søndag den 28. november 2010

Tab af identitet, eller opfindelsen af en ny!!

Ind imellem sker der det, at jeg mister jeg hovedet..... og taber forbindelsen til jorden, til mine omgivelser, til alting. Det sker meget sjældent, ekstremt sjældent, sidst var da jeg var gravid og smadrede et bryggersvindue med et syltetøjsglas.... Altså for ca 12 år siden. Nu tænker du sikkert at ...åh åh hun er gravid...
og nej det tror jeg ikke jeg er.....
Men jeg tror at alle kender følelsen af at gå ind i en rød bobbel og gå amok på sine omgivelser. Det er så dejligt, så befriende, så vidunderligt at gå amok, være totalt psykopat i det man siger og gør, bare gå amok, skælde ud så hele huset ryster i sin grundvold, smadre et par tallerkner ned i vasken, og skrige så højt at stemmen pludselig bliver underlig hæs, og at halsen føles underligt lam i den ene side.

Det...var en fantastisk..... følelse..., der brusede gennem kroppen på mig da jeg mentalt opgav at være fornuftig og bare fulgte instinkterne, eller manglen på samme, jeg blev høj, andrenalin og endofiner drønede gennem kroppen på mig, og jeg blev i stand til at løfte biler og kyle rundt med dem...eller det troede jeg....i mit sindsyge raserianfald....

Det er ikke i orden....
overhovedet ikke i orden....
slet ikke acceptabelt.....
Og min eneste undskyldning.....meget menneskeligt når man som jeg er presset til det yderste på alle fronter. Min allerbedste undskyldning, nemlig at min daglidag er forandret så meget på 5 år, at jeg ikke hved hvem jeg er mere. Christ...hør lige på mig... Og det her indlæg handler selvfølgelig om mig, som det altid gør og hvad der skete på en ganske almindelig søndag, hvor jeg tabte hovedet og skreg de væmmeligeste ting ind i hovedet på dem jeg burde elske allerhøjest. Det handler om mig, eller om den jeg håber jeg er, eller tro jeg er, eller ender med at være..eller...hvem er jeg?
Problemet er at hele min eksistens, min identitet, er smadret, hele mit selvværd kan ligge på et meget lille sted, jeg er midt i no-mands-land, alt er ramlet, gået i stykker, ødelagt. Alt det jeg står for og altid har stået for findes ikke mere, det er ren selvkontrol. Og jeg ligner mig selv, lyder som mig selv, og opfører mig som jeg altid har gjort...udenpå. Ren kontrol, ren øvelse, rent skuespil.....Der er forskellen....inden i er det slut. Inden i er jeg som en sammenkrøllet papirskugle der blæser lidt hid og did for vinden. Får rullet mig selv hen i et hjørne, for lidt efter at rulle ud og bumpe hen af vejen, skifte retning, rulle tilbage igen, ligger og rokker frem og tilbage. Jeg kan simpelt hen ikke finde ud af det mere, jeg er helt lost, fortabt, aner ikke hvad der er nord og syd, op eller ned.
Jeg ved skam godt hvad jeg vil.... tror jeg nok....se det er forskellen på den gamle og den nye ..."tror jeg nok"...jeg er blevet en tvivler, jeg kan ikke se kursen længere, kan ikke sidde fornærmelser overhørig, kan ikke snuppe nedladen tale, kan ikke længere accepterer at blive kritiseret, ikke længere tåle at høre på hvor dum jeg er.... kan ikke længere lade som om .... kan ikke længere bare lade det passere...kan ikke længere bare "hoppe op og falde ned igen", kan ikke længere klare at blive udnyttet, kan ikke længere give og aldrig modtage.
Og det er ikke en dårlig undskyldning for min opførsel, men en tør konstatering af at alt er brudt op, og nu skal lejre sig, og bliver til hverdag også for mig. med den her hvem hun nu end er for en....noget...

En ny dagsorden er ved at forme sig, og det er ikke uden konsekvenser, heller ikke for min familie. Så idag tabte jeg hovedet, monster stort. Jeg tabte det så meget, at der ikke engang kan siges undskyld for det, og det er skræmmende. Jeg har svinet min mand så hårdt til at han grædende gik i seng. Jeg har skældt min søn så hårdt ud at han stille græd ned i kartoflerne, og lavede sit matematik på 5 min. Jeg har smadret tallerkner og lavet en bule i køkkenvasken, jeg har sparket en bule i skraldespandsstativet, hvad fanden det skal alligevel skiftes, og jeg har sagt de værste ord jeg kunne komme på i mit afsindige raseri....de bliver ikke gentaget her...bare rolig.

Jeg kan ikke komme ind på hvad det var der trikkede og fik bomben til at eksplodere, ikke at jeg ikke ved det, men mange måneders, eller års opsparet fustrationer brød ud i lys lue, og jeg lod mig rive totalt med, det føltes som en forløsning, en fødsel, en orgasme en utrolig befrielse...og jeg lod mig føre på den røde bølge, og gik amok lige i hovedet på min familie. Det er ikke okay, det bliver aldrig okay, det kan aldrig ske igen. Og når jeg siger at det aldrig kan ske igen, så er det fordi de nu er så bange for mig, at de aldrig vil give mig en grund til at blive gal igen.
Så jeg står her og ved ikke hvad jeg skal gøre med mit nye regime, med mit diktatorskab, med mit kommende nye jeg, et jeg der er så svagt og tvivlende, at jeg højst sansynligt bliver kuppet hurtigt. Jeg aner det ikke...Jeg aner det virkelig ikke.
Men noget ved jeg, og det er at jeg bliver nød til at finde noget kærlighed frem og overøse min søn med det, og håbe på at han engang når han bliver voksen vil forstå, at man kan tabe hovedet når man presses langt nok ud, og at ingen undskyldninger i verden er store nok når det går ud over børn, og at jeg for altid vil være så ked af de ting jeg sagde. At jeg ikke kan gøre dem om, men må tage konsekvenserne af dem, og at de blev hans og min skæbne på samme tid.

Og det værste... jeg ville ikke gøre det om.

Jeg skammer mig.....

onsdag den 29. september 2010

Perler og ild og og og og

Altså i sommer var jeg en tur i Bramming for at hjælpe en kollega med hendes forretning, det blev derefter til lidt ferie derovre og Vikingmuseet i Ribe blev besøgt det gjorde vikingemarkedet også.
Det mærkelig er at jeg følte mig totalt på hjemmebane, følte at jeg på en eller anden måde var havnet i en tidslomme, at jeg var i mit rette element. Meget mærkeligt, underligt og altopslugende. Nu har historie altid haft min store interesse, og sjovt nok fra 700 og til 1200 er den tid der er mest interessant i mit univers, så måske ikke så mærkeligt at jeg følte mig så godt tilpas her. Jeg kunne havde gået rundt der i dagevis, duftene af bål, af hørteltenes mærkelige duft, af plantefarver, røgede sild, af heste, suppe, og hvad der nu dufter af på sådan et marked. (der mangler lugten af lort, men det gør ikke noget at den ikke er der...lol)
Men et bestemt telt trak virkelig min opmærksomhed...og jeg kunne havde siddet der hele dagen. Det var perlemagerens telt. Her faldt jeg i staver, totalt i staver, stirrede intenst på perlemagerens arbejde med jernstænger og smeltet glas, lod mig opsluge af ildens varme og flammerne der smeltede glasset til en håndterbar mærkelig tyggegummiflydende masse der overførtes på en pind og efter afkøling fremstod som en perle. Jeg måtte vide mere om det, måtte have sådan en perleovn, rode med det der glas..argh..jeg havde fået en ny hobby kunne jeg mærke.
Jeg følte mig forelsket.....

Der gik ikke mange dage, på et besøg hos Sue lavede jeg og hendes mor en kopi af den perleovn jeg havde set på markedet, vi æltede ler, halm og sand sammen og konstruerede en perleovn, den blev nuttet, og vi hyggede om den ovn hele dagen, fyrede i den så den kunne blive tør, havde ler til albuerne, og drømte om alle de perler der skulle laves, historiske perler......suk. Vi manglede bare noget...glas og stænger og viden og og og ....
Se nu er nettet jo en fantastisk ting, jeg kan finde mange ting hvis jeg ved hvad jeg leder efter, hvad det hedder og fagsprog er heller ikke nogen skam at kunne tale... så langsomt begyndte ting at komme frem, en perle er ikke bare en perle. Og sørmer om der ikke fandtes kurser her i danmark man kunne komme på, åhhh jo, men ikke i hvordan man laver perler i en vikinge perleovn, men over en gasbrænder.
2 weekender har jeg så leget med perler, først var jeg på perlekursus hos Bifrost i Allerød, dernæst var jeg helt i Ebeltoft hos Moeslund Glas og lære de næste trin. Fantastisk jeg er bidt af en gal perlemager...jeg skal noget mere med det glas...jeg skal da lave en masse perler...og det er jeg så igang med.
Er de ikke fine? Det syntes jeg de er, og egentlig også det vigtigeste...

mandag den 2. august 2010

At vælge at være en viking...eller shop amok...


He he... en af mine søde venner gav mig et godt råd....han sagde...se at få en hobby hvis du skal til at gå hjemme....ellers ender du med at slå nogen ihjel....
Og han har så ret...så jeg har kastet mig ud i projet Viking.

Nu har jeg altid interesseret mig for vikingetiden og tidlig middelalder, så da jeg alligevel var i jylland måtte jeg besøge vikingecenteret i Ribe...og det udviklede sig....

Weeeee...jeg blev så hooged...det var da det jeg skulle, det er da det jeg skal.
Så jeg er gået igang med at sy...jeg syr hør kjoler...hahaha...ja sådan nogen vikingerne havde på, jeg syr forklæder og overkjoler, og jeg er gået igang med nålebinding som er forløberen for det at hækle...og nålebinder mig et par vanter.

Og jeg har produceret en perleovn, for jeg skal selvfølgelig værer perlemager....
Heldigvis er Sues mor keramiker og ved hvordan man blander ler, sand og halm til en god og ikke-brandbar masse som man kan lave en perleovn af...og en to tre har jeg en perleovn...uha det er godt...nu skal jeg bare have noget glas og nogle spyd og og og...
Aj der er så meget jeg skal.... Jeg skal have et telt, så jeg kan tage på vikinge markeder, jeg mangler bare lige nogen brædder og en fandens masse hørlærred.... og jeg skal have køkkengrej, og kniv og ske og et skrin og og og og ....
nøøøj der er mange ting jeg skal i gang med at lave.

Nå jeg har syet og syet...og pludselig slår det mig at jeg er en meget sølle viking...jeg kan møde op i en særk.... jeg har ikke engang nogen spænder til at holde forklædet oppe med...når jo... jeg har et læder armbånd med 5 perler i som jeg har købt i Ribe, så egnetlig har jeg mindre end en Træl havde dengang i 700-800 tallet.
Og jeg har ingen forening som jeg kan støtte mig til, ingen klub, hvor jeg kan lære at brikvæve og plantefarve mit garn....uha sådan en klub skal jeg også finde...jeg har travlt for der er meget jeg skal nå...og og og ....

Så er der vikingemarked i Århus, i moesgård...det skal jeg med til....og indkøbslisten er lang...jeg mangler alt...
Tidligt op og afsted til Århus søndag morgen, Forventningen er stor... Vikingemarkedet er kæmpe stort...her kunne jeg gå rundt i en uge...det skulle ikke være noget problem. Her er så meget at se på, så meget at røre ved, smage, spørge om....og jeg går på med krum hals...

Jeg går på jagt efter et par spænder til mit forklæde...jeg har besluttet mig for at jeg ikke vil have de der kæmpe skålspænder, og jeg finder nogen med Hugin og Munín på..Odins ravne, og personlige nyhedsbringere...uha de er fine...godtnok kan jeg ikke se at det snirklede mønster ligner Ravne, men sælgeren fortæller mig at det er kopier efter nogle der er fundet på Bornholm. Så det skal jeg huske til evig tid nu.

Jeg vælter videre, her er så meget at se på, og jeg mangler så meget og har hele dagen...eller...jeg har allerede brugt en time...jeg finder et sted hvor der sidder en ung fyr og laver bælter, og jeg mangler et bælte..han har nogen fine smalle ogen med messing spænder på, og læderet er bordeaux...uha sådan et må jeg eje, og han har sørmer også hørtråd, det har jeg ikke kunne opdrive nogen steder så vi handler lidt frem og tilbage, jeg får bæltet og 3 ruller hørtråd for ---biiiip--- og jeg er lykkelig.

Og jeg finder noget brikvævet bånd til mit forklæde, lige i den rigtige farve...ahost det er dyrt, men jeg skal kun bruge en meter, og er glad for min meget dyre meter. jeg finder senere ud af at jeg har fået mit bånd til den rigtige pris. Jeg er ellers af den overbesvisning om at man ikke skal rende rundt og sammenligne priser når man har købt...man risikerer jo at blive ked af det.

Et drikkehorn det skal man have, og man skal have det i bæltet, her er så mange horn, alle boder har horn og stropper til dem, men de er alle sorte...jeg vil have et brunt horn, og det er ikke til at få...lige til...der ....inde bag ved...deromme...det der...mit mit mit... og 70.- fattigere.

En pung...uha jeg skal bruge en pung...og jeg finder en hos en tysk handelsmand...han er sød og viser mig alle hans punge...de er ens i udformning men i forskellige farver...så hiver han en frem der har grønt læder på...uha den må jeg eje, men den er lidt dyr så vi tinger lidt frem og tilbage...pungen bliver min...åhhh ja...min min min.

jeg havner senere i en anden bod med en dansk taske og pungmager, han har sådan nogen bitte små punge...han siger...
-du skal da have en af mine små punge...
-næææ siger jeg jeg har lige købt en lidt større over hos ham der ..peger...
-ahhh hos tyskeren, må jeg se den...
-næ siger jeg...
-jo jeg må... siger han...
-niks siger jeg...
og han siger, jeg skal bare lige tegne den af...
og jeg svarer...niksenbiksen...
han siger meget sødt...vis mig pungen og du får den her pung gratis...
og jeg giver ham lov til at tegne pungen af, og får en lille fin pung som tak. Uha det er en god dag. Uha det er en rigtig god dag...

Jeg ender over i en afdeling hvor jeg snakker med en der laver ting i træ, ham og hans kone er vældigt søde og vi snakker om markedet og det at være viking...de siger...du skal da være viking i vores gruppe, snak med vores høvding og peger på en lille mand med filthat på...han har travlt med at tale med en journalist, så jeg siger at jeg kommer tilbage senere.
Senere: jeg er i området da en lille viking lægger en hånd på min skulder og siger...nå du vil optages her hos Brimir...kom med og lad os tage en snak...vi går hen til hans telt og slår os ned...snakken går og inden jeg har set mig om er jeg prøvemedlem, det er jeg i et år, så skal de have det op på tinge om de vil beholde mig...hahaha uha det er en mægtig dag...han giver mig en folder med hvordan man laver et vikinge telt. Skønno....jeg er kørende...Jeg er sulten og går over og køber en sild der er nyrøget, duftende varm, fedtet og en helt vidunderlig mundfuld pænt pakket ind i et spelt fladbrød...ummmm kæft det smager godt...og min taske er fuld af mine fine fund.
Men jeg mangler noget...jeg mangler en teen og noget uld...jeg bliver nød til at lære at spinde, og det er jo lidt pinligt at jeg har haft får i 16 år uden nogen sinde at bruge deres pels....jeg får købt en fin teen, med benvægt, og jeg har fået en masse lækkert uld for kun 30.- i alt...aj det er en god dag, nu er jeg kørende.
Og jeg får en invitation til at lære brikvævningens svære kunst næste år her i Moesgård hvis jeg er frisk og har fået lavet et vævebrædt...hmm...det kikker jeg så lige lidt på.
Og der er perler alle vegne, de er alle lavet i indien, trist, og der er kun en perlemager på hele markedet, heldigvis står hun og laver perler, og jeg får købt lidt perler og får lavet en halskæde ud af dem, jeg bliver så fin nu.

Åhhh ja...det er skønt at være viking...så lige nu går jeg og ruger over mine skatte..syr med mit fine hørtråd, har lavet mit forklæde færdigt, og er fluks igang med det næste...weee...det bliver en god og lang vinter hvor jeg skal lave en masse håndarbejde, som virkelig kan bruges til noget...jaaa...det er da det jeg skal...så jeg ikke får slået nogen ihjel.

søndag den 2. maj 2010

hud mod hud

Filosoferede over ordene: nærhed, kram, kys, knus, elskov, det at blive nusset, rørt ved, holdt om, det at ens hud bliver følt på, berørt, stimuleret, strøget, killet, ja bare følelsen af varmen fra en anden krop, en anden hud. Og jeg blev lidt ked af det, misundelig og lidt vred. I tøzer derude, alle jer med en der gerne vil røre ved jer, i er så heldige, i aner det bare ikke, for jer er kærtegn, en hånd på en skulder, et nus på armen, et kys i nakken, blevet dræbende dagligdag, og i værdsætter det ikke så højt som i burde.
Jeg vil gerne lukke jer ind i min verden, forsøge at forklare jer at det der er dagligdag for jer, er en kæmpe mangelvare her hos mig. Ja Henrik er syg, det i sig selv er totalt turn-off, og jeg kan intet gøre ved det, jeg har bare ikke lyst. At han får kemoterapi og derfor er giftig, er så indlysende at nærhed med ham er forbudt, det næste er at, da man fjernede hans testikler faldt hans "interesse" for sex til 0. Og alle de berøringer der før fyldte vores hverdag, den nærhed der altid havde været der, alle kyssene, krammene, de forsvandt ikke langsomt, eller "gled" ud, fadede væk, nej men forsvandt som ved et trylleslag fra den ene dag til den anden...væk, borte, ikke eksisterende, slut......
Sådan er min verden, fyldt af alle de følelser man overhovedet kan komme i tanke om, bare ikke følelsen, fornemmelsen af en andens krop, hud, varme. Det er ensomt, et selvvalgt eksil, et savn, et frygteligt afsavn ikke at have "adgang" til alle de knus man gerne vil have, alle de kys man mangler, det der sex mandag aften, onsdag morgen, fredag eftermiddag....
Og jeg kan mærke at jeg er understimuleret, ikke på sex-siden, det kan jeg fint klare selv-selv men på huden mangler jeg opmærksomhed, jeg overvejer at få massage 1 gang om ugen så min krop bliver rørt af hænder, sygt ikk?
På en eller anden måde er min hud ensom, den er så ensom at den helt har glemt hvordan det er når den sveder fordi en anden hud ligger for tæt, den der klistrede fornemmelse af at ligge i ske og bare klistre, at holde i hånd og begynde at svede mellem fingrene, men ingen af hænderne vil være den første der slipper. Jeg har helt glemt hvordan det føles når man fryser om fødderne og lister dem ind under den andens dyne og varmer dem på bagsiden af hans lår, og jeg savner så meget at falde i søvn og vågne flere timer senere med ondt i nakken fordi en skulder er og bliver en lorte hovedpude...
Min hud og krop er i stor mangel og underskud af omsorg, af en andens omsorg. Og det er hårdt, det har jeg først sandet efter lidt mere end 4 år. Jeg savner den energi det giver at blive berørt, følt på, taget på. Savner duften af varm hud, af varm ånde der puster gennem mit hår, af de små spjæt kroppen giver lige inden den falder i søvn, savner hånden der stille nusser mig i nakken inden den pludselig ligger helt stille, fordi ejermanden er faldet i søvn, savner den arm der blev slynget hen over mig i søvne, mangler så meget den der hånd der kom listende ind under min dyne og lagde sig til hvile på min ene hofte.
Og hvad har jeg, jeg har en storsnorkende mand, der ikke har sin egen duft mere, men en metallisk, kemisk lugt af medicin, der fylder soveværelset, trænger ind i hver en krog, og ligemeget hvilken deo der bliver hældt på så dufter det ikke som før, en mand der sveder sin medicin ud af hver en pore, sover så dårligt som noget og vender sig i søvne så hele huset ryster. Han har ikke noget behov for knus og kram, ikke noget behov for at holde i hånd, at nusse, at kilde og slet ikke lysten til at være noget for mig. Det har jeg nu heller ikke lyst til, men det er så mærkeligt, som at sove ved siden af en fremmed. Vi er blevet fremmede for hinanden....
Hvem elsker ikke rent og knitrende sengetøj, køligt, glat, trygt og blødt smyger det sig om kroppen, det gør jeg, men vores sengetøj passer aldrig sammen mere, for Henriks sengetøj skal hele tiden skiftes, og vaskes, skiftes og vaskes, hans seng støvsuges for hår der drysser af hans hoved, lagner der skal rystes, et konstant arbejde fordi han bliver giftig af kemoterapien.
Og når dagen er omme, og natten falder på, så ligger jeg på ryggen med mine ensomme hænder, min ensomme hud, min ensomme krop og tænker på de hænder der engang mødtes midt i sengen for at holde i hinanden til det sidste vågne åndedrag blev taget, den samhørighed der var omkring vores søvn og nat ritualer, og jeg krymper mig, af skam over at den krop, der ligger ved siden af mig, som jeg engang tilbad som et tempel, nu får mig til at vende mig væk, ikke i foragt, men fordi den ikke er min mere, men tilhører en sygdom der ikke går væk, tilhører en anden og viser mig vintervejen, den kan ikke, vil ikke give mig det jeg har brug for, trykhed, varme, liv, gys og hjertebanken. Jeg skammer mig, er flov, og pinagtig bevidst om manglerne i mit liv.
Så møder du mig på din vej, så giv mig et kram og et ordentligt knus, hold mig længe og fast, læg din kind mod min og overfør alt den hjertevarme du kan, for jeg er totalt i underskud, jeg har brug for al den varme jeg kan få, og jeg lover dig at jeg krammer tilbage....

fredag den 9. april 2010

Sluk smøgerne og bliv fed....eller ryg og rejs...

Jeg er holdt op med at ryge...eller jeg har været (i skrivende stund) røgfri i 2 dage. Det er stort, jeg har tænkt over det længe, mærket efter inden i, været bange for at det kunne jeg ikke gennemføre. Men lægen havde løsningen til at blive røgfri, nogen forfærdeligt dyre piller, eller dyre og dyre, de koster sådan set kun en trediedel af mit cigaretforbrug på en måned, så noget er da sparet. Og miraklet indtraf 1 time efter jeg havde indtaget den første pille... og jeg har sådan set ikke haft lyst til at ryge siden, men jeg har nogen grimme vaner, jeg kan se at når jeg har udført visse handlinger så er det tid til en zig. Feks, når jeg har åbnet forretningen og lavet en kop kaffe...så skal der ryges...og i det her tilfælde blev der spist 3 vindruer i stedet, og ryddet op i nogle gamle reklamer fra leverandører.
Jeg har vitterligt ikke lyst til at ryge, jeg er mættet, som om jeg lige har røget.

Og jeg er forundret over hvad kemi kan gøre i ens hjerne.
Det næste jeg så tænker over er hvad der sker med mig når jeg ikke ryger, mit stofskifte vil falde en smule, og jeg risikerer at tage en 2-3 kg på, det har jeg så planlagt at jeg vil imødekomme med løb, så stofskiftet holder sig oppe, og jeg er allerede i gang med at løbe. Og jeg glæder mig til jeg ikke er så forpustet længere.

En bekendt sagde, "holde op med at ryge!!!..bliv ved med det ellers bliver du bare fed"....
Okay så jeg ryger videre og forbliver "tynd"...nej jeg gør ej, jeg har besluttet mig til at holde op med at ryge, og hvis jeg ender med at tage et par kilo på, så må selvsamme bekendte jo gøre op med sig selv om han kan holde ud at se på "fede" mig,
samme bekendte har det med at komme med bemærkninger om hvor slemt cigaretrøg lugter, hvor gustent det stinker, at man lugter af morfar, farfar, gammel mand, og mange andre kommentarer der umiddelbart virker morsomme men som sårer og gør en usikker, gør en ked af det, og får en til at skamme sig over at man har (havde) den last.

Og måske jeg bare skulle hævne mig og kommenterer lidt på hans alkoholforbrug, måske han så holder op med at drikke så meget og voldsomt!! og måske han så kunne komme af med den der mave og dobbelthagen!!! av hva.... men nu er det jo heller ikke mig der skal se på det, så jeg er sådan set ligeglad, men jeg tænker på hans stakkels kone der er åleslank og totalt iorden veltrænet og lækker muskuløs, og hverdag skal knokle hårdt for at oppebære hans attrå og så ovenikøbet finde sig i hans kommentarer om ikke at blive for tyk...stakkels hende, jeg ville sgu tænde af.... Gad vide hvad han finder på når hun bliver gammel og rynket???

Jeg har selvfølgelig tænkt meget over hvorfor jeg skulle holde op med at ryge, og vi kan være rørende enige om at det er spild af penge, spild af tid, spild af mange ting, og spild af mit liv.... eller det der er tilbage af det.
Valdemar så den kampange de kører i TV...han sagde.."mor ser dine lunger også sådan ud" og jeg svarede "ja det gør de sikkert" hvorefter ungen stille sagde "dør du så OGSÅ af kræft?" og det var det største skub mod endelig at holde.

Så det at holde op med at ryge er ikke for nogen skyld, andet end min egen, jeg er super glad for at der findes medicin der kan hjælpe en, super glad for al den støtte jeg kan få. OG til alle dem der syntes det er noget fis med medicin, at man da bare skal tage sig sammen, og som kommer med skræmmeprofetier om at man bliver rynket og gammel før tid, at man står bagerst i køen til sundhedshjælp, og alle de andre skræmme billeder, klap i med jer....jeg holder fordi jeg tror på det. Jeg er holdt op med at ryge for min egen skyld, fordi jeg godt ved og har vidst i mange år at det var noget lort og fordi man endelig kan få noget seriøst hjælp til at smide de skide smøger.

Det var egentlig bare det jeg ville sige... jeg er holdt op med at ryge.

onsdag den 31. marts 2010

Farvel til Tim

Vores elskede Tim, som vi har haft i 18 år, måtte vi sige farvel til forleden dag. Tim var gammel, træt og mæt af dage. Dyrlægen kom til os, så Tim slap for den sidste køretur. Nu ligger han så fint under påskeliljer i æblehaven, som var hans yndlingssted at suse rundt. Jeg har lavet en lille film med lidt forskellige billeder fra hans tid i vores liv. Tak Tim fordi du gjorde hver dag til en fest. Og tak for alle de ræve du har jaget væk, tak fordi du var en god kammerat til Valdemar, katte, får og høns, og tak fordi du gøede af skraldemanden på din sidste dag.
video

fredag den 5. marts 2010

Undskyld eller hvad man nu siger...

Undskyld....et ord jeg forleden lovede mig selv ikke at benytte mig af mere, et ord jeg siger i hver anden sætning, et ord der popper ud af min mund når jeg bare gerne vil være rigtig, når jeg har gjort noget jeg ikke skulle, eller gjort noget der ikke er godt nok..... Så kommer jeg sgu til at sige undskyld.... sådan lidt fordi jeg er høflig og godt ved det selv...

En god ven sagde til mig, "det siger du meget...." ...ja det gør jeg (og så var jeg sgu lige ved at sige undskyld igen) men selv samme ven er også verdensmester i at give mig kritik, er verdensmester i at stikke en finger i såret og dreje rundt, og så ikke ville godtage mit "undskyld", eller måske han bare har hørt det så mange gange at han er piv træt af det....hmmm...overvejer om jeg skulle give mig til at tude istedet.....det er den omvendte verden. Men jeg er bare sådan, jeg kan ikke gøre for det, jeg er bare ikke så god som først antaget, middelmådig til det jeg gør, uopmærksom og døv. Arghhhhh og nu har jeg lyst til at sige......nej det gør jeg så ikke... niksen biksen...

Ja jeg er blevet lidt en undskyldning for mig selv, det er et nemt ord at smide, lidt lige som "tak".

Når kritik svider, og det får jeg en del af, så siger jeg automatisk undskyld, men efter nærmere overvejelse så er det jo ligegyldigt om jeg siger undskyld eller ej, det er jo allerede forsent. Når jeg siger undskyld, så er det fordi jeg er høflig, eller fordi jeg kom i tanke om at det jeg lige har sagt ikke er i orden. Og så er det, at det ord bare popper ud af min mund. Så det er lidt som at sige, undskyld jeg siger undskyld.

Jeg er ikke verdensmester til noget, og det bliver jeg aldrig, jeg har simpelthen ikke "drivet" til at blive det, jeg er kun noget "halvvejs" noget, god til halvdelen og resten siger jeg undskyld over når jeg falder igennem og ikke formår at bevare facaden.

Og ja jeg er blevet møg træt af at sige undskyld, er møg træt af at ende i situationer hvor jeg skal sige undskyld fordi jeg ikke formår at leve op til de krav der sættes, det bliver bare ikke bedre... så min pointe er : det du ser, er det du får, lev med det, eller pis af, hold op med at kritiserer mig, jeg gør det jeg gør så godt jeg kan, hvis man ikke kan leve med at jeg er som jeg er, også når jeg siger undskyld så skrid, jeg kan ikke lave om på mig selv, jeg er lige precis sådan her, det bliver ikke anderledes. Jeg er....et undskyldende menneske....heldigvis.

tirsdag den 9. februar 2010

En blog er en blog er en blog er en blog...


Jeg har skrevet det før, men jeg syntes lige jeg vil skrive lidt igen om denne blog, eller hvad den er kommet til at betyde for mig.

Min blog er blevet min dagbog, den besvarer mange ting for mig, og jeg kan henvise til min blog når jeg ikke orker at svare på hvordan jeg har det, hvordan Henrik har det, hvordan Valdemar har det.

Når sådan en som mig, der er ærligheden selv, bliver spurgt om hvordan jeg har det, så er det meget svært at lade være med at svare. Der er tidspunkter (faktisk flere gange om dagen) hvor jeg ikke orker at svare på hvordan jeg har det, men gør det alligevel, og så kører snakken om mig og min person min gøren og laden, men jeg ville i virkeligheden gerne hører om hvordan du har det.

Mine problemer virker kæmpe store og umenneskelige, og det er de, men dine problemer er lige så slemme, stygge, uoverskuelige og fatale for dit liv, som mine. De kan og skal ikke sammenlignes. På bundlinjen er de sådan set ens, problemer er en sten i skoen, et bump på vejen, en væg man render ind i...igen og igen, Og så er det ligegyldigt hvilken overskrift "problemet" har.

Den her blog betyder for mig at jer, familie, venner, bekendte, alle der ved et tilfælde finder den, kan læse om hvordan jeg har det, hvilke tanker jeg gør mig lige nu, hvor langt jeg er i en eller anden proces. Det giver mig det frirum at der ikke længere er 6 telefonopkald hver aften, hvor jeg skal forklare hvordan det går, forklare hvordan Henrik har det, forklare hvordan vi får tingenen til at hænge sammen. Nu kan jeg tale i telefon med jer og koncentrerer mig om jeres gøren og laden, tale om små ting, om tøjindkøb, madlavning, daglidags ting, almindelige ting som vi før Henrik blev syg talte om.

Og det at forklare hvordan man har det, er svært, en telefonsamtale kan vare i to timer, rive hul i en masse følelser, sætte en masse ting igang indeni, det er meget svært at sidde og hælde vand ud af hovedet når Henrik sidder i samme hus og kan hører hvert et ord jeg siger. For ham er det også en fastholdelse af at han er dødeligt syg, og at hans kone og søn lider under det.

For mig har denne blog betydet at jeg har fået sat en masse ord på mine følelser, at jeg kan forklare mig, fortælle hvordan det er, uden at blive afbrudt, uden at stå med tåre i øjnene, uden at kroppen vrider sig, uden at skulle se jeres smerte og medlidenhed, jeg slipper for at stå med en osteklokke over hovedet, slipper for at udstille min smerte, slipper for at skulle veje hvert ord på en vægt for ikke at lyde totalt følelsesforladt og iskold. Jeg kan fører en normal samtale om små og store ting, fordi i har læst hvordan jeg har det.

Så alt i alt betyder det at, når Moster ringer, så starter samtalen sådan her: Heyyyy skat, det er moster, jeg har lige læst din blog, aj du er i vores tanker, og ved du hvad, nu forstår jeg bedre at ........
Og jeg kan svare, dejligt at du har læst min blog, hvordan går det med hunni? vandt den agility for hvalpe? Og hvordan har fætter det, er han kommet på plads igen efter at lejligheden brændte? .....

Så ja, min blog er personlig, den udleverer mine følelser, min "tilstand", jeg er ikke bange for at vise hvem jeg er på godt og ondt, vise et sammensurium af følelser, øjeblikke, vrede angst, glæde og hvert et indlæg er en lille sejer i kampen mod ikke at gå helt bananas, i udu, istykker, i sort. Og den sparer mig for at skulle forklare igen og igen hvordan jeg/vi har det. Og vigtigst af alt, den sender også budskaber til jer, i reagerer ubevidst på det jeg skriver og støtter mig på den helt rigtige måde. Så tak fordi i har taget min blog til jer, bruger den og giver mig det frirum jeg har brug for, for også at kunne være der for jer, tak fordi i forstår det jeg skriver og ikke længerer har brug for at smide mig igennem vridemaskinen når i gerne vil hører hvordan jeg har det. Vores samtaler er blevet lettere, mere dagligdags, mere nærværende, og jeg kan koncentrerer mig om jeres gøren og laden, for der er blevet plads på mine skuldre. Det har der hele tiden været, og det vil der altid være.

onsdag den 27. januar 2010

Ja jeg er....bange....


Nu har jeg gået og tænkt over et ORD i et stykke tid, og det er gået op for mig at jeg er en glad fornægter, en blind høne, en "vil ikk'". Jeg omgås ikke ordet når det handler om min person, og jeg tager det ikke i min mund, for så længe jeg ikke bruger ordet så kan jeg heller ikke have noget forhold til det.
I virkeligheden er jeg så langt at jeg nægter eksistensen af det, og jeg er sikker på at jeg kan overtale Gyldendals røde ordbøger til helt at slette det. Og se nu bare, jeg skal staks lave grin med det, fordi så er det ikke så farligt et ord....pjatte lidt med det, uden endnu at havde sagt hvad det er for et ord jeg er bange for.... og hov der smuttede det ud alligevel. Så jeg må hellere tilstå :Jeg er bange, jeg er sgu bange, pisse bange. Jeg er bange for mange ting, ikk sådan bange for en edderkop-agtig-bange men bange for mig, bange for at jeg ikke kan leve op til mig selv, egne krav, eget liv. Nu tænker du nok...pjat, du kan klare hvad som helst, men det jeg er bange for det er at jeg ikke gør, og her er det så at ordet udebliver fra min hjerne.
Jeg skal sgu nok klare den, jeg er en prop der flyder ovenpå, men derfor kan jeg godt være bange for om jeg alligevel kan, har jeg opdaget.
Og hvis jeg skulle liste tingene jeg er bange for op på en liste så ser det sådan her ud:

Jeg er bange for

Om jeg kan løfte opgaven som mor, når Henrik er væk.
At jeg ikke formår at give Valdemar en "sund" sorg når hans far dør fra os.
Om minderne vil blive en vægtsten der tynger mig og Valdemar ned.
Om jeg kan tage de rigtige beslutninger når jeg står der i ingenmandsland.
Om jeg kan finde ud af alting selv.
At jeg ender med at være en bitter ulykkelig kvinde.
At jeg bliver behandlet som et råddent æg, ingen tør sige noget til.
At jeg bliver klantret for at forsøge at skabe et liv for Valdemar og mig.

Det er jeg bange for, og så er det sagt. Ligemeget hvor sej jeg er så er jeg bange, og det at erkende det gør de overstående punkter mere overskuelige, nu kan jeg forholde mig til dem, ikke forberede mig på dem, men tænke over dem så de ikke er så farlige når jeg skal møde dem. At jeg godt kan være bange på en ordentlig måde.
Og jeg må indrømme, at ja jeg er skide bange, og at det er en del af den proces jeg er tvunget igennem.

Ja jeg er bange.............