tirsdag den 25. november 2008

Venedig og Dø...




Se Venedig og dø…. Eller se Venedig og tænk en masse tanker…

Pthhhh… Venedig er noget opreklameret dyrt skrammel, og dog det er verdens-arv, noget man skal se inden man dør. Det er en fantastisk magisk by, hvis ikke det var for alle de turister, og for de ublu priser de holder sig. Alle siger ”du skal se Marcus pladsen..- den er fantastisk”…. Er den nu også det??? Fyldt til randen med stilladser og turister…og hvor var duerne? Der var simpelthen ikke plads til dem. Vi var på Marcuspladsen…kæmpede os frem til forreste linje for at se Doge Paladset, forsøgte at tage billeder af de fantastiske udskæringer og mosaikker…men ak jeg tror ikke jeg fik et enkelt billede uden at det er skævt… der blev puffet og skubbet. Gadesælgerne var man nærmest bange for, og kinesere (de var her også) opførte sig som om de var de eneste med berettigelse til at være der. Kaffe på Marcuspladsen ….ahost…det er noget man skal prøve, men det er så piv dyrt at man kun gør det den ene gang…8 EURO for en kop latte….den smagte fantastisk og solen skinnede, musikere spillede hele vejen rundt på pladsen, derfor den dyre kaffe. Men så fik vi prøvet det. Og en tur i Gondol…lange forhandlinger med Gondolieren, og endelig en ublu pris blev aftalt…men nu kan jeg dø i fred, for jeg har set Venedig fra bagsiden. Turen rundt i kanalerne var fantastisk… udskæringer på husene, forfaldet, søgræsset der gror nederst på væggene, lyden af vand der stille klasker mod de frønnede stolper der alle steder er bundet op med snor, lugten af vand der står næsten stille, den her stille driven frem, mødet med andre gondoler med turister der sidder måbende og glor med kameraet i hænderne. Sukkenes bro pakket ind i træ fordi den er ved at styrte sammen og er under reparation, Don Juans ”palads” set fra bagsiden. Forfaldent men med fine flag der flagre fra væggene. Kirkespir der pludselig troner højt over os, for straks at forsvinde fra synsfeltet, fordi men sejler under en af de 1000 broer. Solstrejf der når ned til vandet, og får det til at give der her blændende blink, døråbninger der er understøttet af jernstolper fordi hele bygningen er ved at brase sammen, jerngitre der er rustet næsten væk fordi de ikke bruger hammerlak, smukke baldustrader og figurer på væggen, udskæringer og pynt, facader der er styrtet halvt ned, mure i røde og gule farver, hvor halvdelen af pudset mangler, frønnede dørkarme og vinduer, og vasketøj der hænger og drypper, og pop musik der strømmer syrealistisk ud af åbne vinduer, bringer pludselig en tilbage til vor tid. Og tankerne leger med fortiden hvor alt gik lidt langsommere, hvor alt blev bragt i både, på pramme og på skib. Hvor man gerne ventede i måneder på noget bestemt krydderi. Jo en vuggende oplevelse, en søvndyssende rejse ind i en anden tid og en anden verden, forunderlig, forbavsende fantastisk….et eventyr, hvor tiden venter…venter på at gå, venter på at nogen redder alt dette, og byen ligesom venter, venter på at nå det endeligt som den er spået… og vi venter på at de kloge finder en løsning der kan redde dette sted som har skrevet så meget historie, vi venter på at den bliver reddet. Men reddet fra hvad? For undergangen er nær når man voldbesøger sådan en by, den kan ikke bære alle de turister der misbruger den så groft, hverdag læsser 5-6 luksuslinere hver 4-5000 turister af der spæner gennem stræderne og griner hysterisk fordi de sidder i en Gondol, skribler deres navne på væggene, smider skrald alle steder og går larmende rundt så det gjalder i gaderne. Vi kan ikke redde Venedig, vi kan kun nå at se den inden den forsvinder helt. Og på en eller anden måde virker den træt, træt af renoveringer på hvert 3 hus, træt af at blive fotograferet, træt af at være handelscentrum for plasticdimser lavet i kina, træt af at være en moderne by i en gammel renoveret skal. Men nu har jeg set Venedig, og jeg kan så læne mig tilbage og vente på at dø….for jeg har set fortidens glans, ønsker ikke at se fremtidens renovering af noget der engang var så fantastisk, og det kræver en god fantasi, at forstår dens magi. Venedig, og dø.

onsdag den 12. november 2008

Hvorfor mig????

Hvorfor er det altid sådan at når noget er slut så er det slut, brugt og ikke fyldt op igen. Nogen gange tror jeg at mit perasonale gør det med vilje, prøver at drive mig ud hvor kun vanviddets ulidelige lethed er befriende i sig selv. Skal pakke en gave ind...rækker ud efter tapen...ikke mere tape men den der mærkelige lyd når man trækker i 1 cm tape der så bliver til papirstrimmel...argh...styrter hen efter mere tape...skal lave en regning til kunde...sjovt ikke flere regningsnotaer i mappen men et stykke slidt kalkerpapir der sidder i klipsen og griner....finde en ny regningblok...slår bonen ud og ser at det kun er det halve af den der kommer ud af kasseapperatet...for bonrullen er også løbet tør...GRRRR... hvor heldig kan man være...ny bon rulle i og så kører vi...lige til jeg skal på toilettet, og jeg skulle meget...får lige sat mig i en pause mellem to kunder og finder ud af toiletrullen er tom...klemmer sammen i sidste sekund, fååårk...får en kunde til at holde øje med forretningen mens jeg lige suser ind i fakta efter toiletpapir...tilbage igen..ud og tisse..puha...ekspedere et par kunder...tager klipsemaskinen og ..ja gæt selv..ikke flere klips..forhelvede..dejlig måde at starte dagen på. Endelig er der et ophold mellem kunderne, nu vil en kop kaffe gøre godt, skal jeg forkæle mig selv med en latte fra bageren??? nåååå nej de har lukket pga ombygning...laver da bare en selv....ja og hvorfor ikke...IKKE MERE KAFFE....hvad helvede har jeg gjort den der har tager det sidste...hvorfor skal jeg straffes...hvorfor er det at jeg har 8 mennesker ansat, og at lige netop den dag de alle har fri så er der ikke fyldt op af noget som helst, og mælken...hahahah den er enten sur eller ikke eksisterende fordi en eller anden lige skulle have en portion musli...med min mælk...og hov...nej nu skal jeg ikke være så streng...der er skam mælk, og det er ikke surt...kikker mig omkring...ingen kunder lige nu...suser ind i fakta og henter kaffe, strækker mig hele vejen ind og ud for at se om nogen går ind af min dør...styrter tilbage og sætter kaffe over, og tror i jeg fik tid til at drikke den....Nej...ikke før kl 1500 da der kom afløsning, og der tillod jeg mig at lave en frisk kop...Havde helt vildt lyst til en flæskestegs sandwitch fra pølsevognen, styrter der hen og hvad siger pølsemor..."nej jeg har ikke mere flæskesteg..." ARGHHH... Nu er jeg så kommet hjem, reflekterer over de ting som er så naturligt i ens hverdag og når de pludselig render tør på samme tid så virker det helt uoverskueligt, og man tænker til sidst...hvad bliver det næste der løber tørt....???
så bruger du det sidste tape, eller det sidste toiletpapir eller det sidste kaffe...så fyld op efter dig...for en dag, står du der selv og mangler hele lortet, og så bliver du sur. Omvendt så kan du lære det....

tirsdag den 11. november 2008

Hvorfor er der aldrig nogen batterier der virker?

Hvor svært kan det være at købe batterier...de hænger alle vegne, lige ved kassen i supermarkedet..i min egen boghandel sælger jeg dem....på enhver tankstation...over alt møder man dem, det er lige før at man kan købe dem på pizzariaet....Og alligevel så ser det ud til at vi her i huset aldrig har et der virker...Man sidder og skal bruge pcen...pludselig virker tastaturet ikke...HVAD NU...ikke mere strøm..damn...hvor er den pakke jeg tog hul på sidst jeg var i samme situation?..der skal være 2 batterier tilbage...pist væk..er den, altså pakken. Som sunket i jorden. Spørger familien om de har brugt mine batterier...øhhh er det "nogens" batterier svarer de...JA DET ER MINE BATTERIER... fannemer. Går på jagt efter batterier...hvor er mine batterier...finder kassen med fjernstyrede biler, men en eller anden har glemt at slukke for bilerne da han var færdig med at bruge den, så nu er batterierne døde...grrrrrrr...det gælder alle bilerne...okay ud i køkkenskuffen ...i ved den alle har, totalt rod, fyldt med ting man ellers ikke ved hvor man skal gøre af, dimser brugsanvisninger og batterier der IKKE virker mere... åhhh...pis lort, her er alle de genopladelige, men hvor fanden er laderen henne??? Den er sjovt nok også pist væk.... og dog...finder den i en stikkontakt i bryggerset, selvfølgelig uden batterier...skynder mig at sætte batterier i og smækker den i stikkontakten igen...ved at der går mindst 2 timer inden de virker. Okay der er batterier i kameraet...hvor er kameraet? nååår ja det er her...men hvor er batterierne der sad i?..Fåååårk der er andre der har været på jagt. finder tilsidst min Dymo tang, sådan en man kan printe mærkater med. HEHEHEHEH hele 6 batterier...mine...jaaa...myyy presssiuuuus......skiller dymoen ad...og finder...6 batterier af de der gule nogen fra Ikea...i ved dem man køber i æsker af 20 stk til 5.- og som virker 10 min...hmmm...dymotangen..hvornår har den sidst været brugt? oh oh oh...piller batterierne ud og kaster to af dem i tastaturet...tadaaaa. nu kan jeg skrive igen, og der er 4 tilbage det skulle give mig noget tid til at få købt nogen nye, tid til at de andre kan lade op, tid til at glemme at jeg mangler batterier. Og her på skrivebordet placerer jeg så de overskydende 4 batterier...Altid godt med noget ekstra. Og nu...er de sjovt nok forsvundet....og sjovt nok kan jeg høre et par biler drøne rundt nedenunder..... Batteri krigen er brudt ud.
Nu skal det være slut, slut med at mangle batterier i det her hus. Jeg har fundet alle genopladelige batterier frem, og sjovt nok i min jagt på batterier der virker, fandt jeg sådan en lille sjov dims der kan måle hvor meget strøm der er på et batteri. Så med mit batteri-test-om-der-er-nok-strøm-på-dims er jeg igang med at sorterer batterier, genopladelige i en bunke, almindelige der ikke virker i en anden bunke, og batterier der lige kan trække et tastatur, men ikke en bil, i en tredie bunke. Nu skal der system i sagerne. Jeg har fundet hele tre opladere, den ene virker ikke mere så ud med den. Og så er det ellers igang med at oplade batterier, man må da kunne lave et overskueligt system der gør at man altid har batterier der virker. 3 store marmelsdeglas... et til dem der virker, et til de genopladelige der virker og et til dem der skal smides væk...for man må jo ikke smide batterier i skraldespanden. Så mon ikke mit behov for batterier er dækket....NÆPPE...jeg ved at om få dage er der autonome her i huset, oprører der ikke lader sig styre af nye regler, partisaner der saboterer et hvert nyt system der ikke passer dem, terrorister der er hamrende lige glade med om målet virkelig helliger midlet, eller er det omvendt... der har tømt glassene, byttet rundt på dem, glemt at lade det op der kan lades op, og jeg sidder så sikkert igen med min måle-strøm-dims og leder efter et batteri der virker... (tror lige jeg låner henriks fra babermaskinen næstegang....så kan han lære det)Jeg er så træt af at ens gode intentioner bliver misbrugt i det her hus, alle er åbentbart sig selv nærmest når det gælder de små runde dimser med deres kostbare og helt undværlige last af strøm. Så som en tyv i natten, vil jeg fra nu af stjæle det strøm jeg har brug for... og indkøbe et lager af batterier og gemme dem i en aflåst skuffe og så kan de selv rode rundt og se om de kan leve uden batterier i fjernbetjeningen til tvet, for at en latterlig fjernstyret bil kan køre...Men jeg kunne såmænd også overveje at få mig et tastatur med ledning.....

torsdag den 6. november 2008

Ferie i Italien




Vi har lige været på en dejlig ferie i Italien. Vejret var fantastisk og efteråret smukt og gyldent. Her er vi lige ankommet til det mest fantastiske hotel, det ligger på bjergskråningen med udsigt til Pisa og selvfølgelig det skæve tårn. Vi sad der og nød stilheden og kaffen som smagte helt vidunderligt. Der var den her gyldne summen af varm efterårsluft, hvor frosten venter lige om hjørnet, selv om der var 26 grader varmt, helt ekseptionelt vejr. Valdemar mente at her kunne han sagtens bo resten af sine dage, specielt efter at han havde set at der var swimmingpool. Hotellet er en gammel olivenplantage, og inden for var de gamle presser stadig, som en del af inventaret. Hele stedet summede af kærlighed til bygningerne og alt var skånsomt restureret med respekt for det gamle.