søndag den 28. november 2010

Tab af identitet, eller opfindelsen af en ny!!

Ind imellem sker der det, at jeg mister jeg hovedet..... og taber forbindelsen til jorden, til mine omgivelser, til alting. Det sker meget sjældent, ekstremt sjældent, sidst var da jeg var gravid og smadrede et bryggersvindue med et syltetøjsglas.... Altså for ca 12 år siden. Nu tænker du sikkert at ...åh åh hun er gravid...
og nej det tror jeg ikke jeg er.....
Men jeg tror at alle kender følelsen af at gå ind i en rød bobbel og gå amok på sine omgivelser. Det er så dejligt, så befriende, så vidunderligt at gå amok, være totalt psykopat i det man siger og gør, bare gå amok, skælde ud så hele huset ryster i sin grundvold, smadre et par tallerkner ned i vasken, og skrige så højt at stemmen pludselig bliver underlig hæs, og at halsen føles underligt lam i den ene side.

Det...var en fantastisk..... følelse..., der brusede gennem kroppen på mig da jeg mentalt opgav at være fornuftig og bare fulgte instinkterne, eller manglen på samme, jeg blev høj, andrenalin og endofiner drønede gennem kroppen på mig, og jeg blev i stand til at løfte biler og kyle rundt med dem...eller det troede jeg....i mit sindsyge raserianfald....

Det er ikke i orden....
overhovedet ikke i orden....
slet ikke acceptabelt.....
Og min eneste undskyldning.....meget menneskeligt når man som jeg er presset til det yderste på alle fronter. Min allerbedste undskyldning, nemlig at min daglidag er forandret så meget på 5 år, at jeg ikke hved hvem jeg er mere. Christ...hør lige på mig... Og det her indlæg handler selvfølgelig om mig, som det altid gør og hvad der skete på en ganske almindelig søndag, hvor jeg tabte hovedet og skreg de væmmeligeste ting ind i hovedet på dem jeg burde elske allerhøjest. Det handler om mig, eller om den jeg håber jeg er, eller tro jeg er, eller ender med at være..eller...hvem er jeg?
Problemet er at hele min eksistens, min identitet, er smadret, hele mit selvværd kan ligge på et meget lille sted, jeg er midt i no-mands-land, alt er ramlet, gået i stykker, ødelagt. Alt det jeg står for og altid har stået for findes ikke mere, det er ren selvkontrol. Og jeg ligner mig selv, lyder som mig selv, og opfører mig som jeg altid har gjort...udenpå. Ren kontrol, ren øvelse, rent skuespil.....Der er forskellen....inden i er det slut. Inden i er jeg som en sammenkrøllet papirskugle der blæser lidt hid og did for vinden. Får rullet mig selv hen i et hjørne, for lidt efter at rulle ud og bumpe hen af vejen, skifte retning, rulle tilbage igen, ligger og rokker frem og tilbage. Jeg kan simpelt hen ikke finde ud af det mere, jeg er helt lost, fortabt, aner ikke hvad der er nord og syd, op eller ned.
Jeg ved skam godt hvad jeg vil.... tror jeg nok....se det er forskellen på den gamle og den nye ..."tror jeg nok"...jeg er blevet en tvivler, jeg kan ikke se kursen længere, kan ikke sidde fornærmelser overhørig, kan ikke snuppe nedladen tale, kan ikke længere accepterer at blive kritiseret, ikke længere tåle at høre på hvor dum jeg er.... kan ikke længere lade som om .... kan ikke længere bare lade det passere...kan ikke længere bare "hoppe op og falde ned igen", kan ikke længere klare at blive udnyttet, kan ikke længere give og aldrig modtage.
Og det er ikke en dårlig undskyldning for min opførsel, men en tør konstatering af at alt er brudt op, og nu skal lejre sig, og bliver til hverdag også for mig. med den her hvem hun nu end er for en....noget...

En ny dagsorden er ved at forme sig, og det er ikke uden konsekvenser, heller ikke for min familie. Så idag tabte jeg hovedet, monster stort. Jeg tabte det så meget, at der ikke engang kan siges undskyld for det, og det er skræmmende. Jeg har svinet min mand så hårdt til at han grædende gik i seng. Jeg har skældt min søn så hårdt ud at han stille græd ned i kartoflerne, og lavede sit matematik på 5 min. Jeg har smadret tallerkner og lavet en bule i køkkenvasken, jeg har sparket en bule i skraldespandsstativet, hvad fanden det skal alligevel skiftes, og jeg har sagt de værste ord jeg kunne komme på i mit afsindige raseri....de bliver ikke gentaget her...bare rolig.

Jeg kan ikke komme ind på hvad det var der trikkede og fik bomben til at eksplodere, ikke at jeg ikke ved det, men mange måneders, eller års opsparet fustrationer brød ud i lys lue, og jeg lod mig rive totalt med, det føltes som en forløsning, en fødsel, en orgasme en utrolig befrielse...og jeg lod mig føre på den røde bølge, og gik amok lige i hovedet på min familie. Det er ikke okay, det bliver aldrig okay, det kan aldrig ske igen. Og når jeg siger at det aldrig kan ske igen, så er det fordi de nu er så bange for mig, at de aldrig vil give mig en grund til at blive gal igen.
Så jeg står her og ved ikke hvad jeg skal gøre med mit nye regime, med mit diktatorskab, med mit kommende nye jeg, et jeg der er så svagt og tvivlende, at jeg højst sansynligt bliver kuppet hurtigt. Jeg aner det ikke...Jeg aner det virkelig ikke.
Men noget ved jeg, og det er at jeg bliver nød til at finde noget kærlighed frem og overøse min søn med det, og håbe på at han engang når han bliver voksen vil forstå, at man kan tabe hovedet når man presses langt nok ud, og at ingen undskyldninger i verden er store nok når det går ud over børn, og at jeg for altid vil være så ked af de ting jeg sagde. At jeg ikke kan gøre dem om, men må tage konsekvenserne af dem, og at de blev hans og min skæbne på samme tid.

Og det værste... jeg ville ikke gøre det om.

Jeg skammer mig.....

2 kommentarer:

Cowgirl sagde ...

Når livet gør ondt søde Brogaard så er det de nærmeste det går ud over...Du har et liv men du kan ikke leve det fuldt ud. Du skal både være mor og far for din søn, da din mand har nok i at holde sig fast i en jordforbindelse som måske en dag er væk under jer. Du skal være din egen elsker, da din mand ikke har overskud til at elske dig som han gerne vil, men ikke magter. Du skal med andre ord holde sammen på det hele og det kan man bare ikke holde til i længden. Du skal have lov til at rase dine følelser ud, men du skal ikke lade det gå ud over dine nærmeste..find en god psykolog som kan give dig det rette værktøj, gå til karate, tag med vikingerne på togt og hug en skude i smadder...bare du får raset ud inden du kommer hjem...du har brug for det - husk du kun er et menneske og alle mennesker fejler. Du er ikke perfekt, men derfor er du heller ikke dum. Du har et liv - lev det...du har en krop, brug den. Du har et hoved, tænk dig godt om...Sender 1000 knus og så må du godt arve mine gamle tallerkener, så kan du smadre dem når du får det skidt igen

Else sagde ...

Sødeste Brogaard. Man kan rumme et vist mål - og så letter låget. Jeg er faktisk imponeret over at det ikke er lettet for dig, før nu.
Jeg tænker på om du måske kan få endnu et korkbælte hos lægen? Eller måske en hel redningskrans.
Selvfølgelig kan du også stille dig ud på stranden og skrige højt, men det er der jo ingen som hører! Du SKAL ud med dine frustrationer og ophobede reaktioner for at komme videre med dit eget liv.
Ja, det var synd for din søn, men så ved han da i al fald hvad du tænker - og måske han også tumler med noget, han gerne vil råbe ud til verden, og din mand ligeså?
Det ER forståeligt med frustration og det ER tilladt at lade andre kende sine sorger og bekymringer.
At du så er ramt triple er bare ikke til at bære. Jeg ønsker så'n at du finder midlet til at få sat ord på dine frustrationer, ked-af-det-hed og ikke mindst finder øre for dem. Håber kærligheden vinder.

Sender KÆMPE KÆMPE KRAM til dig.