Nu er det nu.... nu er det nu at jeg skal til at tage de hårde beslutninger omkring det liv jeg har med ham jeg har kendt og elsket på godt og ondt i 21 år.
Henrik er meget dårlig.... nu....., og der er intet håb, ingen vilje, ingen kræfter. Hans liv siver langsomt ud af ham, hans vilje og hans styrke er væk, han er en skal af sig selv. Hans før så klare blå øjne, er mørke af smerte, angst og træthed. Hans store krop er nu krumbøjet, tynd og indsunket i smerte og afkræftethed. Hans før så klingende latter er blevet en grinmasse i smerte og hans store hænder der før var fulde af kræfter, er nu tynde, famlende og svage. Hans før så jyske faste stemme, er nu hviskende, uden styrke og ufattelig trist og sorgfuld. Hele hans dag går med at overvinde kvalmen, med at sove, med at kaste op, og han er begyndt at sige undskyld når han gør det. Han er så ulykkelig over at Valdemar skal se hans forfald, se ham blive svagere og svagere, se ham dø.
Og vores søn lægger ikke skjul på at han er trist over at se sin far visne, han er en sej gut, på vej ind i puberteten, står på tærsklen til hans "nye" liv mens hans fars ebber ud. "det er bare i orden far, jeg kan godt klare det, du skal ikke være ked af det" sagde han forleden da Henrik kastede op midt i stuen
Og her står jeg med en håndfuld grimme beslutninger, beslutninger der skal tages, beslutninger der ikke bare har med resten af Henriks liv at gøre men også mit og Valdemars.
Hospice.... sig ordet så virker det ikke så skræmmende. - Hospice... er det den beslutning der skal tages nu? for et par år siden sagde min søster til mig at vi skulle tage snakken om hvad der skulle ske i fremtiden når Henrik ville blive meget syg. Hun sagde at vi skulle aftale en "kontrakt" så når det blev tid så havde vi en aftale, en bindende aftale, en aftale som var lavet og som vi var enige om.
Jeg gik som katten om den varme grød, anede ikke hvordan jeg skulle begynde, og fik endelig taget mod til mig, og mærkeligt nok var det som om Henrik havde gået med de samme tanker. Jeg spurgte "hvad skal der ske når du er så dårlig at jeg ikke kan passe dig mere?" og Henrik svarede "Så vil jeg på Hospice... jeg har fundet et i Roskilde, de har familierum hvor dig og valdemar kan overnatte hvis i har lyst....." og så stod vi der og stirrede ned i hver vores kop kaffe... og dagen gik med at blive enige om at der var 100 år til, at det nok gav sig, helt af sig selv, ja tænk, vi grinte af det.... grinte...fordi vi var skræmte af tanken om at det ville nå der til.
Lige pludselig....
om 100 år....
og der er vi nu.
Nu skal jeg til at tage den beslutning der vil pine mig resten af mine dage, jeg føler det som om jeg er ved at bortvise Henrik fra hans eget hjem, som om jeg ikke magter at have ham her mere, og jeg må se mig selv i øjnene og sige at det gør jeg snart ikke mere. Det er hårdt at se ham dø lige så stille, hårdt at se hvor træt og dårlig han er, hårdt at vågne hvergang han bevæger sig, kaster op eller falder rundt om natten. Det er hårdt at se at han næsten ikke kan komme op af trappen, at han ikke kan gå mere end et par meter, det er hårdt at se ham kaste op igen og igen og igen og igen....og det allerværste er at se ham græde, græde over de pinsler han gennemlever, og se ham græde over det han ikke kommer til at opleve... sammen med os. Det er nu jeg skal til at tage den beslutning, der vil tage det sidste håb ud af ham.
Hospice... endestationen....erkendelsen af at vi ikke kan komme længere.... at det er slut nu.
Hospice....
mandag den 23. januar 2012
lørdag den 8. oktober 2011
Jeg savner min ven Jens...
Jeg savner min ven Jens....
Min fantastiske ven, der fik mig til at grine, at le, at fnise, min fantastiske ven der fik mig til at leve, føle mig levende, gav mig et håb, gjorde min dag god og mild, gav mig følelsen af at det hele nok skulle gå, at vi kunne klare hele verdenen sammen, eller med hinandes hjælp, om ikke andet.
Jeg savner min ven Jens...
Min søde dejlige ven, der med sin varme beroligende dybe stemme svøbte mig i drømme om, at alt kunne blive godt og rart, til at holde ud, at holde af og om...det her liv......mit liv...hans liv....vores liv....deres liv....sammen..... sammen endag.... om 100 år...
Jeg savner min ven Jens...
Som lovede mig at solen altid skulle skinne på mit hoved, og at regnvejrsdage er fantastiske, bare man har en kop varm kakao og en buldrende brændeovn. Som tit sagde at nogen ting skal man lade være med at spekulerer over, fordi de var for vanskelige, lige som at løse en ligning med et stykke tyggegummi, hvad han så end mente med det...
Jeg savner min ven Jens...
Jeg savner at høre hans historier om hans unger, savner hans tanker om det at være far, om det at være mand, savner hans input når jeg bekymrer mig om Valdemar, og tænker på alle de gange hvor han sagde "det skal jeg nok lære ham".... også at drikke snaps....Og Valdemar savner sin "Hero"....Jeg savner at betragte en nattehimmel fra en boblende spa, og husker snakken om satelitter....
Jeg savner min ven Jens...
Som kunne undre sig over vores forskelligheder, selv om vi er fra samme land, som kunne undre sig over traditioner og normer kunne være så forskellige, selv om vores forfædre kom fra samme landsdel, som kunne grine af "københavner" udtryk, og selv med fed dialekt gøre sig totalt uforståelig. Jeg savner hans besøg, og jeg savner at stå og skrige mig hæs til en ishockykamp.
Jeg savner min Jens...
Og jeg savner troen på at han redder mig fra undergang endag...det håber jeg han gør, at han holder hvad han lovede, men på en eller anden måde kom jeg for tæt på, eller for langt fra....
alt det vi i 3 år havde grinet af og snakket så meget om, blev lige pludselig alvorlig virkelighed, løfter kunne ikke indfries og pludselig var jeg en trussel på hans familieliv, job, penge...hele 3 ting han ikke havde haft i mange år, men pludselig fik...
Jeg savner min ven Jens...
Jeg savner at høre om hans families projekter, om hans nye hus, hans nye job, hans tykke kone, hans smukke børn, hans 16 ha landbrugsjord, "whit room for a pony", savner hans hånlige kommentarer når jeg købte en ny lænestol, der kostede det dobbelte af hans bil, men nød det når jeg kunne glæde ham med en gave. Jeg savner virkelig den ven der lovede mig hele verdenen, og jeg forsøger hverdag at tilgive ham for at han ikke turde give mig den, da han fik chancen.
Jeg savner min ven Jens...
Hvordan kan jeg savne en person, der ikke gider mig mere, og så tydeligt har gjort opmærksom på det?
Som på alle måder har gjort mig ked af det, på alle måder har såret mig, både bevidst og ubevidst, Hvordan kan jeg savne sådan en person? Hvorfor er det at jeg bare sætter mig med hænderne i skødet og stirre ned i gulvet... accepterer at det er sådan her? fordi JEG er en rigitg ven....
Jeg savner min ven Jens...
Og jeg savner mig selv i alt det her, tænker at jeg i hele det her venskab har opført mig eksemplarisk, aldrig udnyttet hans svaghed, aldrig gået på kompromis med min egen tro på at det nok skulle gå, hvis jeg bare bøjede hovedet dybt nok.
Og nu er jeg så nået til det sted hvor jeg sidder med panden presset mod gulvbrædderne...
Jens Friis Felber
please...
tirsdag den 9. august 2011
Da jeg var barn...en virkelighedsflugt.
Dengang da jeg var barn, var verden en anden. Min mor gik hjemme og havde varm kakao og boller klar når jeg kom hjem, min far var en berømt opdagelses rejsende og storvildsjæger, der kom hjem med spændende gaver, jeg var en yndig lille pige, i lyserøde sommer-flæsekjoler og store sløjfer i håret, og jeg lavede lydigt mine lektier hverdag når jeg kom hjem (til de varme boller og kakaoen) fra skole. Livet var nemt, sorgerne få, og vejret altid godt, isene var større og smagte 20 gange bedre end idag, og hoppene i rutchebanen i tivoli var meget vildere, og solen skinnede altid på min fødselsdag, for jeg var jo en artig og sød lille yndig og nuttet pige, som alle elskede og som aldrig lavede fejl.
Og hvis jeg kunne sige den der lyd som en pickup siger når man forsøger at løfte den af LP'en (altså for os der ved hvad en LP er og hvordan den siger) men kommer til at trække den hen over en masse riller så den siger den der forfærtelige lyd "riiiiiuuuutiiissssschhhzz" og hvis jeg kunne vise det der billed af en smalfilm (med en hoppende og dansende lille pige) der pludselig stopper og brænder over, så er det der jeg vil hen...
Altså...riiiiiiuuuutiiiiiscccchhhzz og smelte-smelte.......
For sandheden er desværre en hel anden, en helt anden kvalmende sandhed som jeg ikke kan løbe fra og som på en eller anden måde dukker op i små glimt i mit hoved lige i tiden. Små glimt fra min egen barndom, små glimt af hvordan jeg ikke vil have at det skal blive her i huset, Fordi Henrik nu bliver mere og mere syg, fordi han nu har kvalme hele tiden, har ondt, er træt, spiser en masse piller, er utidig, og ked af det.
Min barndom var, lige meget hvor meget jeg undskylder og bortforklarer, lige meget hvor meget jeg forsøger at forstår 60'erne og 70'erne pædagogik (som ikke var nået ind i mit barndomshjem anyway, og derfor ikke gjorde nogen forskel) min barndom var rædselsfuld, grænsende til mareridsagtig omsorgssvigt og svigt og svig og kulde og fornægtelse og tys tys, og devisen at siger man ingen ting så er problemerne usynlige og ikke eksisterende. Min barndom og min søsters var et helvede.
Og når jeg siger helvede så mener jeg helvede, der er mange måder at mishandle børn på, mange måder at få dem til at føle sig ivejen, forkerte, uelskede. Og i 70'erne var en syg far, en hårdtarbejdende mor og voksne familiemedlemmer der stille tav, den rene tortur, og en meget hurtig måde at gøre et lille menneske voksent,....jeg blev alt for hurtigt stor. Urimelige krav, u-kærlig opdragelse og ringe forståelse og empati, for børn som mest af alt var i vejen og til besvær og en byrde, var den most som jeg voksede op på. En bitter most, som jeg i mange år forsøgte at fortrænge med undskyldninger om at jeg selv havde været ude om det. Og at det var synd for min mor. Hvad det også var.
Kort fortalt, min far fik konstateret cancer da jeg var 3 år, min søster lå i min mors mave, vores forældre var forretningsdrivende. Min far dør da jeg lige er fyldt 15, nykonfirmeret, ædt op af cancer.
I mellemtiden skal jeg igennem en barndom, hvor fortielser om min fars sygdom hersker, hvor troen på at siger man ikke noget til børnene så har de ikke noget at bekymre sig om, men fakta er at børn hører alt, børn lytter ved dørene, børn lader som om de sover, og ligger med store øre når de voksne taler.
Jeg vidste alt om min far, alt om hans sygdom, alt om hvilke behandlinger han nu skulle have, alt om de operationer han skulle igennem, jeg kendte navne som kemoterapi, interferron, cancerceller, røde og hvide blodlegemer, intravenøst drop, og morfin. Men Jeg forstod ikke min mors bekymringer for fremtiden, hendes egen fremtid og at hendes frustrationer udmøntede sig i hendes iforvejen korte lunte brændte sindsygt hurtigt, at sporadiske lussinger, skældud, skyld, skyld, skyld og følelsen af aldrig at være rigtig, altid at være i vejen, altid at gøre tingene forkert, altid at komme til at gøre det modsatte, var hendes måde at komme af med sin egen fustration på, at hendes magtesløshed var lige så stor som hendes fornægtelse af at have brug for hjælp. Det forstod jeg ikke dengang, og det forstår jeg heller ikke idag, men jeg kender en masse undskyldninger.
Det var jo ikke fordi mine forældre ønskede at give mig en lorte barndom, deres egne personlige bekymringer overskyggede bare den virkelighed at børn også kan bekymre sig, at børn lytter og forstår, og at den opdragelse de selv havde fået bestod af tørre tæsk, og at den opdragelse de selv kunne give bestod af lige dele tavshed, utilfrtedshed, og bebrejdende blikke, at den form for pædagogik de udøvede mod mig var at overøse en med skyld. Min mor sagde engang i afmagt til mig, at det var min skyld at min far var syg....tsk tsk....jeg har desværre aldrig glemt det... gid jeg kunne.
Vores far kunne ikke tåle støj, derfor havde vi ikke venner med hjem.
Vores far kunne ikke tåle støj, derfor hørte vi musik med hovedtelefoner på.
Vores far kunne ikke tåle støj, derfor øvede jeg mig aldrig på mine instrumenter, og blev derfor middelmådig til at spille på dem alle.
Vores far kunne ikke holde ud at høre på vores larm, derfor opholdte vi os mest på hvert sit værelse.
Vores far skulle spise 42 piller hver aften til aftensmaden...de lå i håndfulde ved hans tallerken, det var meget uappetitteligt at se ham spise dem.
Vores far var så syg at han ikke kunne tygge maden særligt godt...(blendet hakkebøf med ærter og kartoffelmos ligner bræk....)
Vores far hostede, hostede og hostede (lungecancer) (...og spyttede i køkkenvasken. ad..)
Vores far havde kvalme, og kastede op under aftensmaden. (højlydt og med åben badeværelsesdør fordi han ikke nåede at lukke den efter sig.)
Vores far havde forstoppelse pga medicin, og det er altså pinligt at komme ind på apoteket for 3 gang samme dag og spørge efter afføringsmiddel....
Vores far lå i sengen hele dagen, og stod op og spiste sin aftensmad i nattøj.
Vores far lå tit på hospitalet, forestil jer hvor stille vi skulle være der...tilgændgæld var elevatorene sjove at køre om kap i (tak til herlev hospital...)
Vores far lugtede af medicin. hans værelse lugtede af medicin, alting lugtede af medicin.
Vores far blev så tynd at han sad på en oppustelig gummi ring for ikke at få tryksår i måsen.
Vores far havde ingen interesse i at være sammen med sine børn selv om han vidste hvad vej det bar hen, bare vi kunne underholde os selv. (højtlæsning og hygge var en umulig drøm...ja den var utopi.)
Vores far ville dø hjemme....og det gjorde han, og hvem fik hans værelse bagefter? ja det gjorde jeg....
Min konfirmation blev aflyst, den skulle havde været holdt på et fint hotel, istedet blev den allernærmeste familie inviteret hjem til frokost, ingen klaverbokser, ingen festsange, ingen far, ingen flag, ingen fulde og glade mennesker, men masser af gamle mennesker med tåre i øjnene, det nærmede sig et gravøl, inden patienten var død.
Jeg fik lov at besøge ham på hospitalet hvor der blev drukket et glas champagne med sygeplejerskene, (som sødt havde købt en lille gave til mig) SKÅL sagde min far og sank sammen i puderne, med slanger ud af næsen, og slanger i armene og en kateterslange der forsvandt ned i en pose der hang på siden af sengen med et indhold der til forveksling lignede grumset æblemost. "Skål far" svarede jeg og satte mit glas på sengebordet (ved siden af det der klamme plasticglas lungepatienter spytter i) tak for den fine gave (en rejse til Mallorca med en "papmoster" og hendes næsten voksne drenge, og det er skam ikke for at lyde utilfreds, men den rejse kunne jeg sagtens havde undværet)
Vores far døde 6 uger senere en fredag, og om mandagen efter begravelsen, rejste jeg til Mallorca med min papmoster (som var fuld det meste af tiden, og højlydt sad og græd i baren over at MIN fantastiske far var død, alt imens hun pegede på mig som om jeg var den skæggede dame der skulle vises frem...stakkels barn, vrælede hun, mens jeg hjalp hende op i seng. Min søster blev sendt til Ærø, over til de gamle. Så kunne min mor græde i fred. Godt det var i industriferien så det ikke gik ud over forretningen, (vi skal jo være praktiske.)
Og da sommerferien var forbi, skulle jeg selv fortælle min lærer at min far var død, min lære troede at han var kommet ud for en ulykke, hun havde aldrig hørt om at han var syg.... tsk tsk og senere forstod skolepsykologen ikke noget, hun blev bare ved med at spørge "Hvorfor tror du de andre børn driller dig?"....tjaa...hvorfor? Jeg kunne og kan den dag i dag ikke svare på det.
Så er det ikke okay med lidt virkelighedsflugt indimellem? Er det ikke ok at man indimellem snakker om de fantastiske ferier på Ærø, om vores tossede Farfar og alle de andre, men sjældent snakker om alt det andet.
Det er som om min barndom gentager sig, dog med modsat fortegn. For her må Valdemar larme alt det han vil, han må have venner med hjem, de må være over hele huset, på nær i soveværelset, og Henrik er udstyret med et høreværn. Her skal Valdemar ikke overvære opkastninger, piller, stilletimer, og at bevægelsesfriheden tages væk, han skal have lov til at være det barn der blomstrer, på trods af at hans far er syg, han er informeret om Henriks sygdom, kort og godt, og vi taler om den når det passer os, men kort og precist, vi overdramatiserer ikke, og vi underspiller ikke, vi forklarer på en kort og let måde hvor hans far er i sygdomsforløbet, vi har lovet ikke at skjule noget eller holde noget hemmeligt, og at vi nok skal sige til når "det" nærmer sig. Det er ikke noget vi taler om i det daglige, det er en del af os, og vi fortier ikke noget. Medicin er noget der tages på badeværelset, kvalme er noget der sker når man ligger i sofaen, og her lukkes toiletdøren hvergang. Vi gør det godt her i vores familie, vi tager hensyn til barnet, for barnet skal ikke tage hensyn og ansvar for sin fars sygdom. Han skal have det bedste af sin far og det får han, selv om det er svært indimellem, Henrik siger tit til ham at han lige lægger sig, at han er lidt træt, og det forstår Valdemar godt.
Vi bringer hvert vores offer, også mig, men jeg kan ikke gøre andet, som min mor er jeg låst i situationen, dog kan jeg noget som min mor ikke formåede, nemlig at gøre en forskel for min søn. At finde den rigtige kombination af at beskytte uden at fortie. At elske uden at være omklamrende, at være ærlig uden at være for direkte. At være stolt uden at prale.
Og vi har en søn der blomstre, er sød klog og afholdt, en dreng der er fuld af selvtillid og lækkert hår, en god kammerat der forstår at udtrykke sig, en dreng der bliver lyttet til, en dreng der hviler fint i sig selv, har en fantastisk fantasi, og en kreativitet uden lige, en dreng der tør sige til, når han syntes at vi er uretfærdige eller dumme....og vi... vi fortæller ham at vi elsker ham, det er vigtigt, at sige det højt hver dag. At vi elsker ham over alt på jorden og at vi er så glade for at vi fik netop ham, og at han beriger vores dag.
Og man når langt med masser af tryghed, kærlighed og åbenhed. Så alt det jeg manglede i min barndom, det kan jeg nu give Valdemar uden at føle at jeg forkæler ham, jeg har nemlig lært hvordan man IKKE skal gøre.
Og hvis jeg kunne sige den der lyd som en pickup siger når man forsøger at løfte den af LP'en (altså for os der ved hvad en LP er og hvordan den siger) men kommer til at trække den hen over en masse riller så den siger den der forfærtelige lyd "riiiiiuuuutiiissssschhhzz" og hvis jeg kunne vise det der billed af en smalfilm (med en hoppende og dansende lille pige) der pludselig stopper og brænder over, så er det der jeg vil hen...
Altså...riiiiiiuuuutiiiiiscccchhhzz og smelte-smelte.......
For sandheden er desværre en hel anden, en helt anden kvalmende sandhed som jeg ikke kan løbe fra og som på en eller anden måde dukker op i små glimt i mit hoved lige i tiden. Små glimt fra min egen barndom, små glimt af hvordan jeg ikke vil have at det skal blive her i huset, Fordi Henrik nu bliver mere og mere syg, fordi han nu har kvalme hele tiden, har ondt, er træt, spiser en masse piller, er utidig, og ked af det.
Min barndom var, lige meget hvor meget jeg undskylder og bortforklarer, lige meget hvor meget jeg forsøger at forstår 60'erne og 70'erne pædagogik (som ikke var nået ind i mit barndomshjem anyway, og derfor ikke gjorde nogen forskel) min barndom var rædselsfuld, grænsende til mareridsagtig omsorgssvigt og svigt og svig og kulde og fornægtelse og tys tys, og devisen at siger man ingen ting så er problemerne usynlige og ikke eksisterende. Min barndom og min søsters var et helvede.
Og når jeg siger helvede så mener jeg helvede, der er mange måder at mishandle børn på, mange måder at få dem til at føle sig ivejen, forkerte, uelskede. Og i 70'erne var en syg far, en hårdtarbejdende mor og voksne familiemedlemmer der stille tav, den rene tortur, og en meget hurtig måde at gøre et lille menneske voksent,....jeg blev alt for hurtigt stor. Urimelige krav, u-kærlig opdragelse og ringe forståelse og empati, for børn som mest af alt var i vejen og til besvær og en byrde, var den most som jeg voksede op på. En bitter most, som jeg i mange år forsøgte at fortrænge med undskyldninger om at jeg selv havde været ude om det. Og at det var synd for min mor. Hvad det også var.
Kort fortalt, min far fik konstateret cancer da jeg var 3 år, min søster lå i min mors mave, vores forældre var forretningsdrivende. Min far dør da jeg lige er fyldt 15, nykonfirmeret, ædt op af cancer.
I mellemtiden skal jeg igennem en barndom, hvor fortielser om min fars sygdom hersker, hvor troen på at siger man ikke noget til børnene så har de ikke noget at bekymre sig om, men fakta er at børn hører alt, børn lytter ved dørene, børn lader som om de sover, og ligger med store øre når de voksne taler.
Jeg vidste alt om min far, alt om hans sygdom, alt om hvilke behandlinger han nu skulle have, alt om de operationer han skulle igennem, jeg kendte navne som kemoterapi, interferron, cancerceller, røde og hvide blodlegemer, intravenøst drop, og morfin. Men Jeg forstod ikke min mors bekymringer for fremtiden, hendes egen fremtid og at hendes frustrationer udmøntede sig i hendes iforvejen korte lunte brændte sindsygt hurtigt, at sporadiske lussinger, skældud, skyld, skyld, skyld og følelsen af aldrig at være rigtig, altid at være i vejen, altid at gøre tingene forkert, altid at komme til at gøre det modsatte, var hendes måde at komme af med sin egen fustration på, at hendes magtesløshed var lige så stor som hendes fornægtelse af at have brug for hjælp. Det forstod jeg ikke dengang, og det forstår jeg heller ikke idag, men jeg kender en masse undskyldninger.
Det var jo ikke fordi mine forældre ønskede at give mig en lorte barndom, deres egne personlige bekymringer overskyggede bare den virkelighed at børn også kan bekymre sig, at børn lytter og forstår, og at den opdragelse de selv havde fået bestod af tørre tæsk, og at den opdragelse de selv kunne give bestod af lige dele tavshed, utilfrtedshed, og bebrejdende blikke, at den form for pædagogik de udøvede mod mig var at overøse en med skyld. Min mor sagde engang i afmagt til mig, at det var min skyld at min far var syg....tsk tsk....jeg har desværre aldrig glemt det... gid jeg kunne.
Vores far kunne ikke tåle støj, derfor havde vi ikke venner med hjem.
Vores far kunne ikke tåle støj, derfor hørte vi musik med hovedtelefoner på.
Vores far kunne ikke tåle støj, derfor øvede jeg mig aldrig på mine instrumenter, og blev derfor middelmådig til at spille på dem alle.
Vores far kunne ikke holde ud at høre på vores larm, derfor opholdte vi os mest på hvert sit værelse.
Vores far skulle spise 42 piller hver aften til aftensmaden...de lå i håndfulde ved hans tallerken, det var meget uappetitteligt at se ham spise dem.
Vores far var så syg at han ikke kunne tygge maden særligt godt...(blendet hakkebøf med ærter og kartoffelmos ligner bræk....)
Vores far hostede, hostede og hostede (lungecancer) (...og spyttede i køkkenvasken. ad..)
Vores far havde kvalme, og kastede op under aftensmaden. (højlydt og med åben badeværelsesdør fordi han ikke nåede at lukke den efter sig.)
Vores far havde forstoppelse pga medicin, og det er altså pinligt at komme ind på apoteket for 3 gang samme dag og spørge efter afføringsmiddel....
Vores far lå i sengen hele dagen, og stod op og spiste sin aftensmad i nattøj.
Vores far lå tit på hospitalet, forestil jer hvor stille vi skulle være der...tilgændgæld var elevatorene sjove at køre om kap i (tak til herlev hospital...)
Vores far lugtede af medicin. hans værelse lugtede af medicin, alting lugtede af medicin.
Vores far blev så tynd at han sad på en oppustelig gummi ring for ikke at få tryksår i måsen.
Vores far havde ingen interesse i at være sammen med sine børn selv om han vidste hvad vej det bar hen, bare vi kunne underholde os selv. (højtlæsning og hygge var en umulig drøm...ja den var utopi.)
Vores far ville dø hjemme....og det gjorde han, og hvem fik hans værelse bagefter? ja det gjorde jeg....
Min konfirmation blev aflyst, den skulle havde været holdt på et fint hotel, istedet blev den allernærmeste familie inviteret hjem til frokost, ingen klaverbokser, ingen festsange, ingen far, ingen flag, ingen fulde og glade mennesker, men masser af gamle mennesker med tåre i øjnene, det nærmede sig et gravøl, inden patienten var død.
Jeg fik lov at besøge ham på hospitalet hvor der blev drukket et glas champagne med sygeplejerskene, (som sødt havde købt en lille gave til mig) SKÅL sagde min far og sank sammen i puderne, med slanger ud af næsen, og slanger i armene og en kateterslange der forsvandt ned i en pose der hang på siden af sengen med et indhold der til forveksling lignede grumset æblemost. "Skål far" svarede jeg og satte mit glas på sengebordet (ved siden af det der klamme plasticglas lungepatienter spytter i) tak for den fine gave (en rejse til Mallorca med en "papmoster" og hendes næsten voksne drenge, og det er skam ikke for at lyde utilfreds, men den rejse kunne jeg sagtens havde undværet)
Vores far døde 6 uger senere en fredag, og om mandagen efter begravelsen, rejste jeg til Mallorca med min papmoster (som var fuld det meste af tiden, og højlydt sad og græd i baren over at MIN fantastiske far var død, alt imens hun pegede på mig som om jeg var den skæggede dame der skulle vises frem...stakkels barn, vrælede hun, mens jeg hjalp hende op i seng. Min søster blev sendt til Ærø, over til de gamle. Så kunne min mor græde i fred. Godt det var i industriferien så det ikke gik ud over forretningen, (vi skal jo være praktiske.)
Og da sommerferien var forbi, skulle jeg selv fortælle min lærer at min far var død, min lære troede at han var kommet ud for en ulykke, hun havde aldrig hørt om at han var syg.... tsk tsk og senere forstod skolepsykologen ikke noget, hun blev bare ved med at spørge "Hvorfor tror du de andre børn driller dig?"....tjaa...hvorfor? Jeg kunne og kan den dag i dag ikke svare på det.
Så er det ikke okay med lidt virkelighedsflugt indimellem? Er det ikke ok at man indimellem snakker om de fantastiske ferier på Ærø, om vores tossede Farfar og alle de andre, men sjældent snakker om alt det andet.
Det er som om min barndom gentager sig, dog med modsat fortegn. For her må Valdemar larme alt det han vil, han må have venner med hjem, de må være over hele huset, på nær i soveværelset, og Henrik er udstyret med et høreværn. Her skal Valdemar ikke overvære opkastninger, piller, stilletimer, og at bevægelsesfriheden tages væk, han skal have lov til at være det barn der blomstrer, på trods af at hans far er syg, han er informeret om Henriks sygdom, kort og godt, og vi taler om den når det passer os, men kort og precist, vi overdramatiserer ikke, og vi underspiller ikke, vi forklarer på en kort og let måde hvor hans far er i sygdomsforløbet, vi har lovet ikke at skjule noget eller holde noget hemmeligt, og at vi nok skal sige til når "det" nærmer sig. Det er ikke noget vi taler om i det daglige, det er en del af os, og vi fortier ikke noget. Medicin er noget der tages på badeværelset, kvalme er noget der sker når man ligger i sofaen, og her lukkes toiletdøren hvergang. Vi gør det godt her i vores familie, vi tager hensyn til barnet, for barnet skal ikke tage hensyn og ansvar for sin fars sygdom. Han skal have det bedste af sin far og det får han, selv om det er svært indimellem, Henrik siger tit til ham at han lige lægger sig, at han er lidt træt, og det forstår Valdemar godt.
Vi bringer hvert vores offer, også mig, men jeg kan ikke gøre andet, som min mor er jeg låst i situationen, dog kan jeg noget som min mor ikke formåede, nemlig at gøre en forskel for min søn. At finde den rigtige kombination af at beskytte uden at fortie. At elske uden at være omklamrende, at være ærlig uden at være for direkte. At være stolt uden at prale.
Og vi har en søn der blomstre, er sød klog og afholdt, en dreng der er fuld af selvtillid og lækkert hår, en god kammerat der forstår at udtrykke sig, en dreng der bliver lyttet til, en dreng der hviler fint i sig selv, har en fantastisk fantasi, og en kreativitet uden lige, en dreng der tør sige til, når han syntes at vi er uretfærdige eller dumme....og vi... vi fortæller ham at vi elsker ham, det er vigtigt, at sige det højt hver dag. At vi elsker ham over alt på jorden og at vi er så glade for at vi fik netop ham, og at han beriger vores dag.
Og man når langt med masser af tryghed, kærlighed og åbenhed. Så alt det jeg manglede i min barndom, det kan jeg nu give Valdemar uden at føle at jeg forkæler ham, jeg har nemlig lært hvordan man IKKE skal gøre.
onsdag den 6. juli 2011
Tak er et lille ord på 3 bogstaver.
Jeg gik og troede at jeg kendte alle dem der læser min blog, men det har jeg så fundet ud af at jeg ikke gør.
Jeg har her, liggende på bunden af mit sorte hul, opdaget at der er mange forskellige og meget ukendte mennesker der læser min blog.... og at de nu er begyndt at skrive til mig, både som kommentarer her på bloggen, på Facebook og som mails. Deres kommentarer og deres ønsker og håb for mig, gør mig på forunderlig vis glad, og her på bunden af mit sorte hul er jeg begyndt at overveje om jeg skal sætte mig op......
Det er gået op for mig at mænd og kvinder følger med i hvad jeg foretager mig, tænker over hvordan jeg har det, og bekymre sig om mig, selv om de ikke kender mig, mærker på mine problemer og sammenligner dem med deres egne, reflekterer over hvordan Man, Vi, Os, kan komme op og videre. Bekymrer sig over at jeg i alt for lang tid har ligget her nede på bunden af hullet og ikke har ville kikke op, men stædigt stirret blindt på jorden under mig. (som om jeg kan synke dybere)
Og nu må jeg lægge skrivestilen lidt om, for det er JER kære bloggere, jeg gerne vil sige tak til, jer "anonyme" bloglæsere der de sidste måneder, har bekendt kulør og har skrevet til mig, sendt mig varme ord og gode råd, skrevet om jeres bekymring for mig, skrevet om de ting i gerne ville gøre for mig hvis i måtte, eller kunne.
"hvordan skal jeg hjælpe dig op af det hul når du ikke vil række mig din hånd" skrev du....
og du har helt ret, jeg havde valgt at jeg ville ligge der og rådne op, med armene krydset over brystet og begge hænder i armhulerne.
"det bekymrer mig dybt, at du virker så opgivende, du må ikke give op...ikke dig, du har så meget at udrette..." Ja og du har helt ret, det er da det jeg har, jeg havde bare glemt det...så måske jeg skulle overveje om jeg skulle børste jorden af mit tøj, og glatte min skjorte.
"jeg er her for dig, til hver en tid..., du har rørt mit hjerte" ....og det fik mig til at tænke på mit eget hjerte, forvredent som en gulvklud, liggende på bunden af en spand....men det banker endnu.
"Lad dig kun træde på i den udstrækning, du selv kan acceptere...." ....jamen jeg skulle åbentbart hele registeret af selvmedlidenhed og uretfærdighedsfornemmelser igennem inden jeg fattede det.... så måtten med Welcome, den ligger nu ude ved bryggersdøren....
Fælles for jer alle, er at i har store og varme hjerter, at i rummer medmenneskelighed og kærlighed til et fremmed menneske som mig. Okay jeg skriver meget personligt om mig selv, og der er ikke meget der er hemmeligt her, men alligevel, i kender mig jo ikke, eller gør i ?... jeg ved godt at jeg skriver lige ind i hjertet på de fleste, men man skal også kunne læse det jeg skriver...altså forstå det jeg skriver, ellers giver det ikke mening....og for alle jer har det jeg har skrevet givet mening, og nu giver i mig mening med meningen..... (læs:livet)
Så jeres meget personlige hilsner og tilkendegivelser har varmet meget her, rigtigt meget...Tak
Og det er virkelig fantastisk,...TAK
Ikke at jeg er helbredt for alle mine bekymringer og sorger, men det gør det lettere at bære når man ved at i er med mig, og jeg kan mærke jeres varme, omsorg og medfølelse...og det hjælper ....
TAK TAK TAK
Anette
tirsdag den 7. juni 2011
Dørmåtten Anette...der står Welcome på maven af mig....
...nogen gange kan livet simpelthen blive for så bittert, at lige meget hvor meget mælk man drikker, så er det surt og giver halsbrand.
....Og den der klump i halsen, der ikke kan synkes, ikke kan hostes op, eller lindres med noget, den bare sidder der og trykker og presser og irriterer, og minder en om...
...Og tåre der ikke vil grædes, men konstant slører ens udsyn, tåre som man kan få til at tørre når man kikker op og til siden, tåre der ikke skal grædes fordi de får ens mascara til at løbe, og røber at livet er noget lort. For svært.
Jeg forsøger at være glad og positiv, forsøger at presse noget glæde ud af den her hverdag jeg har fået skabt mig, forsøger at finde lyset, sandheden, accepten af mine nederlag, og vende det til noget positivt.
Helt ærligt jeg forsøger sgu...
Jeg gør jo hele tiden som i siger jeg skal, forsøger det ene, forsøger det andet, jeg er en god pige der gør det i beder mig om, jeg vil gerne gøre jer alle tilfedse, jeg vil gerne at alle er glade og glade og glade og og og....
Og jeg vil give min bare røv for jer, jeg vil bruge mine sidste 100.- på jer, jeg vil forære jer verdenen hvis i beder om det....
Hvad er i så for nogen?.... i er mine venner, der støtter op, og griner med når det er sjovt, og nyder festen når jeg betaler..... og når det så bliver svært så kritiserer i, dømmer, og dømmer mig ude. Så hviskes der og tiskes der og kritikken falder hårdt og ubamhjertigt, lidt ondskabtsfuldt.
Og så skal jeg hører på pis og lort, og bedrevidenhed, jeg skal hører at det er ment i bedste mening, at alle er så kloge på hvad jeg skal og ikke skal. Og når jeg så slet ikke vil høre efter, så trues der og nedrige ting bliver sagt, og skyld lægges på mine skuldre....hvor det slet ikke hører hjemme.
-Vil du være skyld i....
-Skal man kunne sige at det var dig der ødelagde....
-Så er du lige som 100 andre før dig....
Og jeg er som jeg altid har været, direkte og ærlig, og jeg er ærlig også når det er svært....og så er det at i ikke kan rumme det, vender ryggen til og syntes jeg er dum, træls og selv ude om det hele.
Hvad med at i favnede mig, og lod mig græde de tårer der skal grædes i lige så lang tid det er nødvendigt for mig, måneder hvis det er det der skal til.
Hvorfor har i så travlt med at det skal gå over...hurtigt...at jeg skal videre...
Og når jeg så endelig kommer videre...så er fanden løs i laksegade. Der er jo ikke noget at komme videre til...det er jo slut det hele, min tid har været der.
Hvad med at i uden at dømme og uden at give gode råd, lod mig glædes over en nyfunden juvel, istedet for at smide lort i hovedet på mig, forstod at jeg har været så ked af det i så lang tid at det er okay at lade mig glædes over noget nyt, så jeg kunne glemme det gamle. At det er okay at jeg har det godt og er glad. Jeg har jo ikke valgt det her liv frivilligt...jeg er blevet tvunget til at vælge det, mod min vilje, mod min overbevisning, mod alle odds. Hamsteren i buret, der løber i hjulet fordi den ikke ved at det ikke fører nogen steder hen...Som en mus i en vippefælde....kom luk mig ud...
Det er som om, at det kun er jer der har ret til et liv. Jeg har ikke ret til noget...overhovedet.
Og mit liv det går og går, og jeg venter og venter og når jeg endelig engang er fri så er der ikke noget til mig, så er mit liv også gået, og der bliver slet ikke tid til at nyde noget som helst, andet end jeres fordømmelser.
...hvad er det i vil have....??
For jeg har ikke andet end lidt af min bitterhed at dele. Jeg vil ikke dele noget andet med jer mere, og jeg vil ikke involveres i noget mere...så er der ingen der skylder...
Alt det der er sjovt og skægt og helt grinagtigt morsomt, det må jeg ikke...Det skal aldrig blive mit.
Så kom tør jeres sko af i mig, jeg er så vandt til det at der står Welcome på maven af mig.
....Og den der klump i halsen, der ikke kan synkes, ikke kan hostes op, eller lindres med noget, den bare sidder der og trykker og presser og irriterer, og minder en om...
...Og tåre der ikke vil grædes, men konstant slører ens udsyn, tåre som man kan få til at tørre når man kikker op og til siden, tåre der ikke skal grædes fordi de får ens mascara til at løbe, og røber at livet er noget lort. For svært.
Jeg forsøger at være glad og positiv, forsøger at presse noget glæde ud af den her hverdag jeg har fået skabt mig, forsøger at finde lyset, sandheden, accepten af mine nederlag, og vende det til noget positivt.
Helt ærligt jeg forsøger sgu...
Jeg gør jo hele tiden som i siger jeg skal, forsøger det ene, forsøger det andet, jeg er en god pige der gør det i beder mig om, jeg vil gerne gøre jer alle tilfedse, jeg vil gerne at alle er glade og glade og glade og og og....
Og jeg vil give min bare røv for jer, jeg vil bruge mine sidste 100.- på jer, jeg vil forære jer verdenen hvis i beder om det....
Hvad er i så for nogen?.... i er mine venner, der støtter op, og griner med når det er sjovt, og nyder festen når jeg betaler..... og når det så bliver svært så kritiserer i, dømmer, og dømmer mig ude. Så hviskes der og tiskes der og kritikken falder hårdt og ubamhjertigt, lidt ondskabtsfuldt.
Og så skal jeg hører på pis og lort, og bedrevidenhed, jeg skal hører at det er ment i bedste mening, at alle er så kloge på hvad jeg skal og ikke skal. Og når jeg så slet ikke vil høre efter, så trues der og nedrige ting bliver sagt, og skyld lægges på mine skuldre....hvor det slet ikke hører hjemme.
-Vil du være skyld i....
-Skal man kunne sige at det var dig der ødelagde....
-Så er du lige som 100 andre før dig....
Og jeg er som jeg altid har været, direkte og ærlig, og jeg er ærlig også når det er svært....og så er det at i ikke kan rumme det, vender ryggen til og syntes jeg er dum, træls og selv ude om det hele.
Hvad med at i favnede mig, og lod mig græde de tårer der skal grædes i lige så lang tid det er nødvendigt for mig, måneder hvis det er det der skal til.
Hvorfor har i så travlt med at det skal gå over...hurtigt...at jeg skal videre...
Og når jeg så endelig kommer videre...så er fanden løs i laksegade. Der er jo ikke noget at komme videre til...det er jo slut det hele, min tid har været der.
Hvad med at i uden at dømme og uden at give gode råd, lod mig glædes over en nyfunden juvel, istedet for at smide lort i hovedet på mig, forstod at jeg har været så ked af det i så lang tid at det er okay at lade mig glædes over noget nyt, så jeg kunne glemme det gamle. At det er okay at jeg har det godt og er glad. Jeg har jo ikke valgt det her liv frivilligt...jeg er blevet tvunget til at vælge det, mod min vilje, mod min overbevisning, mod alle odds. Hamsteren i buret, der løber i hjulet fordi den ikke ved at det ikke fører nogen steder hen...Som en mus i en vippefælde....kom luk mig ud...
Det er som om, at det kun er jer der har ret til et liv. Jeg har ikke ret til noget...overhovedet.
Og mit liv det går og går, og jeg venter og venter og når jeg endelig engang er fri så er der ikke noget til mig, så er mit liv også gået, og der bliver slet ikke tid til at nyde noget som helst, andet end jeres fordømmelser.
...hvad er det i vil have....??
For jeg har ikke andet end lidt af min bitterhed at dele. Jeg vil ikke dele noget andet med jer mere, og jeg vil ikke involveres i noget mere...så er der ingen der skylder...
Alt det der er sjovt og skægt og helt grinagtigt morsomt, det må jeg ikke...Det skal aldrig blive mit.
Så kom tør jeres sko af i mig, jeg er så vandt til det at der står Welcome på maven af mig.
onsdag den 25. maj 2011
Out Of It
I'll never be the bravest of us
Crossing my fingers whenever I cross
I wish I could love without having to fear
Baby's fingers got a burn, baby came too near
You'll never know all the trouble I've got
Still haven't slept and it's 7 o'clock
Everything I have I could lose it in this fight
Somebody gotta tell me that I'm gonna be alright
Oh it's crazy
It's crazy up in here
I'm inside my head
How do I get out of it?
You're on your own own own own
Searching for sunlight
A winter inside
Thinking in circles
I cannot abide
Baby, make me warm
Thaw this snow inside of my
Overflowing in my eyes, turn into a sea
I'll never know what I'm capable of
If I don't go where I'm scared to be lost
Hope I'll find my way when I'm going through the night
Somebody gotta tell me that I'm gonna be aliright
Oh it's crazy
It's crazy up in here
I'm inside my head
How do I get out of it?
You're on your own own own own
tirsdag den 25. januar 2011
Game over....
Det er ikke nogen hemmelighed at jeg er brændt lidt meget sammen mentalt, og at det eneste der holder mig oprejst er at min rygsøjle ikke er brækket.
Jeg mistede min tro på livet midt i december, eller lige før jul...det værste tidspunkt man kan miste troen på noget...lige før jul...hvor ondt. Jeg havde stadig lidt tro på tingene i august men så forsvandt det bare for mig, løb ud i sandet. Eller det gjorde det ikke, det er selvfølgelig udløst af noget, og det noget kan jeg ikke snakke om, selv om alle ved hvad det er. Tabu.... mit mellemnavn....
Der er og bliver 3 mænd i mit liv, voksne mænd som alle har haft, har været og er af afgørende betydning for mig, fælles for dem er at de alle 3 forlader mig på den ene eller anden måde. Svigter mig, forlader mig, lader mig stå alene tilbage, ikke at de gør det af ondskab, eller fordi de har lyst, for hvem har lyst til at sige farvel til livet, hvem har lyst til at efterlade nogen, hvem har lyst til at tage nødvendige beslutninger, som vil få voldsom indflydelse på en andens liv, og mentale førlighed....ikke nogen af dem her, men alligevel så blev...bliver det sådan. Og mit hjerte græder...BLIV her...her hos mig. Men nej...jeg skal kunne det her uden dig...og det ved jeg ikke om jeg kan, men det kræves lige som af mig.....der er ikke andre muligheder...
Og ingen af dem har sagt undskyld, de gik, går, og gå ud fra at jeg ved hvad de tænker og mener... og føler. Men det kan jeg ikke, måske de skulle havde fortalt, fortælle, forklaret mig det.
Den første, min Far, døde fra mig. Han sagde hverken farvel eller undskyld. Han mente ikke han skyldte nogen noget...
Den næste, min Mand, dør fra mig. Han forlod mig da "Cancer" flyttede ind i ægteskabet for 5 år siden. Jeg skylder ham alt...
Den Anden, forlod mig. Han mangler stadig at sige noget....meget... Og jeg venter... nok forgæves...men det skylder jeg mig selv.
Det der skulle løfte mig videre ud i det her liv, det jeg troede skulle være en form for belønning for at holde ud, for at leve et dobbeltliv, belønning for at give sig selv 110%, en tro på at være for ham som jeg gerne ville at han var for mig, var en latterlig illusion. Og ja jeg troede på hvert ord han sagde, glædede mig, planlagde og udførte min del, kun for at se mig slået på målstregen, af andre der havde mere ret til ham end mig.
Som han sagde ....
"jeg kan ikke gøre dem kede af det for selv at blive gladere"....
og ....
"troede du virkelig på alt det vi drømte om"....
Ja jeg gjorde, ja jeg gjorde, naive mig...
Sådan er det, sådan er livet, sådan er der en masse,der gerne vil fortælle mig igen og igen at det var det, De var bange for ville ske.....og de fik jo ret.... thats the name of the game...og jeg blev "Game over".
Jeg er knust, jeg er så ked af det, ufattelig ked af det, jeg har aldrig været ked af det på den her måde, aldrig følt noget der bare ligner, smadret på sjælen, som 1000 glasskår indeni, alt er revet over og flyder frit, i et univers af alle helvedes kvaler, af ufatttelig smerte, af pine, af sorg, frygt, ensomhed, tab, svig og svigt, af skam og skyld. Prøv at smage på hvert eneste ord, sig dem langsomt og højt...som et mantra.
Og jeg står, oprejst, undrende, forundret, forbavset over at jeg er endnu, min hjerne er smeltet ned, den fungerer, men på en mærkelig analyserende måde.
Jeg har tænkt, at jeg ville tage mit eget liv, slutte den her smerte, stoppe søvnløsheden og den dybe depression, bare hænge mig i stalden fra en bjælke højt oppe, og det ville være en ultimativ hævn, "se hvad du gjorde ved mig-agtigt", og "jeg skulle nyde at se dig gå resten af dine dage med bevidstheden om at dit fravalg, kostede mig livet."
Tanken om "Hævn" er et mærkelig plaster på såret. Men jeg kommer jo ikke til at sidde på en sky og kikke ned og se nogen gå rundt resten af deres dage og have dårlig samvittighed, der er ingen himmel for selvmordere, ingen himmel for en som mig, kun et helvede, og det er jeg jo allerede i, så hvorfor hænge sig. Logisk ikk? Og nej jeg tager ikke mit eget liv, det er jeg for stor en kylling til, lidt for stædig til, jeg vil bare gerne at den her smerte får en ende.
Det er som om at det er en helt anden hjerne der har taget over. Den kikker nysgerrigt på alle de følelser er drøner rundt i hele min krop, den læser forbavset mine tanker og undre sig over at jeg kan blive så ked af det på få sekunder. Den forundres over at en tanke kan blive til direkte fysisk smerte, og den går helt i stå af målløshed over at at smerte i hjertet er bedre end slet ikke at føle noget. Min hjerne eller hvad jeg nu skal kalde den kan slet ikke finde ud af at sende de rigtige tanker på de rigtige tidspunkter, den lader sig gang på gang overraske, forundres, forbavse og forarge.
Og mit medfødte skuespil talent kommer mig til undsætning gang på gang, når jeg midt i aftensmaden, henter noget i køkkenet og hurtigt fjerner tårer i ly bag køleskabet, når jeg stille græder med hovedet inde i tørreskabet, og når jeg søvnløs vandre rundt om natten på jagt efter noget der kan berolige. Jeg burde få en Oskar....men jeg ved ikke hvem jeg skulle holde takketalen til...
Jeg er brændt sammen mentalt og har slået nødgeneratoren til, eller en eller anden har gjort det for mig, jeg er ren autopilot, og jeg har ikke mere brændstof, jeg flyder på de sidste dampe, og aner ikke om jeg når i land af egen kraft eller om jeg ender med at skulle reddes, eller om vraget tilsidst skyller i land af sig selv, en strandvasker. jeg er mentalt en strandvasker....med korkbælte på.
Jeg har langt igen, alt for langt, jeg kan slet ikke se hvordan jeg kommer videre, og jeg kommer ikke videre uden hjælp, jeg har slet ikke brug for at hører at der er "noget" til mig derude...endag...det jeg vil have kan jeg ikke få, og jeg vil ikke have noget andet, selv om der er masser at vælge imellem.
Jeg sender hermed min sidste nødraket til vejrs, og håber på at du ser det og støtter mig hele vejen gennem det her helvede du har sat mig i, og bærer over med at jeg mentalt er "level failed" at jeg er "Game over..." og tager det ansvar det er at forlade mig på den "gode" måde.....hele vejen....som en rigtig mand....og ven....
Jeg mistede min tro på livet midt i december, eller lige før jul...det værste tidspunkt man kan miste troen på noget...lige før jul...hvor ondt. Jeg havde stadig lidt tro på tingene i august men så forsvandt det bare for mig, løb ud i sandet. Eller det gjorde det ikke, det er selvfølgelig udløst af noget, og det noget kan jeg ikke snakke om, selv om alle ved hvad det er. Tabu.... mit mellemnavn....
Der er og bliver 3 mænd i mit liv, voksne mænd som alle har haft, har været og er af afgørende betydning for mig, fælles for dem er at de alle 3 forlader mig på den ene eller anden måde. Svigter mig, forlader mig, lader mig stå alene tilbage, ikke at de gør det af ondskab, eller fordi de har lyst, for hvem har lyst til at sige farvel til livet, hvem har lyst til at efterlade nogen, hvem har lyst til at tage nødvendige beslutninger, som vil få voldsom indflydelse på en andens liv, og mentale førlighed....ikke nogen af dem her, men alligevel så blev...bliver det sådan. Og mit hjerte græder...BLIV her...her hos mig. Men nej...jeg skal kunne det her uden dig...og det ved jeg ikke om jeg kan, men det kræves lige som af mig.....der er ikke andre muligheder...
Og ingen af dem har sagt undskyld, de gik, går, og gå ud fra at jeg ved hvad de tænker og mener... og føler. Men det kan jeg ikke, måske de skulle havde fortalt, fortælle, forklaret mig det.
Den første, min Far, døde fra mig. Han sagde hverken farvel eller undskyld. Han mente ikke han skyldte nogen noget...
Den næste, min Mand, dør fra mig. Han forlod mig da "Cancer" flyttede ind i ægteskabet for 5 år siden. Jeg skylder ham alt...
Den Anden, forlod mig. Han mangler stadig at sige noget....meget... Og jeg venter... nok forgæves...men det skylder jeg mig selv.
Det der skulle løfte mig videre ud i det her liv, det jeg troede skulle være en form for belønning for at holde ud, for at leve et dobbeltliv, belønning for at give sig selv 110%, en tro på at være for ham som jeg gerne ville at han var for mig, var en latterlig illusion. Og ja jeg troede på hvert ord han sagde, glædede mig, planlagde og udførte min del, kun for at se mig slået på målstregen, af andre der havde mere ret til ham end mig.
Som han sagde ....
"jeg kan ikke gøre dem kede af det for selv at blive gladere"....
og ....
"troede du virkelig på alt det vi drømte om"....
Ja jeg gjorde, ja jeg gjorde, naive mig...
Sådan er det, sådan er livet, sådan er der en masse,der gerne vil fortælle mig igen og igen at det var det, De var bange for ville ske.....og de fik jo ret.... thats the name of the game...og jeg blev "Game over".
Jeg er knust, jeg er så ked af det, ufattelig ked af det, jeg har aldrig været ked af det på den her måde, aldrig følt noget der bare ligner, smadret på sjælen, som 1000 glasskår indeni, alt er revet over og flyder frit, i et univers af alle helvedes kvaler, af ufatttelig smerte, af pine, af sorg, frygt, ensomhed, tab, svig og svigt, af skam og skyld. Prøv at smage på hvert eneste ord, sig dem langsomt og højt...som et mantra.
Og jeg står, oprejst, undrende, forundret, forbavset over at jeg er endnu, min hjerne er smeltet ned, den fungerer, men på en mærkelig analyserende måde.
Jeg har tænkt, at jeg ville tage mit eget liv, slutte den her smerte, stoppe søvnløsheden og den dybe depression, bare hænge mig i stalden fra en bjælke højt oppe, og det ville være en ultimativ hævn, "se hvad du gjorde ved mig-agtigt", og "jeg skulle nyde at se dig gå resten af dine dage med bevidstheden om at dit fravalg, kostede mig livet."
Tanken om "Hævn" er et mærkelig plaster på såret. Men jeg kommer jo ikke til at sidde på en sky og kikke ned og se nogen gå rundt resten af deres dage og have dårlig samvittighed, der er ingen himmel for selvmordere, ingen himmel for en som mig, kun et helvede, og det er jeg jo allerede i, så hvorfor hænge sig. Logisk ikk? Og nej jeg tager ikke mit eget liv, det er jeg for stor en kylling til, lidt for stædig til, jeg vil bare gerne at den her smerte får en ende.
Det er som om at det er en helt anden hjerne der har taget over. Den kikker nysgerrigt på alle de følelser er drøner rundt i hele min krop, den læser forbavset mine tanker og undre sig over at jeg kan blive så ked af det på få sekunder. Den forundres over at en tanke kan blive til direkte fysisk smerte, og den går helt i stå af målløshed over at at smerte i hjertet er bedre end slet ikke at føle noget. Min hjerne eller hvad jeg nu skal kalde den kan slet ikke finde ud af at sende de rigtige tanker på de rigtige tidspunkter, den lader sig gang på gang overraske, forundres, forbavse og forarge.
Og mit medfødte skuespil talent kommer mig til undsætning gang på gang, når jeg midt i aftensmaden, henter noget i køkkenet og hurtigt fjerner tårer i ly bag køleskabet, når jeg stille græder med hovedet inde i tørreskabet, og når jeg søvnløs vandre rundt om natten på jagt efter noget der kan berolige. Jeg burde få en Oskar....men jeg ved ikke hvem jeg skulle holde takketalen til...
Jeg er brændt sammen mentalt og har slået nødgeneratoren til, eller en eller anden har gjort det for mig, jeg er ren autopilot, og jeg har ikke mere brændstof, jeg flyder på de sidste dampe, og aner ikke om jeg når i land af egen kraft eller om jeg ender med at skulle reddes, eller om vraget tilsidst skyller i land af sig selv, en strandvasker. jeg er mentalt en strandvasker....med korkbælte på.
Jeg har langt igen, alt for langt, jeg kan slet ikke se hvordan jeg kommer videre, og jeg kommer ikke videre uden hjælp, jeg har slet ikke brug for at hører at der er "noget" til mig derude...endag...det jeg vil have kan jeg ikke få, og jeg vil ikke have noget andet, selv om der er masser at vælge imellem.
Jeg sender hermed min sidste nødraket til vejrs, og håber på at du ser det og støtter mig hele vejen gennem det her helvede du har sat mig i, og bærer over med at jeg mentalt er "level failed" at jeg er "Game over..." og tager det ansvar det er at forlade mig på den "gode" måde.....hele vejen....som en rigtig mand....og ven....
Abonner på:
Indlæg (Atom)