mandag den 23. januar 2012

Hospice...

Nu er det nu.... nu er det nu at jeg skal til at tage de hårde beslutninger omkring det liv jeg har med ham jeg har kendt og elsket på godt og ondt i 21 år.

Henrik er meget dårlig.... nu....., og der er intet håb, ingen vilje, ingen kræfter. Hans liv siver langsomt ud af ham, hans vilje og hans styrke er væk, han er en skal af sig selv. Hans før så klare blå øjne, er mørke af smerte, angst og træthed. Hans store krop er nu krumbøjet, tynd og indsunket i smerte og afkræftethed. Hans før så klingende latter er blevet en grinmasse i smerte og hans store hænder der før var fulde af kræfter, er nu tynde, famlende og svage. Hans før så jyske faste stemme, er nu hviskende, uden styrke og ufattelig trist og sorgfuld. Hele hans dag går med at overvinde kvalmen, med at sove, med at kaste op, og han er begyndt at sige undskyld når han gør det. Han er så ulykkelig over at Valdemar skal se hans forfald, se ham blive svagere og svagere, se ham dø.

Og vores søn lægger ikke skjul på at han er trist over at se sin far visne, han er en sej gut, på vej ind i puberteten, står på tærsklen til hans "nye" liv mens hans fars ebber ud. "det er bare i orden far, jeg kan godt klare det, du skal ikke være ked af det" sagde han forleden da Henrik kastede op midt i stuen
Og her står jeg med en håndfuld grimme beslutninger, beslutninger der skal tages, beslutninger der ikke bare har med resten af Henriks liv at gøre men også mit og Valdemars.

Hospice.... sig ordet så virker det ikke så skræmmende. - Hospice... er det den beslutning der skal tages nu?  for et par år siden sagde min søster til mig at vi skulle tage snakken om hvad der skulle ske i fremtiden når Henrik ville blive meget syg. Hun sagde at vi skulle aftale en "kontrakt" så når det blev tid så havde vi en aftale, en bindende aftale, en aftale som var lavet og som vi var enige om.

Jeg gik som katten om den varme grød, anede ikke hvordan jeg skulle begynde, og fik endelig taget mod til mig, og mærkeligt nok var det som om Henrik havde gået med de samme tanker. Jeg spurgte "hvad skal der ske når du er så dårlig at jeg ikke kan passe dig mere?" og Henrik svarede "Så vil jeg på Hospice... jeg har fundet et i Roskilde, de har familierum hvor dig og valdemar kan overnatte hvis i har lyst....." og så stod vi der og stirrede ned i hver vores kop kaffe... og dagen gik med at blive enige om at der var 100 år til, at det nok gav sig, helt af sig selv, ja tænk, vi grinte af det.... grinte...fordi vi var skræmte af tanken om at det ville nå der til.
Lige pludselig....
om 100 år....
og der er vi nu.

Nu skal jeg til at tage den beslutning der vil pine mig resten af mine dage, jeg føler det som om jeg er ved at bortvise Henrik fra hans eget hjem, som om jeg ikke magter at have ham her mere, og jeg må se mig selv i øjnene og sige at det gør jeg snart ikke mere. Det er hårdt at se ham dø lige så stille, hårdt at se hvor træt og dårlig han er, hårdt at vågne hvergang han bevæger sig, kaster op eller falder rundt om natten. Det er hårdt at se at han næsten ikke kan komme op af trappen, at han ikke kan gå mere end et par meter, det er hårdt at se ham kaste op igen og igen og igen og igen....og det allerværste er at se ham græde, græde over de pinsler han gennemlever, og se ham græde over det han ikke kommer til at opleve... sammen med os. Det er nu jeg skal til at tage den beslutning, der vil tage det sidste håb ud af ham.
Hospice... endestationen....erkendelsen af at vi ikke kan komme længere.... at det er slut nu.

Hospice....

25 kommentarer:

Bettina sagde ...

Kære Annette.
Hvor mit hjerte bløder for det i skal gå igennem. Desværre er det ikke et eventyr hvor der er en happy ending.
Gennem mit arbejde har jeg kun hørt gode erfaringer om hospicet i Roskilde.
Men sender mange tanker til jer alle tre .

Kærlig hilsen
Bettina

Anonym sagde ...

Hej Annette.

Jeg troede jeg havde dig på min venneliste, men har nu anmodet dig, da jeg ikke kan skrive kommentarer til dit opslag om hospice. Jeg er så enig med mange af de som skriver at du skriver så levende og lige ud fra hjertet og det er bare fedt at læse, for man føler det nærmest som var det en selv der sad i din situation. jeg husker godt hvordan du fortalte om Henriks sygdom da vi i sin tid mødtes hjemme hos mig i Slimminge og da jeg ikke har hørt meget mere håbede jeg nok at det var fordi at han var blevet helbredt, så det er derfor det rammer mig dobbelt at læse din beretning og alle de beslutninger du nu skal tage stilling til.. Jeg vil dog sige at min venindes mor også har været på Hospice i Roskilde og det var en god afslutning for hende og familien. Og så mine tanker ellers til dig og Valdemar i den svære tid som vil komme. Men som jeg kender dig, så rejser du dig igen når du selv synes tiden er til det... men varme tanker jeres vej fra mig. Knus Anja

Hvid sagde ...

Kære Annette.
Jeg håber sådan det bliver en fin tid for jer, selvom den også bliver grum og forfærdelig.
Varme tanker fra en ukendt.

Ellen sagde ...

Puha, det lyder som en hård tid at komme igennem.. sender varme tanker til jer begge - ligeledes fra en ukendt.

Camilla Kolby sagde ...

Hej Annette.
Det gør ondt at høre hvordan I alle måde lide, jeg ønsker jer det bedste fremover. What dosent kill you makes you stronger, husk det. Jeg sender dig og din familie varme tanker.
Mange hilsner fra Camilla

Nikoline sagde ...

Med klump i halsen og blanke øjne, beundrer jeg dit mod og din styrke, som tydeligt fremgår af dit indlæg..

Varme tanker og et håb om, at du og din familie vil få en god afslutning.

_Line

Joey sagde ...

Kære Annette.
Jeg vågnede her til morgen med lettere feber og utilpas og meldte mig syg fra skole..
Jeg blogger og kommer forbi dig herinde..
Jeg har nu siddet og læst din blog og jeg er rørt til tårer, og sidder med en meget trist mavefornemmelse, men udover at indholdet af din blog er utrolig trist, så er den så utrolig livsbekræftigende og jeg vil gerne have lov til at sige tak fordi du vælger at dele den.
Jeg sender dig så mange tanker, kærlighed og styrke uanset hvor i verden dig og din familie er.

Kærlig Hilsen
Josefine

asger k sagde ...

Hej
Dejligt, at du formår at dele dine tanker med os andre. Du er en stærk pige, der formår at holde sammen på hverdagen, trods modgangen. Det styrker os andre og forhåbentlig letter det dig, at delagtiggøre os i dine trængsler.
Godt gået!
Del af dine erfaringer, det gør dem ikke mindre, men det gør sorgen lettere.
God vind til dig og dine!!!!!

Pia sagde ...
Denne kommentar er fjernet af forfatteren.
Pia sagde ...

Kære Annette

Jeg kender dig ikke, men jeg vil meget gerne fortælle dig følgende:

Jeg er en kvinde på 57 år, der arbejder som frivillig i weekenderne på et hospice på Frederiksberg. Jeg vil meget gerne vise dig rundt på vores hospice. Vi kunne sætte os i dagligstuen og få en sludder over en kop kaffe eller te.

Du er inde i en svær periode, som ikke vil blive lettere den kommende tid. Hospice er et fantastisk sted med mennesker, der har uddannelsen og den menneskelige forståelse til at give din mand, din søn og dig den omsorg, som I alle tre har brug for nu.

Lad mig hjælpe dig. Lad mig vise dig et sted med mennesker, som betragter deres job som et kald. Mennesker der er fyldt med kærlighed, som de øser af i rigelige mængder.

Jeg hedder Pia. Jeg arbejder til hverdag på Københavns Universitet og kan kontaktes på adressen:
pf@life.ku.dk

De varmeste hilsner
Pia

Pia sagde ...
Denne kommentar er fjernet af forfatteren.
Pia sagde ...
Denne kommentar er fjernet af forfatteren.
Pia sagde ...
Denne kommentar er fjernet af forfatteren.
Pia sagde ...
Denne kommentar er fjernet af forfatteren.
Anonym sagde ...

Sender varme knus og tanker i en svær tid. Det gør mig ondt at de ikke kunne redde din Henrik!

Anonym sagde ...

Hej. Jeg ved præcis hvordan du har det. Min farfar led af det samme. og jeg så også ham dø. Det påvirker mig også. Margit min farmor kunne måske være en du kunne snakke med om det. Min farfar er jo død nu. Skriv på evadamgaardnielsen@hotmail.com så skriver vi lige om det.
Mvh Eva

Fru Kubiks lækkerier sagde ...

Kære Anette

Det er så pokkers svært, min mor har desværre lige været igennem et sygdomsforløb der minder meget om Henriks. Og ville bare lige give min mening med om hospice. Min mor kom på hospice, og det er vi rigtig glade for den dag i dag, hvor hun ikke er mere. De omgivelser de kan tilbyde, gør ikke tingene nemmere, men det gør det en lille smugle mere tåleligt.

Håber det bedste for jer, og god vind frem over.

Mette

Hyggehygge sagde ...

Det er længe siden du har skrevet dit indlæg om hospice..

Mine børns far, de er 12 og 15 år døde d. 29-5-2010... Som så også er min fødselsdag. 43 nåede han at blive.. Han fik leukæmi, 8 md tog det kræften at slå ham ihjel.

Vi var skilt, så jeg havde ikke føleserne med.. Andet end han var en af mine bedste venner, havde jo kendt ham i 20 år....

De 8 md... Hvor vi levede i uvished om han ville overleve eller dø, har nok været de værste i mit liv.. For det hele stod stille.. Vi kunne intet.. Ville intet.. Vi kunne kun vente....

Og den ventetid var ikke god.. Og ja det er så helt ufatteligt at se hvordan et menneske kan skrumpe ind, af smerte og bivirkninger.

Mine børn kom de første md på besøg på hospitalet hver dag.. Men da han forandrede sig for meget og var meget dårlig, bad de om lov til kun at komme på de gode dage...

Da han døde, var de både kede og lettede.. Lettede fordi han nu ikke skulle lide mere...

Men han er savnet.. Vi nærmer os 1 års dagen for hans død...

En md efter hans død , fik jeg dem overtalt til at gå i en sorg gruppe med andre børn, og det har virkelig hjulpet dem MEGET !

Uden den hjælp, ved jeg ikke om jeg ville have 2 så glad børn som jeg har, selvom de savner deres far.

Marianne

Hyggehygge sagde ...

Det er længe siden du har skrevet dit indlæg om hospice..

Mine børns far, de er 12 og 15 år døde d. 29-5-2010... Som så også er min fødselsdag. 43 nåede han at blive.. Han fik leukæmi, 8 md tog det kræften at slå ham ihjel.

Vi var skilt, så jeg havde ikke føleserne med.. Andet end han var en af mine bedste venner, havde jo kendt ham i 20 år....

De 8 md... Hvor vi levede i uvished om han ville overleve eller dø, har nok været de værste i mit liv.. For det hele stod stille.. Vi kunne intet.. Ville intet.. Vi kunne kun vente....

Og den ventetid var ikke god.. Og ja det er så helt ufatteligt at se hvordan et menneske kan skrumpe ind, af smerte og bivirkninger.

Mine børn kom de første md på besøg på hospitalet hver dag.. Men da han forandrede sig for meget og var meget dårlig, bad de om lov til kun at komme på de gode dage...

Da han døde, var de både kede og lettede.. Lettede fordi han nu ikke skulle lide mere...

Men han er savnet.. Vi nærmer os 1 års dagen for hans død...

En md efter hans død , fik jeg dem overtalt til at gå i en sorg gruppe med andre børn, og det har virkelig hjulpet dem MEGET !

Uden den hjælp, ved jeg ikke om jeg ville have 2 så glad børn som jeg har, selvom de savner deres far.

Marianne

फ्रेया अब्बास sagde ...

:-( I am sorry I don't speak dansish but I feel very sad for you.

Unknown sagde ...

Jeg sender dig en varm tanke. Flot du deler sådan et svært emne - må alt gå dig godt!

Pernille Agnethe sagde ...

Det gør mig virkelig ondt at høre hvad din familie må gennemgå. Læste blot starten og allerede nu render tårerne ned af kinderne på mig.
Jeg håber dog at I holder humøret og hinanden oppe.

I hold it true, whatever befall.
I feel it, when I sorrow most.
'Tis better to have loved and lost
Than never to have loved at all.

AP sagde ...

Hej Anette :-)

Det er en rigtig fin blog du har dig, måske vi kunne blive fastelæsere ved hinanden? <3

http://drezzyoulater.blogspot.com/

Anonym sagde ...

Hej jeg føler med dig min morfar led af det samme jeg holdte ham i hånden da han døde, han var syg i tre år.

Unknown sagde ...

Nice story... I like this story.... Awesome Blog... Everybody can get nice messages or sms from my website.
Nice Message Nice sms Friendship Message Love Message Funny Message Wise Word