tirsdag den 10. november 2009

Hvis Nuet var en bold....


Så kom den kedelige besked, Henriks Cancer har alligevel bredt sig til knoglerne, og indtil nu sidder det på ribbenene. Hvad bliver det næste.....Hvad fanden bliver det næste....???

Jeg er lige ved at gå helt i sort over det, og alligevel ikke. Jeg havde det på fornemmelsen, prøvede at tro på det bedste, håbede at det bare var et eller andet fjollet. Det var det så ikke.

Så nu kikker jeg på fænomenet "at gå i sort", tænker ....ikke nu Anette, ikke nu, bevar hovedet over vandet, kik fremad... (nåår nej, der venter kun død og ødelæggelse) okay så kik forhelved bagud, (nej nej nej det minder mig bare om alt det der aldrig kommer tilbage) okay så...kik på nuet...lige nu...som en god ven sagde, man skal leve i nuet, nyde de ting livet byder en. Og det gør jeg så...lige nu.

Lige nu nyder jeg det at være:

Træt, og ikke vil i seng.
Sulten, og har ikke lyst til mad.
Ked af det, men kan ikke græde.
Vred på alle, og på ingen.
Trist og fuld af sorg.

Rasende over at jeg skal have en syg mand.
Vred på ham over at han er syg.
Sur over at han har forandret sig så meget, fysisk som mentalt.

Desperat over at vi er gledet væk fra hinanden, og ikke kan finde tilbage, tilbage til hvad? Hvad var der lige før, hvad var det lige vores mål var, hvad var det lige vi syntes var så spændende at udforske sammen. Hvad var fællesnævneren? Det har jeg glemt....totalt...og jeg kan ikke komme i tanke om det, måske jeg bare blokerer for det, fordi det gør for ondt.

Og jeg er forundret over at mit ægteskab har fået en anden dagsorden. At det ikke længere er os der er centrum, at det ikke længere er os der er midtpunktet, at det ikke er os der sætter den, men alt, alt drejer sig om cancer, at det står i midten af det hele.
Vores hverdag er gennemsyret, gennemvædet, gennemhullet, gennemtrængt af den skide sygdom. Den omklamre os, kan ikke slippe os bare en time, den er der hele tiden, og der kommer hele tiden nye punkter til. Den skide sygdom forstår virkelig at gøre opmærksom på sig selv, den har virkelig kuppet os, virkelig taget magten, den har aktiemarioteten i det her ægteskab.....

Og jeg er målløs over at alt det vores ægteskab byggede på er forsvundet og erstattet af helt andre ting, at det har udviklet sig til en desperat kamp for mental overlevelse....sammen. Hvordan bærer man sig ad med at være i nuet når man mest af alt har lyst til at løbe skrigende væk? Når nuet gør så ondt at man knapt kan få vejret, når nuet ikke bare går over men også er i morgen, og endnu værre i overmorgen? Hvordan skal man kunne glæde sig over de sejre man ikke får? ikke når?
Jeg kan sagtens trøste mig selv med nuet, de gode ting, som at Valdemar har lavet sine lektier uden bøvl...at katten kom hjem med en mus, og åd den lige så stolt på havebordet uden for vinduet, at den farserede lammeryg smagte vidunderligt, at min orcide endelig efter 4 år blomstre med 21 blomster.

Jo jeg kan godt sætte mig ned i nuet og nyde de små ting der er godt, og så prøve på at ignorerer at det gør ondt i sjælen. Det er som at tygge med den side af munden hvor der ikke er hul i tanden. Som at bruge venstre hånd til at tørre sig med fordi højre er brækket. Som at tage bussen fordi cyklen er flad. Jeg kan godt nyde nuet, men så skal jeg bringe det største offer af alle, jeg skal distancerer mig fra mig selv. Bare for at få lidt fred, for mig selv.
Og det gør jeg så, jeg kan se, mærke og føle at jeg ikke er her, jeg kan ikke være her, jeg kan ikke holde mig selv fast, jeg er ren overflade, alt indei står på hovedet, Det er som Anette er inden i anette på vrangen, på hovedet, omvendt, forkert, utilpasset, uden væg loft og gulv, det er som at blive klemt, mast, holdt fast, bare omvendt, med vrangen udaf.

Og rolig nu...jeg er ikke ved at blive bims i låget...det er jeg for længst forbi, jeg er nået trinnet højere, det er gået over, jeg har forlængst passeret skillelinjen for hvormange rædselsfuldheder der kan overgå et menneske, og jeg kan også se at jeg ikke har mødt de værste ting endnu. Så dem sætter jeg mig så ned og venter på, de er derude, de venter, og de kommer med garanti.

Og jeg overlever det her, det er der så mange der før mig har gjort, jeg er bare så gal over at jeg er uden for indflydelse, at jeg ikke kan gøre noget ved det, at jeg skal accepterer min skæbne, at jeg skal vende den anden kind til, jeg skal bare finde mig i det. Det er sgu ikke retfærdigt.
Det er som et tog uden destination, uden stop uden endestation, jeg har løbet for at nå det tog, men til hvad nytte, jeg ved ikke hvor det ender, om det standser, skifter spor, aner ikke om tidsplanen holder, om jeg kommer for sent, om jeg når frem, om jeg overhovedet når frem.... Men en ting ved jeg og det er at jeg er på det forbandede tog og jeg kan ikke komme af, og jeg har glemt at købe billet...

Der er ingen udvej, ingen andre muligheder, ingen løsninger, intet håb, det er bare sådan her det er....accepter det....hmmmmm

Nuet har smidt mig i et dybt sort hul og jeg hænger i kanten med det yderste af fingerspidserne, imens står tiden og tramper løs, i håbet om at jeg slipper, men så nemt slippe nuet og tiden ikke... for jeg forsvinder bare ind i min tidslomme, hvor tiden og nuet står stille..... og der venter jeg så.....men på hvad? og hvor længe?

Jeg er bare så vred... ja vred... sådan...vred.

Nå fuck det...