hvert land stiller med 38 patienter som har samme sygdomsforløb (som det henrik har haft). Halvdelen af patienterne får forsøgsmedicin og binyrebarkhormon, den anden halvdel får placebo og binyrebarkhormon. Man har en ide om at binyrebarkhormon måske har en gavnlig virkning på prostata patienter. Så på den måde tester man begge grupper.
Forsøgsmedicinen hedder Sutent og skal stoppe blodgennemstrømning i kræftsvulster, det interessante er om det også kan stoppe udviklingen i hormoncancer (som prostatacancer er) Forsøget kører over 33 mdr, det er meget lang tid, og desværre har det nogle meget kedelige bivirkninger. Henrik er sikker på at han får den rigtige medicin, da alle bivirkninger er kommet til. De er ret grumme og har store omkostninger for Henrik. Han har hele tiden kvalme, volsom kvalme. Han er træt, deprimeret, i generelt dårligt humør. Han har dårlig mave, og ondt i maven. Hans hår skifter farve og drysser af, hans hud er skrøbelig og sart og er skiftet til at være meget bleg. Han har betændelse i læber og tandkød, i øjnene, i neglene, og hans nerver i hænder og fødder visner væk, derfor taber han hele tiden ting på gulvet. Hans fødder er hele men han føler at de ligesom har papercuts, føler han går på glasskår, det svier og gør volsomt ondt at gå. Han kan ikke smage og lugte noget, og det han kan, smager ikke af det han husker. Henrik har fået voldsomme psoreasis anfald, og har ondt i muskler og led. Han sover dårligt om natten, bliver nemt ked af det og trist, irritabel, vred og gal. Henrik overvejede at stoppe forsøget, men er stadig i det. Hans PSA tal er de samme, så det glædelige er at det ser ud til at have en virkning. Omkostningerne er bare så store.
Jeg støtter Henrik i hvad han måtte vælge, og håber at han kan finde så meget glæde ved det han har, så han ikke opgiver forsøget. Omvendt så forstår jeg hvis det bliver så ulideligt for ham at han ønsker at droppe ud af det. Det sætter naturligvis en masse tanker igang her i huset, og det som vi i sålang tid (heldigvis) har kunne skubbe foran os, ser nu ud til at indhente os på den ene eller anden måde.
Henrik er som altid glad og snaksom og han viser ikke sin smerte når i kommer på besøg, han bære stolt sin sygdom udadtil, men de "interne" og private følelser kommer ud når han er alene med os. Henrik ønsker ikke at blive pyldret om, han ønsker ikke at tale om sin sygdom i timevis, men ønsker at tale om alle de ting der interesserer ham. I skal man ikke være bange for at spørge ind til ham, han svarer gerne, men ønsker ikke at "underholde" med sin sygdom, ønsker ikke at være ham der sidder og piver til sammenkomster, bær over hvis han ikke gider snakke om den, Henrik forsøger bare at være som han plejer...

lørdag den 14. marts 2009

lørdag den 7. marts 2009

Alt i rødt og lidt til...


Jeg er rigtig glad for farver, og jeg elsker visse farver højt i perioder. Jeg ved at farver afspejler vores humør og at de alle har forskellige betydninger i forhold til hvilken stemning vi er i. Jeg har brugt meget sort og elsker denne farve lige som så mange andre kvinder...hvorfor mon...ses en delle så tydeligt i en sort skjorte som i en hvid? Sort slanker og sort passer til alt. Den er blevet en grundfarve i mit liv. Og pludselig dukker en farve op som jeg aldrig rigtig har dyrket, en farve som er lidt farlig da den udstråler hed og dampende erotik. Den nærmest signalerer at man er så klar, at man er hot og villig...eller gør den? Det må være op til dig at vurdere om jeg er et hot dampende erotisk væsen...(MUHAHAHAHA).
Nå men om ikke andet, så startede det hele med en skjorte, en lidt gennemsigtig en, der skal SELVFØLGELIG en top under, men skjorten var (og er fed) lækker og jeg havde en fantastisk aften. Jeg har aldrig siden haft den på, og nu er den alt for stor, øv øv. Og når jeg tænker tilbage på den fest manglede jeg ikke dansepartnere, jeg var sgu på gulvet hele aftenen. Men for at vende tilbage til mit røde eventyr, så blev næste projekt for 1/2 år siden udvidet med en Bh og trusse, ganske uskyldigt kom ekspedienten i lingeriet ind i prøverummet med den, og spurgte om det måske var noget???... RØDT sagde jeg, jeg har aldrig ejet et stykke rødt undertøj...ja den fås også i sort men jeg har ikke din størrelse hjemme, svarede hun....jeg hoppede i bhen...den var lidt for stor, men et eller andet skete der..jeg følte mig sgu lækker...øhhhh har du den i en mindre størrelse?...ja da, svarede hun og vendte lidt efter tilbage med den samme bh nu bare i sort.....nej nej...jeg vil gerne prøve den i rød...og ind kom den røde BH nu i rigtig størrelse....og magien skete igen...jeg følte mig lidt lækker, sådan lidt forbudt lækker...den og så en sort blev dagens indkøb dengang. Hjem kom det røde undertøj, gemt godt af vejen i skuffen, jeg ved ikke jeg var måske lidt flov over at jeg, der sværger til hvidt og sort, pludselig slæber en signalrød bh med matchende trusse hjem, gemmer den for mig selv nederst under alle de gamle bher, som en skoledreng gemmer et pornoblad under sokkerne og tror at mor ikke ser det. Og så skulle den prøves, ikke at der var en særlig anledning, men hele dagen var jeg mig så bevidst om at jeg havde mit røde undertøj på, følte at jeg summede af god energi, var i et mægtigt humør, havde en dejlig dag, nød at den her bh kunne få mig til at lave så meget. Og energien forsvandt ikke, heller ikke da den blev taget af mig.....
Når jeg tænker nærmere over det og pænt hjulpet af venner der mener at jeg vil være fin i rødt, så er det da, det jeg skal, jeg skal ikke være bange for en farve der får min energi helt op at ringe, jeg skal sgu ikke være bange for at der kommer noget rødt ind i mit liv, det er sgu okay at en farve kan påvirke ens humør og ens energi, og jeg er begyndt at se at, ja det er rigtigt at vi kan påvirke os selv med farver, lidt som med lysterapi og aromaterapi. Noget der er rødt må jeg have, om ikke andet så for at glæde mine omgivelser med den gode energi det åbentbart skaber hos mig. Og hvad laver jeg så på en lørdag aften, der er ikke noget i tv, hele huset undtagen mig sover, gider ikke spille wow, men har kun et par røde støvler i hovedet, googler "røde støvler" - "billeder" - "søg" ....tadaaa...89 sider...mange af dem med støvler jeg aldrig kunne og ville bruge fra obskure hjemmesider for lak og læder...fniz....søger på lampe, søger på undertøj, søger på kjole, underkjole, børnetøj, skraldespand, sko, træsko, søger på ordet "rødt"...og "bang" hjerter, jordbær og lækre piger i rødt lingeri...se hvad resultaterne var. Jeg har samlet det på et billed som en collage. Og jeg tror jeg skal ud og have mig en rød kjole, nu går tiden for konfirmationer og fester jo ind, så mon ikke det er undskyldning nok....eller hvad?...Alt i rødt og lidt til....Tak fordi du gav mig sparket.

lørdag den 28. februar 2009

Bekymringer....og de bekymringer der følger med

Jeg bekymrer mig vildt over en kammerats bekymringer lige i tiden. Jeg står magtesløs og bare kikker på, jeg kan ikke gøre noget, jeg kan ikke hjælpe, jeg kan ikke forandre verdenen, jeg kan ikke forandre noget. Min kammerat har styr på det, gudskelov, han har totalt tjek på det ...eller han har den her afslappede holdning, at har han ikke styr på det så får han det, om ikke andet så lærer han af det. Wau...tænk at kunne have det sådan, tænk at kunne rumme det, tænk at kunne sætte sig ud over søvnløse nætter, ondt i maven, tanker der kværner rundt i hovedet, og så bare have styr på tilgangen til "disaster". Han tager det roligt, sindigt, langsomt, finder ud af det, stille og roligt, det er sgu beundringsværdigt. Hans humør er ikke på toppen, men han er "glad" og smiler, griner og er ikke helt handlingslammet, ikke gået helt i spåner, ikke selvmedlidende, ikke klagende, og beretter kun om problemerne når jeg spørger ind til dem. Det er beundringsværdigt, det er stort, det er da helt fantastisk. Og så kan jeg så kun spørge om det er fordi han har god selvkontrol, om det er fordi han ikke vil vise at han er et nervevrag indeni, og jeg ved at svaret er...niksen biksen, han tager det som det kommer, han har ikke brug for at bekymre sig halvt ihjel, han har brug for fred og ro, almindeligheder, hverdag og imens tænker han de tanker der skal til, uden indblanding og bekymringer fra alle sider, viser han at han har styr på det. Og alligevel så bekymrer jeg mig...tænker at var det mig ville jeg sidde og glo ud i luften, gå helt i sort over alle de ting der skulle ordnes, tages stilling til, kæmpes for. Og jeg kan ikke lade være med at bekymre mig beklager sådan er jeg. Jeg bekymrere mig om dig.....

onsdag den 18. februar 2009

Dreams are made of......


Ja hvad er drømme lavet af?

Er de lavet af lyserød candyfloss? og hvis de var, så var de sukkersøde og klistrede, en stor mundfuld der bliver til intet på 2 sek, knasende sprødhed der bliver til sødme i en mund der klapper sammen, fylde der forsvinder i ingenting, og tungen der rammer ganen med et klask. Man forsøger at tygge på det, og opdager til sin forbavselse for hver mundfuld at der ikke er noget andet end et enkelt sukkerkorn der knaser.
Man stikker tungen ud, fanger de sødmefyldte fine spindelvævstynde tråde og tager endnu en stor mundfuld....stor mundfuld = ingen ting...og forbavselsen indtræder øjeblikkeligt....det bliver til ingenting. Okay så....prøver at "brække" et stykke af og stoppe i munden, nu har man så oplevelsen af 2 ting og 1 tanke; et stort stykke klæbende candyfloss der på sin vej ind, rammer kinden....- på begge sider af munden, og den anden følelse at klistrede fingre, som helst ikke skal røre ved tøjet eller håret, og tanken om den serviet man lod ligge på disken da man betalte for den lyserøde drøm, og stod og fitlede med byttepenge, en pung, candyflossen, turarmbåndet, en skrigende unge der hellere ville have en is.....!!! Og hvad er en candyfloss andet end et øjebliks sødme, forbavselse og klistrethed.....Er det det, drømme er lavet af...?
Flygtige håb om noget der er så kort som en mundfuld candyfloss, drømme om noget man visuelt kan betegne for fantastisk, for en candyfloss er fantastisk den er en smuk skulptur,et stort bygningsværk, drømmeagtig blød, floffy, den dufter himmelsk sødt, minder lidt om noget uskyldigt og ærbart. En lyserød drøm der føles som glasuld når man rører ved det, bliver til intet når man putter det i munden og giver en kvalme når man sidder i bilen på vej hjem.

Det er det vores liv bygger på, de bygger på drømme om noget der er umuligt, noget uopnåeligt, noget uhåndterbart, noget der er klistret lyserødt romantisk, og det er det der får os til at leve, selv om vi godt ved at på vej ud af tivoli så står vi med en lang klistret pind og ingen skraldespand.


Så hvis drømme er lavet af candyfloss, så glæder jeg mig til tivoli åbner igen, for jeg har intet lært, andet end at trangen til en candyfloss er større end mindet om dens hurtige forsvinden, og at afhængiheden af noget så uhåndterbart som en sukkersød candyfloss, får mig til at leve.....

onsdag den 28. januar 2009

du skal ikke forvente dig noget fra mig......

Det er helt sikkeret at går man rundt og forventer et eller andet, så er der næsten garanti for at man bliver skuffet. Og hvorfor er det så at man er så selvfed at man gang på gang tror at man skal belønnes af andre. Det er vel fordi man dybest set mener at man har fortjent den opmærksomhed, gave eller hvad det nu kan være som man selv har brug for for at føle sig anderkendt. Men sådan hænger ting ikke altid sammen. På en eller anden måde syntes man altid selv at man yder det mest optimale, at man giver og giver og giver, for derefter at forvente at man bliver belønnet rigeligt bagefter, sådan er det bare ikke. Menneskets natur er at de er sig selv nærmest, og handler ud fra det der ligger lige for, der er ikke mange der kan prale af at gøre noget for andre uden at have en forventning om ros og anderkendelse, eller en eller anden form for belønning.

Her er så mit svar til dig...

Jeg gik gladeligt gennem ild og vand for dig, nu ser jeg at jeg ikke kan gøre det uden bagtanke, uden håb for at få lidt tilbage, og nu bliver jeg kynisk, jeg ved at jeg aldrig når at få noget tilbage, den chance har du forspildt. Lyder jeg vred? Lyder jeg skuffet? lyder jeg bitter? Jeg er ingen af delene, jeg er såret der hvor det gør aller mest ondt, jeg lyttede ikke til mig selv, jeg lyttede til dig, satte mig selv bagerst i køen, prøvede at forstå, prøvede at tilgive, prøvede at være der 110 % Prøvede at være din veninde. Var din veninde....
Jeg har gået mange og lange ture for dig, været der for dig, tænkt klart for dig, hjulpet dig, hoppet og sprunget for dig, i forventningen om at du til en hvertid var der for mig. Men jeg er blevet det klogere. Du var der ikke da jeg havde mest brug for dig, du svigtede lige der, lige der hvor det bare er så forbudt at svigte. Og her står jeg, underligt befriet for forventninger, for i virkeligheden har jeg altid forventet at det ville blive sådan her. Det ser jeg nu. Jeg var bare blind.

Engang lovede vi hinanden at vi altid ville være der for hinanden, det løfte har jeg holdt, du skred fra løftet, du var vigtigst af os to, jeg lod dig være den vigtigeste, jeg lod dig bruge det du kunne, og stod så gladeligt og så dig fyre dit lille overskud af på andre, være der for andre, gøre noget for andre, altimens du tog mig for givet, Anette er der altid. Det er jeg så ikke mere. Du skal til at klare dig selv, din største supporter og støtte er skredet. Og alle de gange jeg har sat mig selv hen i et ventehjørne, fordi du lige skulle hen over et eller andet, lige ovenpå et eller andet, lige et eller andet andet....de slutter her.

Der er ikke mere at komme efter. Det er slut, jeg har ikke mere jeg kan give dig, uden at smadre den rest af værdighed vores venskab gav mig, og det vil jeg gerne bevare. Den lille rest af værdighed og stolthed over at jeg var der for dig. Du kan aldrig sige at jeg var en dårlig veninde, men det kan jeg sige om dig. Og jeg hopper ikke på den der mere, at når du er ovenpå så skal du nok være noget for mig, lige om et par måneder, den har du lavet for mange gange med mig. Og jeg kan så kun ærge mig over mine forventninger til dig ikke kunne indfris, at jeg ventede for lang tid, ventede så lang tid at, det pludselig blev spild af tid. Og nu slutter spildtiden. Jeg vil koncentrere mig om mig selv..... jeg har lært at den største anderkendelse og ros af mig, kommer fra mig ...til mig.

torsdag den 15. januar 2009

1 år og 2 mdr = 20 kg


Jeg har lige ryddet ud i mine skuffer...og jeg er mildest talt målløs, og alligevel er jeg ikke. på 14 mdr har jeg helt af mig selv tabt 20-22 kg...det ligger lidt og svinger, men fra 92 kg til 70-72 kg det er jeg faktisk ganske godt tilfreds med. Jeg ønsker IKKE at blive mindre, specielt ikke efter alt det dejlige undertøj jeg har måtte sige farvel til, men stort er for stort. og er lidt træt af at fylde sokker i BH'erne...hahahaha. Også de her gamle dejlige bløde forvaskede jeans...man skulle tro at det var et par af Henriks men det er det ikke. fra str 46 til 38-40 det kan et bælte ikken engang redde, der er og bliver hængerøv i dem så ud må de. Og mine støvler, mine elskede støvler er også blevet alt for store i skafterne, men de kan (håber) jeg sys ind. Og nej det er ikke en klagesang, jeg er stolt af at jeg har fundet tilbage til min "gamle" ungpigekrop, ikke at det gør mig yngre (jeg er jo stadig teenager indeni)men det giver mig en sær form for tilfredshed at kunne gå ind i en hvilken som helst tøjbiks, og lige hoppe i et par bukser, lige prøve en skjorte der ikke strammer om armene. Lige hoppe i en kjole der KAN lukkes. Og rolig nu, jeg er hverken syg eller andet, det sidder i hovedet. Jeg kan tænke mig til mæthed, sige til mig selv at jeg ikke behøver at spise om natten, og ønsket om at leve lidt længere har gjort at jeg ikke fylder mig med usunde ting hele tiden. Nu mangler jeg så bare at holde op med at ryge...men så tager jeg nok det hele på igen....hmmm...svært valg.

tirsdag den 6. januar 2009

Til dig Hr Andresen


Kære Hr. Andresen

Du er kunde i min forretning, det har du været lige så længe jeg kan huske. I starten var jeg lidt bange for dig, for du virkede brysk og knotten. Du spørger altid efter de mærkværdigeste ting, som vil du teste min formåen. Feks: en tusch rader pen???...og hvad skal du bruge den til? Til at rengøre stikkontakter med, sagde du !!! Selvfølgelig skaffede vi sådan nogen hjem, men det var ikke uden sværdslag….skal du vide. Du er altid hurtig på aftrækkeren, og svar på tiltale får man. I starten stod jeg altid og tænkte, så nu får jeg det glatte lag, men pludselig en dag så jeg noget jeg aldrig havde lagt mærke til, en lille bitte rynke i din øjenkrog, og jeg opdagede at det der tindrende blik ikke var knottenhed men en lurifaks, godt gemt, godt skjult, gemt bag en facade der i virkeligheden var den reneste form for god humor, SUBLIMT…du er fantastisk. Nervøsiteten over om jeg gjorde det godt nok forsvandt og du er udfordringen der både skulle svines lidt til og samtidig serviceres med største respekt, der skulle ikke være noget at klage over. Jeg havde pludselig spottet din humor, verdens bedste humor, du får mine hjerneceller helt op at ringe, skærper opmærksomheden på hvornår du er alvorlig og hvornår du står og tager tykt gas på mig. Og det her indlæg er en hyldest til dig. Du gør en forskel det skal du vide. Resten af personalet inkl. Ebbe, skyndte sig væk når du kom, og jeg var åbenbart den eneste der havde modet til at servicerer dig, men du skal vide at det ikke kun var mod og hårdkogthed men en ægte interesse i at vide hvad du var for en, nysgerrigheden drev mig, det har den altid gjort, og jeg tænkte tit over hvordan jeg fik sneget mig inden for din frakke. Nu kan jeg se at jeg altid har haft en plads i din inderlomme, og egentlig tror jeg at du syntes at her var der endelig en der ikke var bange for at give dig lidt grovfil tilbage. Din ironi og din fantastiske sarkasme er en udfordring, og jeg smiler ved mange af de ordvekslinger vi har haft i tidens løb. De kan slet ikke gentages og skal ikke gentages.
En overgang havde du det med at sende os fax, med dine ordre :”Boghandel…. Jeg indfinder mig i jeres lokaler kl 1200 og forventer at i kan fremvise disse to bøger som jeg er interesseret i at købe; ”Blondinevitser for Brunetter” eller ”Citater for sygeplejersker” Venligst G.Andresen…..” velvidende at de to titler var nogen du havde opfundet og derfor satte hele forretningen i gang med at fremskaffe noget der lignede for ikke at nedkalde din ”vrede” over os… (hihi) Og herefter møde op kl 1200, med en ironisk kommentar om at det kunne vi vel heller ikke skaffe, så købte du nogen konvolutter og tøffede af igen. Du har altid været på forkant med PC og det at finde titler på nettet, der er du fantastik velforberedt. Du er kommet med en fint udprintet seddel med din ordre, isbn nr, og hele balladen. Nemt og lige til at gå til, tror man indtil tillægsordren kommer, uha uha uha… Og spørger man dig om dit telefon nr …kikker du hvast på en og siger ”det har du…så bare ring” Og da du gik og var syg for en 5 år siden, så jeg dig ikke i flere måneder, mærkeligt, men jeg sendte dig et postkort, ville vide om du var sur på os eller om du var syg. Egentlig er det en total overskridelse af al god forretningsmoral, og en masen mig på, men du er simpelt hen ugens højdepunkt, så hvor var du? Du stod næste dag i forretningen og sagde at du bare havde været syg…ja det kunne jeg se, din frakke var alt for stor og du gik så langsomt, og det rørte mig dybt at du kom forbi, selv om du skulle havde holdt din seng. Kære Hr Andresen, på en eller anden måde, har du altid fået det værste og det bedste frem i mig, og jeg ved ikke hvorfor, men dybest set er det vel fordi der ikke findes så mange af din slags mere, og et eller andet i mig siger mig at jeg må suge det til mig, at vi to gør en forskel for hinanden i hverdagen, at intilligens og uforskammethed i sig selv er den mest sublime form for humor. Den føler jeg at jeg deler med dig. Og her på det sidste har du haft det svært, det lyser ud af dig at du sørger dybt over tabet af Fru Andresen, jeg ville gerne græde en masse tåre for dig, men jeg er sikker på at du bare ville give mig en skideballe hvis jeg gjorde, så nu må du finde dig i min pyldren om dig, og jeg holder øje med dig, mig slipper du ikke sådan af med. Og du må forstå at i min hverdag er det at være noget for dig, en dejlig befrielse fra mit eget. Det gør mig glad at glæde dig, fordi du igennem de snart 9 år vi har kendt hinanden har givet mig så mange fantastiske grin. Tak for det. Og jeg holder øje med dig. Ja jeg gør, kikker efter dig. Mig slipper du ikke af med.

Ps billedet er fra da jeg overtog butikken nov 06