Jeg troede vi var venner. Om at sætte tingene på plads og det at være bitter.

Her en lang virkelig historie fra mit liv, navnene er opdigtet. og skulle du regne den ud, er jeg pisse ligeglad.

 Majbrit og jeg sidder og drikker kaffe, og snakken falder på Susanne og Jacob. Vi snakker om den fest jeg lige har været til hos Kirsten, og hvor jeg sad over for Susanne og Jacob. Jeg fortæller at de opfører sig højst mystisk, Jacob virker lukket og stille, Susanne har kastet sig over en ung mand som hun snakker med og står lidt for tæt på. Jeg nævner at vi på lørdag skal være sammen igen til sangaften hos Eva og Jørgen, og at jeg håber de er i bedre humør ellers bliver det en lang aften. Så siger Majbrit, der er nu ikke så mærkeligt, men du må love at holde mund med hvor du har det fra. Selvfølgelig siger jeg, og Majbrit fortsætter, Henrik hendes mand er fortrolig med Jacob, og Jacob har betroet ham at han haft en affære med en kollega. Det har Susanne opdaget og nu er helvede løs. Majbrit siger at de ikke har råd til at blive skilt. Og at de vil forsøge at kæmpe sig tilbage.

Jeg har tabt underkæben, har Jacob haft en affære, hvem vil have en affære med frække Jacob som altid lige træder over tærsklen for god opførsel. som altid bliver bøvet stangstiv og siger upassende ting. Hvor naiv er jeg. Jeg har lidt ondt af Susanne, men jeg ved at der skal altid 2 til en tango, det ved jeg alt om, både i den ene og i den anden retning. Og omvendt så er jeg ligeglad, hvad de roder med er deres sag, har de besluttet sig for at kæmpe sig tilbage sammen, så støtter jeg op om det. Det bliver en hård tur, men vil de det nok, skal det nok lykkedes. Jeg dømmer ingen.

Majbrit kører hjem. Samme aften er der Bylaugsmøde, og det halve af byen er mødt op, efter mødet bliver Eva og Jørgen hængende, og Eva snakker om sangaftenen på lørdag, Eva siger at Susanne opførte sig meget mærkeligt til Kirstens fødselsdag, og stod uden for og græd. Jeg siger, uden at tænke mig om, det er måske ikke så mærkeligt, så på lørdag lader dig og Kirsten hende bare være i fred, hun har det ikke så nemt lige i tiden. Nu betragter jeg Eva og Jørgen som mine venner der godt kan holde på en hemmelighed. Jeg siger henkastet, Jacob har haft en affære, det har Susanne opdaget, og der har været krig på kniven. De har besluttet sig for at arbejde sig tilbage sammen, og det må vi bare støtte op om. Så lad hende være på lørdag. Det lover Eva.

Det bliver lørdag, vi synger som livet gjaldt, og Susanne, Eva og Kirsten er godt fulde, de ender ude i køkkenet hvor de rister Susanne. Susanne græder og fortæller, og Eva siger at det vidste hun godt, Susanne spørger Eva hvor hun har fået det at vide, og Eva siger i sin brandert...Det fortalte Anette til Bylaugsmødet..... Susanne får den opfattelse at jeg har sagt det mens det halve af byen var til stede. 

Og så er helvede hedt her på matriklen.

Næste dag ringer Majbrit, og er rasende, jeg forsøger at forklare at jeg kort nævnte det for Eva og Jørgen, da Eva altid får Susanne til at græde over et eller andet.

Majbrit er rasende på mig og siger at jeg skal holde hende skadesløs, lige meget hvad så skal jeg ikke sige at det kom fra hende. Hendes mand er rasende over at Majbrit har fortalt det til mig, for nu er Jacob sur på ham. Majbrit siger, at Susanne selv har rendt nede ved gadekæret (hos et par andre naboer) og tudet øjnene ud de sidste par uger.

Majbrit ringer en time senere, siger at hun er blevet i tvivl om hun kan stole på mig, om jeg render og fortæller nogen af hendes hemmeligheder rundt omkring. Nu bliver jeg sgu en anelse knotten, siger at de hemmeligheder aldrig kommer over mine læber. Hun smider røret på.

Jeg ringer til hende næste dag og siger, nu tror alle at jeg har udbasuneret det over hele byen, og det er synd for Susanne og Jacob, jeg har et forslag, Vi går ned til Susanne og Jacob og fortæller dem hvordan det hænger sammen, giver en undskyldning på vores grædende knæ. Jeg syntes det er synd for dem, og syntes de skal have en ordentlig undskyldning begge to. Majbrit råber ind i røret at hun fannemer ikke giver en undskyldning til nogen og at hun hårdnakket har sagt til sin mand og Susanne og Jacob at det ikke er hende der har snakket over sig. Så hun kommer ikke med nogen indrømmelser, og de fortjener fannemer ikke en undskyldning fra hende. Hun vil bare håbe for mig at jeg holder hende ude af det, og holder det jeg har lovet. Jeg er totalt rystet, forlanger du af mig at jeg tager skylden helt alene? Ja ...var svaret og så smækkede hun røret på.

Jeg forsøger flere gange at ringe til Susanne og Jacob, sender dem smser hvor jeg siger at jeg gerne vil give dem er personlig undskyldning. Jeg møder op og ringer på deres dør, men de vil ikke lukke op.

Efterhånden er jeg ret ked af det. Jørgen kommer forbi, og jeg brokker mig over Eva har sladret til Kirsten og at de ristede Susanne ved sangaftenen. Det syntes Jørgen er skide sjovt. han er skide lige glad, det må jeg selv finde ud af. Tak for det Jørgen og Eva og Kirsten. i gjorde det meget værre.

Jeg har lyst til at sælge huset og flytte jeg føler mig isoleret. Jeg syntes hele verdenen er i mod mig. Men jeg bliver ved med at skrive til Susanne og Jacob, tigger dem om at mødes med mig.

Endelig skriver Jacob at de vil komme forbi i morgen.

Næste dag, kommer Jacob alene. Han virker trist og lidt trykket.

Jeg forklarer ham hurtigt at jeg ikke kan sige hvor jeg fik det at vide, det har jeg lovet og det har jeg tænkt mig at holde. Jeg siger også at han ikke skal spørge mig så jeg står i en endnu mere akavet situation. Og så forklarer jeg ham alt det overstående. Siger at jeg er ked af det, og undskylder. Jacob siger, tag det roligt, jeg har hele tiden sagt til Susanne at det sikkert var sådan. Og jeg behøver ikke vide hvor det kom fra, det ved vi og det har fået os til at se hvem de sande venner var. Jeg siger at jeg har mistet en.

Ugerne går og jeg ser intet til Majbrit, jeg er også ligeglad, der er så mange små historier der dukker op om hvad Majbrit som var min fortrolige går og siger om mig ude i byen. Til vores fælles foddame har hun sagt at hun tager på medlidenheds tøj køb med mig, og at jeg er så fed at jeg ikke kan passe noget, hun derimod smutter nemt i en str 36.... suk hvor er jeg ked af at høre min foddame fortælle den historie. Hun siger samtidig at Majbrit ikke er min ven. Små historier dukker op igen og igen. Når jeg ser på hendes og min historie sammen, har det der har bundet os sammen været hemmeligheder. JEg kan holde på hemmeligheder, selv om historien jo modbeviser det, men jeg kan holde på Majbrits hemmeligheder. Jeg lytter meget til hendes karriere snak, hvor succesfuld hun er, og jeg lyttet også da hun fortæller mig at hun er blevet dumpet til et job af hendes chef fordi han ikke syntes hun havde det der skulle til. jeg lytter til de vanskeligheder hun har med hendes drukfældige mand, hvor bange hendes børn er for ham, og at han får de mest sindssyge raserianfald. Jeg lytter til det hele, alt sammen og mere til. Majbrit vil gerne have mig med til et arrangement. men her siger jeg nej tak. Det må hun gå til selv. Men jeg siger gerne at du var her, siger jeg. Og tilbyder endnu engang en løgn. Majbritt dropper det hun var i gang med. Jeg ved ikke hvad det er, men Majbrit kan manipulere med mig. Jeg bliver glad når hun gerne vil være sammen med mig, men ked af det når jeg hører fra andre at jeg ikke bliver inviteret med når der kommer andre, fordi jeg tager al opmærksomheden. Hvor kom det nu fra. jeg er sgu forvirret nu.

Der går et halvt år hvor jeg ikke hører bu eller bæ fra Majbrit. Pludselig står hun i min dør og siger at vejret lige er til et glas iskoldt hvidvin ved poolen...min pool. Jeg siger at ja det kunne være hyggeligt, hvis ikke det lige var fordi jeg havde besluttet mig for at jeg ikke vil drikke hvidvin med hende mere. Som i aldrig mere. Jeg syntes du har taget vores venskab lidt for givet, jeg syntes du var tarvelig at du ikke stod sammen med mig i alt det med Susanne, Jeg hører så mange ting om mig selv fra andre, sagt af din mund. OG det beskæftiger mig i at jeg kun dur når du ikke har andre du kan betro dig store ting til. Så jeg syntes at vores venskab slutter her, der er for meget lort i sandet til at det kan fortsætte uden undskyldninger. Majbrit svarer at det er hun ked af at høre, hun forstår det ikke helt. Så jeg forklarer hende at hendes hemmeligheder er gemt hos mig, de kommer aldrig ud, men at vores venskab er slut, hvis det nogen sinde har været et venskab. Majbrit kører grædende hjem. 

Det er nu 10 år siden i skrivende stund. og jeg er stadig vred over den undskyldning hun ikke ville give, alle venskaber blev sat på pause i meget lang tid, og det har taget år at komme tilbage til det der var engang. hvis det nogen sinde.... Jeg mistede alle de mennesker der betød noget, fordi jeg ikke selv kunne holde mund, og nu sidder jeg her og er blevet en bitter fisse der aldrig fik den oprejsning jeg selv syntes jeg fortjente. Susanne og Jacob har aldrig gjort eller sagt noget til nogen om alt det her, så hele byen tror stadig på at jeg udbasunerede det over for den halve by den aften. Jeg bliver aldrig renset. og jeg fik aldrig den undskyldning som jeg skulle have haft. Jeg er bitter, bitter over den uretfærdighed der som straf for min åbenmundet hed stadig hjemsøger mig.  

Mange fra byen kan fortælle mig, at når de spørger til hvorfor Majbrit ikke ser mig mere, så svarer hun... Hun gav mig ikke rigtig noget....

Godt Nytår til jer alle

Godt Nytår til jer alle, familie, venner, naboer, blogvenner og hvem der måtte komme forbi denne blog.

Det har været et mærkeligt år det her. Og nu må jeg videre....

 År 2 efter Henrik, den 3 juleaften, den 3 nytårsaften hvor han ikke er her. Og næste år bliver endnu mærkeligere, hvis han havde levet så havde vi måske været gift i 20, kendt hinanden i 25 år. For det er ikke til at sige hvor vi havde været hvis Henrik ikke var blevet syg.

Henrik blev syg i august 05 og jeg lovede at være der for ham. Ingen kunne vide at det blev 7 år i helvede….. for os begge. Det blev 7 år hvor alt der kunne testes på vores følelser blev testet, jo mere vi ville gå hvert til sit, jo sværere blev det. Superlimen var Valdemar, vores elskede barn, vores spor i denne verden. Og var der noget vi kunne stå fælles om så var det ham. Han skulle lide mindst muligt. Et forfærdeligt dilemma, med uoverskuelige konsekvenser.  Jeg var ved at løbe fra mit løfte, men andre omstændigheder gjorde at jeg blev. Nogen gange har man ikke et valg, nogen gange træffer andre et nemt valg for en, uden selv at skulle leve med de konsekvenser der følger med. Og til dem der sagde at jeg bare havde at blive for andet kunne jeg ikke være bekendt, i skulle skamme jer, føj siger jeg, føj.

 Et eller andet sted startede vi forfra, vi havde kendt hinanden for længe. Vi begravede stridsøkserne, og fandt hverdagens trivielle kedsommelighed frem.  Vi kunne sagtens leve sammen, sagtens grine sammen, sagtens elske vores søn sammen. Sagtens være venner, mens Henrik langsomt døde.

Jeg har hele tiden sagt til mig selv at jeg vil gå til helvede og tilbage igen for at min søn ikke skulle blive påført mere smerte end det at miste sin far. På vejen glemte jeg mig selv. Sådan er det jo. Henrik og jeg ofrede alt for at de sidste år skulle blive så rolige og værdige som muligt. Så vi havde masser af gode minder at hente frem på en dårlig dag.  Vi gik med ranke rygge, men under tøjet var der bundet kosteskafter fast, vi gik på nåle, forsigtigt kun båret frem af alle de gode minder vi kunne komme i tanke om.  Imens ventede vi på katastrofen.  Og den kom… katastrofen….  De fleste katastrofer kan man undgå fordi man lige når at se dem i tide, andre undgår man ikke. Og døden, den undgår man slet ikke. Man kan kun sidde og se at den rammer en for fuld styrke. Ustoppelig buldre den frem og rammer der hvor den har planlagt den vil ramme.

Jeg lovede at være der, lovede at gøre hvad der stod i min magt for at støtte og hjælpe, holde sammen på det hele, lave en normal hverdag på trods af at alt absolut ikke var normalt.  For Valdemars skyld og for Henriks skyld.

Det er så nemt at sige at man vil gøre noget for andres skyld, det er også nemt at gøre det, det er bare så svært at bære det, alene. Det at gøre noget for andre skulle gerne give en, en god fornemmelse indeni. Men inden i mig, er et forfærdeligt fængsel af klaustrofobi, og kun ved at ignorere panikken og angsten og lyve for mig selv, drømme om ubekymret frihed, drømme om totalt urealistiske ting, fantaserer om endelig at blive mig, alene, bragte mig igennem. Troede jeg. Men som alle andre katastrofer kan man ikke se alle konsekvenser. Det kunne jeg heller ikke. Det er der ingen der kan. Men alle har en mening om det.

Nu er det 2 år og 3 mdr siden. Jeg har brugt al min energi på Valdemar, jeg har indhyllet min søn i kærlighed, fra morgen til aften, jeg arbejder hver dag på at han skal få en god dag. Jeg har uddannet mig selv, knoklet med min ejendom, ryddet op og ryddet ud, for imens kan jeg glemme mig selv. Jeg er i en skærsild af alle mulige mixede følelser, savn, sorg, skyld, vrede, raseri, længsel, smerte og… ensomhed.

Og nej det er ikke den slags ensomhed jeg snakker om. Det er det at være ene om beslutningerne, ikke at have en sparringspartner, der som Henrik lige nøjagtigt ved hvad jeg mener, når jeg ikke kan forklare mig ordentligt. Det er det at sidde og blive i tvivl om det jeg gør, er rigtigt, eller om jeg nu dummer mig. Jeg savner hans mening om alt det han efterlod til mig, om alt det jeg lovede at jeg nok skulle klare. Det er svært indimellem at huske hvad retning vi havde lagt planerne i, og hvorfor. Og nu kan jeg ikke spørge ham mere. Nu er jeg alene og… ensom, og det er i det nye år jeg skal tage mig af min sorg, som jeg har undertrykt alt for længe. Det er i det nye år jeg skal finde min egen skikkelse, mit eget jeg, uden Henrik, men altid med ham i tankerne, og hjertet for Valdemars skyld….. og for min egen.

Godt Nytår til jer alle, jeg håber i får en dejlig aften.

    

Henrik fik fred 4 september 2012

Henrik Larsen

07 08 1957 - 04 09 2012

Henrik døde på Hospice Søndergaard i Måløv.
Han fik 6 uger med kærlig pleje og fantastisk omsorg, og vi fik som familie det pusterum det giver når nogen tager sig ubetinget af os, og det gjorde de på Hospice.
Henrik sov ind efter en meget svær sidste kamp en stille stjerneklar aften i en vindblæst og overskyet tid, en tirsdag aften kl 23.15 den 04 09 2012.
Et på alle måder fantastisk menneske har forladt os, og de spor han efterlod vil vi aldrig glemme.

Det har været så svært at skrive det her indlæg, og jeg har forsøgt i meget lang tid, billederne herunder viser et lille glimt af de forandringer Henrik måtte lide med de mange behandlinger han var i gennem siden 2005. På trods af hans kamp, smilede Henrik, og han underholdte aldrig med sin sygdom, men bar smerten med værdighed og stolthed. 

Ære være hans minde

Anette

 

 

 

 

Vi venter på....

Vi venter...
Venter...
Venter på døden....

Den er her i huset, hver dag, en forbandelse, en pest, et helvede....en del af livet.

Henrik er her, han kæmper den sidste kamp, lever, lever kun lidt, men lever nærværende.

Overlever, så længe han kan drikke kakaomælk, eller nærmere holdt i live af kakaomælk, og kærnemælkkoldskål.

Henrik kan ikke spise mere. Drikker kun.
Henrik kan ikke gå længere, han kan gå ved hjælp af en rullator til toilettet, køkkenet og ud på teressen.
Henrik bor i en elevationsseng i stuen, her er han det meste af døgnet.
Henrik kan se ud af vinduerne, følge med i alt hvad vi laver uden for.

Henrik har fysiterapeut og sygeplejerske to gange om ugen.

Henrik sover det meste af tiden. 18 timer i døgnet.
Det at skulle tage et bad er udmattende, men stædigheden er stor.
Det at tale er udmattende. Stemmen er svag, men ordende vigtige.
Henrik er svimmel og har konstant kvalme. Udmattet at kæmpe mod det.
Henrik er smertedækket. Meget.

Henrik lever gennem Valdemar og mig.
Henrik lever for Valdemar og mig.
Henrik lever fordi han er stædig og sej, fordi han ser hver dag som en gave.
Henrik siger "jeg syntes jo ikke jeg er færdig med det her liv"

Henrik er glad for de mange små besøg han får hver uge.
Han så taknemmelig for at de virkelige nære og tætte venner, naboer og familie der kommer og spreder lidt nyt hver uge. At de snakker med ham om stort og småt, at de udholder hans pinsel, at de er der med hele sjælen. At de tør vise deres sorg og angst.
Det betyder meget og er med til at holde ham i det her liv.
Han er kun glemt af få, og dem savner han ikke mere.....(røvhuller, ja i er sgu nogen røvhuller...)

Livet er underligt, en lang venten på døden...
Døden er her, den er kommet, uden at gøre væsen af sig sidder den stille,
og venter på at livet render ud.

Hospice...

Nu er det nu.... nu er det nu at jeg skal til at tage de hårde beslutninger omkring det liv jeg har med ham jeg har kendt og elsket på godt og ondt i 21 år.

Henrik er meget dårlig.... nu....., og der er intet håb, ingen vilje, ingen kræfter. Hans liv siver langsomt ud af ham, hans vilje og hans styrke er væk, han er en skal af sig selv. Hans før så klare blå øjne, er mørke af smerte, angst og træthed. Hans store krop er nu krumbøjet, tynd og indsunket i smerte og afkræftethed. Hans før så klingende latter er blevet en grinmasse i smerte og hans store hænder der før var fulde af kræfter, er nu tynde, famlende og svage. Hans før så jyske faste stemme, er nu hviskende, uden styrke og ufattelig trist og sorgfuld. Hele hans dag går med at overvinde kvalmen, med at sove, med at kaste op, og han er begyndt at sige undskyld når han gør det. Han er så ulykkelig over at Valdemar skal se hans forfald, se ham blive svagere og svagere, se ham dø.

Og vores søn lægger ikke skjul på at han er trist over at se sin far visne, han er en sej gut, på vej ind i puberteten, står på tærsklen til hans "nye" liv mens hans fars ebber ud. "det er bare i orden far, jeg kan godt klare det, du skal ikke være ked af det" sagde han forleden da Henrik kastede op midt i stuen
Og her står jeg med en håndfuld grimme beslutninger, beslutninger der skal tages, beslutninger der ikke bare har med resten af Henriks liv at gøre men også mit og Valdemars.

Hospice.... sig ordet så virker det ikke så skræmmende. - Hospice... er det den beslutning der skal tages nu?  for et par år siden sagde min søster til mig at vi skulle tage snakken om hvad der skulle ske i fremtiden når Henrik ville blive meget syg. Hun sagde at vi skulle aftale en "kontrakt" så når det blev tid så havde vi en aftale, en bindende aftale, en aftale som var lavet og som vi var enige om.

Jeg gik som katten om den varme grød, anede ikke hvordan jeg skulle begynde, og fik endelig taget mod til mig, og mærkeligt nok var det som om Henrik havde gået med de samme tanker. Jeg spurgte "hvad skal der ske når du er så dårlig at jeg ikke kan passe dig mere?" og Henrik svarede "Så vil jeg på Hospice... jeg har fundet et i Roskilde, de har familierum hvor dig og valdemar kan overnatte hvis i har lyst....." og så stod vi der og stirrede ned i hver vores kop kaffe... og dagen gik med at blive enige om at der var 100 år til, at det nok gav sig, helt af sig selv, ja tænk, vi grinte af det.... grinte...fordi vi var skræmte af tanken om at det ville nå der til.
Lige pludselig....
om 100 år....
og der er vi nu.

Nu skal jeg til at tage den beslutning der vil pine mig resten af mine dage, jeg føler det som om jeg er ved at bortvise Henrik fra hans eget hjem, som om jeg ikke magter at have ham her mere, og jeg må se mig selv i øjnene og sige at det gør jeg snart ikke mere. Det er hårdt at se ham dø lige så stille, hårdt at se hvor træt og dårlig han er, hårdt at vågne hvergang han bevæger sig, kaster op eller falder rundt om natten. Det er hårdt at se at han næsten ikke kan komme op af trappen, at han ikke kan gå mere end et par meter, det er hårdt at se ham kaste op igen og igen og igen og igen....og det allerværste er at se ham græde, græde over de pinsler han gennemlever, og se ham græde over det han ikke kommer til at opleve... sammen med os. Det er nu jeg skal til at tage den beslutning, der vil tage det sidste håb ud af ham.
Hospice... endestationen....erkendelsen af at vi ikke kan komme længere.... at det er slut nu.

Hospice....

Da jeg var barn...en virkelighedsflugt.

Dengang da jeg var barn, var verden en anden. Min mor gik hjemme og havde varm kakao og boller klar når jeg kom hjem, min far var en berømt opdagelses rejsende og storvildsjæger, der kom hjem med spændende gaver, jeg var en yndig lille pige, i lyserøde sommer-flæsekjoler og store sløjfer i håret, og jeg lavede lydigt mine lektier hverdag når jeg kom hjem (til de varme boller og kakaoen) fra skole. Livet var nemt, sorgerne få, og vejret altid godt, isene var større og smagte 20 gange bedre end idag, og hoppene i rutchebanen i tivoli var meget vildere, og solen skinnede altid på min fødselsdag, for jeg var jo en artig og sød lille yndig og nuttet pige, som alle elskede og som aldrig lavede fejl.

Og hvis jeg kunne sige den der lyd som en pickup siger når man forsøger at løfte den af LP'en (altså for os der ved hvad en LP er og hvordan den siger) men kommer til at trække den hen over en masse riller så den siger den der forfærtelige lyd "riiiiiuuuutiiissssschhhzz" og hvis jeg kunne vise det der billed af en smalfilm (med en hoppende og dansende lille pige) der pludselig stopper og brænder over, så er det der jeg vil hen...
Altså...riiiiiiuuuutiiiiiscccchhhzz og smelte-smelte.......

For sandheden er desværre en hel anden, en helt anden kvalmende sandhed som jeg ikke kan løbe fra og som på en eller anden måde dukker op i små glimt i mit hoved lige i tiden. Små glimt fra min egen barndom, små glimt af hvordan jeg ikke vil have at det skal blive her i huset, Fordi Henrik nu bliver mere og mere syg, fordi han nu har kvalme hele tiden, har ondt, er træt, spiser en masse piller, er utidig, og ked af det.

Min barndom var, lige meget hvor meget jeg undskylder og bortforklarer, lige meget hvor meget jeg forsøger at forstår 60'erne og 70'erne pædagogik (som ikke var nået ind i mit barndomshjem anyway, og derfor ikke gjorde nogen forskel) min barndom var rædselsfuld, grænsende til mareridsagtig omsorgssvigt og svigt og svig og kulde og fornægtelse og tys tys, og devisen at siger man ingen ting så er problemerne usynlige og ikke eksisterende. Min barndom og min søsters var et helvede.

Og når jeg siger helvede så mener jeg helvede, der er mange måder at mishandle børn på, mange måder at få dem til at føle sig ivejen, forkerte, uelskede. Og i 70'erne var en syg far, en hårdtarbejdende mor og voksne familiemedlemmer der stille tav, den rene tortur, og en meget hurtig måde at gøre et lille menneske voksent,....jeg blev alt for hurtigt stor. Urimelige krav, u-kærlig opdragelse og ringe forståelse og empati, for børn som mest af alt var i vejen og til besvær og en byrde, var den most som jeg voksede op på. En bitter most, som jeg i mange år forsøgte at fortrænge med undskyldninger om at jeg selv havde været ude om det. Og at det var synd for min mor. Hvad det også var.

Kort fortalt, min far fik konstateret cancer da jeg var 3 år, min søster lå i min mors mave, vores forældre var forretningsdrivende. Min far dør da jeg lige er fyldt 15, nykonfirmeret, ædt op af cancer.
I mellemtiden skal jeg igennem en barndom, hvor fortielser om min fars sygdom hersker, hvor troen på at siger man ikke noget til børnene så har de ikke noget at bekymre sig om, men fakta er at børn hører alt, børn lytter ved dørene, børn lader som om de sover, og ligger med store øre når de voksne taler.

Jeg vidste alt om min far, alt om hans sygdom, alt om hvilke behandlinger han nu skulle have, alt om de operationer han skulle igennem, jeg kendte navne som kemoterapi, interferron, cancerceller, røde og hvide blodlegemer, intravenøst drop, og morfin. Men Jeg forstod ikke min mors bekymringer for fremtiden, hendes egen fremtid og at hendes frustrationer udmøntede sig i hendes iforvejen korte lunte brændte sindsygt hurtigt, at sporadiske lussinger, skældud, skyld, skyld, skyld og følelsen af aldrig at være rigtig, altid at være i vejen, altid at gøre tingene forkert, altid at komme til at gøre det modsatte, var hendes måde at komme af med sin egen fustration på, at hendes magtesløshed var lige så stor som hendes fornægtelse af at have brug for hjælp. Det forstod jeg ikke dengang, og det forstår jeg heller ikke idag, men jeg kender en masse undskyldninger.

Det var jo ikke fordi mine forældre ønskede at give mig en lorte barndom, deres egne personlige bekymringer overskyggede bare den virkelighed at børn også kan bekymre sig, at børn lytter og forstår, og at den opdragelse de selv havde fået bestod af tørre tæsk, og at den opdragelse de selv kunne give bestod af lige dele tavshed, utilfrtedshed, og bebrejdende blikke, at den form for pædagogik de udøvede mod mig var at overøse en med skyld. Min mor sagde engang i afmagt til mig, at det var min skyld at min far var syg....tsk tsk....jeg har desværre aldrig glemt det... gid jeg kunne.

Vores far kunne ikke tåle støj, derfor havde vi ikke venner med hjem.
Vores far kunne ikke tåle støj, derfor hørte vi musik med hovedtelefoner på.
Vores far kunne ikke tåle støj, derfor øvede jeg mig aldrig på mine instrumenter, og blev derfor middelmådig til at spille på dem alle.
Vores far kunne ikke holde ud at høre på vores larm, derfor opholdte vi os mest på hvert sit værelse.
Vores far skulle spise 42 piller hver aften til aftensmaden...de lå i håndfulde ved hans tallerken, det var meget uappetitteligt at se ham spise dem.
Vores far var så syg at han ikke kunne tygge maden særligt godt...(blendet hakkebøf med ærter og kartoffelmos ligner bræk....)
Vores far hostede, hostede og hostede (lungecancer) (...og spyttede i køkkenvasken. ad..)
Vores far havde kvalme, og kastede op under aftensmaden. (højlydt og med åben badeværelsesdør fordi han ikke nåede at lukke den efter sig.)
Vores far havde forstoppelse pga medicin, og det er altså pinligt at komme ind på apoteket for 3 gang samme dag og spørge efter afføringsmiddel....
Vores far lå i sengen hele dagen, og stod op og spiste sin aftensmad i nattøj.
Vores far lå tit på hospitalet, forestil jer hvor stille vi skulle være der...tilgændgæld var elevatorene sjove at køre om kap i (tak til herlev hospital...)
Vores far lugtede af medicin. hans værelse lugtede af medicin, alting lugtede af medicin.
Vores far blev så tynd at han sad på en oppustelig gummi ring for ikke at få tryksår i måsen.
Vores far havde ingen interesse i at være sammen med sine børn selv om han vidste hvad vej det bar hen, bare vi kunne underholde os selv. (højtlæsning og hygge var en umulig drøm...ja den var utopi.)
Vores far ville dø hjemme....og det gjorde han, og hvem fik hans værelse bagefter?  ja det gjorde jeg....

Min konfirmation blev aflyst, den skulle havde været holdt på et fint hotel, istedet blev den allernærmeste familie inviteret hjem til frokost, ingen klaverbokser, ingen festsange, ingen far, ingen flag, ingen fulde og glade mennesker, men masser af gamle mennesker med tåre i øjnene, det nærmede sig et gravøl, inden patienten var død.
Jeg fik lov at besøge ham på hospitalet hvor der blev drukket et glas champagne med sygeplejerskene, (som sødt havde købt en lille gave til mig) SKÅL sagde min far og sank sammen i puderne, med slanger ud af næsen, og slanger i armene og en kateterslange der forsvandt ned i en pose der hang på siden af sengen med et indhold der til forveksling lignede grumset æblemost. "Skål far" svarede jeg og satte mit glas på sengebordet (ved siden af det der klamme plasticglas lungepatienter spytter i) tak for den fine gave (en rejse til Mallorca med en "papmoster" og hendes næsten voksne drenge, og det er skam ikke for at lyde utilfreds, men den rejse kunne jeg sagtens havde undværet)
Vores far døde 6 uger senere en fredag, og om mandagen efter begravelsen, rejste jeg til Mallorca med min papmoster (som var fuld det meste af tiden, og højlydt sad og græd i baren over at MIN fantastiske far var død, alt imens hun pegede på mig som om jeg var den skæggede dame der skulle vises frem...stakkels barn, vrælede hun, mens jeg hjalp hende op i seng. Min søster blev sendt til Ærø, over til de gamle. Så kunne min mor græde i fred. Godt det var i industriferien så det ikke gik ud over forretningen, (vi skal jo være praktiske.)
Og da sommerferien var forbi, skulle jeg selv fortælle min lærer at min far var død, min lære troede at han var kommet ud for en ulykke, hun havde aldrig hørt om at han var syg.... tsk tsk og senere forstod skolepsykologen ikke noget, hun blev bare ved med at spørge "Hvorfor tror du de andre børn driller dig?"....tjaa...hvorfor? Jeg kunne og kan den dag i dag ikke svare på det.

Så er det ikke okay med lidt virkelighedsflugt indimellem? Er det ikke ok at man indimellem snakker om de fantastiske ferier på Ærø, om vores tossede Farfar og alle de andre, men sjældent snakker om alt det andet.

Det er som om min barndom gentager sig, dog med modsat fortegn. For her må Valdemar larme alt det han vil, han må have venner med hjem, de må være over hele huset, på nær i soveværelset, og Henrik er udstyret med et høreværn. Her skal Valdemar ikke overvære opkastninger, piller, stilletimer, og at bevægelsesfriheden tages væk, han skal have lov til at være det barn der blomstrer, på trods af at hans far er syg, han er informeret om Henriks sygdom, kort og godt, og vi taler om den når det passer os, men kort og precist, vi overdramatiserer ikke, og vi underspiller ikke, vi forklarer på en kort og let måde hvor hans far er i sygdomsforløbet, vi har lovet ikke at skjule noget eller holde noget hemmeligt, og at vi nok skal sige til når "det" nærmer sig. Det er ikke noget vi taler om i det daglige, det er en del af os, og vi fortier ikke noget. Medicin er noget der tages på badeværelset, kvalme er noget der sker når man ligger i sofaen, og her lukkes toiletdøren hvergang. Vi gør det godt her i vores familie, vi tager hensyn til barnet, for barnet skal ikke tage hensyn og ansvar for sin fars sygdom. Han skal have det bedste af sin far og det får han, selv om det er svært indimellem, Henrik siger tit til ham at han lige lægger sig, at han er lidt træt, og det forstår Valdemar godt.

Vi bringer hvert vores offer, også mig, men jeg kan ikke gøre andet, som min mor er jeg låst i situationen, dog kan jeg noget som min mor ikke formåede, nemlig at gøre en forskel for min søn. At finde den rigtige kombination af at beskytte uden at fortie. At elske uden at være omklamrende, at være ærlig uden at være for direkte. At være stolt uden at prale.

Og vi har en søn der blomstre, er sød klog og afholdt, en dreng der er fuld af selvtillid og lækkert hår, en god kammerat der forstår at udtrykke sig, en dreng der bliver lyttet til, en dreng der hviler fint i sig selv, har en fantastisk fantasi, og en kreativitet uden lige, en dreng der tør sige til, når han syntes at vi er uretfærdige eller dumme....og vi... vi fortæller ham at vi elsker ham, det er vigtigt, at sige det højt hver dag. At vi elsker ham over alt på jorden og at vi er så glade for at vi fik netop ham, og at han beriger vores dag.

Og man når langt med masser af tryghed, kærlighed og åbenhed. Så alt det jeg manglede i min barndom, det kan jeg nu give Valdemar uden at føle at jeg forkæler ham, jeg har nemlig lært hvordan man IKKE skal gøre.

Tak er et lille ord på 3 bogstaver.

Her gik jeg og troede jeg var helt alene, at jeg kunne ligge på bunden af mit sorteste hul, ligge fredeligt og have ondt af mig selv, ligge og rode rundt i mit eget selvpineri, hygge mig i smerten, og have pinen næsten helt for mig selv, at mine tanker aldrig nåede ud til nogen, at jeg var alene i cyper...altså, alene og alene, det er gået op for mig her på det sidste at jeg slet ikke er så anonym som jeg troede, og det er altså lidt ...hmmm hvad skal jeg kalde det....fantastisk....JA FANTASTISK....

Jeg gik og troede at jeg kendte alle dem der læser min blog, men det har jeg så fundet ud af at jeg ikke gør.

Jeg har her, liggende på bunden af mit sorte hul, opdaget at der er mange forskellige og meget ukendte mennesker der læser min blog.... og at de nu er begyndt at skrive til mig, både som kommentarer her på bloggen, på Facebook og som mails. Deres kommentarer og deres ønsker og håb for mig, gør mig på forunderlig vis glad, og her på bunden af mit sorte hul er jeg begyndt at overveje om jeg skal sætte mig op......
Det er gået op for mig at mænd og kvinder følger med i hvad jeg foretager mig, tænker over hvordan jeg har det, og bekymre sig om mig, selv om de ikke kender mig, mærker på mine problemer og sammenligner dem med deres egne, reflekterer over hvordan Man, Vi, Os, kan komme op og videre. Bekymrer sig over at jeg i alt for lang tid har ligget her nede på bunden af hullet og ikke har ville kikke op, men stædigt stirret blindt på jorden under mig. (som om jeg kan synke dybere)

Og nu må jeg lægge skrivestilen lidt om, for det er JER kære bloggere, jeg gerne vil sige tak til, jer "anonyme" bloglæsere der de sidste måneder, har bekendt kulør og har skrevet til mig, sendt mig varme ord og gode råd, skrevet om jeres bekymring for mig, skrevet om de ting i gerne ville gøre for mig hvis i måtte, eller kunne.

"hvordan skal jeg hjælpe dig op af det hul når du ikke vil række mig din hånd"  skrev du....
og du har helt ret, jeg havde valgt at jeg ville ligge der og rådne op, med armene krydset over brystet og begge hænder i armhulerne.

"det bekymrer mig dybt, at du virker så opgivende, du må ikke give op...ikke dig, du har så meget at udrette..."  Ja og du har helt ret, det er da det jeg har, jeg havde bare glemt det...så måske jeg skulle overveje om jeg skulle børste jorden af mit tøj, og glatte min skjorte.

"jeg er her for dig, til hver en tid..., du har rørt mit hjerte" ....og det fik mig til at tænke på mit eget hjerte, forvredent som en gulvklud, liggende på bunden af en spand....men det banker endnu.

"Lad dig kun træde på i den udstrækning, du selv kan acceptere...." ....jamen jeg skulle åbentbart hele registeret af selvmedlidenhed og uretfærdighedsfornemmelser igennem inden jeg fattede det.... så måtten med Welcome, den ligger nu ude ved bryggersdøren....

Fælles for jer alle, er at i har store og varme hjerter, at i rummer medmenneskelighed og kærlighed til et fremmed menneske som mig. Okay jeg skriver meget personligt om mig selv, og der er ikke meget der er hemmeligt her, men alligevel, i kender mig jo ikke, eller gør i ?... jeg ved godt at jeg skriver lige ind i hjertet på de fleste, men man skal også kunne læse det jeg skriver...altså forstå det jeg skriver, ellers giver det ikke mening....og for alle jer har det jeg har skrevet givet mening, og nu giver i mig mening med meningen.....  (læs:livet)
Så jeres meget personlige hilsner og tilkendegivelser har varmet meget her, rigtigt meget...Tak
Og det er virkelig fantastisk,...TAK
Ikke at jeg er helbredt for alle mine bekymringer og sorger, men det gør det lettere at bære når man ved at i er med mig, og jeg kan mærke jeres varme, omsorg og medfølelse...og det hjælper ....
TAK TAK TAK

Anette