lørdag den 28. februar 2009

Bekymringer....og de bekymringer der følger med

Jeg bekymrer mig vildt over en kammerats bekymringer lige i tiden. Jeg står magtesløs og bare kikker på, jeg kan ikke gøre noget, jeg kan ikke hjælpe, jeg kan ikke forandre verdenen, jeg kan ikke forandre noget. Min kammerat har styr på det, gudskelov, han har totalt tjek på det ...eller han har den her afslappede holdning, at har han ikke styr på det så får han det, om ikke andet så lærer han af det. Wau...tænk at kunne have det sådan, tænk at kunne rumme det, tænk at kunne sætte sig ud over søvnløse nætter, ondt i maven, tanker der kværner rundt i hovedet, og så bare have styr på tilgangen til "disaster". Han tager det roligt, sindigt, langsomt, finder ud af det, stille og roligt, det er sgu beundringsværdigt. Hans humør er ikke på toppen, men han er "glad" og smiler, griner og er ikke helt handlingslammet, ikke gået helt i spåner, ikke selvmedlidende, ikke klagende, og beretter kun om problemerne når jeg spørger ind til dem. Det er beundringsværdigt, det er stort, det er da helt fantastisk. Og så kan jeg så kun spørge om det er fordi han har god selvkontrol, om det er fordi han ikke vil vise at han er et nervevrag indeni, og jeg ved at svaret er...niksen biksen, han tager det som det kommer, han har ikke brug for at bekymre sig halvt ihjel, han har brug for fred og ro, almindeligheder, hverdag og imens tænker han de tanker der skal til, uden indblanding og bekymringer fra alle sider, viser han at han har styr på det. Og alligevel så bekymrer jeg mig...tænker at var det mig ville jeg sidde og glo ud i luften, gå helt i sort over alle de ting der skulle ordnes, tages stilling til, kæmpes for. Og jeg kan ikke lade være med at bekymre mig beklager sådan er jeg. Jeg bekymrere mig om dig.....

onsdag den 18. februar 2009

Dreams are made of......


Ja hvad er drømme lavet af?

Er de lavet af lyserød candyfloss? og hvis de var, så var de sukkersøde og klistrede, en stor mundfuld der bliver til intet på 2 sek, knasende sprødhed der bliver til sødme i en mund der klapper sammen, fylde der forsvinder i ingenting, og tungen der rammer ganen med et klask. Man forsøger at tygge på det, og opdager til sin forbavselse for hver mundfuld at der ikke er noget andet end et enkelt sukkerkorn der knaser.
Man stikker tungen ud, fanger de sødmefyldte fine spindelvævstynde tråde og tager endnu en stor mundfuld....stor mundfuld = ingen ting...og forbavselsen indtræder øjeblikkeligt....det bliver til ingenting. Okay så....prøver at "brække" et stykke af og stoppe i munden, nu har man så oplevelsen af 2 ting og 1 tanke; et stort stykke klæbende candyfloss der på sin vej ind, rammer kinden....- på begge sider af munden, og den anden følelse at klistrede fingre, som helst ikke skal røre ved tøjet eller håret, og tanken om den serviet man lod ligge på disken da man betalte for den lyserøde drøm, og stod og fitlede med byttepenge, en pung, candyflossen, turarmbåndet, en skrigende unge der hellere ville have en is.....!!! Og hvad er en candyfloss andet end et øjebliks sødme, forbavselse og klistrethed.....Er det det, drømme er lavet af...?
Flygtige håb om noget der er så kort som en mundfuld candyfloss, drømme om noget man visuelt kan betegne for fantastisk, for en candyfloss er fantastisk den er en smuk skulptur,et stort bygningsværk, drømmeagtig blød, floffy, den dufter himmelsk sødt, minder lidt om noget uskyldigt og ærbart. En lyserød drøm der føles som glasuld når man rører ved det, bliver til intet når man putter det i munden og giver en kvalme når man sidder i bilen på vej hjem.

Det er det vores liv bygger på, de bygger på drømme om noget der er umuligt, noget uopnåeligt, noget uhåndterbart, noget der er klistret lyserødt romantisk, og det er det der får os til at leve, selv om vi godt ved at på vej ud af tivoli så står vi med en lang klistret pind og ingen skraldespand.


Så hvis drømme er lavet af candyfloss, så glæder jeg mig til tivoli åbner igen, for jeg har intet lært, andet end at trangen til en candyfloss er større end mindet om dens hurtige forsvinden, og at afhængiheden af noget så uhåndterbart som en sukkersød candyfloss, får mig til at leve.....