tirsdag den 9. februar 2010

En blog er en blog er en blog er en blog...


Jeg har skrevet det før, men jeg syntes lige jeg vil skrive lidt igen om denne blog, eller hvad den er kommet til at betyde for mig.

Min blog er blevet min dagbog, den besvarer mange ting for mig, og jeg kan henvise til min blog når jeg ikke orker at svare på hvordan jeg har det, hvordan Henrik har det, hvordan Valdemar har det.

Når sådan en som mig, der er ærligheden selv, bliver spurgt om hvordan jeg har det, så er det meget svært at lade være med at svare. Der er tidspunkter (faktisk flere gange om dagen) hvor jeg ikke orker at svare på hvordan jeg har det, men gør det alligevel, og så kører snakken om mig og min person min gøren og laden, men jeg ville i virkeligheden gerne hører om hvordan du har det.

Mine problemer virker kæmpe store og umenneskelige, og det er de, men dine problemer er lige så slemme, stygge, uoverskuelige og fatale for dit liv, som mine. De kan og skal ikke sammenlignes. På bundlinjen er de sådan set ens, problemer er en sten i skoen, et bump på vejen, en væg man render ind i...igen og igen, Og så er det ligegyldigt hvilken overskrift "problemet" har.

Den her blog betyder for mig at jer, familie, venner, bekendte, alle der ved et tilfælde finder den, kan læse om hvordan jeg har det, hvilke tanker jeg gør mig lige nu, hvor langt jeg er i en eller anden proces. Det giver mig det frirum at der ikke længere er 6 telefonopkald hver aften, hvor jeg skal forklare hvordan det går, forklare hvordan Henrik har det, forklare hvordan vi får tingenen til at hænge sammen. Nu kan jeg tale i telefon med jer og koncentrerer mig om jeres gøren og laden, tale om små ting, om tøjindkøb, madlavning, daglidags ting, almindelige ting som vi før Henrik blev syg talte om.

Og det at forklare hvordan man har det, er svært, en telefonsamtale kan vare i to timer, rive hul i en masse følelser, sætte en masse ting igang indeni, det er meget svært at sidde og hælde vand ud af hovedet når Henrik sidder i samme hus og kan hører hvert et ord jeg siger. For ham er det også en fastholdelse af at han er dødeligt syg, og at hans kone og søn lider under det.

For mig har denne blog betydet at jeg har fået sat en masse ord på mine følelser, at jeg kan forklare mig, fortælle hvordan det er, uden at blive afbrudt, uden at stå med tåre i øjnene, uden at kroppen vrider sig, uden at skulle se jeres smerte og medlidenhed, jeg slipper for at stå med en osteklokke over hovedet, slipper for at udstille min smerte, slipper for at skulle veje hvert ord på en vægt for ikke at lyde totalt følelsesforladt og iskold. Jeg kan fører en normal samtale om små og store ting, fordi i har læst hvordan jeg har det.

Så alt i alt betyder det at, når Moster ringer, så starter samtalen sådan her: Heyyyy skat, det er moster, jeg har lige læst din blog, aj du er i vores tanker, og ved du hvad, nu forstår jeg bedre at ........
Og jeg kan svare, dejligt at du har læst min blog, hvordan går det med hunni? vandt den agility for hvalpe? Og hvordan har fætter det, er han kommet på plads igen efter at lejligheden brændte? .....

Så ja, min blog er personlig, den udleverer mine følelser, min "tilstand", jeg er ikke bange for at vise hvem jeg er på godt og ondt, vise et sammensurium af følelser, øjeblikke, vrede angst, glæde og hvert et indlæg er en lille sejer i kampen mod ikke at gå helt bananas, i udu, istykker, i sort. Og den sparer mig for at skulle forklare igen og igen hvordan jeg/vi har det. Og vigtigst af alt, den sender også budskaber til jer, i reagerer ubevidst på det jeg skriver og støtter mig på den helt rigtige måde. Så tak fordi i har taget min blog til jer, bruger den og giver mig det frirum jeg har brug for, for også at kunne være der for jer, tak fordi i forstår det jeg skriver og ikke længerer har brug for at smide mig igennem vridemaskinen når i gerne vil hører hvordan jeg har det. Vores samtaler er blevet lettere, mere dagligdags, mere nærværende, og jeg kan koncentrerer mig om jeres gøren og laden, for der er blevet plads på mine skuldre. Det har der hele tiden været, og det vil der altid være.