Dørmåtten Anette...der står Welcome på maven af mig....

...nogen gange kan livet simpelthen blive for så bittert, at lige meget hvor meget mælk man drikker, så er det surt og giver halsbrand.
....Og den der klump i halsen, der ikke kan synkes, ikke kan hostes op, eller lindres med noget, den bare sidder der og trykker og presser og irriterer, og minder en om...
...Og tåre der ikke vil grædes, men konstant slører ens udsyn, tåre som man kan få til at tørre når man kikker op og til siden, tåre der ikke skal grædes fordi de får ens mascara til at løbe, og røber at livet er noget lort. For svært.

Jeg forsøger at være glad og positiv, forsøger at presse noget glæde ud af den her hverdag jeg har fået skabt mig, forsøger at finde lyset, sandheden, accepten af mine nederlag, og vende det til noget positivt.
Helt ærligt jeg forsøger sgu...
Jeg gør jo hele tiden som i siger jeg skal, forsøger det ene, forsøger det andet, jeg er en god pige der gør det i beder mig om, jeg vil gerne gøre jer alle tilfedse, jeg vil gerne at alle er glade og glade og glade og og og....
Og jeg vil give min bare røv for jer, jeg vil bruge mine sidste 100.- på jer, jeg vil forære jer verdenen hvis i beder om det....

Hvad er i så for nogen?.... i er mine venner, der støtter op, og griner med når det er sjovt, og nyder festen når jeg betaler..... og når det så bliver svært så kritiserer i, dømmer, og dømmer mig ude. Så hviskes der og tiskes der og kritikken falder hårdt og ubamhjertigt, lidt ondskabtsfuldt.
Og så skal jeg hører på pis og lort, og bedrevidenhed, jeg skal hører at det er ment i bedste mening, at alle er så kloge på hvad jeg skal og ikke skal. Og når jeg så slet ikke vil høre efter, så trues der og nedrige ting bliver sagt, og skyld lægges på mine skuldre....hvor det slet ikke hører hjemme.

-Vil du være skyld i....
-Skal man kunne sige at det var dig der ødelagde....
-Så er du lige som 100 andre før dig....

Og jeg er som jeg altid har været, direkte og ærlig, og jeg er ærlig også når det er svært....og så er det at i ikke kan rumme det, vender ryggen til og syntes jeg er dum, træls og selv ude om det hele.

Hvad med at i favnede mig, og lod mig græde de tårer der skal grædes i lige så lang tid det er nødvendigt for mig, måneder hvis det er det der skal til.
Hvorfor har i så travlt med at det skal gå over...hurtigt...at jeg skal videre...
Og når jeg så endelig kommer videre...så er fanden løs i laksegade. Der er jo ikke noget at komme videre til...det er jo slut det hele, min tid har været der.

Hvad med at i uden at dømme og uden at give gode råd, lod mig glædes over en nyfunden juvel, istedet for at smide lort i hovedet på mig, forstod at jeg har været så ked af det i så lang tid at det er okay at lade mig glædes over noget nyt, så jeg kunne glemme det gamle. At det er okay at jeg har det godt og er glad. Jeg har jo ikke valgt det her liv frivilligt...jeg er blevet tvunget til at vælge det, mod min vilje, mod min overbevisning, mod alle odds. Hamsteren i buret, der løber i hjulet fordi den ikke ved at det ikke fører nogen steder hen...Som en mus i en vippefælde....kom luk mig ud...

Det er som om, at det kun er jer der har ret til et liv. Jeg har ikke ret til noget...overhovedet.
Og mit liv det går og går, og jeg venter og venter og når jeg endelig engang er fri så er der ikke noget til mig, så er mit liv også gået, og der bliver slet ikke tid til at nyde noget som helst, andet end jeres fordømmelser.

...hvad er det i vil have....??
For jeg har ikke andet end lidt af min bitterhed at dele. Jeg vil ikke dele noget andet med jer mere, og jeg vil ikke involveres i noget mere...så er der ingen der skylder...
Alt det der er sjovt og skægt og helt grinagtigt morsomt, det må jeg ikke...Det skal aldrig blive mit.

Så kom tør jeres sko af i mig, jeg er så vandt til det at der står Welcome på maven af mig.

Tab af identitet, eller opfindelsen af en ny!!

Ind imellem sker der det, at jeg mister jeg hovedet..... og taber forbindelsen til jorden, til mine omgivelser, til alting. Det sker meget sjældent, ekstremt sjældent, sidst var da jeg var gravid og smadrede et bryggersvindue med et syltetøjsglas.... Altså for ca 12 år siden. Nu tænker du sikkert at ...åh åh hun er gravid...
og nej det tror jeg ikke jeg er.....
Men jeg tror at alle kender følelsen af at gå ind i en rød bobbel og gå amok på sine omgivelser. Det er så dejligt, så befriende, så vidunderligt at gå amok, være totalt psykopat i det man siger og gør, bare gå amok, skælde ud så hele huset ryster i sin grundvold, smadre et par tallerkner ned i vasken, og skrige så højt at stemmen pludselig bliver underlig hæs, og at halsen føles underligt lam i den ene side.

Det...var en fantastisk..... følelse..., der brusede gennem kroppen på mig da jeg mentalt opgav at være fornuftig og bare fulgte instinkterne, eller manglen på samme, jeg blev høj, andrenalin og endofiner drønede gennem kroppen på mig, og jeg blev i stand til at løfte biler og kyle rundt med dem...eller det troede jeg....i mit sindsyge raserianfald....

Det er ikke i orden....
overhovedet ikke i orden....
slet ikke acceptabelt.....
Og min eneste undskyldning.....meget menneskeligt når man som jeg er presset til det yderste på alle fronter. Min allerbedste undskyldning, nemlig at min daglidag er forandret så meget på 5 år, at jeg ikke hved hvem jeg er mere. Christ...hør lige på mig... Og det her indlæg handler selvfølgelig om mig, som det altid gør og hvad der skete på en ganske almindelig søndag, hvor jeg tabte hovedet og skreg de væmmeligeste ting ind i hovedet på dem jeg burde elske allerhøjest. Det handler om mig, eller om den jeg håber jeg er, eller tro jeg er, eller ender med at være..eller...hvem er jeg?
Problemet er at hele min eksistens, min identitet, er smadret, hele mit selvværd kan ligge på et meget lille sted, jeg er midt i no-mands-land, alt er ramlet, gået i stykker, ødelagt. Alt det jeg står for og altid har stået for findes ikke mere, det er ren selvkontrol. Og jeg ligner mig selv, lyder som mig selv, og opfører mig som jeg altid har gjort...udenpå. Ren kontrol, ren øvelse, rent skuespil.....Der er forskellen....inden i er det slut. Inden i er jeg som en sammenkrøllet papirskugle der blæser lidt hid og did for vinden. Får rullet mig selv hen i et hjørne, for lidt efter at rulle ud og bumpe hen af vejen, skifte retning, rulle tilbage igen, ligger og rokker frem og tilbage. Jeg kan simpelt hen ikke finde ud af det mere, jeg er helt lost, fortabt, aner ikke hvad der er nord og syd, op eller ned.
Jeg ved skam godt hvad jeg vil.... tror jeg nok....se det er forskellen på den gamle og den nye ..."tror jeg nok"...jeg er blevet en tvivler, jeg kan ikke se kursen længere, kan ikke sidde fornærmelser overhørig, kan ikke snuppe nedladen tale, kan ikke længere accepterer at blive kritiseret, ikke længere tåle at høre på hvor dum jeg er.... kan ikke længere lade som om .... kan ikke længere bare lade det passere...kan ikke længere bare "hoppe op og falde ned igen", kan ikke længere klare at blive udnyttet, kan ikke længere give og aldrig modtage.
Og det er ikke en dårlig undskyldning for min opførsel, men en tør konstatering af at alt er brudt op, og nu skal lejre sig, og bliver til hverdag også for mig. med den her hvem hun nu end er for en....noget...

En ny dagsorden er ved at forme sig, og det er ikke uden konsekvenser, heller ikke for min familie. Så idag tabte jeg hovedet, monster stort. Jeg tabte det så meget, at der ikke engang kan siges undskyld for det, og det er skræmmende. Jeg har svinet min mand så hårdt til at han grædende gik i seng. Jeg har skældt min søn så hårdt ud at han stille græd ned i kartoflerne, og lavede sit matematik på 5 min. Jeg har smadret tallerkner og lavet en bule i køkkenvasken, jeg har sparket en bule i skraldespandsstativet, hvad fanden det skal alligevel skiftes, og jeg har sagt de værste ord jeg kunne komme på i mit afsindige raseri....de bliver ikke gentaget her...bare rolig.

Jeg kan ikke komme ind på hvad det var der trikkede og fik bomben til at eksplodere, ikke at jeg ikke ved det, men mange måneders, eller års opsparet fustrationer brød ud i lys lue, og jeg lod mig rive totalt med, det føltes som en forløsning, en fødsel, en orgasme en utrolig befrielse...og jeg lod mig føre på den røde bølge, og gik amok lige i hovedet på min familie. Det er ikke okay, det bliver aldrig okay, det kan aldrig ske igen. Og når jeg siger at det aldrig kan ske igen, så er det fordi de nu er så bange for mig, at de aldrig vil give mig en grund til at blive gal igen.
Så jeg står her og ved ikke hvad jeg skal gøre med mit nye regime, med mit diktatorskab, med mit kommende nye jeg, et jeg der er så svagt og tvivlende, at jeg højst sansynligt bliver kuppet hurtigt. Jeg aner det ikke...Jeg aner det virkelig ikke.
Men noget ved jeg, og det er at jeg bliver nød til at finde noget kærlighed frem og overøse min søn med det, og håbe på at han engang når han bliver voksen vil forstå, at man kan tabe hovedet når man presses langt nok ud, og at ingen undskyldninger i verden er store nok når det går ud over børn, og at jeg for altid vil være så ked af de ting jeg sagde. At jeg ikke kan gøre dem om, men må tage konsekvenserne af dem, og at de blev hans og min skæbne på samme tid.

Og det værste... jeg ville ikke gøre det om.

Jeg skammer mig.....

hud mod hud

Filosoferede over ordene: nærhed, kram, kys, knus, elskov, det at blive nusset, rørt ved, holdt om, det at ens hud bliver følt på, berørt, stimuleret, strøget, killet, ja bare følelsen af varmen fra en anden krop, en anden hud. Og jeg blev lidt ked af det, misundelig og lidt vred. I tøzer derude, alle jer med en der gerne vil røre ved jer, i er så heldige, i aner det bare ikke, for jer er kærtegn, en hånd på en skulder, et nus på armen, et kys i nakken, blevet dræbende dagligdag, og i værdsætter det ikke så højt som i burde.
Jeg vil gerne lukke jer ind i min verden, forsøge at forklare jer at det der er dagligdag for jer, er en kæmpe mangelvare her hos mig. Ja Henrik er syg, det i sig selv er totalt turn-off, og jeg kan intet gøre ved det, jeg har bare ikke lyst. At han får kemoterapi og derfor er giftig, er så indlysende at nærhed med ham er forbudt, det næste er at, da man fjernede hans testikler faldt hans "interesse" for sex til 0. Og alle de berøringer der før fyldte vores hverdag, den nærhed der altid havde været der, alle kyssene, krammene, de forsvandt ikke langsomt, eller "gled" ud, fadede væk, nej men forsvandt som ved et trylleslag fra den ene dag til den anden...væk, borte, ikke eksisterende, slut......
Sådan er min verden, fyldt af alle de følelser man overhovedet kan komme i tanke om, bare ikke følelsen, fornemmelsen af en andens krop, hud, varme. Det er ensomt, et selvvalgt eksil, et savn, et frygteligt afsavn ikke at have "adgang" til alle de knus man gerne vil have, alle de kys man mangler, det der sex mandag aften, onsdag morgen, fredag eftermiddag....
Og jeg kan mærke at jeg er understimuleret, ikke på sex-siden, det kan jeg fint klare selv-selv men på huden mangler jeg opmærksomhed, jeg overvejer at få massage 1 gang om ugen så min krop bliver rørt af hænder, sygt ikk?
På en eller anden måde er min hud ensom, den er så ensom at den helt har glemt hvordan det er når den sveder fordi en anden hud ligger for tæt, den der klistrede fornemmelse af at ligge i ske og bare klistre, at holde i hånd og begynde at svede mellem fingrene, men ingen af hænderne vil være den første der slipper. Jeg har helt glemt hvordan det føles når man fryser om fødderne og lister dem ind under den andens dyne og varmer dem på bagsiden af hans lår, og jeg savner så meget at falde i søvn og vågne flere timer senere med ondt i nakken fordi en skulder er og bliver en lorte hovedpude...
Min hud og krop er i stor mangel og underskud af omsorg, af en andens omsorg. Og det er hårdt, det har jeg først sandet efter lidt mere end 4 år. Jeg savner den energi det giver at blive berørt, følt på, taget på. Savner duften af varm hud, af varm ånde der puster gennem mit hår, af de små spjæt kroppen giver lige inden den falder i søvn, savner hånden der stille nusser mig i nakken inden den pludselig ligger helt stille, fordi ejermanden er faldet i søvn, savner den arm der blev slynget hen over mig i søvne, mangler så meget den der hånd der kom listende ind under min dyne og lagde sig til hvile på min ene hofte.
Og hvad har jeg, jeg har en storsnorkende mand, der ikke har sin egen duft mere, men en metallisk, kemisk lugt af medicin, der fylder soveværelset, trænger ind i hver en krog, og ligemeget hvilken deo der bliver hældt på så dufter det ikke som før, en mand der sveder sin medicin ud af hver en pore, sover så dårligt som noget og vender sig i søvne så hele huset ryster. Han har ikke noget behov for knus og kram, ikke noget behov for at holde i hånd, at nusse, at kilde og slet ikke lysten til at være noget for mig. Det har jeg nu heller ikke lyst til, men det er så mærkeligt, som at sove ved siden af en fremmed. Vi er blevet fremmede for hinanden....
Hvem elsker ikke rent og knitrende sengetøj, køligt, glat, trygt og blødt smyger det sig om kroppen, det gør jeg, men vores sengetøj passer aldrig sammen mere, for Henriks sengetøj skal hele tiden skiftes, og vaskes, skiftes og vaskes, hans seng støvsuges for hår der drysser af hans hoved, lagner der skal rystes, et konstant arbejde fordi han bliver giftig af kemoterapien.
Og når dagen er omme, og natten falder på, så ligger jeg på ryggen med mine ensomme hænder, min ensomme hud, min ensomme krop og tænker på de hænder der engang mødtes midt i sengen for at holde i hinanden til det sidste vågne åndedrag blev taget, den samhørighed der var omkring vores søvn og nat ritualer, og jeg krymper mig, af skam over at den krop, der ligger ved siden af mig, som jeg engang tilbad som et tempel, nu får mig til at vende mig væk, ikke i foragt, men fordi den ikke er min mere, men tilhører en sygdom der ikke går væk, tilhører en anden og viser mig vintervejen, den kan ikke, vil ikke give mig det jeg har brug for, trykhed, varme, liv, gys og hjertebanken. Jeg skammer mig, er flov, og pinagtig bevidst om manglerne i mit liv.
Så møder du mig på din vej, så giv mig et kram og et ordentligt knus, hold mig længe og fast, læg din kind mod min og overfør alt den hjertevarme du kan, for jeg er totalt i underskud, jeg har brug for al den varme jeg kan få, og jeg lover dig at jeg krammer tilbage....

Sluk smøgerne og bliv fed....eller ryg og rejs...

Jeg er holdt op med at ryge...eller jeg har været (i skrivende stund) røgfri i 2 dage. Det er stort, jeg har tænkt over det længe, mærket efter inden i, været bange for at det kunne jeg ikke gennemføre. Men lægen havde løsningen til at blive røgfri, nogen forfærdeligt dyre piller, eller dyre og dyre, de koster sådan set kun en trediedel af mit cigaretforbrug på en måned, så noget er da sparet. Og miraklet indtraf 1 time efter jeg havde indtaget den første pille... og jeg har sådan set ikke haft lyst til at ryge siden, men jeg har nogen grimme vaner, jeg kan se at når jeg har udført visse handlinger så er det tid til en zig. Feks, når jeg har åbnet forretningen og lavet en kop kaffe...så skal der ryges...og i det her tilfælde blev der spist 3 vindruer i stedet, og ryddet op i nogle gamle reklamer fra leverandører.
Jeg har vitterligt ikke lyst til at ryge, jeg er mættet, som om jeg lige har røget.

Og jeg er forundret over hvad kemi kan gøre i ens hjerne.
Det næste jeg så tænker over er hvad der sker med mig når jeg ikke ryger, mit stofskifte vil falde en smule, og jeg risikerer at tage en 2-3 kg på, det har jeg så planlagt at jeg vil imødekomme med løb, så stofskiftet holder sig oppe, og jeg er allerede i gang med at løbe. Og jeg glæder mig til jeg ikke er så forpustet længere.

En bekendt sagde, "holde op med at ryge!!!..bliv ved med det ellers bliver du bare fed"....
Okay så jeg ryger videre og forbliver "tynd"...nej jeg gør ej, jeg har besluttet mig til at holde op med at ryge, og hvis jeg ender med at tage et par kilo på, så må selvsamme bekendte jo gøre op med sig selv om han kan holde ud at se på "fede" mig,
samme bekendte har det med at komme med bemærkninger om hvor slemt cigaretrøg lugter, hvor gustent det stinker, at man lugter af morfar, farfar, gammel mand, og mange andre kommentarer der umiddelbart virker morsomme men som sårer og gør en usikker, gør en ked af det, og får en til at skamme sig over at man har (havde) den last.

Og måske jeg bare skulle hævne mig og kommenterer lidt på hans alkoholforbrug, måske han så holder op med at drikke så meget og voldsomt!! og måske han så kunne komme af med den der mave og dobbelthagen!!! av hva.... men nu er det jo heller ikke mig der skal se på det, så jeg er sådan set ligeglad, men jeg tænker på hans stakkels kone der er åleslank og totalt iorden veltrænet og lækker muskuløs, og hverdag skal knokle hårdt for at oppebære hans attrå og så ovenikøbet finde sig i hans kommentarer om ikke at blive for tyk...stakkels hende, jeg ville sgu tænde af.... Gad vide hvad han finder på når hun bliver gammel og rynket???

Jeg har selvfølgelig tænkt meget over hvorfor jeg skulle holde op med at ryge, og vi kan være rørende enige om at det er spild af penge, spild af tid, spild af mange ting, og spild af mit liv.... eller det der er tilbage af det.
Valdemar så den kampange de kører i TV...han sagde.."mor ser dine lunger også sådan ud" og jeg svarede "ja det gør de sikkert" hvorefter ungen stille sagde "dør du så OGSÅ af kræft?" og det var det største skub mod endelig at holde.

Så det at holde op med at ryge er ikke for nogen skyld, andet end min egen, jeg er super glad for at der findes medicin der kan hjælpe en, super glad for al den støtte jeg kan få. OG til alle dem der syntes det er noget fis med medicin, at man da bare skal tage sig sammen, og som kommer med skræmmeprofetier om at man bliver rynket og gammel før tid, at man står bagerst i køen til sundhedshjælp, og alle de andre skræmme billeder, klap i med jer....jeg holder fordi jeg tror på det. Jeg er holdt op med at ryge for min egen skyld, fordi jeg godt ved og har vidst i mange år at det var noget lort og fordi man endelig kan få noget seriøst hjælp til at smide de skide smøger.

Det var egentlig bare det jeg ville sige... jeg er holdt op med at ryge.

Undskyld eller hvad man nu siger...

Undskyld....et ord jeg forleden lovede mig selv ikke at benytte mig af mere, et ord jeg siger i hver anden sætning, et ord der popper ud af min mund når jeg bare gerne vil være rigtig, når jeg har gjort noget jeg ikke skulle, eller gjort noget der ikke er godt nok..... Så kommer jeg sgu til at sige undskyld.... sådan lidt fordi jeg er høflig og godt ved det selv...

En god ven sagde til mig, "det siger du meget...." ...ja det gør jeg (og så var jeg sgu lige ved at sige undskyld igen) men selv samme ven er også verdensmester i at give mig kritik, er verdensmester i at stikke en finger i såret og dreje rundt, og så ikke ville godtage mit "undskyld", eller måske han bare har hørt det så mange gange at han er piv træt af det....hmmm...overvejer om jeg skulle give mig til at tude istedet.....det er den omvendte verden. Men jeg er bare sådan, jeg kan ikke gøre for det, jeg er bare ikke så god som først antaget, middelmådig til det jeg gør, uopmærksom og døv. Arghhhhh og nu har jeg lyst til at sige......nej det gør jeg så ikke... niksen biksen...

Ja jeg er blevet lidt en undskyldning for mig selv, det er et nemt ord at smide, lidt lige som "tak".

Når kritik svider, og det får jeg en del af, så siger jeg automatisk undskyld, men efter nærmere overvejelse så er det jo ligegyldigt om jeg siger undskyld eller ej, det er jo allerede forsent. Når jeg siger undskyld, så er det fordi jeg er høflig, eller fordi jeg kom i tanke om at det jeg lige har sagt ikke er i orden. Og så er det, at det ord bare popper ud af min mund. Så det er lidt som at sige, undskyld jeg siger undskyld.

Jeg er ikke verdensmester til noget, og det bliver jeg aldrig, jeg har simpelthen ikke "drivet" til at blive det, jeg er kun noget "halvvejs" noget, god til halvdelen og resten siger jeg undskyld over når jeg falder igennem og ikke formår at bevare facaden.

Og ja jeg er blevet møg træt af at sige undskyld, er møg træt af at ende i situationer hvor jeg skal sige undskyld fordi jeg ikke formår at leve op til de krav der sættes, det bliver bare ikke bedre... så min pointe er : det du ser, er det du får, lev med det, eller pis af, hold op med at kritiserer mig, jeg gør det jeg gør så godt jeg kan, hvis man ikke kan leve med at jeg er som jeg er, også når jeg siger undskyld så skrid, jeg kan ikke lave om på mig selv, jeg er lige precis sådan her, det bliver ikke anderledes. Jeg er....et undskyldende menneske....heldigvis.

En blog er en blog er en blog er en blog...

Jeg har skrevet det før, men jeg syntes lige jeg vil skrive lidt igen om denne blog, eller hvad den er kommet til at betyde for mig.

Min blog er blevet min dagbog, den besvarer mange ting for mig, og jeg kan henvise til min blog når jeg ikke orker at svare på hvordan jeg har det, hvordan Henrik har det, hvordan Valdemar har det.

Når sådan en som mig, der er ærligheden selv, bliver spurgt om hvordan jeg har det, så er det meget svært at lade være med at svare. Der er tidspunkter (faktisk flere gange om dagen) hvor jeg ikke orker at svare på hvordan jeg har det, men gør det alligevel, og så kører snakken om mig og min person min gøren og laden, men jeg ville i virkeligheden gerne hører om hvordan du har det.

Mine problemer virker kæmpe store og umenneskelige, og det er de, men dine problemer er lige så slemme, stygge, uoverskuelige og fatale for dit liv, som mine. De kan og skal ikke sammenlignes. På bundlinjen er de sådan set ens, problemer er en sten i skoen, et bump på vejen, en væg man render ind i...igen og igen, Og så er det ligegyldigt hvilken overskrift "problemet" har.

Den her blog betyder for mig at jer, familie, venner, bekendte, alle der ved et tilfælde finder den, kan læse om hvordan jeg har det, hvilke tanker jeg gør mig lige nu, hvor langt jeg er i en eller anden proces. Det giver mig det frirum at der ikke længere er 6 telefonopkald hver aften, hvor jeg skal forklare hvordan det går, forklare hvordan Henrik har det, forklare hvordan vi får tingenen til at hænge sammen. Nu kan jeg tale i telefon med jer og koncentrerer mig om jeres gøren og laden, tale om små ting, om tøjindkøb, madlavning, daglidags ting, almindelige ting som vi før Henrik blev syg talte om.

Og det at forklare hvordan man har det, er svært, en telefonsamtale kan vare i to timer, rive hul i en masse følelser, sætte en masse ting igang indeni, det er meget svært at sidde og hælde vand ud af hovedet når Henrik sidder i samme hus og kan hører hvert et ord jeg siger. For ham er det også en fastholdelse af at han er dødeligt syg, og at hans kone og søn lider under det.

For mig har denne blog betydet at jeg har fået sat en masse ord på mine følelser, at jeg kan forklare mig, fortælle hvordan det er, uden at blive afbrudt, uden at stå med tåre i øjnene, uden at kroppen vrider sig, uden at skulle se jeres smerte og medlidenhed, jeg slipper for at stå med en osteklokke over hovedet, slipper for at udstille min smerte, slipper for at skulle veje hvert ord på en vægt for ikke at lyde totalt følelsesforladt og iskold. Jeg kan fører en normal samtale om små og store ting, fordi i har læst hvordan jeg har det.

Så alt i alt betyder det at, når Moster ringer, så starter samtalen sådan her: Heyyyy skat, det er moster, jeg har lige læst din blog, aj du er i vores tanker, og ved du hvad, nu forstår jeg bedre at ........
Og jeg kan svare, dejligt at du har læst min blog, hvordan går det med hunni? vandt den agility for hvalpe? Og hvordan har fætter det, er han kommet på plads igen efter at lejligheden brændte? .....

Så ja, min blog er personlig, den udleverer mine følelser, min "tilstand", jeg er ikke bange for at vise hvem jeg er på godt og ondt, vise et sammensurium af følelser, øjeblikke, vrede angst, glæde og hvert et indlæg er en lille sejer i kampen mod ikke at gå helt bananas, i udu, istykker, i sort. Og den sparer mig for at skulle forklare igen og igen hvordan jeg/vi har det. Og vigtigst af alt, den sender også budskaber til jer, i reagerer ubevidst på det jeg skriver og støtter mig på den helt rigtige måde. Så tak fordi i har taget min blog til jer, bruger den og giver mig det frirum jeg har brug for, for også at kunne være der for jer, tak fordi i forstår det jeg skriver og ikke længerer har brug for at smide mig igennem vridemaskinen når i gerne vil hører hvordan jeg har det. Vores samtaler er blevet lettere, mere dagligdags, mere nærværende, og jeg kan koncentrerer mig om jeres gøren og laden, for der er blevet plads på mine skuldre. Det har der hele tiden været, og det vil der altid være.

Ja jeg er....bange....

Nu har jeg gået og tænkt over et ORD i et stykke tid, og det er gået op for mig at jeg er en glad fornægter, en blind høne, en "vil ikk'". Jeg omgås ikke ordet når det handler om min person, og jeg tager det ikke i min mund, for så længe jeg ikke bruger ordet så kan jeg heller ikke have noget forhold til det.
I virkeligheden er jeg så langt at jeg nægter eksistensen af det, og jeg er sikker på at jeg kan overtale Gyldendals røde ordbøger til helt at slette det. Og se nu bare, jeg skal staks lave grin med det, fordi så er det ikke så farligt et ord....pjatte lidt med det, uden endnu at havde sagt hvad det er for et ord jeg er bange for.... og hov der smuttede det ud alligevel. Så jeg må hellere tilstå :Jeg er bange, jeg er sgu bange, pisse bange. Jeg er bange for mange ting, ikk sådan bange for en edderkop-agtig-bange men bange for mig, bange for at jeg ikke kan leve op til mig selv, egne krav, eget liv. Nu tænker du nok...pjat, du kan klare hvad som helst, men det jeg er bange for det er at jeg ikke gør, og her er det så at ordet udebliver fra min hjerne.
Jeg skal sgu nok klare den, jeg er en prop der flyder ovenpå, men derfor kan jeg godt være bange for om jeg alligevel kan, har jeg opdaget.
Og hvis jeg skulle liste tingene jeg er bange for op på en liste så ser det sådan her ud:

Jeg er bange for

Om jeg kan løfte opgaven som mor, når Henrik er væk.
At jeg ikke formår at give Valdemar en "sund" sorg når hans far dør fra os.
Om minderne vil blive en vægtsten der tynger mig og Valdemar ned.
Om jeg kan tage de rigtige beslutninger når jeg står der i ingenmandsland.
Om jeg kan finde ud af alting selv.
At jeg ender med at være en bitter ulykkelig kvinde.
At jeg bliver behandlet som et råddent æg, ingen tør sige noget til.
At jeg bliver klantret for at forsøge at skabe et liv for Valdemar og mig.

Det er jeg bange for, og så er det sagt. Ligemeget hvor sej jeg er så er jeg bange, og det at erkende det gør de overstående punkter mere overskuelige, nu kan jeg forholde mig til dem, ikke forberede mig på dem, men tænke over dem så de ikke er så farlige når jeg skal møde dem. At jeg godt kan være bange på en ordentlig måde.
Og jeg må indrømme, at ja jeg er skide bange, og at det er en del af den proces jeg er tvunget igennem.

Ja jeg er bange.............

Hvis Nuet var en bold....

Så kom den kedelige besked, Henriks Cancer har alligevel bredt sig til knoglerne, og indtil nu sidder det på ribbenene. Hvad bliver det næste.....Hvad fanden bliver det næste....???

Jeg er lige ved at gå helt i sort over det, og alligevel ikke. Jeg havde det på fornemmelsen, prøvede at tro på det bedste, håbede at det bare var et eller andet fjollet. Det var det så ikke.

Så nu kikker jeg på fænomenet "at gå i sort", tænker ....ikke nu Anette, ikke nu, bevar hovedet over vandet, kik fremad... (nåår nej, der venter kun død og ødelæggelse) okay så kik forhelved bagud, (nej nej nej det minder mig bare om alt det der aldrig kommer tilbage) okay så...kik på nuet...lige nu...som en god ven sagde, man skal leve i nuet, nyde de ting livet byder en. Og det gør jeg så...lige nu.

Lige nu nyder jeg det at være:

Træt, og ikke vil i seng.
Sulten, og har ikke lyst til mad.
Ked af det, men kan ikke græde.
Vred på alle, og på ingen.
Trist og fuld af sorg.

Rasende over at jeg skal have en syg mand.
Vred på ham over at han er syg.
Sur over at han har forandret sig så meget, fysisk som mentalt.

Desperat over at vi er gledet væk fra hinanden, og ikke kan finde tilbage, tilbage til hvad? Hvad var der lige før, hvad var det lige vores mål var, hvad var det lige vi syntes var så spændende at udforske sammen. Hvad var fællesnævneren? Det har jeg glemt....totalt...og jeg kan ikke komme i tanke om det, måske jeg bare blokerer for det, fordi det gør for ondt.

Og jeg er forundret over at mit ægteskab har fået en anden dagsorden. At det ikke længere er os der er centrum, at det ikke længere er os der er midtpunktet, at det ikke er os der sætter den, men alt, alt drejer sig om cancer, at det står i midten af det hele.
Vores hverdag er gennemsyret, gennemvædet, gennemhullet, gennemtrængt af den skide sygdom. Den omklamre os, kan ikke slippe os bare en time, den er der hele tiden, og der kommer hele tiden nye punkter til. Den skide sygdom forstår virkelig at gøre opmærksom på sig selv, den har virkelig kuppet os, virkelig taget magten, den har aktiemarioteten i det her ægteskab.....

Og jeg er målløs over at alt det vores ægteskab byggede på er forsvundet og erstattet af helt andre ting, at det har udviklet sig til en desperat kamp for mental overlevelse....sammen. Hvordan bærer man sig ad med at være i nuet når man mest af alt har lyst til at løbe skrigende væk? Når nuet gør så ondt at man knapt kan få vejret, når nuet ikke bare går over men også er i morgen, og endnu værre i overmorgen? Hvordan skal man kunne glæde sig over de sejre man ikke får? ikke når?
Jeg kan sagtens trøste mig selv med nuet, de gode ting, som at Valdemar har lavet sine lektier uden bøvl...at katten kom hjem med en mus, og åd den lige så stolt på havebordet uden for vinduet, at den farserede lammeryg smagte vidunderligt, at min orcide endelig efter 4 år blomstre med 21 blomster.

Jo jeg kan godt sætte mig ned i nuet og nyde de små ting der er godt, og så prøve på at ignorerer at det gør ondt i sjælen. Det er som at tygge med den side af munden hvor der ikke er hul i tanden. Som at bruge venstre hånd til at tørre sig med fordi højre er brækket. Som at tage bussen fordi cyklen er flad. Jeg kan godt nyde nuet, men så skal jeg bringe det største offer af alle, jeg skal distancerer mig fra mig selv. Bare for at få lidt fred, for mig selv.
Og det gør jeg så, jeg kan se, mærke og føle at jeg ikke er her, jeg kan ikke være her, jeg kan ikke holde mig selv fast, jeg er ren overflade, alt indei står på hovedet, Det er som Anette er inden i anette på vrangen, på hovedet, omvendt, forkert, utilpasset, uden væg loft og gulv, det er som at blive klemt, mast, holdt fast, bare omvendt, med vrangen udaf.

Og rolig nu...jeg er ikke ved at blive bims i låget...det er jeg for længst forbi, jeg er nået trinnet højere, det er gået over, jeg har forlængst passeret skillelinjen for hvormange rædselsfuldheder der kan overgå et menneske, og jeg kan også se at jeg ikke har mødt de værste ting endnu. Så dem sætter jeg mig så ned og venter på, de er derude, de venter, og de kommer med garanti.

Og jeg overlever det her, det er der så mange der før mig har gjort, jeg er bare så gal over at jeg er uden for indflydelse, at jeg ikke kan gøre noget ved det, at jeg skal accepterer min skæbne, at jeg skal vende den anden kind til, jeg skal bare finde mig i det. Det er sgu ikke retfærdigt.
Det er som et tog uden destination, uden stop uden endestation, jeg har løbet for at nå det tog, men til hvad nytte, jeg ved ikke hvor det ender, om det standser, skifter spor, aner ikke om tidsplanen holder, om jeg kommer for sent, om jeg når frem, om jeg overhovedet når frem.... Men en ting ved jeg og det er at jeg er på det forbandede tog og jeg kan ikke komme af, og jeg har glemt at købe billet...

Der er ingen udvej, ingen andre muligheder, ingen løsninger, intet håb, det er bare sådan her det er....accepter det....hmmmmm

Nuet har smidt mig i et dybt sort hul og jeg hænger i kanten med det yderste af fingerspidserne, imens står tiden og tramper løs, i håbet om at jeg slipper, men så nemt slippe nuet og tiden ikke... for jeg forsvinder bare ind i min tidslomme, hvor tiden og nuet står stille..... og der venter jeg så.....men på hvad? og hvor længe?

Jeg er bare så vred... ja vred... sådan...vred.

Nå fuck det...

Undskyld i ²

Jeg blev skide skuffet idag...Det bliver jeg nogen gange...
Når mine forventninger er for høje...
Når jeg forventer noget mere, end det jeg fortjener.
Når jeg forventningsfuld, forventer mig noget af dig...
Det er jeg ked af...Undskyld. Skal nok træde 10 skridt tilbage...

Jeg blev misforstået idag...
Det bliver jeg nogen gange...eller jeg skulle måske sige ofte.
Og jeg kunne ikke forklare mig ud af det...
Kunne ikke vende det ordentligt rundt...Var ikke tydelig nok...
Og så var samtalen ligesom ødelagt...Undskyld.

Jeg fik skudt noget i skoen idag, syntes ikke det var fair...
eller var det?
Det var det nok, når man ser det fra den anden side af bordet...
Men fra min side af bordet, var det helt urimeligt...
Undskyld....... jeg tager sikkert fejl...igen...jeg er en tosse...

Jeg blev ked af det idag...
Det bliver jeg tit... måske lidt for tit lige i tiden.
Jeg har nemt ved at blive ked af det...
Nu siger du sikkert at jeg ikke har noget at være ked af...
Undskyld sømand, det har jeg....Du kan faktisk gøre mig meget ked af det.

Jeg blev forvirret idag...
Troede jeg havde gjort det så fint...
Troede jeg havde taget en rigtig beslutning, var glad og stolt.
Nu kan jeg se at det kun er mig der syntes det.
Undskyld...jeg er stadig forvirret, ved slet ikke hvordan jeg SÅ skal gribe det an.

Jeg har ikke noget imod at blive drillet...
Jeg driller selv...
Og jeg troede du vidste hvor langt du kan gå, på mig...
Og her er jeg ikke tydelig nok, når nok er nok.
Så Undskyld, at jeg lod mig drille, undskyld at jeg ikke sagde stop.

Jeg blev til grin i mine egne øjene idag...
Og så det først for sent...var selv uden om det.
Søgte lidt anderkendelse, og fik det modsatte...
Jo mere jeg ville det, jo mere pinlig blev jeg...
Undskyld...det var bare et forsøg på at gøre mig selv glad.

Jeg fik et par over a'dekkel idag...
Det var helt på sin plads...
Jeg skal ikke tro at jeg er noget...
Selv om jeg gerne vil være det i dine øjne...
Undskyld...jeg glemte min plads.

Og når alt det her er sagt...Så er der en ny dag i morgen...
En streg er trukket i sandet...Alt er ved det normale... igen...
Jeg har fået sat ord på...så noget er der sket.
Jeg skal vælge mine kampe med omhu...så småting ikke æder mig op...
Jeg skal tilbage til det hårde, ufølsomme, ligeglade mig...

Undskyld², men sådan er... jeg.

Vil i virkelig vide det?

Kære venner og familie

Vil i virkelig vide det...hvordan det er indeni....

Hvordan beskriver jeg det, hvordan forklarer jeg hvor tom jeg er? Kom...kik engang...

sådan her har jeg det, og spørg mig så ikke igen...i meget lang tid.


Queen: The show must go on


Empty spaces - what are we living for?
Abandoned places - I guess we know the score..
On and on!
Does anybody know what we are looking for?

Another hero - another mindless crime.
Behind the curtain, in the pantomime.
Hold the line!
Does anybody want to take it anymore?
The Show must go on!
The Show must go on!
Inside my heart is breaking,
My make-up may be flaking,
But my smile, still, stays on!

Whatever happens, I'll leave it all to chance.
Another heartache - another failed romance.
On and on!
Does anybody know what we are living for?
I guess i'm learning
I must be warmer now..
I'll soon be turning round the corner now.
Outside the dawn is breaking,
But inside in the dark I'm aching to be free!

The Show must go on!
The Show must go on! Yeah!
Ooh! Inside my heart is breaking!
My make-up may be flaking!
But my smile, still, stays on!
Yeah! oh oh oh

My soul is painted like the wings of butterflies,
Fairy tales of yesterday, will grow but never die,
I can fly, my friends!

The Show must go on! Yeah!
The Show must go on!
I'll face it with a grin!
I'm never giving in!
On with the show!

I'll top the bill!
I'll overkill!
I have to find the will to carry on!
On with the,
On with the show!

The Show must go on.