onsdag den 30. maj 2012

Vi venter på....

Vi venter...
Venter...
Venter på døden....

Den er her i huset, hver dag, en forbandelse, en pest, et helvede....en del af livet.

Henrik er her, han kæmper den sidste kamp, lever, lever kun lidt, men lever nærværende.

Overlever, så længe han kan drikke kakaomælk, eller nærmere holdt i live af kakaomælk, og kærnemælkkoldskål.

Henrik kan ikke spise mere. Drikker kun.
Henrik kan ikke gå længere, han kan gå ved hjælp af en rullator til toilettet, køkkenet og ud på teressen.
Henrik bor i en elevationsseng i stuen, her er han det meste af døgnet.
Henrik kan se ud af vinduerne, følge med i alt hvad vi laver uden for.

Henrik har fysiterapeut og sygeplejerske to gange om ugen.

Henrik sover det meste af tiden. 18 timer i døgnet.
Det at skulle tage et bad er udmattende, men stædigheden er stor.
Det at tale er udmattende. Stemmen er svag, men ordende vigtige.
Henrik er svimmel og har konstant kvalme. Udmattet at kæmpe mod det.
Henrik er smertedækket. Meget.

Henrik lever gennem Valdemar og mig.
Henrik lever for Valdemar og mig.
Henrik lever fordi han er stædig og sej, fordi han ser hver dag som en gave.
Henrik siger "jeg syntes jo ikke jeg er færdig med det her liv"

Henrik er glad for de mange små besøg han får hver uge.
Han så taknemmelig for at de virkelige nære og tætte venner, naboer og familie der kommer og spreder lidt nyt hver uge. At de snakker med ham om stort og småt, at de udholder hans pinsel, at de er der med hele sjælen. At de tør vise deres sorg og angst.
Det betyder meget og er med til at holde ham i det her liv.
Han er kun glemt af få, og dem savner han ikke mere.....(røvhuller, ja i er sgu nogen røvhuller...)

Livet er underligt, en lang venten på døden...
Døden er her, den er kommet, uden at gøre væsen af sig sidder den stille,
og venter på at livet render ud.