Det er helt sikkeret at går man rundt og forventer et eller andet, så er der næsten garanti for at man bliver skuffet. Og hvorfor er det så at man er så selvfed at man gang på gang tror at man skal belønnes af andre. Det er vel fordi man dybest set mener at man har fortjent den opmærksomhed, gave eller hvad det nu kan være som man selv har brug for for at føle sig anderkendt. Men sådan hænger ting ikke altid sammen. På en eller anden måde syntes man altid selv at man yder det mest optimale, at man giver og giver og giver, for derefter at forvente at man bliver belønnet rigeligt bagefter, sådan er det bare ikke. Menneskets natur er at de er sig selv nærmest, og handler ud fra det der ligger lige for, der er ikke mange der kan prale af at gøre noget for andre uden at have en forventning om ros og anderkendelse, eller en eller anden form for belønning.
Her er så mit svar til dig...
Jeg gik gladeligt gennem ild og vand for dig, nu ser jeg at jeg ikke kan gøre det uden bagtanke, uden håb for at få lidt tilbage, og nu bliver jeg kynisk, jeg ved at jeg aldrig når at få noget tilbage, den chance har du forspildt. Lyder jeg vred? Lyder jeg skuffet? lyder jeg bitter? Jeg er ingen af delene, jeg er såret der hvor det gør aller mest ondt, jeg lyttede ikke til mig selv, jeg lyttede til dig, satte mig selv bagerst i køen, prøvede at forstå, prøvede at tilgive, prøvede at være der 110 % Prøvede at være din veninde. Var din veninde....
Jeg har gået mange og lange ture for dig, været der for dig, tænkt klart for dig, hjulpet dig, hoppet og sprunget for dig, i forventningen om at du til en hvertid var der for mig. Men jeg er blevet det klogere. Du var der ikke da jeg havde mest brug for dig, du svigtede lige der, lige der hvor det bare er så forbudt at svigte. Og her står jeg, underligt befriet for forventninger, for i virkeligheden har jeg altid forventet at det ville blive sådan her. Det ser jeg nu. Jeg var bare blind.
Engang lovede vi hinanden at vi altid ville være der for hinanden, det løfte har jeg holdt, du skred fra løftet, du var vigtigst af os to, jeg lod dig være den vigtigeste, jeg lod dig bruge det du kunne, og stod så gladeligt og så dig fyre dit lille overskud af på andre, være der for andre, gøre noget for andre, altimens du tog mig for givet, Anette er der altid. Det er jeg så ikke mere. Du skal til at klare dig selv, din største supporter og støtte er skredet. Og alle de gange jeg har sat mig selv hen i et ventehjørne, fordi du lige skulle hen over et eller andet, lige ovenpå et eller andet, lige et eller andet andet....de slutter her.
Der er ikke mere at komme efter. Det er slut, jeg har ikke mere jeg kan give dig, uden at smadre den rest af værdighed vores venskab gav mig, og det vil jeg gerne bevare. Den lille rest af værdighed og stolthed over at jeg var der for dig. Du kan aldrig sige at jeg var en dårlig veninde, men det kan jeg sige om dig. Og jeg hopper ikke på den der mere, at når du er ovenpå så skal du nok være noget for mig, lige om et par måneder, den har du lavet for mange gange med mig. Og jeg kan så kun ærge mig over mine forventninger til dig ikke kunne indfris, at jeg ventede for lang tid, ventede så lang tid at, det pludselig blev spild af tid. Og nu slutter spildtiden. Jeg vil koncentrere mig om mig selv..... jeg har lært at den største anderkendelse og ros af mig, kommer fra mig ...til mig.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar