Da jeg var barn...en virkelighedsflugt.

Dengang da jeg var barn, var verden en anden. Min mor gik hjemme og havde varm kakao og boller klar når jeg kom hjem, min far var en berømt opdagelses rejsende og storvildsjæger, der kom hjem med spændende gaver, jeg var en yndig lille pige, i lyserøde sommer-flæsekjoler og store sløjfer i håret, og jeg lavede lydigt mine lektier hverdag når jeg kom hjem (til de varme boller og kakaoen) fra skole. Livet var nemt, sorgerne få, og vejret altid godt, isene var større og smagte 20 gange bedre end idag, og hoppene i rutchebanen i tivoli var meget vildere, og solen skinnede altid på min fødselsdag, for jeg var jo en artig og sød lille yndig og nuttet pige, som alle elskede og som aldrig lavede fejl.

Og hvis jeg kunne sige den der lyd som en pickup siger når man forsøger at løfte den af LP'en (altså for os der ved hvad en LP er og hvordan den siger) men kommer til at trække den hen over en masse riller så den siger den der forfærtelige lyd "riiiiiuuuutiiissssschhhzz" og hvis jeg kunne vise det der billed af en smalfilm (med en hoppende og dansende lille pige) der pludselig stopper og brænder over, så er det der jeg vil hen...
Altså...riiiiiiuuuutiiiiiscccchhhzz og smelte-smelte.......

For sandheden er desværre en hel anden, en helt anden kvalmende sandhed som jeg ikke kan løbe fra og som på en eller anden måde dukker op i små glimt i mit hoved lige i tiden. Små glimt fra min egen barndom, små glimt af hvordan jeg ikke vil have at det skal blive her i huset, Fordi Henrik nu bliver mere og mere syg, fordi han nu har kvalme hele tiden, har ondt, er træt, spiser en masse piller, er utidig, og ked af det.

Min barndom var, lige meget hvor meget jeg undskylder og bortforklarer, lige meget hvor meget jeg forsøger at forstår 60'erne og 70'erne pædagogik (som ikke var nået ind i mit barndomshjem anyway, og derfor ikke gjorde nogen forskel) min barndom var rædselsfuld, grænsende til mareridsagtig omsorgssvigt og svigt og svig og kulde og fornægtelse og tys tys, og devisen at siger man ingen ting så er problemerne usynlige og ikke eksisterende. Min barndom og min søsters var et helvede.

Og når jeg siger helvede så mener jeg helvede, der er mange måder at mishandle børn på, mange måder at få dem til at føle sig ivejen, forkerte, uelskede. Og i 70'erne var en syg far, en hårdtarbejdende mor og voksne familiemedlemmer der stille tav, den rene tortur, og en meget hurtig måde at gøre et lille menneske voksent,....jeg blev alt for hurtigt stor. Urimelige krav, u-kærlig opdragelse og ringe forståelse og empati, for børn som mest af alt var i vejen og til besvær og en byrde, var den most som jeg voksede op på. En bitter most, som jeg i mange år forsøgte at fortrænge med undskyldninger om at jeg selv havde været ude om det. Og at det var synd for min mor. Hvad det også var.

Kort fortalt, min far fik konstateret cancer da jeg var 3 år, min søster lå i min mors mave, vores forældre var forretningsdrivende. Min far dør da jeg lige er fyldt 15, nykonfirmeret, ædt op af cancer.
I mellemtiden skal jeg igennem en barndom, hvor fortielser om min fars sygdom hersker, hvor troen på at siger man ikke noget til børnene så har de ikke noget at bekymre sig om, men fakta er at børn hører alt, børn lytter ved dørene, børn lader som om de sover, og ligger med store øre når de voksne taler.

Jeg vidste alt om min far, alt om hans sygdom, alt om hvilke behandlinger han nu skulle have, alt om de operationer han skulle igennem, jeg kendte navne som kemoterapi, interferron, cancerceller, røde og hvide blodlegemer, intravenøst drop, og morfin. Men Jeg forstod ikke min mors bekymringer for fremtiden, hendes egen fremtid og at hendes frustrationer udmøntede sig i hendes iforvejen korte lunte brændte sindsygt hurtigt, at sporadiske lussinger, skældud, skyld, skyld, skyld og følelsen af aldrig at være rigtig, altid at være i vejen, altid at gøre tingene forkert, altid at komme til at gøre det modsatte, var hendes måde at komme af med sin egen fustration på, at hendes magtesløshed var lige så stor som hendes fornægtelse af at have brug for hjælp. Det forstod jeg ikke dengang, og det forstår jeg heller ikke idag, men jeg kender en masse undskyldninger.

Det var jo ikke fordi mine forældre ønskede at give mig en lorte barndom, deres egne personlige bekymringer overskyggede bare den virkelighed at børn også kan bekymre sig, at børn lytter og forstår, og at den opdragelse de selv havde fået bestod af tørre tæsk, og at den opdragelse de selv kunne give bestod af lige dele tavshed, utilfrtedshed, og bebrejdende blikke, at den form for pædagogik de udøvede mod mig var at overøse en med skyld. Min mor sagde engang i afmagt til mig, at det var min skyld at min far var syg....tsk tsk....jeg har desværre aldrig glemt det... gid jeg kunne.

Vores far kunne ikke tåle støj, derfor havde vi ikke venner med hjem.
Vores far kunne ikke tåle støj, derfor hørte vi musik med hovedtelefoner på.
Vores far kunne ikke tåle støj, derfor øvede jeg mig aldrig på mine instrumenter, og blev derfor middelmådig til at spille på dem alle.
Vores far kunne ikke holde ud at høre på vores larm, derfor opholdte vi os mest på hvert sit værelse.
Vores far skulle spise 42 piller hver aften til aftensmaden...de lå i håndfulde ved hans tallerken, det var meget uappetitteligt at se ham spise dem.
Vores far var så syg at han ikke kunne tygge maden særligt godt...(blendet hakkebøf med ærter og kartoffelmos ligner bræk....)
Vores far hostede, hostede og hostede (lungecancer) (...og spyttede i køkkenvasken. ad..)
Vores far havde kvalme, og kastede op under aftensmaden. (højlydt og med åben badeværelsesdør fordi han ikke nåede at lukke den efter sig.)
Vores far havde forstoppelse pga medicin, og det er altså pinligt at komme ind på apoteket for 3 gang samme dag og spørge efter afføringsmiddel....
Vores far lå i sengen hele dagen, og stod op og spiste sin aftensmad i nattøj.
Vores far lå tit på hospitalet, forestil jer hvor stille vi skulle være der...tilgændgæld var elevatorene sjove at køre om kap i (tak til herlev hospital...)
Vores far lugtede af medicin. hans værelse lugtede af medicin, alting lugtede af medicin.
Vores far blev så tynd at han sad på en oppustelig gummi ring for ikke at få tryksår i måsen.
Vores far havde ingen interesse i at være sammen med sine børn selv om han vidste hvad vej det bar hen, bare vi kunne underholde os selv. (højtlæsning og hygge var en umulig drøm...ja den var utopi.)
Vores far ville dø hjemme....og det gjorde han, og hvem fik hans værelse bagefter?  ja det gjorde jeg....

Min konfirmation blev aflyst, den skulle havde været holdt på et fint hotel, istedet blev den allernærmeste familie inviteret hjem til frokost, ingen klaverbokser, ingen festsange, ingen far, ingen flag, ingen fulde og glade mennesker, men masser af gamle mennesker med tåre i øjnene, det nærmede sig et gravøl, inden patienten var død.
Jeg fik lov at besøge ham på hospitalet hvor der blev drukket et glas champagne med sygeplejerskene, (som sødt havde købt en lille gave til mig) SKÅL sagde min far og sank sammen i puderne, med slanger ud af næsen, og slanger i armene og en kateterslange der forsvandt ned i en pose der hang på siden af sengen med et indhold der til forveksling lignede grumset æblemost. "Skål far" svarede jeg og satte mit glas på sengebordet (ved siden af det der klamme plasticglas lungepatienter spytter i) tak for den fine gave (en rejse til Mallorca med en "papmoster" og hendes næsten voksne drenge, og det er skam ikke for at lyde utilfreds, men den rejse kunne jeg sagtens havde undværet)
Vores far døde 6 uger senere en fredag, og om mandagen efter begravelsen, rejste jeg til Mallorca med min papmoster (som var fuld det meste af tiden, og højlydt sad og græd i baren over at MIN fantastiske far var død, alt imens hun pegede på mig som om jeg var den skæggede dame der skulle vises frem...stakkels barn, vrælede hun, mens jeg hjalp hende op i seng. Min søster blev sendt til Ærø, over til de gamle. Så kunne min mor græde i fred. Godt det var i industriferien så det ikke gik ud over forretningen, (vi skal jo være praktiske.)
Og da sommerferien var forbi, skulle jeg selv fortælle min lærer at min far var død, min lære troede at han var kommet ud for en ulykke, hun havde aldrig hørt om at han var syg.... tsk tsk og senere forstod skolepsykologen ikke noget, hun blev bare ved med at spørge "Hvorfor tror du de andre børn driller dig?"....tjaa...hvorfor? Jeg kunne og kan den dag i dag ikke svare på det.

Så er det ikke okay med lidt virkelighedsflugt indimellem? Er det ikke ok at man indimellem snakker om de fantastiske ferier på Ærø, om vores tossede Farfar og alle de andre, men sjældent snakker om alt det andet.

Det er som om min barndom gentager sig, dog med modsat fortegn. For her må Valdemar larme alt det han vil, han må have venner med hjem, de må være over hele huset, på nær i soveværelset, og Henrik er udstyret med et høreværn. Her skal Valdemar ikke overvære opkastninger, piller, stilletimer, og at bevægelsesfriheden tages væk, han skal have lov til at være det barn der blomstrer, på trods af at hans far er syg, han er informeret om Henriks sygdom, kort og godt, og vi taler om den når det passer os, men kort og precist, vi overdramatiserer ikke, og vi underspiller ikke, vi forklarer på en kort og let måde hvor hans far er i sygdomsforløbet, vi har lovet ikke at skjule noget eller holde noget hemmeligt, og at vi nok skal sige til når "det" nærmer sig. Det er ikke noget vi taler om i det daglige, det er en del af os, og vi fortier ikke noget. Medicin er noget der tages på badeværelset, kvalme er noget der sker når man ligger i sofaen, og her lukkes toiletdøren hvergang. Vi gør det godt her i vores familie, vi tager hensyn til barnet, for barnet skal ikke tage hensyn og ansvar for sin fars sygdom. Han skal have det bedste af sin far og det får han, selv om det er svært indimellem, Henrik siger tit til ham at han lige lægger sig, at han er lidt træt, og det forstår Valdemar godt.

Vi bringer hvert vores offer, også mig, men jeg kan ikke gøre andet, som min mor er jeg låst i situationen, dog kan jeg noget som min mor ikke formåede, nemlig at gøre en forskel for min søn. At finde den rigtige kombination af at beskytte uden at fortie. At elske uden at være omklamrende, at være ærlig uden at være for direkte. At være stolt uden at prale.

Og vi har en søn der blomstre, er sød klog og afholdt, en dreng der er fuld af selvtillid og lækkert hår, en god kammerat der forstår at udtrykke sig, en dreng der bliver lyttet til, en dreng der hviler fint i sig selv, har en fantastisk fantasi, og en kreativitet uden lige, en dreng der tør sige til, når han syntes at vi er uretfærdige eller dumme....og vi... vi fortæller ham at vi elsker ham, det er vigtigt, at sige det højt hver dag. At vi elsker ham over alt på jorden og at vi er så glade for at vi fik netop ham, og at han beriger vores dag.

Og man når langt med masser af tryghed, kærlighed og åbenhed. Så alt det jeg manglede i min barndom, det kan jeg nu give Valdemar uden at føle at jeg forkæler ham, jeg har nemlig lært hvordan man IKKE skal gøre.

Tak er et lille ord på 3 bogstaver.

Her gik jeg og troede jeg var helt alene, at jeg kunne ligge på bunden af mit sorteste hul, ligge fredeligt og have ondt af mig selv, ligge og rode rundt i mit eget selvpineri, hygge mig i smerten, og have pinen næsten helt for mig selv, at mine tanker aldrig nåede ud til nogen, at jeg var alene i cyper...altså, alene og alene, det er gået op for mig her på det sidste at jeg slet ikke er så anonym som jeg troede, og det er altså lidt ...hmmm hvad skal jeg kalde det....fantastisk....JA FANTASTISK....

Jeg gik og troede at jeg kendte alle dem der læser min blog, men det har jeg så fundet ud af at jeg ikke gør.

Jeg har her, liggende på bunden af mit sorte hul, opdaget at der er mange forskellige og meget ukendte mennesker der læser min blog.... og at de nu er begyndt at skrive til mig, både som kommentarer her på bloggen, på Facebook og som mails. Deres kommentarer og deres ønsker og håb for mig, gør mig på forunderlig vis glad, og her på bunden af mit sorte hul er jeg begyndt at overveje om jeg skal sætte mig op......
Det er gået op for mig at mænd og kvinder følger med i hvad jeg foretager mig, tænker over hvordan jeg har det, og bekymre sig om mig, selv om de ikke kender mig, mærker på mine problemer og sammenligner dem med deres egne, reflekterer over hvordan Man, Vi, Os, kan komme op og videre. Bekymrer sig over at jeg i alt for lang tid har ligget her nede på bunden af hullet og ikke har ville kikke op, men stædigt stirret blindt på jorden under mig. (som om jeg kan synke dybere)

Og nu må jeg lægge skrivestilen lidt om, for det er JER kære bloggere, jeg gerne vil sige tak til, jer "anonyme" bloglæsere der de sidste måneder, har bekendt kulør og har skrevet til mig, sendt mig varme ord og gode råd, skrevet om jeres bekymring for mig, skrevet om de ting i gerne ville gøre for mig hvis i måtte, eller kunne.

"hvordan skal jeg hjælpe dig op af det hul når du ikke vil række mig din hånd"  skrev du....
og du har helt ret, jeg havde valgt at jeg ville ligge der og rådne op, med armene krydset over brystet og begge hænder i armhulerne.

"det bekymrer mig dybt, at du virker så opgivende, du må ikke give op...ikke dig, du har så meget at udrette..."  Ja og du har helt ret, det er da det jeg har, jeg havde bare glemt det...så måske jeg skulle overveje om jeg skulle børste jorden af mit tøj, og glatte min skjorte.

"jeg er her for dig, til hver en tid..., du har rørt mit hjerte" ....og det fik mig til at tænke på mit eget hjerte, forvredent som en gulvklud, liggende på bunden af en spand....men det banker endnu.

"Lad dig kun træde på i den udstrækning, du selv kan acceptere...." ....jamen jeg skulle åbentbart hele registeret af selvmedlidenhed og uretfærdighedsfornemmelser igennem inden jeg fattede det.... så måtten med Welcome, den ligger nu ude ved bryggersdøren....

Fælles for jer alle, er at i har store og varme hjerter, at i rummer medmenneskelighed og kærlighed til et fremmed menneske som mig. Okay jeg skriver meget personligt om mig selv, og der er ikke meget der er hemmeligt her, men alligevel, i kender mig jo ikke, eller gør i ?... jeg ved godt at jeg skriver lige ind i hjertet på de fleste, men man skal også kunne læse det jeg skriver...altså forstå det jeg skriver, ellers giver det ikke mening....og for alle jer har det jeg har skrevet givet mening, og nu giver i mig mening med meningen.....  (læs:livet)
Så jeres meget personlige hilsner og tilkendegivelser har varmet meget her, rigtigt meget...Tak
Og det er virkelig fantastisk,...TAK
Ikke at jeg er helbredt for alle mine bekymringer og sorger, men det gør det lettere at bære når man ved at i er med mig, og jeg kan mærke jeres varme, omsorg og medfølelse...og det hjælper ....
TAK TAK TAK

Anette

Dørmåtten Anette...der står Welcome på maven af mig....

...nogen gange kan livet simpelthen blive for så bittert, at lige meget hvor meget mælk man drikker, så er det surt og giver halsbrand.
....Og den der klump i halsen, der ikke kan synkes, ikke kan hostes op, eller lindres med noget, den bare sidder der og trykker og presser og irriterer, og minder en om...
...Og tåre der ikke vil grædes, men konstant slører ens udsyn, tåre som man kan få til at tørre når man kikker op og til siden, tåre der ikke skal grædes fordi de får ens mascara til at løbe, og røber at livet er noget lort. For svært.

Jeg forsøger at være glad og positiv, forsøger at presse noget glæde ud af den her hverdag jeg har fået skabt mig, forsøger at finde lyset, sandheden, accepten af mine nederlag, og vende det til noget positivt.
Helt ærligt jeg forsøger sgu...
Jeg gør jo hele tiden som i siger jeg skal, forsøger det ene, forsøger det andet, jeg er en god pige der gør det i beder mig om, jeg vil gerne gøre jer alle tilfedse, jeg vil gerne at alle er glade og glade og glade og og og....
Og jeg vil give min bare røv for jer, jeg vil bruge mine sidste 100.- på jer, jeg vil forære jer verdenen hvis i beder om det....

Hvad er i så for nogen?.... i er mine venner, der støtter op, og griner med når det er sjovt, og nyder festen når jeg betaler..... og når det så bliver svært så kritiserer i, dømmer, og dømmer mig ude. Så hviskes der og tiskes der og kritikken falder hårdt og ubamhjertigt, lidt ondskabtsfuldt.
Og så skal jeg hører på pis og lort, og bedrevidenhed, jeg skal hører at det er ment i bedste mening, at alle er så kloge på hvad jeg skal og ikke skal. Og når jeg så slet ikke vil høre efter, så trues der og nedrige ting bliver sagt, og skyld lægges på mine skuldre....hvor det slet ikke hører hjemme.

-Vil du være skyld i....
-Skal man kunne sige at det var dig der ødelagde....
-Så er du lige som 100 andre før dig....

Og jeg er som jeg altid har været, direkte og ærlig, og jeg er ærlig også når det er svært....og så er det at i ikke kan rumme det, vender ryggen til og syntes jeg er dum, træls og selv ude om det hele.

Hvad med at i favnede mig, og lod mig græde de tårer der skal grædes i lige så lang tid det er nødvendigt for mig, måneder hvis det er det der skal til.
Hvorfor har i så travlt med at det skal gå over...hurtigt...at jeg skal videre...
Og når jeg så endelig kommer videre...så er fanden løs i laksegade. Der er jo ikke noget at komme videre til...det er jo slut det hele, min tid har været der.

Hvad med at i uden at dømme og uden at give gode råd, lod mig glædes over en nyfunden juvel, istedet for at smide lort i hovedet på mig, forstod at jeg har været så ked af det i så lang tid at det er okay at lade mig glædes over noget nyt, så jeg kunne glemme det gamle. At det er okay at jeg har det godt og er glad. Jeg har jo ikke valgt det her liv frivilligt...jeg er blevet tvunget til at vælge det, mod min vilje, mod min overbevisning, mod alle odds. Hamsteren i buret, der løber i hjulet fordi den ikke ved at det ikke fører nogen steder hen...Som en mus i en vippefælde....kom luk mig ud...

Det er som om, at det kun er jer der har ret til et liv. Jeg har ikke ret til noget...overhovedet.
Og mit liv det går og går, og jeg venter og venter og når jeg endelig engang er fri så er der ikke noget til mig, så er mit liv også gået, og der bliver slet ikke tid til at nyde noget som helst, andet end jeres fordømmelser.

...hvad er det i vil have....??
For jeg har ikke andet end lidt af min bitterhed at dele. Jeg vil ikke dele noget andet med jer mere, og jeg vil ikke involveres i noget mere...så er der ingen der skylder...
Alt det der er sjovt og skægt og helt grinagtigt morsomt, det må jeg ikke...Det skal aldrig blive mit.

Så kom tør jeres sko af i mig, jeg er så vandt til det at der står Welcome på maven af mig.

Out Of It

Out Of It

I'll never be the bravest of us

Crossing my fingers whenever I cross

I wish I could love without having to fear

Baby's fingers got a burn, baby came too near

You'll never know all the trouble I've got

Still haven't slept and it's 7 o'clock

Everything I have I could lose it in this fight

Somebody gotta tell me that I'm gonna be alright

Oh it's crazy

It's crazy up in here

I'm inside my head

How do I get out of it?

And then he said Honey, and then she said Honey, and then he said Honey, you're on your own

You're on your own own own own

Searching for sunlight

A winter inside

Thinking in circles

I cannot abide

Baby, make me warm

Thaw this snow inside of my

Overflowing in my eyes, turn into a sea

I'll never know what I'm capable of

If I don't go where I'm scared to be lost

Hope I'll find my way when I'm going through the night

Somebody gotta tell me that I'm gonna be aliright

Oh it's crazy

It's crazy up in here

I'm inside my head

How do I get out of it?

And then he said Honey, and then she said Honey, and then he said Honey, you're on your own

You're on your own own own own