Alt i rødt og lidt til...

Jeg er rigtig glad for farver, og jeg elsker visse farver højt i perioder. Jeg ved at farver afspejler vores humør og at de alle har forskellige betydninger i forhold til hvilken stemning vi er i. Jeg har brugt meget sort og elsker denne farve lige som så mange andre kvinder...hvorfor mon...ses en delle så tydeligt i en sort skjorte som i en hvid? Sort slanker og sort passer til alt. Den er blevet en grundfarve i mit liv. Og pludselig dukker en farve op som jeg aldrig rigtig har dyrket, en farve som er lidt farlig da den udstråler hed og dampende erotik. Den nærmest signalerer at man er så klar, at man er hot og villig...eller gør den? Det må være op til dig at vurdere om jeg er et hot dampende erotisk væsen...(MUHAHAHAHA).
Nå men om ikke andet, så startede det hele med en skjorte, en lidt gennemsigtig en, der skal SELVFØLGELIG en top under, men skjorten var (og er fed) lækker og jeg havde en fantastisk aften. Jeg har aldrig siden haft den på, og nu er den alt for stor, øv øv. Og når jeg tænker tilbage på den fest manglede jeg ikke dansepartnere, jeg var sgu på gulvet hele aftenen. Men for at vende tilbage til mit røde eventyr, så blev næste projekt for 1/2 år siden udvidet med en Bh og trusse, ganske uskyldigt kom ekspedienten i lingeriet ind i prøverummet med den, og spurgte om det måske var noget???... RØDT sagde jeg, jeg har aldrig ejet et stykke rødt undertøj...ja den fås også i sort men jeg har ikke din størrelse hjemme, svarede hun....jeg hoppede i bhen...den var lidt for stor, men et eller andet skete der..jeg følte mig sgu lækker...øhhhh har du den i en mindre størrelse?...ja da, svarede hun og vendte lidt efter tilbage med den samme bh nu bare i sort.....nej nej...jeg vil gerne prøve den i rød...og ind kom den røde BH nu i rigtig størrelse....og magien skete igen...jeg følte mig lidt lækker, sådan lidt forbudt lækker...den og så en sort blev dagens indkøb dengang. Hjem kom det røde undertøj, gemt godt af vejen i skuffen, jeg ved ikke jeg var måske lidt flov over at jeg, der sværger til hvidt og sort, pludselig slæber en signalrød bh med matchende trusse hjem, gemmer den for mig selv nederst under alle de gamle bher, som en skoledreng gemmer et pornoblad under sokkerne og tror at mor ikke ser det. Og så skulle den prøves, ikke at der var en særlig anledning, men hele dagen var jeg mig så bevidst om at jeg havde mit røde undertøj på, følte at jeg summede af god energi, var i et mægtigt humør, havde en dejlig dag, nød at den her bh kunne få mig til at lave så meget. Og energien forsvandt ikke, heller ikke da den blev taget af mig.....
Når jeg tænker nærmere over det og pænt hjulpet af venner der mener at jeg vil være fin i rødt, så er det da, det jeg skal, jeg skal ikke være bange for en farve der får min energi helt op at ringe, jeg skal sgu ikke være bange for at der kommer noget rødt ind i mit liv, det er sgu okay at en farve kan påvirke ens humør og ens energi, og jeg er begyndt at se at, ja det er rigtigt at vi kan påvirke os selv med farver, lidt som med lysterapi og aromaterapi. Noget der er rødt må jeg have, om ikke andet så for at glæde mine omgivelser med den gode energi det åbentbart skaber hos mig. Og hvad laver jeg så på en lørdag aften, der er ikke noget i tv, hele huset undtagen mig sover, gider ikke spille wow, men har kun et par røde støvler i hovedet, googler "røde støvler" - "billeder" - "søg" ....tadaaa...89 sider...mange af dem med støvler jeg aldrig kunne og ville bruge fra obskure hjemmesider for lak og læder...fniz....søger på lampe, søger på undertøj, søger på kjole, underkjole, børnetøj, skraldespand, sko, træsko, søger på ordet "rødt"...og "bang" hjerter, jordbær og lækre piger i rødt lingeri...se hvad resultaterne var. Jeg har samlet det på et billed som en collage. Og jeg tror jeg skal ud og have mig en rød kjole, nu går tiden for konfirmationer og fester jo ind, så mon ikke det er undskyldning nok....eller hvad?...Alt i rødt og lidt til....Tak fordi du gav mig sparket.

Bekymringer....og de bekymringer der følger med

Jeg bekymrer mig vildt over en kammerats bekymringer lige i tiden. Jeg står magtesløs og bare kikker på, jeg kan ikke gøre noget, jeg kan ikke hjælpe, jeg kan ikke forandre verdenen, jeg kan ikke forandre noget. Min kammerat har styr på det, gudskelov, han har totalt tjek på det ...eller han har den her afslappede holdning, at har han ikke styr på det så får han det, om ikke andet så lærer han af det. Wau...tænk at kunne have det sådan, tænk at kunne rumme det, tænk at kunne sætte sig ud over søvnløse nætter, ondt i maven, tanker der kværner rundt i hovedet, og så bare have styr på tilgangen til "disaster". Han tager det roligt, sindigt, langsomt, finder ud af det, stille og roligt, det er sgu beundringsværdigt. Hans humør er ikke på toppen, men han er "glad" og smiler, griner og er ikke helt handlingslammet, ikke gået helt i spåner, ikke selvmedlidende, ikke klagende, og beretter kun om problemerne når jeg spørger ind til dem. Det er beundringsværdigt, det er stort, det er da helt fantastisk. Og så kan jeg så kun spørge om det er fordi han har god selvkontrol, om det er fordi han ikke vil vise at han er et nervevrag indeni, og jeg ved at svaret er...niksen biksen, han tager det som det kommer, han har ikke brug for at bekymre sig halvt ihjel, han har brug for fred og ro, almindeligheder, hverdag og imens tænker han de tanker der skal til, uden indblanding og bekymringer fra alle sider, viser han at han har styr på det. Og alligevel så bekymrer jeg mig...tænker at var det mig ville jeg sidde og glo ud i luften, gå helt i sort over alle de ting der skulle ordnes, tages stilling til, kæmpes for. Og jeg kan ikke lade være med at bekymre mig beklager sådan er jeg. Jeg bekymrere mig om dig.....

Dreams are made of......

Ja hvad er drømme lavet af?

Er de lavet af lyserød candyfloss? og hvis de var, så var de sukkersøde og klistrede, en stor mundfuld der bliver til intet på 2 sek, knasende sprødhed der bliver til sødme i en mund der klapper sammen, fylde der forsvinder i ingenting, og tungen der rammer ganen med et klask. Man forsøger at tygge på det, og opdager til sin forbavselse for hver mundfuld at der ikke er noget andet end et enkelt sukkerkorn der knaser.
Man stikker tungen ud, fanger de sødmefyldte fine spindelvævstynde tråde og tager endnu en stor mundfuld....stor mundfuld = ingen ting...og forbavselsen indtræder øjeblikkeligt....det bliver til ingenting. Okay så....prøver at "brække" et stykke af og stoppe i munden, nu har man så oplevelsen af 2 ting og 1 tanke; et stort stykke klæbende candyfloss der på sin vej ind, rammer kinden....- på begge sider af munden, og den anden følelse at klistrede fingre, som helst ikke skal røre ved tøjet eller håret, og tanken om den serviet man lod ligge på disken da man betalte for den lyserøde drøm, og stod og fitlede med byttepenge, en pung, candyflossen, turarmbåndet, en skrigende unge der hellere ville have en is.....!!! Og hvad er en candyfloss andet end et øjebliks sødme, forbavselse og klistrethed.....Er det det, drømme er lavet af...?
Flygtige håb om noget der er så kort som en mundfuld candyfloss, drømme om noget man visuelt kan betegne for fantastisk, for en candyfloss er fantastisk den er en smuk skulptur,et stort bygningsværk, drømmeagtig blød, floffy, den dufter himmelsk sødt, minder lidt om noget uskyldigt og ærbart. En lyserød drøm der føles som glasuld når man rører ved det, bliver til intet når man putter det i munden og giver en kvalme når man sidder i bilen på vej hjem.

Det er det vores liv bygger på, de bygger på drømme om noget der er umuligt, noget uopnåeligt, noget uhåndterbart, noget der er klistret lyserødt romantisk, og det er det der får os til at leve, selv om vi godt ved at på vej ud af tivoli så står vi med en lang klistret pind og ingen skraldespand.


Så hvis drømme er lavet af candyfloss, så glæder jeg mig til tivoli åbner igen, for jeg har intet lært, andet end at trangen til en candyfloss er større end mindet om dens hurtige forsvinden, og at afhængiheden af noget så uhåndterbart som en sukkersød candyfloss, får mig til at leve.....

du skal ikke forvente dig noget fra mig......

Det er helt sikkeret at går man rundt og forventer et eller andet, så er der næsten garanti for at man bliver skuffet. Og hvorfor er det så at man er så selvfed at man gang på gang tror at man skal belønnes af andre. Det er vel fordi man dybest set mener at man har fortjent den opmærksomhed, gave eller hvad det nu kan være som man selv har brug for for at føle sig anderkendt. Men sådan hænger ting ikke altid sammen. På en eller anden måde syntes man altid selv at man yder det mest optimale, at man giver og giver og giver, for derefter at forvente at man bliver belønnet rigeligt bagefter, sådan er det bare ikke. Menneskets natur er at de er sig selv nærmest, og handler ud fra det der ligger lige for, der er ikke mange der kan prale af at gøre noget for andre uden at have en forventning om ros og anderkendelse, eller en eller anden form for belønning.

Her er så mit svar til dig...

Jeg gik gladeligt gennem ild og vand for dig, nu ser jeg at jeg ikke kan gøre det uden bagtanke, uden håb for at få lidt tilbage, og nu bliver jeg kynisk, jeg ved at jeg aldrig når at få noget tilbage, den chance har du forspildt. Lyder jeg vred? Lyder jeg skuffet? lyder jeg bitter? Jeg er ingen af delene, jeg er såret der hvor det gør aller mest ondt, jeg lyttede ikke til mig selv, jeg lyttede til dig, satte mig selv bagerst i køen, prøvede at forstå, prøvede at tilgive, prøvede at være der 110 % Prøvede at være din veninde. Var din veninde....
Jeg har gået mange og lange ture for dig, været der for dig, tænkt klart for dig, hjulpet dig, hoppet og sprunget for dig, i forventningen om at du til en hvertid var der for mig. Men jeg er blevet det klogere. Du var der ikke da jeg havde mest brug for dig, du svigtede lige der, lige der hvor det bare er så forbudt at svigte. Og her står jeg, underligt befriet for forventninger, for i virkeligheden har jeg altid forventet at det ville blive sådan her. Det ser jeg nu. Jeg var bare blind.

Engang lovede vi hinanden at vi altid ville være der for hinanden, det løfte har jeg holdt, du skred fra løftet, du var vigtigst af os to, jeg lod dig være den vigtigeste, jeg lod dig bruge det du kunne, og stod så gladeligt og så dig fyre dit lille overskud af på andre, være der for andre, gøre noget for andre, altimens du tog mig for givet, Anette er der altid. Det er jeg så ikke mere. Du skal til at klare dig selv, din største supporter og støtte er skredet. Og alle de gange jeg har sat mig selv hen i et ventehjørne, fordi du lige skulle hen over et eller andet, lige ovenpå et eller andet, lige et eller andet andet....de slutter her.

Der er ikke mere at komme efter. Det er slut, jeg har ikke mere jeg kan give dig, uden at smadre den rest af værdighed vores venskab gav mig, og det vil jeg gerne bevare. Den lille rest af værdighed og stolthed over at jeg var der for dig. Du kan aldrig sige at jeg var en dårlig veninde, men det kan jeg sige om dig. Og jeg hopper ikke på den der mere, at når du er ovenpå så skal du nok være noget for mig, lige om et par måneder, den har du lavet for mange gange med mig. Og jeg kan så kun ærge mig over mine forventninger til dig ikke kunne indfris, at jeg ventede for lang tid, ventede så lang tid at, det pludselig blev spild af tid. Og nu slutter spildtiden. Jeg vil koncentrere mig om mig selv..... jeg har lært at den største anderkendelse og ros af mig, kommer fra mig ...til mig.

1 år og 2 mdr = 20 kg

Jeg har lige ryddet ud i mine skuffer...og jeg er mildest talt målløs, og alligevel er jeg ikke. på 14 mdr har jeg helt af mig selv tabt 20-22 kg...det ligger lidt og svinger, men fra 92 kg til 70-72 kg det er jeg faktisk ganske godt tilfreds med. Jeg ønsker IKKE at blive mindre, specielt ikke efter alt det dejlige undertøj jeg har måtte sige farvel til, men stort er for stort. og er lidt træt af at fylde sokker i BH'erne...hahahaha. Også de her gamle dejlige bløde forvaskede jeans...man skulle tro at det var et par af Henriks men det er det ikke. fra str 46 til 38-40 det kan et bælte ikken engang redde, der er og bliver hængerøv i dem så ud må de. Og mine støvler, mine elskede støvler er også blevet alt for store i skafterne, men de kan (håber) jeg sys ind. Og nej det er ikke en klagesang, jeg er stolt af at jeg har fundet tilbage til min "gamle" ungpigekrop, ikke at det gør mig yngre (jeg er jo stadig teenager indeni)men det giver mig en sær form for tilfredshed at kunne gå ind i en hvilken som helst tøjbiks, og lige hoppe i et par bukser, lige prøve en skjorte der ikke strammer om armene. Lige hoppe i en kjole der KAN lukkes. Og rolig nu, jeg er hverken syg eller andet, det sidder i hovedet. Jeg kan tænke mig til mæthed, sige til mig selv at jeg ikke behøver at spise om natten, og ønsket om at leve lidt længere har gjort at jeg ikke fylder mig med usunde ting hele tiden. Nu mangler jeg så bare at holde op med at ryge...men så tager jeg nok det hele på igen....hmmm...svært valg.

Til dig Hr Andresen

Kære Hr. Andresen

Du er kunde i min forretning, det har du været lige så længe jeg kan huske. I starten var jeg lidt bange for dig, for du virkede brysk og knotten. Du spørger altid efter de mærkværdigeste ting, som vil du teste min formåen. Feks: en tusch rader pen???...og hvad skal du bruge den til? Til at rengøre stikkontakter med, sagde du !!! Selvfølgelig skaffede vi sådan nogen hjem, men det var ikke uden sværdslag….skal du vide. Du er altid hurtig på aftrækkeren, og svar på tiltale får man. I starten stod jeg altid og tænkte, så nu får jeg det glatte lag, men pludselig en dag så jeg noget jeg aldrig havde lagt mærke til, en lille bitte rynke i din øjenkrog, og jeg opdagede at det der tindrende blik ikke var knottenhed men en lurifaks, godt gemt, godt skjult, gemt bag en facade der i virkeligheden var den reneste form for god humor, SUBLIMT…du er fantastisk. Nervøsiteten over om jeg gjorde det godt nok forsvandt og du er udfordringen der både skulle svines lidt til og samtidig serviceres med største respekt, der skulle ikke være noget at klage over. Jeg havde pludselig spottet din humor, verdens bedste humor, du får mine hjerneceller helt op at ringe, skærper opmærksomheden på hvornår du er alvorlig og hvornår du står og tager tykt gas på mig. Og det her indlæg er en hyldest til dig. Du gør en forskel det skal du vide. Resten af personalet inkl. Ebbe, skyndte sig væk når du kom, og jeg var åbenbart den eneste der havde modet til at servicerer dig, men du skal vide at det ikke kun var mod og hårdkogthed men en ægte interesse i at vide hvad du var for en, nysgerrigheden drev mig, det har den altid gjort, og jeg tænkte tit over hvordan jeg fik sneget mig inden for din frakke. Nu kan jeg se at jeg altid har haft en plads i din inderlomme, og egentlig tror jeg at du syntes at her var der endelig en der ikke var bange for at give dig lidt grovfil tilbage. Din ironi og din fantastiske sarkasme er en udfordring, og jeg smiler ved mange af de ordvekslinger vi har haft i tidens løb. De kan slet ikke gentages og skal ikke gentages.
En overgang havde du det med at sende os fax, med dine ordre :”Boghandel…. Jeg indfinder mig i jeres lokaler kl 1200 og forventer at i kan fremvise disse to bøger som jeg er interesseret i at købe; ”Blondinevitser for Brunetter” eller ”Citater for sygeplejersker” Venligst G.Andresen…..” velvidende at de to titler var nogen du havde opfundet og derfor satte hele forretningen i gang med at fremskaffe noget der lignede for ikke at nedkalde din ”vrede” over os… (hihi) Og herefter møde op kl 1200, med en ironisk kommentar om at det kunne vi vel heller ikke skaffe, så købte du nogen konvolutter og tøffede af igen. Du har altid været på forkant med PC og det at finde titler på nettet, der er du fantastik velforberedt. Du er kommet med en fint udprintet seddel med din ordre, isbn nr, og hele balladen. Nemt og lige til at gå til, tror man indtil tillægsordren kommer, uha uha uha… Og spørger man dig om dit telefon nr …kikker du hvast på en og siger ”det har du…så bare ring” Og da du gik og var syg for en 5 år siden, så jeg dig ikke i flere måneder, mærkeligt, men jeg sendte dig et postkort, ville vide om du var sur på os eller om du var syg. Egentlig er det en total overskridelse af al god forretningsmoral, og en masen mig på, men du er simpelt hen ugens højdepunkt, så hvor var du? Du stod næste dag i forretningen og sagde at du bare havde været syg…ja det kunne jeg se, din frakke var alt for stor og du gik så langsomt, og det rørte mig dybt at du kom forbi, selv om du skulle havde holdt din seng. Kære Hr Andresen, på en eller anden måde, har du altid fået det værste og det bedste frem i mig, og jeg ved ikke hvorfor, men dybest set er det vel fordi der ikke findes så mange af din slags mere, og et eller andet i mig siger mig at jeg må suge det til mig, at vi to gør en forskel for hinanden i hverdagen, at intilligens og uforskammethed i sig selv er den mest sublime form for humor. Den føler jeg at jeg deler med dig. Og her på det sidste har du haft det svært, det lyser ud af dig at du sørger dybt over tabet af Fru Andresen, jeg ville gerne græde en masse tåre for dig, men jeg er sikker på at du bare ville give mig en skideballe hvis jeg gjorde, så nu må du finde dig i min pyldren om dig, og jeg holder øje med dig, mig slipper du ikke sådan af med. Og du må forstå at i min hverdag er det at være noget for dig, en dejlig befrielse fra mit eget. Det gør mig glad at glæde dig, fordi du igennem de snart 9 år vi har kendt hinanden har givet mig så mange fantastiske grin. Tak for det. Og jeg holder øje med dig. Ja jeg gør, kikker efter dig. Mig slipper du ikke af med.

Ps billedet er fra da jeg overtog butikken nov 06

Vil i virkelig vide det?

Kære venner og familie

Vil i virkelig vide det...hvordan det er indeni....

Hvordan beskriver jeg det, hvordan forklarer jeg hvor tom jeg er? Kom...kik engang...

sådan her har jeg det, og spørg mig så ikke igen...i meget lang tid.


Queen: The show must go on


Empty spaces - what are we living for?
Abandoned places - I guess we know the score..
On and on!
Does anybody know what we are looking for?

Another hero - another mindless crime.
Behind the curtain, in the pantomime.
Hold the line!
Does anybody want to take it anymore?
The Show must go on!
The Show must go on!
Inside my heart is breaking,
My make-up may be flaking,
But my smile, still, stays on!

Whatever happens, I'll leave it all to chance.
Another heartache - another failed romance.
On and on!
Does anybody know what we are living for?
I guess i'm learning
I must be warmer now..
I'll soon be turning round the corner now.
Outside the dawn is breaking,
But inside in the dark I'm aching to be free!

The Show must go on!
The Show must go on! Yeah!
Ooh! Inside my heart is breaking!
My make-up may be flaking!
But my smile, still, stays on!
Yeah! oh oh oh

My soul is painted like the wings of butterflies,
Fairy tales of yesterday, will grow but never die,
I can fly, my friends!

The Show must go on! Yeah!
The Show must go on!
I'll face it with a grin!
I'm never giving in!
On with the show!

I'll top the bill!
I'll overkill!
I have to find the will to carry on!
On with the,
On with the show!

The Show must go on.