Nu har jeg gået og tænkt over et ORD i et stykke tid, og det er gået op for mig at jeg er en glad fornægter, en blind høne, en "vil ikk'". Jeg omgås ikke ordet når det handler om min person, og jeg tager det ikke i min mund, for så længe jeg ikke bruger ordet så kan jeg heller ikke have noget forhold til det.
I virkeligheden er jeg så langt at jeg nægter eksistensen af det, og jeg er sikker på at jeg kan overtale Gyldendals røde ordbøger til helt at slette det. Og se nu bare, jeg skal staks lave grin med det, fordi så er det ikke så farligt et ord....pjatte lidt med det, uden endnu at havde sagt hvad det er for et ord jeg er bange for.... og hov der smuttede det ud alligevel. Så jeg må hellere tilstå :Jeg er bange, jeg er sgu bange, pisse bange. Jeg er bange for mange ting, ikk sådan bange for en edderkop-agtig-bange men bange for mig, bange for at jeg ikke kan leve op til mig selv, egne krav, eget liv. Nu tænker du nok...pjat, du kan klare hvad som helst, men det jeg er bange for det er at jeg ikke gør, og her er det så at ordet udebliver fra min hjerne.
Jeg skal sgu nok klare den, jeg er en prop der flyder ovenpå, men derfor kan jeg godt være bange for om jeg alligevel kan, har jeg opdaget.
Og hvis jeg skulle liste tingene jeg er bange for op på en liste så ser det sådan her ud:
Jeg er bange for
Om jeg kan løfte opgaven som mor, når Henrik er væk.
At jeg ikke formår at give Valdemar en "sund" sorg når hans far dør fra os.
Om minderne vil blive en vægtsten der tynger mig og Valdemar ned.
Om jeg kan tage de rigtige beslutninger når jeg står der i ingenmandsland.
Om jeg kan finde ud af alting selv.
At jeg ender med at være en bitter ulykkelig kvinde.
At jeg bliver behandlet som et råddent æg, ingen tør sige noget til.
At jeg bliver klantret for at forsøge at skabe et liv for Valdemar og mig.
Det er jeg bange for, og så er det sagt. Ligemeget hvor sej jeg er så er jeg bange, og det at erkende det gør de overstående punkter mere overskuelige, nu kan jeg forholde mig til dem, ikke forberede mig på dem, men tænke over dem så de ikke er så farlige når jeg skal møde dem. At jeg godt kan være bange på en ordentlig måde.
Og jeg må indrømme, at ja jeg er skide bange, og at det er en del af den proces jeg er tvunget igennem.
Ja jeg er bange.............
3 kommentarer:
Man bliver ikke mindre sej, at af indrømme - for sig selv, såvel som andre - at man er bange!
Så du er stadig den sejeste kvinde jeg kender!!
Mange tanker
Anne
Jeg prøver at sætte mig ind i hvordan du har det. Det kan jeg jo ikke - på nogen måde. Tænker om det har noget med kontrol at gøre.. altså at være bange for at miste kontrollen? Alt det du lister kan du jo ikke kontrollere - og jeg tror måske at det at miste kontrollen ville være dét jeg var mest bange for, var jeg i din situation.
Jeg ved det ikke - ved bare at det må være frygteligt for dig (altså ikke frygteligt på den der "jeg behandler dig som et råddent æg" måde frygteligt - men alligevel frygteligt) og sender dig ihvertfald en masse tanker...
Kære Anette.
Jeg har læst nogle af dine indlæg på din blog. Jeg føler næsten at jeg træder over en grænse hvor jeg ikke har lov til at være. At jeg opnår en viden jeg ikke har ret til at kende. At jeg måske skulle undlade at fortælle dig at jeg har læst på din blog. Men det kan jeg ikke. Du inviterede mig ind i det virituelle liv. og her faldt jeg over en www. -adresse. Ærlighed varer længest.
Jeg kender til at være bange, selv om jeg ikke er i den situation som du befinder dig i.
Vi kender ikke hinanden ret godt. Måske ændres det..
Men kan du bruge mig til noget stiller jeg mig til rådighed.
Eva/Leu Benjamins mor
Send en kommentar