Venedig og Dø...

Se Venedig og dø…. Eller se Venedig og tænk en masse tanker…

Pthhhh… Venedig er noget opreklameret dyrt skrammel, og dog det er verdens-arv, noget man skal se inden man dør. Det er en fantastisk magisk by, hvis ikke det var for alle de turister, og for de ublu priser de holder sig. Alle siger ”du skal se Marcus pladsen..- den er fantastisk”…. Er den nu også det??? Fyldt til randen med stilladser og turister…og hvor var duerne? Der var simpelthen ikke plads til dem. Vi var på Marcuspladsen…kæmpede os frem til forreste linje for at se Doge Paladset, forsøgte at tage billeder af de fantastiske udskæringer og mosaikker…men ak jeg tror ikke jeg fik et enkelt billede uden at det er skævt… der blev puffet og skubbet. Gadesælgerne var man nærmest bange for, og kinesere (de var her også) opførte sig som om de var de eneste med berettigelse til at være der. Kaffe på Marcuspladsen ….ahost…det er noget man skal prøve, men det er så piv dyrt at man kun gør det den ene gang…8 EURO for en kop latte….den smagte fantastisk og solen skinnede, musikere spillede hele vejen rundt på pladsen, derfor den dyre kaffe. Men så fik vi prøvet det. Og en tur i Gondol…lange forhandlinger med Gondolieren, og endelig en ublu pris blev aftalt…men nu kan jeg dø i fred, for jeg har set Venedig fra bagsiden. Turen rundt i kanalerne var fantastisk… udskæringer på husene, forfaldet, søgræsset der gror nederst på væggene, lyden af vand der stille klasker mod de frønnede stolper der alle steder er bundet op med snor, lugten af vand der står næsten stille, den her stille driven frem, mødet med andre gondoler med turister der sidder måbende og glor med kameraet i hænderne. Sukkenes bro pakket ind i træ fordi den er ved at styrte sammen og er under reparation, Don Juans ”palads” set fra bagsiden. Forfaldent men med fine flag der flagre fra væggene. Kirkespir der pludselig troner højt over os, for straks at forsvinde fra synsfeltet, fordi men sejler under en af de 1000 broer. Solstrejf der når ned til vandet, og får det til at give der her blændende blink, døråbninger der er understøttet af jernstolper fordi hele bygningen er ved at brase sammen, jerngitre der er rustet næsten væk fordi de ikke bruger hammerlak, smukke baldustrader og figurer på væggen, udskæringer og pynt, facader der er styrtet halvt ned, mure i røde og gule farver, hvor halvdelen af pudset mangler, frønnede dørkarme og vinduer, og vasketøj der hænger og drypper, og pop musik der strømmer syrealistisk ud af åbne vinduer, bringer pludselig en tilbage til vor tid. Og tankerne leger med fortiden hvor alt gik lidt langsommere, hvor alt blev bragt i både, på pramme og på skib. Hvor man gerne ventede i måneder på noget bestemt krydderi. Jo en vuggende oplevelse, en søvndyssende rejse ind i en anden tid og en anden verden, forunderlig, forbavsende fantastisk….et eventyr, hvor tiden venter…venter på at gå, venter på at nogen redder alt dette, og byen ligesom venter, venter på at nå det endeligt som den er spået… og vi venter på at de kloge finder en løsning der kan redde dette sted som har skrevet så meget historie, vi venter på at den bliver reddet. Men reddet fra hvad? For undergangen er nær når man voldbesøger sådan en by, den kan ikke bære alle de turister der misbruger den så groft, hverdag læsser 5-6 luksuslinere hver 4-5000 turister af der spæner gennem stræderne og griner hysterisk fordi de sidder i en Gondol, skribler deres navne på væggene, smider skrald alle steder og går larmende rundt så det gjalder i gaderne. Vi kan ikke redde Venedig, vi kan kun nå at se den inden den forsvinder helt. Og på en eller anden måde virker den træt, træt af renoveringer på hvert 3 hus, træt af at blive fotograferet, træt af at være handelscentrum for plasticdimser lavet i kina, træt af at være en moderne by i en gammel renoveret skal. Men nu har jeg set Venedig, og jeg kan så læne mig tilbage og vente på at dø….for jeg har set fortidens glans, ønsker ikke at se fremtidens renovering af noget der engang var så fantastisk, og det kræver en god fantasi, at forstår dens magi. Venedig, og dø.

Ferie i Italien

Vi har lige været på en dejlig ferie i Italien. Vejret var fantastisk og efteråret smukt og gyldent. Her er vi lige ankommet til det mest fantastiske hotel, det ligger på bjergskråningen med udsigt til Pisa og selvfølgelig det skæve tårn. Vi sad der og nød stilheden og kaffen som smagte helt vidunderligt. Der var den her gyldne summen af varm efterårsluft, hvor frosten venter lige om hjørnet, selv om der var 26 grader varmt, helt ekseptionelt vejr. Valdemar mente at her kunne han sagtens bo resten af sine dage, specielt efter at han havde set at der var swimmingpool. Hotellet er en gammel olivenplantage, og inden for var de gamle presser stadig, som en del af inventaret. Hele stedet summede af kærlighed til bygningerne og alt var skånsomt restureret med respekt for det gamle.

Egypten II

Har jo lovet at jeg ville lægge mine gamle indlæg ind på bloggen.

Nå tøzer vil i have en mere???

Okay så...

En eftermiddag da vi havde været på tur i Luxors bazar kommer vi forbi en boghandel, nu er jeg jo ikke boghandler for ingen ting... men tiden er ikke til meget kikkeri, vi skal hjem til en 7 retters menu (hvis nogen spørger om jeg har taget 5 kilo på så er det nok ikke overdrevet... ) men på min vej forbi boghandlen ser jeg at de har en brugt "Pride and Prejustice" af Jane Austen, nu er det ikke nogen hemmelighed at jeg er vildt fan af denne film, (nok mest pga Colin Fifth) og da jeg se bogen vil jublen ingen ende tage, bogen er nemlig udsolgt fra det engelske forlag og den er ikke til at få på dansk og har ikke været det i flere år. Men som før skrevet så er tiden knap og Henrik er allerede oppe i vores bus, og det er ham der render rundt med pengene..... ahømmm...
Nå anyway...
Næste aften har jeg ingen ro på mig, jeg må bare eje den bog, og det ender med at jeg tager turen ind til Luxor kl 2100 om aftenen i en taxa, (ja ja ja jeg ved at jeg er godt åndsvag...) butikkerne lukker først ved 2200 tiden og taxaen koster ca 10 kr for turen som er på 6 km.
Nu er det bare lige det at vi i dagtimerne er omgivet af sikkerhedsvagter, og det er vi også om natten, men de gider altså ikke tage med ind og købe en bog, så hoteldirektøren aftaler med taxachaufføren at han skal vente på mig og passe på mig, og det gør han så....
Jeg drøner ind i boghandlen, selv ikke de ihærdige gade sælgere kan stoppe mig og så kan jeg selvfølgelig ikke finde bogen.
Jeg henvender mig til ejeren, han siger at kan JEG ikke finde bogen så har han nok solgt den..... arggghhh jeg leder højt og lavt, og opdager tilsidst at den er arkiveret under "J" som Jane og ikke under A som Austen... det kunne jeg havde sagt mig selv, de Egyptere er ikke rigtig velforvarede i hovedet.
Nå men jeg falder lige over et par bøger om kongegravene og en om hiroglyffer, samt et par malebøger med de Egyptiske guder til Valdemar og det ender med at jeg må have visakortet (mit mest skattede, elskede og nuttede stykke betalingsmiddel... hihihi) frem og bøgerne plus en masse andet er mit.
Taxamanden sidder ude i sin bil (en Peugeot der er 30 år gammel og holdt sammen af sejlgarn, clips og tape, for bilerne slides nemlig op i egypten, de ruster ikke det er der for tørt til derfor er alle taxaer ca 30 år gamle) og stirre stift på mit indkøbsrush, jeg har lige brugt det der svare til en månedsløn for ham, på et par bøger, men han venter tålmodigt.
Jeg suser ud af butikke undgår behændigt 3 vandsælgere og en tørklæde sælger, hopper ind i bilen og afsted tilbage til Crocodille island.
Taxaen skal rundt i en rundkørsel, jeg sidder på bagsædet, heldigvis holder jeg fast i ryglænet, og det reddede mig og bøgerne fra at få en flyvtur ud af døren som sprang op.... Kan i se det for jer, en taxa i en rundkørsel med mig hængende halvt ud af døren med en pose bøger jeg nægter at give slip på... taxamanden sætter ikke farten ned, men skriger et eller andet på egyptisk til mig mens han med armen viser mig at jeg skal banke døren i.... jaja det er nemt at være ham, jeg klamre mig til sædet med den ene hånd og til bøgerne med den anden, og rundkørslen virker som en uendelig spiral. Pludselig går det op for Chaufføren at han skal til højre og han får bilen ud af rundkørslen på en meget halsbrækkende måde, med det resultat at jeg flyver ind i bilen og ned i bunden, samtidig smækker døren og den anden dør i modsatte side ryger op, men nu er jeg iskold, jeg bliver hvor jeg er og det er nok meget godt for han jokker hårdt på bremsen og speeder så op hvorefter den anden dør baldre i. Jeg er sikker på at havde der været ruder i så var de smadret...... Jeg kikker op over forsædet og opdager at han er ved at køre op i røven på en af de utallige hestevogne der ruller rundt i byen, og nu er det at jeg tror jeg skal dø.... Han slår et hidsigt slag udenom alt imens han dytter og blinker med lyset, og skælder ud ....som om det var hestvognens skyld at han køre som en idiot.... jeg bliver hvor jeg er og stirre ned i bunden af bilen resten af turen, den egyptiske måde at køre på er rent stunt car, og jeg orker ikke bekymre mig mere om hvordan jeg kommer hjem. Der er pludselig ikke noget jeg ønsker mig så højt som at få lov at leve, og gerne noget længere.....
Da vi når sikkerhedskontrollen inden vi skal over broen til hotellet glor betjenten underligt på mig (jeg ligger på knæ bag ved passagersædet med mine bøger i favnen, og han spørger chafføren om et eller andet, han svare og derefter griner de begge højt og larmende, betjenten vinker ham i gennem uden at lave det obligatoriske tjek med et spejl under bilen (for at se efter bomber!!!!) kikker ind på mig en ekstra gang og gør så honnør.... Idiot tænker jeg og sætter mig op på sædet, jeg vil gerne komme tilbage til hotellet med bare lidt af min værdighed i behold.....
Da jeg skal ud af taxaen er døren gået i baglås og det ender med at sikkerhedsvagten der galant ville åbne døren for mig nær havde revet håndtaget af.....
Behøver jeg at nævne at han ingen drikkepenge fik?!

Men jeg fik min bog.....

Hilsen
Anette