lørdag den 28. februar 2009

Bekymringer....og de bekymringer der følger med

Jeg bekymrer mig vildt over en kammerats bekymringer lige i tiden. Jeg står magtesløs og bare kikker på, jeg kan ikke gøre noget, jeg kan ikke hjælpe, jeg kan ikke forandre verdenen, jeg kan ikke forandre noget. Min kammerat har styr på det, gudskelov, han har totalt tjek på det ...eller han har den her afslappede holdning, at har han ikke styr på det så får han det, om ikke andet så lærer han af det. Wau...tænk at kunne have det sådan, tænk at kunne rumme det, tænk at kunne sætte sig ud over søvnløse nætter, ondt i maven, tanker der kværner rundt i hovedet, og så bare have styr på tilgangen til "disaster". Han tager det roligt, sindigt, langsomt, finder ud af det, stille og roligt, det er sgu beundringsværdigt. Hans humør er ikke på toppen, men han er "glad" og smiler, griner og er ikke helt handlingslammet, ikke gået helt i spåner, ikke selvmedlidende, ikke klagende, og beretter kun om problemerne når jeg spørger ind til dem. Det er beundringsværdigt, det er stort, det er da helt fantastisk. Og så kan jeg så kun spørge om det er fordi han har god selvkontrol, om det er fordi han ikke vil vise at han er et nervevrag indeni, og jeg ved at svaret er...niksen biksen, han tager det som det kommer, han har ikke brug for at bekymre sig halvt ihjel, han har brug for fred og ro, almindeligheder, hverdag og imens tænker han de tanker der skal til, uden indblanding og bekymringer fra alle sider, viser han at han har styr på det. Og alligevel så bekymrer jeg mig...tænker at var det mig ville jeg sidde og glo ud i luften, gå helt i sort over alle de ting der skulle ordnes, tages stilling til, kæmpes for. Og jeg kan ikke lade være med at bekymre mig beklager sådan er jeg. Jeg bekymrere mig om dig.....

1 kommentar:

Anonym sagde ...

Tak...

Det ved jeg du gør!
Tak for det!