Natteravnen, slår til igen...

Jeg har lovet visse at jeg vile hente lidt gamle indlæg som er skrevet hos gypsyqueen, og lægge dem i min blog, det vil jeg så gøre en gang imellem. Når jeg læser dem griner jeg højt og der kommer mange tanker farende. Her er et af dem fra min rejse i Egypten under muhammedkrisen.


Vores ferie gik rigtig godt og hvis nogen spørger mig om jeg vil med ind på glyptoteket og kikke på hiroglyffer så tillader jeg mig altså at kaste op på gulvet.....
Det er et fantastisk land, og det har så mange storslåede efterladenskaber fra en gammel kultur at man bliver helt stakåndet. 14 dage er slet ikke nok, man bliver nød til at have noget mere "fri" på sådan en rundrejse.
Eks: eftermiddag, skibet lægger til i en by langs nilen, hele holdet af passagerer går fra borde med deres Guider, flikflakker med øjnene stift rettet mod jorden mellem 200 "ivrige" (læs: pågående, irriterende, larmende, Hello Lady LOOOOOK heeere, ONLY 1 POUND... yeaa right engelske pund vel og mærke og der er er forskel på 10 kroner, det egyptiske pund er nemlig kun en krone) sælgere og traver op og ser et tempel til Ramses I eller II eller var det nu den III, tilbage til skibet, denne gang også med blikket rettet mod jorden men ikke så meget for at undgå sælgerne men mere for ikke at falde i et hul eller træde i et eller andet ulækkert, OG NEJ JEG VIL IKKE KØBE ET BOGMÆRKE I PAPYRUS.... No thank you, er og bliver en standart kommentar i egypten....
Det er sådan i Egypten at lykkes det en sælger at få øjenkontakt med dig, så kan du være sikker på at inden der er gået 10 sekunder så er du bænket i en eller anden butik med en kop the i hånden, mens en mærkelig blanding af messinglamper, parfumeflakoner og tørklæder bunker sig op for fødderne af en. og neeeeej jeg gider ikke købe flere tørklæder, nej og heller ikke kopitasker eller T-shirts eller udskårne træfigurer (som viste sig at være støbt i plastick) eller papyrusser eller grimme kuglepenne holdere.... STOP...arghhhh....
....nå tilbage til skibet, holde status over det lort man alligevel fik købt på en 400 meters gå tur, vaske sig, skifte tøj, 5 retters menu, hmmm flytter skibet sig ikke? jo det gør. Nå et par kopper kaffe og en rædselsfuld Conac og så i seng.
Næste morgen: står op, bader kikker ud af vinduet og ser at vores skib ligger mellem 2 andre skibe, hvor mon vi nu er? kikker i rejse planen og opdager at i løbet af aftenen og natten har vi sejlet 200 km, og at kl 0900 er der et nyt tempel der skal besøges, hmmm var det nu Ramses den I eller den II eller den III der havde bygget det tempel.... Sådan gik 14 dage, helt ned til Abu Simpel og tilbage igen.
Hverdag var en løben spidsrod mellem FUC.... sælgere, se på en masse fantastriske templer, lære forskellen mellem det øvre og det nedre Egypten, forskellen mellem gamle rige og nye rige. Og hverdag gøre status over al det skrammel man fik købt til overpris, se i Egypterne stjæler ikke men de er nogle være snyde pelse og det er de stolte af. Jeg var inde på Luxors ældste Apotek for at købe en æske tampax, det er nemlig ikke noget der bare lige fås, for det er ikke noget de Egyptiske kvinder bruger, man rører sig ikke bare sådan på de ædlere dele.... men forklar mig så lige om berøringsangst, når der på samtlige toiletter ikke er toiletpapir men en bruser til at vaske sig i måsen med!!!
Men tilbage til apoteket, jeg står i kø og da det bliver manden der står foran mig, tur, hiver han sko og strømpe af og knalder foden op på disken som apotekeren så går i gang med at undersøge, han vrikker med mandens tær piller lidt i det der ligner en ordentlig nedgroet negl og lidt i en ulækker vorte, siger en hel masse meget hurtigt på egyptisk og finder så noget plaster frem. Manden betaler og tager sko og sok på.
Nu er det min tur, jeg siger lige så stille og rødmende at jeg gerne vil købe nogle tampax, han kikker undersøgende på mig, og jeg holder op med at trække vejret, så drejer han om på hælen og forsvinder hen i et hjørne hvor han står på hovedet i nogle papkasser, kommer tilbage og smækker en pakke Libresse NATBIND på disken, mens han siger "its the same"....... jeg betaler, gider faktisk ikke diskutere dette tabu med en Egyptisk Apoteker, får dog varen i en sort pose, og tænker for mig selv om han måske havde forestillet sig at jeg ville rulle dem........
Og så til Muhammed..... Vi havde konstant 2-4 sikkerhedsfolk omkring os, politi alle vegne, sikkerhedstjek konstant ...af os???? som om vi ville bombe et eller andet....??? Spurgte nogen hvor vi kom fra sagde vi tyskland, hvorefter de sagde ahhhhh Denmark... og så grinede de... Egypternes humor er den samme som den danske. Alle Egyptere vi faldt i snak med undskyldte statens reaktion på tegningerne, som de i øvrigt ikke gad diskutere. de pointerede hele tiden at de var kede af situationen, for dem betyder det arbejdspladser og manglende reservedele, manglende turister, og at de ikke kan få de danske vare som de elsker. De forsikrede os hele tiden om at vi intet havde at frygte, men alligevel var vi på vagt, vi kneb os hele tiden uden om hvor vi kom fra, men det havde de spottet lige så snart de så sikkerhedsfolkene og Stjernegaards Guider.
Der var en demonstration i Cairo den første uge vi var der, ifølge CNN og BBC så det ud som flere tusind men der var 200, og turisterne sad og drak kaffe mens de kikkede på den, hov glemte jeg at sige at der også var 500 politifolk? og i Onsdags var der en demonstration i Luxor, den gad CNN og BBC ikke engang at filme, for der var kun 25 demonstranter og ca 500 politifolk, den forløb fredeligt, fuldstændigt overdøvet af trafiklarm, råbende sælgere, dytten og båtten, og bønner fra den nærmeste moske.
Egypten er et vidunderligt land, et vidunderligt smukt land, et vidunderligt smukt og fattigt land, hvor alt er småsjusket lavet, eller halvfærdigt sat sammen. der er ikke noget der er afsluttet ordentligt, ikke noget der fungere helt perfekt, og når det er sagt, så kan jeg kun sidde og kikke ud af vinduet og falde hen i minder om svejende palmer, Nilens grønne vand, den utrolige kontrast der er mellem den golde ørken og den smaragd grønne frodighed der er mellem goldheden og den brusende flod. Sidde og dagdrømme om den bedste kop kaffe jeg fik på toppen af et skib mens frodigheden passere forbi. Dagdrømme om den enkle og simple hverdag af legende glade børn, bønder der passer deres marker, og ingen store ambitioner har om mere jord, kvinder der vasker,griner og snakker eller bager brød i de udendørs stenovne, mens Nilen og krydstogtskibene med deres ufattelige luksus glider forbi. Tænker over vores utrættelige jagt på flere ting, flere goder, flere penge. Men er jeg et lykkeligere menneske? Nej det må jeg konstatere at jeg ikke er. Men jeg kan nå at blive det...... Kontrasten er stor, og den giver stof til eftertanke. Kærlig hilsen Anette