du skal ikke forvente dig noget fra mig......

Det er helt sikkeret at går man rundt og forventer et eller andet, så er der næsten garanti for at man bliver skuffet. Og hvorfor er det så at man er så selvfed at man gang på gang tror at man skal belønnes af andre. Det er vel fordi man dybest set mener at man har fortjent den opmærksomhed, gave eller hvad det nu kan være som man selv har brug for for at føle sig anderkendt. Men sådan hænger ting ikke altid sammen. På en eller anden måde syntes man altid selv at man yder det mest optimale, at man giver og giver og giver, for derefter at forvente at man bliver belønnet rigeligt bagefter, sådan er det bare ikke. Menneskets natur er at de er sig selv nærmest, og handler ud fra det der ligger lige for, der er ikke mange der kan prale af at gøre noget for andre uden at have en forventning om ros og anderkendelse, eller en eller anden form for belønning.

Her er så mit svar til dig...

Jeg gik gladeligt gennem ild og vand for dig, nu ser jeg at jeg ikke kan gøre det uden bagtanke, uden håb for at få lidt tilbage, og nu bliver jeg kynisk, jeg ved at jeg aldrig når at få noget tilbage, den chance har du forspildt. Lyder jeg vred? Lyder jeg skuffet? lyder jeg bitter? Jeg er ingen af delene, jeg er såret der hvor det gør aller mest ondt, jeg lyttede ikke til mig selv, jeg lyttede til dig, satte mig selv bagerst i køen, prøvede at forstå, prøvede at tilgive, prøvede at være der 110 % Prøvede at være din veninde. Var din veninde....
Jeg har gået mange og lange ture for dig, været der for dig, tænkt klart for dig, hjulpet dig, hoppet og sprunget for dig, i forventningen om at du til en hvertid var der for mig. Men jeg er blevet det klogere. Du var der ikke da jeg havde mest brug for dig, du svigtede lige der, lige der hvor det bare er så forbudt at svigte. Og her står jeg, underligt befriet for forventninger, for i virkeligheden har jeg altid forventet at det ville blive sådan her. Det ser jeg nu. Jeg var bare blind.

Engang lovede vi hinanden at vi altid ville være der for hinanden, det løfte har jeg holdt, du skred fra løftet, du var vigtigst af os to, jeg lod dig være den vigtigeste, jeg lod dig bruge det du kunne, og stod så gladeligt og så dig fyre dit lille overskud af på andre, være der for andre, gøre noget for andre, altimens du tog mig for givet, Anette er der altid. Det er jeg så ikke mere. Du skal til at klare dig selv, din største supporter og støtte er skredet. Og alle de gange jeg har sat mig selv hen i et ventehjørne, fordi du lige skulle hen over et eller andet, lige ovenpå et eller andet, lige et eller andet andet....de slutter her.

Der er ikke mere at komme efter. Det er slut, jeg har ikke mere jeg kan give dig, uden at smadre den rest af værdighed vores venskab gav mig, og det vil jeg gerne bevare. Den lille rest af værdighed og stolthed over at jeg var der for dig. Du kan aldrig sige at jeg var en dårlig veninde, men det kan jeg sige om dig. Og jeg hopper ikke på den der mere, at når du er ovenpå så skal du nok være noget for mig, lige om et par måneder, den har du lavet for mange gange med mig. Og jeg kan så kun ærge mig over mine forventninger til dig ikke kunne indfris, at jeg ventede for lang tid, ventede så lang tid at, det pludselig blev spild af tid. Og nu slutter spildtiden. Jeg vil koncentrere mig om mig selv..... jeg har lært at den største anderkendelse og ros af mig, kommer fra mig ...til mig.

1 år og 2 mdr = 20 kg

Jeg har lige ryddet ud i mine skuffer...og jeg er mildest talt målløs, og alligevel er jeg ikke. på 14 mdr har jeg helt af mig selv tabt 20-22 kg...det ligger lidt og svinger, men fra 92 kg til 70-72 kg det er jeg faktisk ganske godt tilfreds med. Jeg ønsker IKKE at blive mindre, specielt ikke efter alt det dejlige undertøj jeg har måtte sige farvel til, men stort er for stort. og er lidt træt af at fylde sokker i BH'erne...hahahaha. Også de her gamle dejlige bløde forvaskede jeans...man skulle tro at det var et par af Henriks men det er det ikke. fra str 46 til 38-40 det kan et bælte ikken engang redde, der er og bliver hængerøv i dem så ud må de. Og mine støvler, mine elskede støvler er også blevet alt for store i skafterne, men de kan (håber) jeg sys ind. Og nej det er ikke en klagesang, jeg er stolt af at jeg har fundet tilbage til min "gamle" ungpigekrop, ikke at det gør mig yngre (jeg er jo stadig teenager indeni)men det giver mig en sær form for tilfredshed at kunne gå ind i en hvilken som helst tøjbiks, og lige hoppe i et par bukser, lige prøve en skjorte der ikke strammer om armene. Lige hoppe i en kjole der KAN lukkes. Og rolig nu, jeg er hverken syg eller andet, det sidder i hovedet. Jeg kan tænke mig til mæthed, sige til mig selv at jeg ikke behøver at spise om natten, og ønsket om at leve lidt længere har gjort at jeg ikke fylder mig med usunde ting hele tiden. Nu mangler jeg så bare at holde op med at ryge...men så tager jeg nok det hele på igen....hmmm...svært valg.

Til dig Hr Andresen

Kære Hr. Andresen

Du er kunde i min forretning, det har du været lige så længe jeg kan huske. I starten var jeg lidt bange for dig, for du virkede brysk og knotten. Du spørger altid efter de mærkværdigeste ting, som vil du teste min formåen. Feks: en tusch rader pen???...og hvad skal du bruge den til? Til at rengøre stikkontakter med, sagde du !!! Selvfølgelig skaffede vi sådan nogen hjem, men det var ikke uden sværdslag….skal du vide. Du er altid hurtig på aftrækkeren, og svar på tiltale får man. I starten stod jeg altid og tænkte, så nu får jeg det glatte lag, men pludselig en dag så jeg noget jeg aldrig havde lagt mærke til, en lille bitte rynke i din øjenkrog, og jeg opdagede at det der tindrende blik ikke var knottenhed men en lurifaks, godt gemt, godt skjult, gemt bag en facade der i virkeligheden var den reneste form for god humor, SUBLIMT…du er fantastisk. Nervøsiteten over om jeg gjorde det godt nok forsvandt og du er udfordringen der både skulle svines lidt til og samtidig serviceres med største respekt, der skulle ikke være noget at klage over. Jeg havde pludselig spottet din humor, verdens bedste humor, du får mine hjerneceller helt op at ringe, skærper opmærksomheden på hvornår du er alvorlig og hvornår du står og tager tykt gas på mig. Og det her indlæg er en hyldest til dig. Du gør en forskel det skal du vide. Resten af personalet inkl. Ebbe, skyndte sig væk når du kom, og jeg var åbenbart den eneste der havde modet til at servicerer dig, men du skal vide at det ikke kun var mod og hårdkogthed men en ægte interesse i at vide hvad du var for en, nysgerrigheden drev mig, det har den altid gjort, og jeg tænkte tit over hvordan jeg fik sneget mig inden for din frakke. Nu kan jeg se at jeg altid har haft en plads i din inderlomme, og egentlig tror jeg at du syntes at her var der endelig en der ikke var bange for at give dig lidt grovfil tilbage. Din ironi og din fantastiske sarkasme er en udfordring, og jeg smiler ved mange af de ordvekslinger vi har haft i tidens løb. De kan slet ikke gentages og skal ikke gentages.
En overgang havde du det med at sende os fax, med dine ordre :”Boghandel…. Jeg indfinder mig i jeres lokaler kl 1200 og forventer at i kan fremvise disse to bøger som jeg er interesseret i at købe; ”Blondinevitser for Brunetter” eller ”Citater for sygeplejersker” Venligst G.Andresen…..” velvidende at de to titler var nogen du havde opfundet og derfor satte hele forretningen i gang med at fremskaffe noget der lignede for ikke at nedkalde din ”vrede” over os… (hihi) Og herefter møde op kl 1200, med en ironisk kommentar om at det kunne vi vel heller ikke skaffe, så købte du nogen konvolutter og tøffede af igen. Du har altid været på forkant med PC og det at finde titler på nettet, der er du fantastik velforberedt. Du er kommet med en fint udprintet seddel med din ordre, isbn nr, og hele balladen. Nemt og lige til at gå til, tror man indtil tillægsordren kommer, uha uha uha… Og spørger man dig om dit telefon nr …kikker du hvast på en og siger ”det har du…så bare ring” Og da du gik og var syg for en 5 år siden, så jeg dig ikke i flere måneder, mærkeligt, men jeg sendte dig et postkort, ville vide om du var sur på os eller om du var syg. Egentlig er det en total overskridelse af al god forretningsmoral, og en masen mig på, men du er simpelt hen ugens højdepunkt, så hvor var du? Du stod næste dag i forretningen og sagde at du bare havde været syg…ja det kunne jeg se, din frakke var alt for stor og du gik så langsomt, og det rørte mig dybt at du kom forbi, selv om du skulle havde holdt din seng. Kære Hr Andresen, på en eller anden måde, har du altid fået det værste og det bedste frem i mig, og jeg ved ikke hvorfor, men dybest set er det vel fordi der ikke findes så mange af din slags mere, og et eller andet i mig siger mig at jeg må suge det til mig, at vi to gør en forskel for hinanden i hverdagen, at intilligens og uforskammethed i sig selv er den mest sublime form for humor. Den føler jeg at jeg deler med dig. Og her på det sidste har du haft det svært, det lyser ud af dig at du sørger dybt over tabet af Fru Andresen, jeg ville gerne græde en masse tåre for dig, men jeg er sikker på at du bare ville give mig en skideballe hvis jeg gjorde, så nu må du finde dig i min pyldren om dig, og jeg holder øje med dig, mig slipper du ikke sådan af med. Og du må forstå at i min hverdag er det at være noget for dig, en dejlig befrielse fra mit eget. Det gør mig glad at glæde dig, fordi du igennem de snart 9 år vi har kendt hinanden har givet mig så mange fantastiske grin. Tak for det. Og jeg holder øje med dig. Ja jeg gør, kikker efter dig. Mig slipper du ikke af med.

Ps billedet er fra da jeg overtog butikken nov 06

Vil i virkelig vide det?

Kære venner og familie

Vil i virkelig vide det...hvordan det er indeni....

Hvordan beskriver jeg det, hvordan forklarer jeg hvor tom jeg er? Kom...kik engang...

sådan her har jeg det, og spørg mig så ikke igen...i meget lang tid.


Queen: The show must go on


Empty spaces - what are we living for?
Abandoned places - I guess we know the score..
On and on!
Does anybody know what we are looking for?

Another hero - another mindless crime.
Behind the curtain, in the pantomime.
Hold the line!
Does anybody want to take it anymore?
The Show must go on!
The Show must go on!
Inside my heart is breaking,
My make-up may be flaking,
But my smile, still, stays on!

Whatever happens, I'll leave it all to chance.
Another heartache - another failed romance.
On and on!
Does anybody know what we are living for?
I guess i'm learning
I must be warmer now..
I'll soon be turning round the corner now.
Outside the dawn is breaking,
But inside in the dark I'm aching to be free!

The Show must go on!
The Show must go on! Yeah!
Ooh! Inside my heart is breaking!
My make-up may be flaking!
But my smile, still, stays on!
Yeah! oh oh oh

My soul is painted like the wings of butterflies,
Fairy tales of yesterday, will grow but never die,
I can fly, my friends!

The Show must go on! Yeah!
The Show must go on!
I'll face it with a grin!
I'm never giving in!
On with the show!

I'll top the bill!
I'll overkill!
I have to find the will to carry on!
On with the,
On with the show!

The Show must go on.

Venedig og Dø...

Se Venedig og dø…. Eller se Venedig og tænk en masse tanker…

Pthhhh… Venedig er noget opreklameret dyrt skrammel, og dog det er verdens-arv, noget man skal se inden man dør. Det er en fantastisk magisk by, hvis ikke det var for alle de turister, og for de ublu priser de holder sig. Alle siger ”du skal se Marcus pladsen..- den er fantastisk”…. Er den nu også det??? Fyldt til randen med stilladser og turister…og hvor var duerne? Der var simpelthen ikke plads til dem. Vi var på Marcuspladsen…kæmpede os frem til forreste linje for at se Doge Paladset, forsøgte at tage billeder af de fantastiske udskæringer og mosaikker…men ak jeg tror ikke jeg fik et enkelt billede uden at det er skævt… der blev puffet og skubbet. Gadesælgerne var man nærmest bange for, og kinesere (de var her også) opførte sig som om de var de eneste med berettigelse til at være der. Kaffe på Marcuspladsen ….ahost…det er noget man skal prøve, men det er så piv dyrt at man kun gør det den ene gang…8 EURO for en kop latte….den smagte fantastisk og solen skinnede, musikere spillede hele vejen rundt på pladsen, derfor den dyre kaffe. Men så fik vi prøvet det. Og en tur i Gondol…lange forhandlinger med Gondolieren, og endelig en ublu pris blev aftalt…men nu kan jeg dø i fred, for jeg har set Venedig fra bagsiden. Turen rundt i kanalerne var fantastisk… udskæringer på husene, forfaldet, søgræsset der gror nederst på væggene, lyden af vand der stille klasker mod de frønnede stolper der alle steder er bundet op med snor, lugten af vand der står næsten stille, den her stille driven frem, mødet med andre gondoler med turister der sidder måbende og glor med kameraet i hænderne. Sukkenes bro pakket ind i træ fordi den er ved at styrte sammen og er under reparation, Don Juans ”palads” set fra bagsiden. Forfaldent men med fine flag der flagre fra væggene. Kirkespir der pludselig troner højt over os, for straks at forsvinde fra synsfeltet, fordi men sejler under en af de 1000 broer. Solstrejf der når ned til vandet, og får det til at give der her blændende blink, døråbninger der er understøttet af jernstolper fordi hele bygningen er ved at brase sammen, jerngitre der er rustet næsten væk fordi de ikke bruger hammerlak, smukke baldustrader og figurer på væggen, udskæringer og pynt, facader der er styrtet halvt ned, mure i røde og gule farver, hvor halvdelen af pudset mangler, frønnede dørkarme og vinduer, og vasketøj der hænger og drypper, og pop musik der strømmer syrealistisk ud af åbne vinduer, bringer pludselig en tilbage til vor tid. Og tankerne leger med fortiden hvor alt gik lidt langsommere, hvor alt blev bragt i både, på pramme og på skib. Hvor man gerne ventede i måneder på noget bestemt krydderi. Jo en vuggende oplevelse, en søvndyssende rejse ind i en anden tid og en anden verden, forunderlig, forbavsende fantastisk….et eventyr, hvor tiden venter…venter på at gå, venter på at nogen redder alt dette, og byen ligesom venter, venter på at nå det endeligt som den er spået… og vi venter på at de kloge finder en løsning der kan redde dette sted som har skrevet så meget historie, vi venter på at den bliver reddet. Men reddet fra hvad? For undergangen er nær når man voldbesøger sådan en by, den kan ikke bære alle de turister der misbruger den så groft, hverdag læsser 5-6 luksuslinere hver 4-5000 turister af der spæner gennem stræderne og griner hysterisk fordi de sidder i en Gondol, skribler deres navne på væggene, smider skrald alle steder og går larmende rundt så det gjalder i gaderne. Vi kan ikke redde Venedig, vi kan kun nå at se den inden den forsvinder helt. Og på en eller anden måde virker den træt, træt af renoveringer på hvert 3 hus, træt af at blive fotograferet, træt af at være handelscentrum for plasticdimser lavet i kina, træt af at være en moderne by i en gammel renoveret skal. Men nu har jeg set Venedig, og jeg kan så læne mig tilbage og vente på at dø….for jeg har set fortidens glans, ønsker ikke at se fremtidens renovering af noget der engang var så fantastisk, og det kræver en god fantasi, at forstår dens magi. Venedig, og dø.

Hvorfor mig????

Hvorfor er det altid sådan at når noget er slut så er det slut, brugt og ikke fyldt op igen. Nogen gange tror jeg at mit perasonale gør det med vilje, prøver at drive mig ud hvor kun vanviddets ulidelige lethed er befriende i sig selv. Skal pakke en gave ind...rækker ud efter tapen...ikke mere tape men den der mærkelige lyd når man trækker i 1 cm tape der så bliver til papirstrimmel...argh...styrter hen efter mere tape...skal lave en regning til kunde...sjovt ikke flere regningsnotaer i mappen men et stykke slidt kalkerpapir der sidder i klipsen og griner....finde en ny regningblok...slår bonen ud og ser at det kun er det halve af den der kommer ud af kasseapperatet...for bonrullen er også løbet tør...GRRRR... hvor heldig kan man være...ny bon rulle i og så kører vi...lige til jeg skal på toilettet, og jeg skulle meget...får lige sat mig i en pause mellem to kunder og finder ud af toiletrullen er tom...klemmer sammen i sidste sekund, fååårk...får en kunde til at holde øje med forretningen mens jeg lige suser ind i fakta efter toiletpapir...tilbage igen..ud og tisse..puha...ekspedere et par kunder...tager klipsemaskinen og ..ja gæt selv..ikke flere klips..forhelvede..dejlig måde at starte dagen på. Endelig er der et ophold mellem kunderne, nu vil en kop kaffe gøre godt, skal jeg forkæle mig selv med en latte fra bageren??? nåååå nej de har lukket pga ombygning...laver da bare en selv....ja og hvorfor ikke...IKKE MERE KAFFE....hvad helvede har jeg gjort den der har tager det sidste...hvorfor skal jeg straffes...hvorfor er det at jeg har 8 mennesker ansat, og at lige netop den dag de alle har fri så er der ikke fyldt op af noget som helst, og mælken...hahahah den er enten sur eller ikke eksisterende fordi en eller anden lige skulle have en portion musli...med min mælk...og hov...nej nu skal jeg ikke være så streng...der er skam mælk, og det er ikke surt...kikker mig omkring...ingen kunder lige nu...suser ind i fakta og henter kaffe, strækker mig hele vejen ind og ud for at se om nogen går ind af min dør...styrter tilbage og sætter kaffe over, og tror i jeg fik tid til at drikke den....Nej...ikke før kl 1500 da der kom afløsning, og der tillod jeg mig at lave en frisk kop...Havde helt vildt lyst til en flæskestegs sandwitch fra pølsevognen, styrter der hen og hvad siger pølsemor..."nej jeg har ikke mere flæskesteg..." ARGHHH... Nu er jeg så kommet hjem, reflekterer over de ting som er så naturligt i ens hverdag og når de pludselig render tør på samme tid så virker det helt uoverskueligt, og man tænker til sidst...hvad bliver det næste der løber tørt....???
så bruger du det sidste tape, eller det sidste toiletpapir eller det sidste kaffe...så fyld op efter dig...for en dag, står du der selv og mangler hele lortet, og så bliver du sur. Omvendt så kan du lære det....

Hvorfor er der aldrig nogen batterier der virker?

Hvor svært kan det være at købe batterier...de hænger alle vegne, lige ved kassen i supermarkedet..i min egen boghandel sælger jeg dem....på enhver tankstation...over alt møder man dem, det er lige før at man kan købe dem på pizzariaet....Og alligevel så ser det ud til at vi her i huset aldrig har et der virker...Man sidder og skal bruge pcen...pludselig virker tastaturet ikke...HVAD NU...ikke mere strøm..damn...hvor er den pakke jeg tog hul på sidst jeg var i samme situation?..der skal være 2 batterier tilbage...pist væk..er den, altså pakken. Som sunket i jorden. Spørger familien om de har brugt mine batterier...øhhh er det "nogens" batterier svarer de...JA DET ER MINE BATTERIER... fannemer. Går på jagt efter batterier...hvor er mine batterier...finder kassen med fjernstyrede biler, men en eller anden har glemt at slukke for bilerne da han var færdig med at bruge den, så nu er batterierne døde...grrrrrrr...det gælder alle bilerne...okay ud i køkkenskuffen ...i ved den alle har, totalt rod, fyldt med ting man ellers ikke ved hvor man skal gøre af, dimser brugsanvisninger og batterier der IKKE virker mere... åhhh...pis lort, her er alle de genopladelige, men hvor fanden er laderen henne??? Den er sjovt nok også pist væk.... og dog...finder den i en stikkontakt i bryggerset, selvfølgelig uden batterier...skynder mig at sætte batterier i og smækker den i stikkontakten igen...ved at der går mindst 2 timer inden de virker. Okay der er batterier i kameraet...hvor er kameraet? nååår ja det er her...men hvor er batterierne der sad i?..Fåååårk der er andre der har været på jagt. finder tilsidst min Dymo tang, sådan en man kan printe mærkater med. HEHEHEHEH hele 6 batterier...mine...jaaa...myyy presssiuuuus......skiller dymoen ad...og finder...6 batterier af de der gule nogen fra Ikea...i ved dem man køber i æsker af 20 stk til 5.- og som virker 10 min...hmmm...dymotangen..hvornår har den sidst været brugt? oh oh oh...piller batterierne ud og kaster to af dem i tastaturet...tadaaaa. nu kan jeg skrive igen, og der er 4 tilbage det skulle give mig noget tid til at få købt nogen nye, tid til at de andre kan lade op, tid til at glemme at jeg mangler batterier. Og her på skrivebordet placerer jeg så de overskydende 4 batterier...Altid godt med noget ekstra. Og nu...er de sjovt nok forsvundet....og sjovt nok kan jeg høre et par biler drøne rundt nedenunder..... Batteri krigen er brudt ud.
Nu skal det være slut, slut med at mangle batterier i det her hus. Jeg har fundet alle genopladelige batterier frem, og sjovt nok i min jagt på batterier der virker, fandt jeg sådan en lille sjov dims der kan måle hvor meget strøm der er på et batteri. Så med mit batteri-test-om-der-er-nok-strøm-på-dims er jeg igang med at sorterer batterier, genopladelige i en bunke, almindelige der ikke virker i en anden bunke, og batterier der lige kan trække et tastatur, men ikke en bil, i en tredie bunke. Nu skal der system i sagerne. Jeg har fundet hele tre opladere, den ene virker ikke mere så ud med den. Og så er det ellers igang med at oplade batterier, man må da kunne lave et overskueligt system der gør at man altid har batterier der virker. 3 store marmelsdeglas... et til dem der virker, et til de genopladelige der virker og et til dem der skal smides væk...for man må jo ikke smide batterier i skraldespanden. Så mon ikke mit behov for batterier er dækket....NÆPPE...jeg ved at om få dage er der autonome her i huset, oprører der ikke lader sig styre af nye regler, partisaner der saboterer et hvert nyt system der ikke passer dem, terrorister der er hamrende lige glade med om målet virkelig helliger midlet, eller er det omvendt... der har tømt glassene, byttet rundt på dem, glemt at lade det op der kan lades op, og jeg sidder så sikkert igen med min måle-strøm-dims og leder efter et batteri der virker... (tror lige jeg låner henriks fra babermaskinen næstegang....så kan han lære det)Jeg er så træt af at ens gode intentioner bliver misbrugt i det her hus, alle er åbentbart sig selv nærmest når det gælder de små runde dimser med deres kostbare og helt undværlige last af strøm. Så som en tyv i natten, vil jeg fra nu af stjæle det strøm jeg har brug for... og indkøbe et lager af batterier og gemme dem i en aflåst skuffe og så kan de selv rode rundt og se om de kan leve uden batterier i fjernbetjeningen til tvet, for at en latterlig fjernstyret bil kan køre...Men jeg kunne såmænd også overveje at få mig et tastatur med ledning.....