søndag den 2. maj 2010

hud mod hud

Filosoferede over ordene: nærhed, kram, kys, knus, elskov, det at blive nusset, rørt ved, holdt om, det at ens hud bliver følt på, berørt, stimuleret, strøget, killet, ja bare følelsen af varmen fra en anden krop, en anden hud. Og jeg blev lidt ked af det, misundelig og lidt vred. I tøzer derude, alle jer med en der gerne vil røre ved jer, i er så heldige, i aner det bare ikke, for jer er kærtegn, en hånd på en skulder, et nus på armen, et kys i nakken, blevet dræbende dagligdag, og i værdsætter det ikke så højt som i burde.
Jeg vil gerne lukke jer ind i min verden, forsøge at forklare jer at det der er dagligdag for jer, er en kæmpe mangelvare her hos mig. Ja Henrik er syg, det i sig selv er totalt turn-off, og jeg kan intet gøre ved det, jeg har bare ikke lyst. At han får kemoterapi og derfor er giftig, er så indlysende at nærhed med ham er forbudt, det næste er at, da man fjernede hans testikler faldt hans "interesse" for sex til 0. Og alle de berøringer der før fyldte vores hverdag, den nærhed der altid havde været der, alle kyssene, krammene, de forsvandt ikke langsomt, eller "gled" ud, fadede væk, nej men forsvandt som ved et trylleslag fra den ene dag til den anden...væk, borte, ikke eksisterende, slut......
Sådan er min verden, fyldt af alle de følelser man overhovedet kan komme i tanke om, bare ikke følelsen, fornemmelsen af en andens krop, hud, varme. Det er ensomt, et selvvalgt eksil, et savn, et frygteligt afsavn ikke at have "adgang" til alle de knus man gerne vil have, alle de kys man mangler, det der sex mandag aften, onsdag morgen, fredag eftermiddag....
Og jeg kan mærke at jeg er understimuleret, ikke på sex-siden, det kan jeg fint klare selv-selv men på huden mangler jeg opmærksomhed, jeg overvejer at få massage 1 gang om ugen så min krop bliver rørt af hænder, sygt ikk?
På en eller anden måde er min hud ensom, den er så ensom at den helt har glemt hvordan det er når den sveder fordi en anden hud ligger for tæt, den der klistrede fornemmelse af at ligge i ske og bare klistre, at holde i hånd og begynde at svede mellem fingrene, men ingen af hænderne vil være den første der slipper. Jeg har helt glemt hvordan det føles når man fryser om fødderne og lister dem ind under den andens dyne og varmer dem på bagsiden af hans lår, og jeg savner så meget at falde i søvn og vågne flere timer senere med ondt i nakken fordi en skulder er og bliver en lorte hovedpude...
Min hud og krop er i stor mangel og underskud af omsorg, af en andens omsorg. Og det er hårdt, det har jeg først sandet efter lidt mere end 4 år. Jeg savner den energi det giver at blive berørt, følt på, taget på. Savner duften af varm hud, af varm ånde der puster gennem mit hår, af de små spjæt kroppen giver lige inden den falder i søvn, savner hånden der stille nusser mig i nakken inden den pludselig ligger helt stille, fordi ejermanden er faldet i søvn, savner den arm der blev slynget hen over mig i søvne, mangler så meget den der hånd der kom listende ind under min dyne og lagde sig til hvile på min ene hofte.
Og hvad har jeg, jeg har en storsnorkende mand, der ikke har sin egen duft mere, men en metallisk, kemisk lugt af medicin, der fylder soveværelset, trænger ind i hver en krog, og ligemeget hvilken deo der bliver hældt på så dufter det ikke som før, en mand der sveder sin medicin ud af hver en pore, sover så dårligt som noget og vender sig i søvne så hele huset ryster. Han har ikke noget behov for knus og kram, ikke noget behov for at holde i hånd, at nusse, at kilde og slet ikke lysten til at være noget for mig. Det har jeg nu heller ikke lyst til, men det er så mærkeligt, som at sove ved siden af en fremmed. Vi er blevet fremmede for hinanden....
Hvem elsker ikke rent og knitrende sengetøj, køligt, glat, trygt og blødt smyger det sig om kroppen, det gør jeg, men vores sengetøj passer aldrig sammen mere, for Henriks sengetøj skal hele tiden skiftes, og vaskes, skiftes og vaskes, hans seng støvsuges for hår der drysser af hans hoved, lagner der skal rystes, et konstant arbejde fordi han bliver giftig af kemoterapien.
Og når dagen er omme, og natten falder på, så ligger jeg på ryggen med mine ensomme hænder, min ensomme hud, min ensomme krop og tænker på de hænder der engang mødtes midt i sengen for at holde i hinanden til det sidste vågne åndedrag blev taget, den samhørighed der var omkring vores søvn og nat ritualer, og jeg krymper mig, af skam over at den krop, der ligger ved siden af mig, som jeg engang tilbad som et tempel, nu får mig til at vende mig væk, ikke i foragt, men fordi den ikke er min mere, men tilhører en sygdom der ikke går væk, tilhører en anden og viser mig vintervejen, den kan ikke, vil ikke give mig det jeg har brug for, trykhed, varme, liv, gys og hjertebanken. Jeg skammer mig, er flov, og pinagtig bevidst om manglerne i mit liv.
Så møder du mig på din vej, så giv mig et kram og et ordentligt knus, hold mig længe og fast, læg din kind mod min og overfør alt den hjertevarme du kan, for jeg er totalt i underskud, jeg har brug for al den varme jeg kan få, og jeg lover dig at jeg krammer tilbage....